Oplysningsfilosofien: Den rationelle erkendelse

Ved filosofi forstod man i datiden al rationel erkendelse til forskel fra teologiens. Vigtigst var naturfilosofien, dvs. naturvidenskaberne, som havde fået deres store gennembrud i 1600-årene med Newtons fysik, Harveys opdagelse af blodkredsløbet og mange andre opdagelser, som byggede på eksperimenter og empiriske iagttagelser af naturen, ikke på Bibelen eller de antikke forfatteres autoritative skrifter. Det var stadig muligt for et enkelt menneske at beherske samtlige videnskaber, lige som det var muligt at fremlægge al menneskelig viden i et enkelt værk, således som de franske oplysningsfilosoffer gjorde det i Encyclopædien, forbilledet for alle senere leksika.

Ordet oplysning betegnede bestræbelsen på at bringe den rationelle erkendelse ud til bredere kredse end de lærdes ved at bruge folkesprogene fransk, engelsk, dansk osv. i stedet for de lærdes sprog, som i det centrale og vestlige Europa over alt var latin.

Fremskridtstanke og sekulariseret samfundsteori

I oplysningstiden opstod for første gang en diskuterende offentlighed i saloner, klubber, aviser og tidsskrifter, hvor det var rationelle argumenter og ikke åbenbarede sandheder, der talte, og hvor også samfundets indretning kom til debat. Franske oplysningsfilosoffer som Montesquieu og Voltaire beskrev i forlængelse af 1600-årenes engelske filosofi samfundet og dets love som rent verdslige indretninger og den historiske udvikling som menneskenes værk.

Forestillingen om et historisk fremskridt båret af fornuften blev en central tanke. Det bedste samfund og de klogeste mennesker lå ikke tilbage i tiden, som man hidtil havde troet. Tværtimod havde de nulevende mennesker med deres moderne videnskab, teknik, militær, arkitektur og kunst nået et højere stade end de fortidige, selv grækerne og romerne, og ville være i stand til at skabe endnu bedre samfund i fremtiden.

I fremskridtstanken lå et opgør med forsynstanken, dvs. forestillingen om, at den bestående verdens- og samfundsorden og historiens gang var styret af Gud. Verdensordenen var i stedet styret af naturlovene, som videnskaberne var i færd med at klarlægge, og samfundsordenen var styret af menneskene selv på måder, som kunne klarlægges ved, at man studerede den menneskelige natur og de eksisterende samfund lige så indgående, som naturfilosofien studerede naturen.

Deisme

Hvis der fandtes en gud, hvad de fleste fortsat troede der gjorde, var han kun den, der engang havde skabt den fornuftige verdensorden, som nu fungerede af sig selv uden hans ustandselige indgriben. Dette standpunkt kaldes deisme ( af ’deus’: gud) til forskel fra ateismen, som endnu var sjælden. Det var ikke Gud, der havde indsat den enevældige konge, og kongens love var ikke baseret på Guds lov, De Ti Bud. Staten var en verdslig sammenslutning af frie og lige borgere, som den havde været det i antikken. Den kunne være indrettet på forskellig vis, f.eks. som et monarki. Monarken var i så fald blot den fornuftige stats første tjener, hed det under den oplyste enevælde.

Dansk oplysningsfilosofi: Fortalere og institutioner

I Danmark-Norge regnes nordmanden Ludvig Holberg (1684-1754) som en vigtig forløber for oplysningstiden. Han var fra 1718 professor ved Københavns Universitet i først metafysik, dernæst retorik og til sidst historie. Desuden var han som sin store franske historikerkollega Voltaire skuespilforfatter og gjorde i sine komedier bl.a. grin med det lærde latintalende universitet.

Universitetet var først og fremmest præsteskole og blev ikke oplysningsfilosofiens centrum i Danmark, så lidt som universiteterne var det i Frankrig og England. Oplysningsfilosofien fik andre institutionelle rammer, i Danmark især Sorø Akademi, en gammel adelig uddannelsesanstalt, som genoprettedes i 1747 og bl.a. finansieredes af Ludvig Holberg, der skænkede sine godser og hele sin formue til det. I 1748 grundlagdes Det Kongelige Teater og i 1754 Kunstakademiet.

Portræt af oplysningsmanden Ludvig Holberg (1684-1754). Fra: Statens Museum for Kunst

Hjulpet af opadgående økonomiske konjunkturer blev de følgende årtier en kulturel blomstringstid præget af fransk arkitektur, kunst og kultur, herunder oplysningsfilosofien. Jens Schelderup Sneedorff (1724-64), professor ved Sorø Akademi, sammenfattede i skriftet Om den borgerlige Regering (1757) Montesquieus tanker på et letforståeligt dansk og udgav fra 1761 til 1763 tidsskriftet Den patriotiske Tilskuer, et af de første af mange tidsskrifter, som satte den gældende orden til debat.

Opinionsstyret enevælde

Forudsætningen for den voksende offentlighed var statens tilladelse. Den hidtidige offentlighed havde været envejskommunikation fra tronen og diverse katedre og prædikestole, og det var forbudt at drøfte statens anliggender, men fra 1755 indkaldte kongen forslag til forbedring af økonomien, udgivet i Danmarks og Norges økonomiske Magazin fra 1757. I 1770 indførte Struensee fuld trykkefrihed, som atter indskrænkedes, men i praksis var gældende igen i tiden fra 1784 til 1799.

Diskussionen var i perioder livlig. Der udkom et væld af skrifter, og mange af forslagene fik praktiske følger.

Man har kaldt styret i datidens Danmark-Norge for ”den opinionsstyrede enevælde”, og dette styre gennemførte flere varige reformer end nogen anden af de europæiske stater, der gik under navnet oplyst enevælde. Vigtigst var de såkaldte landboreformer.

Mellem pietisme og romantik

Indskrænkningen af trykkefriheden 1799 og romantikkens gennembrud i litteraturen 1802 markerer oplysningstidens ophør i Danmark, men der var ikke tale om noget klart skel, ligesom heller ikke overgangen fra pietisme til oplysning efter Christian 6.s død 1746 havde været det.

I Danmark var modsætningerne ikke så skarpe og overgangene blidere end andetsteds. Flere af oplysningstidens ledende skikkelser forenede oplysningsfilosofien med en pietistisk præget religiøsitet. Dette gælder både intellektuelle som biskop Erik Pontoppidan og ledende kræfter i regeringen som A.G. Moltke, A.P. Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow. Og selvom oplysningsfilosofien efter 1800 blev nedgjort under betegnelsen rationalisme, blev dens reformer og virksomhed videreført af brødrene A.S. Ørsted (politiker og jurist) og H.C. Ørsted (fysiker) og mange andre.