Liberalismens europæiske baggrund

Liberalismens opståen som distinkt begreb, ideologi og bevægelse i 1800-tallet var et led i en general udsondring af de politisk-ideologiske grundretninger, som siden har præget det europæiske politiske landskab: konservatisme, radikalisme, socialisme og nationalisme. Idéhistoriske forudsætninger for liberalismen som ideologi findes dog tilbage i 1600-tallets teorier om stat, borger og arbejde. Sammen med opbygningen af enevældige stater udviklede der sig på dette tidspunkt teorier om den lovregulerede stat som garant for individets ejendom og sikkerhed. Samtidig opstod også antagelsen om, at individet havde naturgivne rettigheder som ejendomsbesidder i kraft af sit individuelle arbejde. Op gennem 1700-tallet blev sådanne antagelser udviklet i mere historisk retning, da der opstod forestillinger om det moderne borgerlige samfund som et resultat af en langsigtet social udvikling gennem flere stadier fra de mest primitive samfund frem mod foretagsomhed, handel og oplysning.

Dermed begyndte sådanne samfundsteorier at kunne udfordre de enevældige staters regulering af økonomien. Det sås bl.a. hos Adam Smith i anden halvdel af 1700-tallet. Han anerkendte nok staten som garant for individets ejendom og sikkerhed og for visse offentlige tiltag. Grundlæggende betragtede han dog udbredelsen af markedets incitamenter for individuel foretagsomhed som den væsentligste løsning på århundreders problemer med fattigdom, ufred og manglende dannelse. Herunder så han et sådant markedssamfund som forudsætning for den dannelse og interesse i samfundsanliggender, der måtte være en forudsætning for en bredere inddragelse af befolkningen i politiske anliggender. Markedssamfundet sås med andre ord som forudsætning for et mere demokratisk samfund.

Alle disse grundelementer kan genfindes i den liberalistiske politiske bevægelse, der voksede frem op gennem 1800-tallet. Denne bevægelse var dog også formet af de europæiske udfordringer og erfaringer, der havde deres udspring i Den Franske Revolution i 1789-99. Med revolutionen blev begreber som ’folket’ og ’nationen’ samt menneske- og borgerrettighederne og samfundets foranderlighed ifølge den menneskelige vilje centrale udgangspunkter for den politiske debat. Dertil lagde sig en længerevarende kontinentaleuropæisk tradition for at lægge vægt på retsstaten og dens historiske udvikling, frem for blot at se på de rent sociale eller økonomiske forhold.

Dansk liberalisme

Disse europæiske ideer bidrog til udformningen af den danske liberalisme som en hovedsagelig politisk bevægelse, der forsvarede trykkefriheden og talte for indførelsen af et konstitutionelt monarki til afløsning af enevælden. Som begreb og politisk bevægelse dukkede den først op i Danmark i kølvandet på den franske julirevolution i 1830 og Frederik 6.s kundgørelse af provinsialstænderforsamlingerne i 1831. Derefter udviklede den sig dog med bemærkelsesværdig hast.

De væsentligste anliggender for de danske liberale i 1830’erne blev forsvaret for trykkefriheden og sikringen af politisk indflydelse til det oplyste og dannede borgerskab. Ifølge de liberale kunne dette borgerskab i kraft af sin dannelse hæve sig over snævre, materielle egeninteresser og dermed tale hele folkets sag i staten. Krav om økonomisk frihandel havde ikke samme rolle i de liberales politiske ytringer i denne periode, om end det var en udbredt opfattelse, at en friere markedsøkonomi og større næringsfrihed var væsentlige goder, fordi det ville skabe en tættere sammenhæng mellem velstanden og den arbejdsmæssige indsats. De politiske reformer sås dermed samtidig som et opgør med de overleverede sociale strukturer, f.eks. lavsvæsenet og fæstevæsenet, der gennem politiske og økonomiske privilegier sikrede enkelte grupper uberettigede økonomiske fordele over for dem, der ernærede sig retmæssigt, ved egen foretagsomhed.

Fra omkring Frederik 6.s død og indsættelsen af Christian 8. i 1839 blev de liberales krav om en fri forfatning i stigende grad forbundet med en national kritik af de rådgivende stænderforsamlingers provins-skel og navnlig af den tyske indflydelse. For den dominerende gruppe af liberale (senere kaldet nationalliberale) omkring dagbladet Fædrelandet blev dette især udmøntet i kravet om en dansk nationalstat med Ejderen som grænse mod syd. Andre liberale kræfter, især omkring bladet Kjøbenhavnsposten, kritiserede denne nationalisme som en prisgivelse af kampen for den frie forfatning og for social ligestilling. Under Treårskrigen (1848-1850) vandt den nationalliberale linje dog langt den betydeligste opbakning, og i årene frem til krigen i 1864 kæmpede fortalerne for denne linje indædt for en dansk nationalstat imod den eksisterende helstat.

I den efterfølgende periode har en række politiske partier og bevægelser forsvaret liberalismen, generelt ud fra forskellige sammentænkninger af elementer af den politiske og økonomiske liberalisme. Sådanne strømninger har haft en vigtig hovedstøtte blandt gårdmændene, der navnlig fra slutningen af 1800-tallet viste sig som en vigtig økonomisk aktør. Det vigtigste parti for gårdmandsliberalismen har traditionelt været partiet Venstre, der i 1870 blev grundlagt under betegnelsen Det forenede Venstre i opposition mod både godsejerne og det nationalliberale borgerskab. I 1905 udspaltedes herfra et nyt parti med varig indflydelse: Det radikale Venstre. Det var socialt forankret blandt husmændene og dele af intelligensen i byerne, og dets linje var mere socialliberalt orienteret, dvs. kombinerede en grundlæggende liberalistisk opfattelse med en opfattelse af et behov for en vis statslig udligning af sociale og økonomiske forskelle. For begge partiers vedkommende er landboernes indflydelse dog svundet betragteligt i takt med husmændenes forsvinden og faldet i antallet af gårdmænd. Det har medvirket til, at partiet Venstre i dag i højere grad vægter en rent økonomisk liberalisme og accepterer indgreb på traditionelle politiske individrettigheders bekostning. Det radikale Venstre vægter i højere grad de retsstatslige elementer af en politisk liberalisme. Begge partier præges dog fortsat af tilbagevendende indre stridigheder om den ideologiske kurs. Enkeltmedlemmer af Venstre har således i de seneste år forfægtet en mere traditionel politisk liberal kurs, mens dele af Det radikale Venstre i 2007 deltog i dannelsen af det lille økonomisk liberalistiske parti Ny Alliance (senere Liberal Alliance).