Fornyet dansk-norsk interesse for Arktis

Grønland havde siden foreningen af den dansk-norske krone i 1380 været under den dansk-norske konges myndighed. Selvom forbindelsen til Grønland blev afbrudt i 1400-tallet, glemte de dansk-norske konger ikke det de betragtede som deres ret til Grønland. I 1605-07 udsendte Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) ekspeditioner til Vestgrønland med henblik på at genetablere forbindelsen og markere kongens højhedsret til landet.

Ekspeditionerne blev efterfulgt af Jens Munks (1579-1628) polarrejse i 1619-20. Munk strejfede Vestgrønland, hvor han angiveligt fik rejst kongens våbenmærke. Der fandt ingen forsøg på kolonisering sted, men der blev indhentet værdifuld viden om de arktiske farvande. Disse tidlige dansk-norske ekspeditioner udsprang af en øget vesteuropæisk interesse for de arktiske områder i 1500- og 1600-tallet. 

I 1610’erne begyndte Christian 4. at markere, hvad han betragtede som sin historiske ret til de arktiske farvande. Englændere og nederlændere var begyndt at operere ved øerne omkring Svalbard, der var rige på hvaler. Hvalernes tran blev solgt videre i Europa, og det var derfor attraktivt at være til stede ved disse øer.

Den dansk-norske konge var ikke tilfreds med andre landes tilstedeværelse i landområdet, som han og andre opfattede som et vedhæng til Grønland. Christian 4. tilskyndede derfor bergenske og københavnske redere til at udsende skibe til Svalbards største ø Spitsbergen. Købmændene trak på folk, der havde været med på de tidlige ekspeditioner til Grønland årtiet forinden. Jens Munk deltog således i den arktiske hvalfangst, inden han drog ud på sin polarrejse i 1619.

Oversigtskort over Grønland og Svalbard. 

Kongen indledte diplomatiske forhandlinger med England og Nederlandene, og han opsendte krigsskibe med bemyndigelse til at visitere ethvert skib. De vesteuropæiske magter vidste, at Christian 4. havde højhedsret til området. Eksempelvis undlod englænderne og nederlænderne at jage danskerne væk fra Spitsbergen, selvom de selv var stærkest. Andre nationaliteter blev uden videre fordrevet. Efterhånden kom danskerne, englænderne og nederlænderne til en forståelse, hvor fangstfelterne blev delt. Englænderne og nederlænderne havde meget stor respekt for den dansk-norske konges fremsatte krav, men de ønskede ikke fuldstændigt og officielt at imødekomme dem. Det stred imod deres egne interesser. Allerede fra 1630’erne begyndte den dansk-norske hvalfangst ved Spitsbergen imidlertid at aftage, og snart blev fokus i stedet rettet imod Grønland.   

Kapløbet om Grønland i 1600-tallet

Efter 1650 begyndte englændere og nederlændere at gøre fremstød op langs den vestgrønlandske kyst. Hvalfangsten trak efterhånden skibe fra Spitsbergen til Grønland. I 1636 og 1654 blev dansk-norske skibe udsendt til Grønland, hvor besætningen kom i kontakt med den grønlandske befolkning. Hensigten var at genskabe kontakten med det gamle biland, fordi kongemagten ønskede at hævde sin ret til området. Ekspeditionerne bortførte grønlændere til Danmark for at bevise, at de havde genfundet det næsten tabte biland. Rejserne forblev enlige hændelser.

Ligesom opdagelsesrejserne til Vestgrønland i 1605-07 og 1619-20 medførte de heller ingen kolonisation. Kongemagten indså sandsynligvis, at sporadiske ekspeditioner langtfra var nok, hvis andre lande skulle respektere de dansk-norske krav i Grønland. Rigets finanser var stærkt presset af de samtidige krige imod Sverige. Derfor var det nærmest umuligt for den dansk-norske kongemagt at søsætte virkningsfulde initiativer. Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670) gjorde derfor det næstbedste. Han lod en grønlandsk isbjørn indgå i rigsvåbenet fra 1650’erne. Hensigten med at udvide rigsvåbenet var utvivlsomt at vise omverdenen, at den dansk-norske konges riger og lande også indbefattede Grønland.

En 2-speciedaler fra 1669. På forsiden ses Frederik 3., mens bagside viser våbenskjoldet med den grønlandske isbjørn til venstre for kronen. Foto venligst udlånt af Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Gode muligheder for hvalfangst og efterspørgslen på grønlandske varer betød, at de vesteuropæiske magters skibstrafik til Vestgrønland steg i slutningen af 1600-tallet. Udviklingen irriterede den dansk-norske konge, hvis herredømme over Grønland blev endnu mere udhulet, end det var i forvejen. I 1691 forsøgte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) magtesløst at forbyde hamborgske købmænd at handle i Grønland. Hvis de forbrød sig imod kongens påbud, så risikerede de at få deres varer konfiskeret af danske krigsskibe.

Selvom truslen som udgangspunkt var tandløs, trak den på velkendte handlemønstre. I 1610’erne havde Christian 4. virkeliggjort en lignende trussel, da han lod nogle af sine krigsskibe visitere fremmede skibe ved Spitsbergen. Alle disse bestræbelser forblev virkningsløse. Der skulle en egentlig bosættelse eller kolonisation til, hvis de vesteuropæiske magter for alvor skulle respektere de dansk-norske krav i Grønland. Det skete først fra 1721.

Kolonisering, krise og konflikt

Da de dansk-norske kolonister ankom til Grønland i 1721, fandtes allerede et udviklet handelsnetværk langs kysten. Især nederlandske skibe handlede med grønlænderne. Nederlænderne var ikke interesseret i den dansk-norske tilstedeværelse. Samtidig havde de dansk-norske kolonister svært ved at få kontakt til grønlænderne, der var fint tilfredse med at handle med nederlænderne. I 1724 forsøgte de dansk-norske kolonister at udvide kolonien til at omfatte en hvalfangststation mod nord, der blev døbt Nipisat. Stationen blev nedbrændt af nederlænderne i 1725, fordi nederlænderne ikke var interesseret i den forøgede konkurrence. Dårlig handel, missionens begyndervanskeligheder samt løbende konflikter truede den dansk-norske kolonisation på sin eksistens.

I 1728 havde Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) overtaget det skrantende grønlandske foretagende. Kongen valgte at forsøge at undertvinge landet med en klassisk kolonipolitisk strategi. Kolonien flyttede fra Håbets Ø til Godthåb (Nuuk). Et fort skulle anlægges ved det nedbrændte Nipisat, og fortet skulle betjenes af soldater. Samtidig skulle der grundlægges kolonibyer, så den grønlandske vestkyst kunne afskærmes fra fremmede skibe.

Til at befolke kolonierne skulle der opsendes straffefanger og frivillige. Planerne sigtede til at skabe reel kontrol med Grønland, så kongens krav fik mere tyngde. Sygdomme og uro begyndte dog snart at undergrave det kongelige kolonisationsforsøg. I 1731 blev alle hjemkaldt. Kort tid efter rømningen af Nipisat blev kolonien igen afbrændt af nederlænderne. Den dansk-norske præst og missionær Hans Egede (1686-1758), der var ankommet til Grønland i 1721, valgte sammen med en lille gruppe at forblive i landet, hvor de kæmpede for at holde liv i koloniprojektet.

Hans Egedes kort over Grønland fra 1741. Udsnittet viser et dansk krigsskib i Diskobugten i Vestgrønland. Skibet udstråler med sine kanoner og sit dannebrogsflag magt og kontrol, og det viser, at den dansk-norske konge var parat til at bruge våbenmagt for at beskytte sine krav og rettigheder i Grønland.

I 1734 fik storkøbmanden Jacob Severin (1691-1753) overdraget retten til at handle på Grønland. Han blev også plaget af de nederlandske skibe, der forstyrrede hans fangst. I løbet af 1730’erne blev konflikten med nederlænderne ophedet. Severin overtalte Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) til at opsende nogle af sine krigsskibe til at hævde dansk-norske krav.

I 1739 kom skibene en enkelt gang i kamp med fire nederlandske skibe. Skibene mødtes i Diskobugten, der var centrum for det lukrative hvalfiskeri. Danskerne prøvede at signalere til nederlænderne, at de skulle trække sig ud af farvandet. Nederlænderne reagerede ved at hejse det nederlandske flag, og dermed bestred de danskernes ret til at forvise dem. Danskerne skød derefter et varselsskud, men nederlænderne fortrak ikke. Derefter begyndte de dansk-norske skibe at beskyde de nederlandske skibe, uden at nederlænderne besvarede ilden. Kampene varede i lidt over en time før nederlænderne overgav sig. De nederlandske skibe var næsten ikke beskadigede efter kampen, fordi den dansk-norske kanonild var upræcis. De nederlandske skibe blev efterfølgende beslaglagt og ført til København. Søslaget, der er det første og eneste i grønlandsk historie, markerede på en håndfast måde dansk-norske rettighedskrav til Grønland.

Fra 1730’erne begyndte kolonibyer at blive anlagt. I løbet af kun 60 år var kysten koloniseret med 13-15 byer. Det var en voldsom bydannelse eller urbanisering i et land, der aldrig havde kendt til byer. Byerne skulle bruges til at fastslå den dansk-norske konges krav og danne et omsiggribende handelsnetværk til at udmanøvrere de fremmedes handel og fangst. I 1730’erne og 1740’erne blev der tilmed udgivet flersproget litteratur og kort, der viste, at Grønland tilhørte den dansk-norske konge. Efter søslaget ved Diskobugten erklærede Christian 6. i 1740, at ingen fremmede skibe måtte handle 75-115 km nær de dansk-norske kolonier.

Anlæggelsen af kolonier, udgivelse af litteratur og kort, brug af våbenmagt samt kongens erklæring var udtryk for fornyet selvsikkerhed. Kysten blev formelt lukket for handel for andre end den dansk-norske kolonimagt i løbet af 1700-tallet i takt med kolonibyernes grundlæggelse. Reelt fortsatte den fremmede handel i smug til 1800-tallet. I midten af 1700-tallet havde de dansk-norske krav på og bestræbelser i Grønland alligevel skabt et fundament for en varig kolonial tilstedeværelse. Den formelle og reelle magt over Grønland var skiftet til dansk-norsk fordel.