Kilder
Kildeintroduktion:
Den 4. og 11. september 1789 bragte avisen De til forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender (senere Berlingske Tidende) de 17 punkter om menneskets og borgenes rettigheder, som det franske Nationalkonvent havde vedtaget 26. august 1789 i Paris. Erklæringen, der er kendt som den franske menneskerettighedserklæring, blev formuleret under Den Franske Revolution, der brød ud i sommeren 1789. For datidens forhold blev disse begivenheder i Frankrig dækket tæt af de få danske aviser, som bragte udenrigspolitisk stof. Aviserne kunne dog ikke skrive hvad som helst. For det første var pressefriheden så indskrænket, at der reelt var tale om statslig censur. For det andet krævede det et såkaldt kongeligt privilegium (dvs. tilladelse) at distribuere aviser med posten. De til forsendelse med Posten alene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender var da også forsigtig og kongetro i sin politiske dækning og bragte som regel meddelelser og efterretninger om begivenheder uden at kommentere på dem. Dette er også tilfældet i nedenstående beretning om menneskerettighedserklæringen.
Den franske menneskerettighedserklæring havde ikke en umiddelbar, direkte indflydelse på forholdene i Danmark. Men erklæringen udsprang af oplysningstidens tanker om menneskets frihed og lighed, som også havde sine fortalere i Danmark. Menneskerettighedserklæringen og det faktum, at den blev bragt i en dansk avis, kan ses som led i en bevægelse, der vandt frem i Danmark med liberale krav, der i sidste ende medvirkede til enevældens fald i 1848. Det er en almindelig opfattelse, at den franske menneskerettighedserklæring sammen den amerikanske uafhængighedserklæring fik stor betydning for udbredelsen af menneskerettigheder i eftertiden og blandt andet påvirkede formuleringerne om danskernes rettigheder i Junigrundloven fra 1849 og FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948.
I De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender fra 11. september 1789 blev artikel 10-17 i den franske menneskerettighedserklæring meddelt. Meddelelsen begynder i anden spalte og fortsætter på næste side, som ikke er afbilledet ovenfor. Fra: Mediestream
[Fra 4. september 1789]
Paris, den 24de August.
I Nationalforsamlingens[1] Sessioner arbeides der ivrigst paa det første Capitel af Constitutionen om Menneskets Rettigheder, og man troer at Nationalforsamlingen vil i Dag blive færdig dermed, saa at samme kan i Morgen, som er Ludwigsfesten[2], blive overleveret Hs. Majestæt Kongen. Hvad man hidindtil har læst derom i de offentlige Blade, vare kun projecterte Artikler[3]. Efter mange Debatter ere følgende Artikler virkelig af Nationalforsamlingen blevne fastsatte og antagne som henhørende til Constitutionen:
1) Menneskene fødes frie og lige i Rettigheder og saaledes forblive de. Forskiellen maae allene være grundet paa den almindelige Nytte.
2) Hensigten med ethvert Selskab[4] maa bestaae i Vedligeholdelsen af Menneskers naturlige og ingen Hævd underkastede[5] Rettigheder. Disse Rettigheder ere Frihed, Eiendom, Sikkerhed og Modstand mod Undertrykkelser.
3) Grunden[6] til al Souverainitet[7] er væsentlig hos Nationen[8]. Intet Samfund og ingen enkelt Person kan udøve nogen Magt, som ikke udtrykkelig udflyder derfra.
4) Friheden bestaaer deri, at man kan giøre alt, hvad der ikke skader andre. Altsaa har Udøvelsen af ethvert Menneskes naturlige Rettigheder ingen andre Grændser, end de, som forsikre de øvrige Mennesker en frie Brug af disse selvsamme Rettigheder, og disse Grændser kunne kun bestemmes af Lovene.
5) Lovene maae kun forbyde saadanne Handlinger, der ere Selskabet skadelige. Alt, hvad der ikke er forbudet, kan ei heller hindres, og ingen kan tvinges til at giøre det, som Lovene ikke byde.
6) Loven er Udtrykket af den almindelige Villie[9]. Alle Borgere have Ret til personlig eller ved Repræsentantere at medvirke til Lovens Dannelse, der bør være lige for alle, hvad enten den beskytter eller straffer. Da alle Borgere ere lige i Lovens Øine, saa bør de og alle have lige Adgang til alle Værdigheder, Embeder og Betieninger[10], efter deres Beqvemhed[11], og uden al anden Forskiel end den, som deres Dyder og Talenter giver dem.
7) Intet Menneske kan anklages, heftes[12] eller holdes heftet, uden i de Tilfælde som Loven bestemmer, og efter den Form, samme foreskriver[13]. De, som udbede sig vilkaarlige Befalinger[14], udfærdige dem, sætte dem i Udøvelse eller lade dem udføre, bør straffes. Enhver Borger, som i Kraft af Loven kaldes eller gribes, bør strax være følgagtig[15]. Ved Imodsættelse vil han giøre sig straf skyldig.
8) Lovene bør kun fastsætte Straffe, som ere aldeles og aabenbar nødvendige; og ingen kan straffes uden efter en fastsat og forinden Forbrydelsen skede allerede bekiendtgiort samt vedbørlig[16] anvendt Lov.
9) Da man holder ethvert Menneske for uskyldigt saa længe indtil det er bleven dømt, saa maae al den Strenghed, som ikke fornødiges[17] til at forsikre sig dets Person, dersom sammes Heftelse skulde være uvilkaarligt nødvendig, paa det skarpeste holdes tilbage ved Loven.
[…]
[Fra 11. september 1789]
Paris, den 27de August.
[…]
10) Ingen Maae foruroeliges[18] formedelst[19] sine Meninger, endog ikke Religionsmeeninger, naar sammes Yttrelse kun ikke styrrer[20] den ved Loven indførte Orden.
11) Tankernes frie Meddelelse er en af Menneskets dyrebareste Rettigheder; Enhver Borger kan altsaa frit tale, skrive og trykke, med Forbeholdelse[21], at indestaae[22] derfor i de ved Loven bestemte Tilfælder[23].
12) Borgen[24] for Menneskets og Borgerens Rettigheder giør en offentlig Magt nødvendig; denne Magt er altsaa indført til Nytte for enhver, og ikke i Besynderlighed[25] for den, som samme er betroet.
13) Til den offentlige Magtes Vedligeholdelse og til Administrations-Omkostninger er en fælleds Contribution[26] aldeles nødvendig; den maae strax lignes[27] paa alle Borgere efter deres Formue.
14) Alle Borgere have Ret til selv eller ved Repræsentantere at afgiøre[28] den offentlige Contributions Nødvendighed, at bevilge den frit, at have Øie med dens Anvendelse, og at bestemme dens Qvalitæt[29], Ligning[30] og Vedvarelse.
15) Selskabet har Ret til, at fordre[31] Regnskab af alle Agenter[32] under deres Administration.
16) Ethvert Selskab, i hvilket Borgen for Rettighederne ikke er stillet sikker, og Magtens forskiællige Grenes Adskillen[33] ikke er bestemt, har ingen Constitution.
17) Da Eiendom er en ubrydelig og hellig Ret; saa kan ingen berøves samme, med mindre den offentlige retmæssigen beviste Nøvendighed øiensynlig udfordrer det[34], og under Betingelse af en billig[35]og foregaaende Skadesløsholdelse.
Ordforklaringer m.m.
[1] Nationalforsamlingen: Den franske Nationalforsamling var sammensat af de tre stænder: adelen, gejstligheden og tredjestanden, der hovedsageligt repræsenterede borgerskabet. På dette tidspunkt i Den Franske Revolutionen var den reelle politiske magt i hænderne på Nationalforsamlingen, der blev domineret af tredjestanden.
[2] Ludwigsfesten: Den helgenkårede franske konge Ludvig 9.s (1214-1270) helgensdag 25. august.
[3] Projecterte (projekterede) Artikler: det vil sige udkastene til artiklerne. Artikeler er i denne sammenhæng de punkter, menneskerettighedserklæringen består af.
[4] Selskab: samfund. Formentlig oversat fra det franske ”association politique” (som er den franske ordlyd) Det er imidlertid ikke sikkert, hvilken ordlyd oversætteren har kendt.
[5] Ingen hævd underkastede: det vil sige, at rettighederne ikke kan underkastes hævd. I denne sammenhængbetyder det, at man ikke kan miste sine rettigheder. I moderne oversættelser fra fransk til dansk bruger man ofte ”umistelige”.
[6] Grunden: grundlaget.
[7] Soueverainitet (suverænitet): statsmagten.
[8] Nationen: folket.
[9] Den almindelige vilje: Kommer formentlig af det franske ”la volonté générale”. Det er almindeligt at oversætte det til ’folkevilje’.
[10] Betieninger (betjeninger): Offentlige embeder.
[11] Beqvemhed: dygtighed, kvalifikationer.
[12] Heftes (hæftes): tilbageholdes, fængsles.
[13] Dvs. i de tilfælde og på den måde som er beskrevet i loven.
[14] Vilkaarlige befalinger: formentlig af det franske ”ordres arbitraires”. Det vil sige ordrer eller befalinger, der ikke har hjemmel i lovgivningen.
[15] Følgagtig: adlyde.
[16] Vedbørlig: vedtaget i overensstemmelse med regler og love. Lovformig.
[17] Fornødiges: er nødvendig.
[18] Foruroeliges (foruroliges): gøre bekymret, forulempes.
[19] Formedelst: på grund af.
[20] Styrrer: forstyrrer.
[21] Forbeholdelse: undtagelse.
[22] Indestaae: stå inde for. Det vil også sige: at stå til ansvar.
[23] Det vil sige, at man skal stå til ansvar, hvis man overtræder de begrænsninger af omtale friheder, der er bestemt i loven.
[24] Borgen: at garantere.
[25] Besynderlighed: særligt.
[26] Contribution: bidrag.
[27] Lignes: fordeles (ligeligt).
[28] Det betyder ikke, at enhver kan bestemme selv, men at enhver har ret til at være med til at bestemme.
[29] Qvalitæt (kvalitet): det er ikke helt klart, hvad oversætteren har ment. Den franske ordlyd ”quotité” kan i denne sammenhæng oversættes til størrelse.
[30] Ligning: fordeling.
[31] Fordre: kræve.
[32] Agenter: embedsmænd.
[33] Det vil sige deling af magten.
[34] Det vil sige med mindre, at det åbenlyst er nødvendigt for det offentlige.
[35] Billig: rimelig.