Brødremenigheden i Herrnhut, 1722

Den Herrnhutiske Brødremenighed var en evangelisk-luthersk frimenighed med rødder tilbage til den bøhmiske reformator Jan Hus (1369-1415), som blev dømt som kætter af den katolske kirke og brændt på bålet i 1415. Efter Hus død fortsatte husitterne, det vil sige dem, der fulgte Jan Hus, med at samles i brødresocieteter, hvor de iværksatte sociale, politiske og religiøse protester. Konsekvensen heraf blev, at den katolske kirke intensiverede forfølgelserne af husitterne, og mange af dem måtte flygte. I 1722 ankom en gruppe efterkommere af disse flygtninge til Sachsen. Her blev de modtaget af den pietistiske teolog Grev Nicolaus Ludwig von Zinzendorf (1700-1760), og sammen anlagde de menighedsbyen Herrnhut på Zinzendorfs jord. Herrnhut skulle virke som en fristad for pietistisk kristendomsdyrkelse, og derfor tiltrak den snart flere pietistiske kristne, hvilket ledte til interne uenigheder og splittelse. For at forene kirkesamfundet arrangerede Zinzendorf en stor fællesnadver, hvorefter Herrnhutmenigheden udgjorde 'den fornyede Broderunitet', og dermed var Den Herrnhutiske Brødremenighed skabt.

Byen og dens indbyggere blev inddelt i 'kor', grupperinger, som blev bestemt ud fra køn, civilstatus og alder. De voksne medlemmer af menigheden kaldte hinanden brødre og søstre. Ugifte brødre boede i et fælles korhus, ugifte søstre i et andet, og når de indgik i et ægteskab, kunne de derefter flytte ud af korene og ind i deres egen bolig. Til hvert korhus var der tilknyttet en plejer, der sørgede for at tage hånd om menighedens åndelige og religiøse udvikling. I pietistisk ånd var dans og spil forbudt, og der var stort fokus på skolegang og pædagogik. Alt sammen med henblik på at bistå individet i at være et fromt og dydigt menneske.

En af Zinzendorfs tanker bag Den Herrnhutiske Brødremenighed var, at den ikke skulle bekende sig til nogen ydre konfession. Den skulle derimod fungere som en unionskirke, der skulle rumme den lutherske, den reformerte og den mähriske trosbekendelse. Den mähriske trosbekendelse var den, som de husitiske flygtninge bekendte sig til, også før de ankom til Herrnhut. Selv om der var plads til andre konfessioner, udviklede Brødremenigheden nogle særegne teologiske tolkninger og kirkelige praksisformer. Menighedens teologiske fokus omhandlede Jesu død og lidelse samt individets følelsesmæssige hengivenhed til Gud. Der blev også genindført nogle oldkirkelige skikke såsom fodvaskning, kærlighedsmåltider og ældsteembede. Ældsteembedet indgik som en del af Herrnhuts egen forfatning, hvor et nedsat menighedsråd blev ledt af 12 ældste. Zinzendorf blev valgt som Brødremenighedens biskop i 1737 og var frem til sin død i 1760 Brødremenighedens egentlige leder. 

Brødremenighedens ydre missionsvirksomhed

Inspireret af den pietismeform, som blev udviklet i den tyske by Halle, indledte Den Herrnhutiske Brødremenighed en omfattende såkaldt hedningemission. Fokus for deres missionsvirksomhed lå på den ydre mission, og de udsendte flere missionærer til forskellige lande i verden. Som følge heraf blev der også etableret brødremenigheder i andre lande som Amerika, England, Holland og Sverige. Den Herrnhutiske Brødremenighed fik også betydning i de danske kolonier, da en del af deres missionsarbejde foregik på De Vestindiske Øer fra 1732 og i Grønland fra 1733. Brødremenigheden ankom til Vestgrønland i 1733. De etablerede sig og udøvede missionsvirksomhed indtil 1900, hvor de sidste missionærer forlod landet. I Norge ankom Brødremenigheden i 1730'erne, og i løbet af den sidste halvdel af 1700-tallet blev der grundlagt indflydelsesrige Brødremenigheder forskellige steder i landet. Dog var Brødremenighedernes missionsvirke afviklet omkring 1890.

Den Herrnhutiske Brødremenighed i Danmark, 1727-1771

I 1727 blev to missionærer fra Den Herrnhutiske Brødremenighed udsendt til København. Under et besøg i Danmark i 1731 etablerede Zinzendorf en konventikel, det vil sige en kreds af brødre, i København. Denne kreds blev løbende udbygget med især tyske embedsfolk, og i 1739 blev Brødremenighedens Societet stiftet i København. Kirkesamfundet var ihærdigt i sin missionsvirksomhed og sendte repræsentanter ud til andre dele af landet.

Herrnhuterbrødrenes missionsvirksomhed inspirerede andre lægmandsbevægelser til at mødes i pietistiske konventikler, og i løbet af 1730'erne og 1740'erne opstod der flere lægmandsforsamlinger med et pietistisk og herrnhutisk præg. Under Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) blev der indført stramninger og øget kontrol med både lægmandsforsamlinger generelt og Den Herrnhutiske Brødremenigheds missionsvirksomhed i Danmark specifikt.

I 1741 udstedte styret Konventikelplakaten, som gjorde det ulovligt at mødes i religiøse lægmandsforsamlinger, hvis ikke de var godkendt af en præst, eller der var en præst fra kongens kirke til stede. I årene 1744-46 udsendte Christian 6. lovgivning, der blandt andet forbød rejser til tyske menigheder, og i 1746 blev det ulovligt for herrnhutiske missionærer at opholde sig i landet. Konventikelplakaten kom til at blive et tilbagevendende stridspunkt mellem staten og de danske vækkelsesbevægelser, der opstod i første halvdel af 1800-tallet, og den blev først officielt afskaffet ved Grundlovens indførelse i 1849.

Brødremenigheden i Christiansfeld, 1771-

I 1771 modtog Brødremenigheden i Herrnhut en invitation til at anlægge en brødreby i Christiansfeld. Invitationen blev sendt på foranledning af Christian 7.s livlæge Struensee (1737- 1772). Intentionerne bag anlæggelsen af en herrnhutisk brødreby var et ønske om at skabe økonomisk vækst og handel i hertugdømmerne. I løbet af 1760'erne var de europæiske brødrebyer blevet kendt for deres interne by- og menighedsstruktur samt brødrenes flid, orden og dydighed. De herrnhutiske brødre blev anset som værende dygtige og ærlige handelsfolk og håndværkere. Den danske regering stillede gunstige privilegier i udsigt til Brødremenigheden. Ud over at ophæve de forordninger imod dem, som var blevet udstedt i årene 1744-46, fik de ti års skattefrihed og et statstilskud til byggeomkostningerne. De fik også religionsfrihed og lov til at optage udefrakommende i deres menighed.

Etableringen af Christiansfeld blev påbegyndt i 1773 og stod færdig i 1800. Som en hyldest til Christian 7. fik byen sit navn. På samme måde som den første brødreby i Herrnhut blev Christiansfeld bygget omkring en centralt placeret plads. Ud fra denne gik to parallelle gader, der var forbundne med små sidegader. Byen blev blandt andet indrettet med korhuse, en kirke og en kirkegård.     

Den herrnhutiske brødreby, Christiansfeld, i 1780. Kobberstik af Johann Meno Haas. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I løbet af 1800-tallet fik Christiansfeld stor betydning for det religiøse vækkelsesliv i Danmark, og flere vækkelsesbevægelser var inspirerede af herrnhuternes pietistiske kristendom og missionsvirksomhed.

Christiansfeld i det 21. årh.

Skønt Christiansfeld i dag er vokset sammen med Tyrstrup, og antallet af menighedsmedlemmer er dalet i løbet af årene, ligner Christiansfeld på mange måder den samme by, som da den blev grundlagt. Igennem tiden har det været nødvendigt at restaurere bygninger og anlæg, men de er blevet bevaret i den stil og i de materialer, de oprindeligt var bygget i. Derfor har Christiansfeld også en stor tiltrækningskraft på turister.

Ud over byplanen er Christiansfeld kendt for at bage honningkager, som er blevet et af byens varemærker, og i 2015 blev byen optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Brødremenigheden anser sig selv som værende "de glade pietister" og eksisterer i dag som en evangelisk-luthersk menighed, hvor flere af menighedens brødre og søstre er medlemmer af folkekirken, men aktive i Brødremenighedens kirke i Christiansfeld.