Familiebaggrund

Johanne Dorothea Glomstad, f. Mechlenborg, blev født i den norske by Kvernes i 1756. Byen ligger tæt på Trondhjem, og lokalområdet var præget af landbrug og fiskeri. Hun blev født ind i en familie, der bestred forskellige indflydelsesrige poster i lokalsamfundet. Hendes far var gårdejer Gert Christensen Mechlenborg (1734-1796). Han var ud af en slægt af købmænd og embedsmænd, der var indvandret fra Flensborg i begyndelsen af 1600-tallet. Ved siden af sit landbrug varetog han posten som lensmand. I norsk sammenhæng var lensmanden en slags lokal politimester, der også havde ansvar for en række offentlige ombud som f.eks. skifteret og notararbejde. Hendes mor var Adriana Jochumsdatter Conders (1728-1801), hvis familie var indvandret fra Nederlandene i midten af 1600-tallet. Conders-familien havde høj status, var relativt velhavende og talte embedsmænd, købmænd og officerer. Johanne Glomstads familie havde dermed opfostret embedsmænd i flere generationer, hvoraf hendes fætter, Marcus Nissen Myhlenphort (1759-1821), er den mest berømte. Han endte som inspektør, svarende til guvernør, i Sydgrønland fra 1801.

Opvækst og ungdom

Johanne Glomstads familiebaggrund har sikkert betydet, at hun tidligt lærte at læse og regne. Hun har øget sin basisviden med kristendomskundskab, der var en betingelse for at blive konfirmeret og dernæst gift. Hjemme lærte hun om husførelse og privatøkonomi, og så har hendes far måske fortalt hende lidt om lovens rammer og muligheder. Uanset hvad gjorde hun senere i livet brug af juridisk viden til at sikre sine interesser, da hun blev enke.

 I begyndelsen af 1780’erne rejste hun fra Kvernes til København, hvor hun traf den unge jurist og fuldmægtig Jens Peter Hansen Glomstad (1752-1788). Hans far var også lensmand i Norge, og dermed har det unge kærestepar haft den samme sociale baggrund. Da Jens Peter Glomstad rejste til Grønland på opfordring af sin ven og inspektør Johan Schwabe (1749-1821) i 1783, valgte Johanne Glomstad i første omgang at blive tilbage i København.

Ægteskab og rejsen til Grønland

Jens Peter Glomstad blev i 1784 udnævnt til købmand eller kolonibestyrer i Jakobshavn (Ilulissat), og han begyndte at tjene en årsløn på 100 rigsdaler sammen med gratis kost og logi. Jens Peter Glomstad øjnede en mulighed for at blive gift med sin kæreste og få hende til Grønland. Derfor bad han Den Kgl. Grønlandske Handel (KGH) og inspektør Johan Schwabe om lov til at gifte sig med Johanne Glomstad. De to myndigheder skulle spørges, fordi kolonimagten havde en stærk interesse i at kontrollere, hvem der blev gift med hvem. Begge myndigheder gav deres tilladelse til ægteskab. I 1785 rejste Johanne Glomstad fra København til Jakobshavn, og hun fik sin overfart betalt af KGH. I begyndelsen af august blev parret viet af deres gode ven og provst Jørgen Sverdrup (1732-1810). Glomstad-parret havde indflydelsesrige venner i Grønland, og de blev hurtigt områdets sociale samlingspunkt.

På denne akvarel ses en europæisk kvinde i rødlig kjole i døråbningen til et træhus. Kvinden forestiller ikke Johanne Glomstad, men det virker sandsynligt, at hendes tøj og frisure mindede om kvindens. Akvarellen er samtidig et af de meget få billeder, der findes af europæiske kvinder i Grønland før fotografiets indtog i midten af 1800-tallet. Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869). Fra: Kulturhistorisk Museum ved Oslo Universitet

Købmandsfrue i Jakobshavn

Johanne Glomstad var den eneste dansk-norske kvinde i miles omkreds, da hun ankom til Jakobshavn i 1785. Hendes dage gik med husarbejde og sociale sammenkomster, samtidig med at hun sikkert hjalp sin mand med forefaldende arbejde i koloniens krambod. Hvis hun gjorde som andre af tidens få dansk-norske kvinder i Grønland, så har hun formentlig også gjort mindre forsøg med husflid, der kunne gavne kompagniet. Det sidste er dog usikkert. Johanne Glomstads daglige omgangskreds bestod af provst Jørgen Sverdrup, missionær Caspar Grewe (1755-1816) og hans dansk-grønlandske hustru Bolette Mørk (1761-?), fætteren Marcus Myhlenphort samt de to skiftende inspektører Johan Schwabe og Jens Wille (1750-1820). Dertil talte hendes omgangskreds assistent Jens Bidstrup (1751-1794) og hans dansk-grønlandske hustru Kirsten Berthelsdatter (1756-1791), men de var næppe daglige gæster som følge af hans dårlige ry som alkoholiker. Endelig har hun talt med koloniens dansk-norske matroser (arbejdsmænd), men de var næppe heller hyppige gæster i privaten. Alt i alt har Johanne Glomstad cirkuleret mellem områdets mest toneangivende mænd og kvinder, og det bidrog til at understrege hendes position i den koloniale elite.

Sygdom og nød

Livet i 1780’ernes Jakobshavn bød desværre på andet end hyggelige teselskaber og kaffeslabberas. I 1786, året efter Johanne Glomstads ankomst til kolonien, udbrød en koppelignende sygdom blandt grønlænderne. Mange familier døde, og til sidst var der kun seks fangere tilbage. Det var alvorligt. Ikke alene begyndte den lokale befolkning at sulte, fordi der manglede primære forsørgere. Handelen begyndte også at skrante. Flere af grønlænderne satte sig i gæld til købmand Jens Peter Glomstad, der endda begyndte at give private lån til trængende familier i området. Livsnerven i det dansk-norske koloniprojekt baserede sig nemlig på indkøb af spæk, sælskind og hvalbarder i bytte for europæiske varer. Nu var fangsten og handelen ved at gå i stå. Sideløbende stoppede den supplerende dansk-norske hvalfangst ved Jakobshavn, fordi der ikke viste sig mange hvaler. Forholdene medførte, at mandskabet blev utilfreds, og flere ønskede at rejse hjem.

Årene 1786-87 var præget af sygdom, sult, død og utilfredshed. Johanne Glomstad oplevede simpelthen et lokalsamfund, der var ved at kollapse. Hendes private situation var ikke bedre. Hendes mand havde efterhånden udlånt 200 rigsdaler til grønlænderne. Beløbet svarede til to årslønninger for ham. Det var ikke mærkeligt, at Jens Peter Glomstads helbred begyndte at give efter for det store pres. Datidens ensformige kost hjalp heller ikke på at holde sig sund og rask. I sommeren 1787 klagede han over sit dårlige helbred, og derfor ønskede han at rejse hjem hurtigst muligt. Kilder peger på, at Jens Peter Glomstad led af skørbug eller gigt. I efteråret 1787 blev han oftere sengeliggende, og derfor måtte den højgravide Johanne Glomstad overtage hans arbejdsforpligtelser. I begyndelsen af 1788 fødte hun deres søn, samtidig med at mandens sygdom tvang hende til at klare endnu mere af koloniens administration.

Enkestanden og udnævnelsen til købmand

Den 8. april 1788 døde købmand Jens Peter Glomstad efter sit sygdomsforløb, og inspektør Jens Wille udnævnte 31-årige Johanne Glomstad til midlertidig købmand eller kolonibestyrer i sin mands sted. Udnævnelsen er usædvanlig, fordi der ikke findes mange andre kvinder, hvis nogen overhovedet, i dansk-norsk kolonihistorie, der blev officielt udnævnt til at bestyre en koloni. Hendes nye stilling betød, at hun fik samme rang, rettigheder og pligter som andre købmænd i Grønland, og dermed var hun placeret øverst i det koloniale hierarki. Hun modtog særligt gode måltider, havde myndighed over de mandlige kolonister og ledte handelen præcis ligesom andre købmænd. Kun inspektøren overgik hende i rang. Men han sad langt væk, og han havde ikke indflydelse på koloniens daglige drift.

Købmand Johanne Glomstad forvaltede sin koloni med dygtighed, og handelen begyndte at komme tilbage på sporet efter perioden med sygdom og misfangst. Hun kunne således meddele kompagniet, at der var indhandlet og udskibet næsten 200 tønder spæk, 150 hvalbarder og 40 sælskind under hendes ledelse.

Kvalifikationer til embedet som købmand og kolonibestyrer

Johanne Glomstads udnævnelse skyldtes flere forhold. For det første havde hun en familiebaggrund blandt købmænd og embedsfolk, der klædte hende på til at være købmand i egen ret. For det andet havde hun oparbejdet praktisk erfaring som købmand siden efteråret 1787, og hendes mand havde sikkert sat hende ind i sagerne så godt, det var muligt. Og for det tredje formåede hun at udnytte lovens muligheder og aktivere sit stærke netværk til at varetage sine interesser. Her kom hendes sociale status i den koloniale elite og hendes baggrund som datter, hustru og svigerdatter til juridisk kyndige mænd sikkert også til hjælp. Hun gjorde f.eks. brug af lovens muligheder for at sikre sig positionen som købmand efter sin mand, da hun selv udpegede provst Jørgen Sverdrup til lavværge og dermed påkaldte sig lovens beskyttelse af enker.

Ifølge Danske Lov af 1683 skulle lavværgen hjælpe og rådgive enken, samtidig med at loven fastslog, at enken havde krav på at sidde i uskiftet bo, indtil der dukkede en mandlig afløser op. Bestemmelsen ser ud til at være taget i brug, selvom koloniens drift egentlig ikke var et privat anliggende. Både Johanne Glomstad og Jørgen Sverdrup havde imidlertid stor pondus og indflydelse, og hvis nogen kunne skabe særligt gode muligheder for en købmandsenke, så var det dem. Som enke og nybagt mor var hun interesseret i at sikre sin arv, inddrive grønlændernes gæld og øge sin enkepension med en årlig bonus. Samtidig havde hun en pligtfølelse over for, at Glomstad-familiens arbejde i Jakobshavn blev afsluttet ordentligt. Det krævede ansvar og myndighed at indfri de målsætninger, og derfor gik hun bevidst efter købmandsposten.

Uddrag af brev fra købmand Johanne Glomstad til KGH-direktionen den 5. september 1788. Brevet er det eneste kendte embedsbrev, der er skrevet af en kvinde i 1700-tallets Grønland. Hun begynder med at fortælle om sin mands død og sin udnævnelse til købmand. Dernæst går hun videre til at fortælle om handelen og dødsboauktionen. Brevet fylder tre sider, hvilket er normal længde for datidens embedsbreve. Fra: Rigsarkivet.

Inspektør Jens Wille anførte i sin udnævnelse netop, at det var hendes tillidsvækkende erfaring, provst Jørgen Sverdrups støtte og grønlændernes gæld til hende, der gjorde udslaget for hans beslutning om at udnævne hende. Samtidig havde han tiltro til Glomstad-parret, fordi han kendte dem personligt. Inspektøren og provsten vidste dog godt, at der kunne opstå murren i krogene – især fra den besværlige assistent Jens Bidstrup, som gerne ville forfremmes til købmand. Bidstrup havde et dårligt ry, men han havde samtidig erfaring som købmand i Godthåb (Nuuk). Dermed var der en risiko for, at han kunne overtage hele kolonien, før hun bl.a. havde nået at gøre sig fortjent til en større enkepension som tak for hendes indsats. Der gik politik i sagen.

For at sikre en indiskutabel magtfordeling skrev inspektøren i sin udnævnelse, at Johanne Glomstad også var Bidstrups chef. Sagsforløbet viser en kvinde, der formåede at aktivere sit stærke netværk og udnytte sine administrative evner til at skabe sig en indflydelsesrig platform i månederne op til og efter sin mands død. Netværk var dog ikke alt. En udnævnelse til købmand var en alvorlig sag, og derfor blev hun først og fremmest valgt, fordi hun var den bedste kandidat.

Købmand og kolonibestyrer i 1788

Johanne Glomstad endte med at bestyre Jakobshavn i ca. 10 måneder, heraf fire måneder som officielt udnævnt købmand. I slutningen af juli 1788 blev hun afløst som købmand af sin fætter Marcus Nissen Myhlenphort, der tog et gevaldigt skridt op ad karrierestigen ved den lejlighed. I den sidste del af sin embedstid afholdt Johanne Glomstad en auktion over dødsboet efter sin mand, forsøgte at opkræve sit tilgodehavende hos grønlænderne og køre sig selv i stilling til en livsvarig bonus.

I sin årsrapport, der i øvrigt er det eneste bevarede embedsbrev fra en dansk-norsk kvinde i 1700-tallets Grønland, berørte hun disse emner. Samtidig mindede hun kompagniet om, at skibsmatroserne fra København havde købt varer på auktionen, og derfor skulle ledelsen tilbageholde løn fra dem. Under hele sagsforløbet fremstår hun som en proaktiv, beslutsom og kompetent kvinde, der gjorde sin pligt og sikrede sine interesser. I tre breve fra henholdsvis inspektør Jens Wille, provst Jørgen Sverdrup og købmand Marcus Myhlenphort fik Johanne Glomstad støtte og ros. På den baggrund besluttede kompagniet at tildele hende en årlig bonus på 30 rigsdaler, og hendes årlige pension steg således fra 60 til 90 rigsdaler. Dermed indfriede hun et af sine mål med at være Jakobshavns købmand. Sammen med arven fra Jens Peter Glomstad på ca. 500 rigsdaler havde hun et godt udgangspunkt for at begynde på en frisk.

Konsulinde og de sidste leveår

I sommeren 1788 rejste Johanne Glomstad til København sammen med sin lille søn og en grønlandsk tjenestepige. Hendes søn døde allerede i begyndelsen af 1789, da han faldt ud af et vindue. Efterfølgende besluttede hun at rejse hjem til Norge, hvor hun traf sin anden ægtemand. I 1792 blev Johanne Glomstad gift med købmand Jørgen Rendtler (1750-1833), der var en stor mand i Kragerø. Det var det andet ægteskab for dem begge. I de følgende år fik hun to børn med Jørgen Rendtler. Børnene hed Maren Rendtler (1794-1875) og Jens Peter Rendtler (1796-1832). Ved folketællingen i 1801 bestod husstanden af deres to fælles børn, børnene fra hans første ægteskab samt fem tjenestefolk. Efter at Danmark i 1814 måtte afstå Norge til Sverige blev Jørgen Rendtler udnævnt til dansk konsul i Kragerø.

Kragerø havde en af Norges største havne, og der var tit forbindelse til store internationale og danske havne. Det betød, at mange danske søfolk passerede igennem byen, og nogle af dem kunne nok få brug for diplomatisk bistand. Så det var en vigtig post. Ved sin mands udnævnelse fik Johanne Rendtler, som hun hed nu, titel af konsulinde. Det kunne næsten ikke blive finere for en kvinde af borgerskabet. Sorgerne var imidlertid ikke ovre i hendes liv. Hun oplevede at blive enke for anden gang, og hun mistede endnu en søn, før hun selv døde i 1835.