Missionen i Grønland

Missionen i Grønland og omvendelsen af grønlænderne til kristne fandt sted i tre etaper. Missionen til Vestgrønland begyndte i 1721 med Hans Egedes (1686-1758) ankomst til Haabets Ø lidt ud for Godthåb (Nuuk) og sluttede med oprettelsen af den grønlandske kirke den 1. april 1905, da Lov om Grønlands Kirke og Skole trådte i kraft. I Østgrønland blev missionsstationen ved Ammassalik først oprettet i 1894, selvom der havde været ekspeditioner til Østgrønland i såvel 1828 som 1883. De sidste østgrønlændere blev døbt i 1921 på 200-årsdagen for Hans Egedes ankomst til Vestgrønland. Den sidste etape i missionen i Grønland var missionen til Thule, der blev skudt i gang i 1909, finansieret af Udvalget for Den Grønlandske Kirkesag, der blev oprettet i 1906. I 1937 blev den sidste voksne døbt i Thule.

Med indførelsen af Hjemmestyret i 1979 blev den grønlandske kirke til et provsti under Københavns stift. I 1993 overgik Grønlands kirke til at være et selvstændigt stift i den danske kirke med ”Loven om Kirken i Grønland af 6. maj 1993.  

De tre etaper viser desuden en tiltagende grønlandsk deltagelse i missionen, nemlig Johannes Hansen (gr.: Hanseeraq—lille Hans) til Østgrønland og den grønlandske vækkelsesbevægelse Peqatigiinniats støtte til missionen i Thule. Derfor tænker man fortrinsvis på missionen til Vestgrønland, når man taler om ’den danske mission i Grønland’.

Missionens begyndelse i Vestgrønland

Til forskel fra f.eks. missionen i Tranquebar var den danske mission i Grønland ikke indledningsvist et statsforetagende, men blev igangsat af den dansk-norske præst Hans Egede og finansieret, efter mange forsøg og anstrengelser, af et privat handelskompagni, Det Bergen Grønlandske Compagnie (Bergenskompagniet). Bergenskompagniet fik monopol på handlen, samt frihed for told og afgifter, mod at støtte missionens arbejde i Grønland. Egedes løn blev betalt af Missionskollegiet, efter vedvarende henvendelser og ansøgninger. Missionskollegiet var blevet oprettet af Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) i 1714 netop med det formål at udbrede evangeliet blandt hedningene i de danske kolonier og havde, indtil Grønlandsmissionen, støttet både missionen i Tranquebar og Finmarken.

En anden forskel var, at Egede indledningsvis ikke var interesseret i grønlænderne, men hans fokus var på de nordboere, der havde bosat sig på den grønlandske kyst i 900-tallet. Snart efter sin ankomst til Grønland begyndte Egede at lede efter nordboerne, men opgav og vendte i stedet sin opmærksomhed mod lokalbefolkningen.

Portræt af den dansk-norske præst Hans Egede, der igangsatte den danske missionsvirksomhed i Grønland. Malet af Johan Hörner. Fra: Wikimedia Commons

Herrnhuternes ankomst til Grønland i 1733

I 1731 tilbagekaldte den nytiltrådte kong Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) støtten til missionen og beordrede alle hjem fra Grønland. Samtidig med at Hans Egede og hans familie nægtede at tage med købmændene og kolonisterne hjem, arbejdede Den Herrnhutiske Brødremenigheds leder, den tyske grev Zinzendorf (1700-1760), på at overbevise kongen om missionens nødvendighed i almindelighed og sine brødremissionærers fortræffelighed i særdeleshed. Zinzendorfs bestræbelser på at overtale kongen lykkedes, og i 1733 dukkede tre brødremissionærer op i Godthåb for at hjælpe Hans Egede. Det endte dog mere i strid og konkurrence end samarbejde, en konkurrence, der først ophørte, da Brødremenigheden forlod Grønland i 1900, og dens menigheder blev optaget i den nyslåede grønlandske kirke. Beskrivelsen af Brødremenighedens rolle i Grønland er ofte farvet af dansk kirkepolitik, men de spillede en enorm rolle i at omvende den grønlandske befolkning.

Hans Egede, der missionerer blandt grønlandske fangere. Fra: Danmarks historie i billeder (1898)

Missionsarbejdet

Som tilfældet var det i de fleste missionskontekster, var et af de væsentligste elementer i missionsarbejdet bibeloversættelser. Hans Egedes to sønner, Niels (1710-1782) og Poul (1708-1789), der begge voksede op i Grønland, lærte sproget, og Poul Egede og en del grønlandske hjælpere producerede den første grønlandske oversættelse af Det Nye Testamente i 1766 samt en ordbog over det grønlandske sprog. De dansk-norske missionærer, der i 1723 var vokset til en gruppe på to og i 1728 til tre, kæmpede en krig på to fronter. På den ene side var der den evige konkurrence med Herrnhuterne, der i en lang årrække havde langt større succes end de lutherske missionærer, der ansås for at være både dogmatiske og, på grund af de lange prædikener, evigt-talende. På den anden side kæmpede de mod den grønlandske kultur og dennes religiøse verdensbillede og aktører. Egedernes dagbøger vidner om ugentlige debatter og kampe med de grønlandske åndemanere, angekutter (’heksemestre’), der ikke uden videre lod sig overbevise. Det er særligt den grønlandske front, der er repræsenteret i disse dagbøger, formentligt fordi de udgjorde det mest populære læsemateriale for folk i Danmark og viste missionens og dens finansierings nødvendighed. Dagbøgernes stigende popularitet som læsestof i Danmark betød, at de blev udgivet med henblik på læseværdighed. Mens Hans Egedes dagbog var skrevet som en missionsindberetning, er både Niels og Poul Egedes dagbøger redigeret med en bredere læserskare for øje. I sin dagbog fra 1734-1740 skrev Poul Egede, at han med vilje havde udeladt rejser, hvor der ikke skete noget, samt det almindelige kirkearbejde ved kolonien, men at han efter ordre fra Missionskollegiet havde været mere detaljeret i de øvrige forhold.

Kateketerne

En anden uvurderlig del af missionsarbejdet var de grønlændere, der blev udset til at hjælpe missionærerne med omvendelsen af grønlænderne, de såkaldte nationalkateketer. De danske missionærer havde i de første 40-50 år benyttet sig af kateketer håndplukket blandt forældreløse drenge fra børnehjemmet Vajsenhuset i København, der blev sendt til Grønland. En særlig berømt kateket var Berthel Laersen (1722-1782), kateketen ved kolonien Sukkertoppen (Maniitsoq), der grundlagde Bertelsen-slægten i Grønland. Hans to sønner, Frederik (1750-1828) og Joseph (1745-1800) blev selv kateketer, og Frederik Bertelsen tillige den første grønlandske missionær, ordineret i 1814. Men i en rapport fra 1789 udfærdiget af formanden for Missionskollegiet, Otto Fabricius (1744-1822), fremgik det, at det var mere økonomisk at udvælge grønlandske arbejdere til at påtage sig denne opgave. Dette ville tillige hjælpe med sprogvanskelighederne, og, endnu mere praktisk, ville nationalkateketerne kunne følge med grønlænderne rundt på sommerens fangsttogter, der havde været en af de største udfordringer for de fastboende missionærer.

Ved omlægningerne af missionens arbejde som følge af budgetnedskæringer i 1791 blev antallet af missionærer og distrikter beskåret fra 10 til 5 på den grønlandske vestkyst, fra Uummannaq til Julianehåb (Qaqortoq), og mobile kateketer blev derfor en uvurderlig hjælp i missionsarbejdet. Brugen af nationalkateketer (fortrinsvis grønlandske mænd med danske fædre) blev almen praksis fra 1796 og institutionaliseret i 1847-48, hvor der blev opført to kateketseminarier i Grønland, et i Godthåb (Nuuk) og et i Jakobshavn (Ilulissat). Nationalkateketernes rolle i den grønlandske mission er et af de vigtigste særtræk ved den grønlandske mission, og det er uden tvivl nationalkateketernes indsats, der bidrog til missionens succes.