Opvækst og ungdomsår

Hans Povelsen Egede blev født i Harstad i 1686, der ligger i det nordligste Norge. Han blev født ind i en familie, der talte både præster og købmænd. Hans farfar, Hans Jensen Colding Ravn (1596-1659), var sognepræst i Vester Egede på Sjælland, og det var fra denne by, at familien tog sit navn. Hans Egede voksede op i et forholdsvis litterært, men ret fattigt hjem i Nordlandene. Her stiftede han bekendtskab med latin, græsk og hebraisk, som han skulle bruge til sine senere teologistudier. Hans morbror, der ligesom farfaren også var præst, forestod hans tidlige uddannelse. I hans hjemsogn boede laplændere, der endnu ikke var kristne. Laplænderne gav Hans Egede et indtryk af, at der fortsat var uopdyrkede missionsmarker, hvor ikke-kristne kunne omvendes til kristendommen.

I 1704 aflagde han allerede som 17-årig teologisk eksamen ved Københavns Universitet. Selv om han afsluttede med middelmådige karakterer, så fik han ry for at være flittig. Først i 1707 blev han sognepræst i Vågen, Nordnorge, og han besad embedet indtil 1718. I perioden som sognepræst kom hans menighed til at holde meget af ham, og de støttede ham i løbende konflikter med andre præster. Samme år som han blev sognepræst, giftede han sig med Gertrud Rask (1673-1735). Hans og Gertrud elskede hinanden meget højt, og sammen fik de seks børn. Fire overlevede til voksenalderen. To af sønnerne, Niels og Poul Egede, fik senere selv stor betydning som hhv. købmand og missionær i Grønland.  

Hans Egede i præstekjole og pibekrave. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev benyttet i anskuelsesundervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Ønsket om at blive missionær i Grønland

I 1708-09 begyndte Hans Egede at forfølge sit ønske om at blive udnævnt til missionær i Grønland. Hvis Egede skulle få kongen med på ideen om at igangsætte et koloniprojekt i Grønland, så skulle kongen samtidig have udsigt til profit. I sine breve til kongen anførte Egede, foruden forpligtelsen til at sprede Guds ord, at kongemagten kunne drage fordel af handelen med Grønland. Det gjorde andre europæiske magter allerede, og den dansk-norske konge havde trods alt et historisk krav på Grønland. Grønland var i middelalderen underlagt den dansk-norske konge, men i 1400-tallet blev forbindelsen afbrudt. Egede fremførte i sine breve til kongen og andre interesserede, at han følte sig kaldet af selveste Gud til at missionere blandt hedningene i Grønland. Han besad en inderlig tro, der både før og efter ankomsten til Grønland gav ham en følelse af en gudgiven opgave.

I 1718 opgav Hans Egede sit præstekald i Nordnorge og flyttede med sin familie til Bergen. Enkelte bergenske købmænd havde fra 1690’erne sendt skibe til den grønlandske vestkyst for at handle. Egede befandt sig dermed blandt folk, der med stor sandsynlighed ville støtte hans planer. Men der kom ikke gang i foretagendet. Han gav imidlertid ikke op. I slutningen af 1710’erne kæmpede han målrettet for at indfri sin ambition om at få lov til at missionere for grønlænderne. Kongens midler var dog bundet op af Danmarks deltagelse i Store Nordiske Krig (1700, 1709-20). Derfor kunne kongen først imødekomme Egedes forslag i 1720-21. Efterhånden lykkedes det at rejse kapital til projektet. I 1720-21 dannede ledende borgere med kongens godkendelse et kompagni, Bergenskompagniet, der i 1721 udsendte skibe og kolonister til Grønland. Ombord på et af skibene var Hans Egede med hele sin familie. Den 3. juli 1721 ankom skibet til bestemmelsesstedet i Grønland. Mandskabet gik i land, og de grundlagde kolonien Håbets Ø. I 1728 flyttede de kolonien til Godthåb (Nuuk). 

Missionens vanskeligheder og personlig krise

Hans Egedes første år i Grønland var præget af sygdom blandt mandskabet og vanskeligheder ved at lære det grønlandske sprog. Uden sproglige kundskaber kunne arbejdet ikke rigtigt begynde. Egede fastholdt sin inderlige gudstro på trods af modgangen, og til sidst begyndte han at kunne kommunikere. Lange rejser og mange samtaler gjorde, at han nåede et stort antal mennesker. Egedes missionspolitik gik nemlig ud på, at han personligt skulle besøge så mange af kystens grønlændere som overhovedet muligt. Sprogkundskaberne blev løbende forbedret, men aldrig perfekte. Derfor anvendte han gerne sine to sønner, der havde flere grønlandske legekammerater, som tolke på missionsrejserne.

Egedes tilgang til sin missionsgerning betød, at han ofte undlod at døbe voksne, da han ville være sikker på, at de forstod og levede efter det kristne budskab. Mange børn blev derimod døbt, fordi det angiveligt var lettere at indprente det kristne budskab tidligt end sent i livet.  

Hans Egede, der missionerer blandt grønlandske fangere. Fra: Danmarks historie i billeder (1898) 

Grønlændernes angakokker, åndemanere, var fra begyndelsen meget skeptiske over for Hans Egedes arbejde. Lejlighedsvist blev Egede så provokeret af angakokkerne, at han tyede til både trusler og vold. Mestendels var han en kærlig og omsorgsfuld mand, men når han blev bremset, så kunne han være temperamentsfuld og kompromisløs. Hans arbejde skulle ikke forpurres. Heller ikke den enevældige konge skulle forhindre Hans Egede i at udøve sit kald til at omvende grønlænderne. Da Bergenskompagniet gav op i 1726, overtog Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) styrelsen af kolonierne i Grønland. Da de økonomiske resultater fortsat udeblev, så befalede den efterfølgende konge, Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746), i 1731, at de grønlandske kolonier skulle afvikles. Hans Egede ville ikke opgive sit livsværk, og derfor besluttede han at forblive i landet. I de følgende år blev han ramt af flere personlige tragedier.

Da en koppeepidemi spredte sig i 1733-34, så Egede for alvor sit livsværk smuldre. Flere hundrede af de nyligt kristnede grønlændere døde. Ulykkerne blev ved med at regne ned over ham. I 1735 døde hans hustru, Gertrud, efter nogen tids sygdom og udmattelse fra det store arbejde med at holde kolonien kørende, når hendes mand var på rejser. Hendes død var et meget stort slag for Hans Egede, der valgte at hjemføre hendes lig til Danmark året efter. Epidemiens ødelæggelser og hustruens død tvang ham ud i en depressiv tilstand, og det endte med, at hans søn Poul, der i mellemtiden var blevet præst, måtte overtage faderens forpligtelser. Hans Egede vendte i 1736 tilbage til Danmark som en deprimeret mand.   

Fornyet succes i de sidste leveår

Efter hjemkomsten til Danmark i 1736 kunne Hans Egede alligevel ikke slippe tankerne om sin missionsgerning. De depressive tanker i forbindelse med koppeepidemiens ødelæggelser i 1733-34 og konens død i 1735 løftede sig efterhånden så tilstrækkeligt, at han igen kunne hellige sig sit kald. Egedes målrettede sindelag og inderlige gudstro ansporede ham til at fortsætte arbejdet for Grønlands kristning fra hjemmefronten. Han fik i 1737 oprettet et grønlandsk seminarium, der skulle forberede missionærer og hjælpepræster på sproget og livet i Grønland. Han virkede som dets forstander til 1747. Seminariet udklækkede flere betydningsfulde missionærer og hjælpepræster, der videreførte Egedes arbejde.

I 1737 giftede han sig med Mettea Dau (1690-1761). Den første hustru, Gertrud Rask, beholdt dog førstepladsen i hans hjerte. I årene efter hjemkomsten udgav Egede nogle bøger om Grønland og grønlænderne. Han forsynede bøgerne med flotte kort over landet og illustrationer af befolkningen. Bøgerne blev siden oversat til flere sprog. I 1740 fik Egede titel af biskop over Grønland. Titlen var en æresbevisning, og der medfulgte intet rigtigt embede. Da Egede i 1743 blev tilbudt et virkeligt bispeembede i Trondhjem, så afslog han. I 1750 fulgte han med sin svigersøn og datter til Stubbekøbing på Falster, hvor han døde i 1758. Hans Egede blev begravet ved siden af sin første hustru, Gertrud. 

Illustrationer fra en Hans Egedes bøger om Grønland, som han udgav efter hjemkomsten til Danmark i 1736. Ifølge Hans Egedes egne beskrivelser forestiller billederne (fra venstre mod højre): lystigheder med tromme og sang ved sammenkomster, fangst af sælhunde igennem huller i isen og klapjagt på rensdyr. Fra: Det gamle Grønlands Nye Perlustration, Eller Naturel-Historie (1741) 

Arven efter Hans Egede

Meningerne om Hans Egede har siden hans samtid været delte. Egedes støtter anfører, at han uomgængeligt var drivkraften bag Grønlands kolonisation, og at han slog tonen an i det missionsarbejde, der fortsatte indtil begyndelsen af 1900-tallet. Egedes kritikere mener derimod, at selv om han var drivkraften bag kolonisationen, så var hans missionsarbejde ikke særlig succesfuldt i samtiden, da det kun lykkedes ham at omvende få mennesker, der overlevede koppeepidemien i 1733-34.

Uanset hvad er hans arv en uomgængelig del af grønlandsk historie, og han trækker mange bevidste og ubevidste spor i nutidens Grønland. I Nuuk står en statue af Hans Egede, og han betegnes i dag gerne som ’Grønlands apostel’ for sit indledende missionsarbejde. Hans missionsarbejde har bidraget til, at nutidens grønlændere er blandt de mest kristne og kirkesøgende folkefærd i verden. Omvendt er hans indsats i kolonisationen af Grønland et kontroversielt emne, fordi mange grønlændere i dag arbejder for et mere selvstændigt Grønland. Her risikerer Egede og hans arbejde at blive et fokuspunkt for fortalere for og modstandere af rigsfællesskabet op til 300-årsjubilæet i 2021 for hans ankomst til Grønland.