Kilder

Kildeintroduktion

Den 5. september 1788 indsendte Johanne Dorothea Glomstad (1756-1835) et embedsbrev til Den Kgl. Grønlandske Handel (KGH). Nogle måneder forinden var hun officielt blevet udnævnt til købmand eller kolonibestyrer i Jakobshavn (Ilulissat), og derfor var det blandt hendes opgaver at skrive en årsrapport til KGH. Det er hendes årsrapport, der kan læses herunder. Købmændenes årsrapporter fyldte ofte to-fem sider. Johanne Glomstads brev fylder tre papirsider, og hendes brev har altså en normal længde. Ikke desto mindre er brevet usædvanligt af flere grunde. Brevet er formentlig det eneste embedsbrev, der er bevaret fra en dansk-norsk kvinde i 1700-tallets Grønland. Andre dansk-norske kvinder har ikke efterladt sig nogen breve, der kaster lys over det koloniale liv i 1700-tallet. Brevets sjældenhed hænger bl.a. sammen med, at der kun boede få dansk-norske kvinder i de grønlandske kolonier på den tid. Eksempelvis var Johanne Glomstad den eneste dansk-norske kvinde i miles omkreds, da hun flyttede til Jakobshavn i sommeren 1785. Sjældenheden skyldes samtidig, at embedsbrevene normalt har en mandlig afsender, simpelthen fordi det overvejende var mænd, der bestyrede kolonierne i Grønland. Hun er altså en sjælden undtagelse.

Grunden til, at Johanne Glomstad skrev sit brev, var, at hun blev officielt udnævnt til købmand eller kolonibestyrer, da hendes mand, købmand Jens Peter Glomstad (1752-1788), døde i april 1788. Hun var købmand i fire måneder, men havde allerede bestyret kolonien siden efteråret 1787. Hun er formentlig den eneste dansk-norske kvinde, der officielt har bestyret en dansk-norsk koloni noget sted i verden. Det gør brevet til en sand perle, når det kommer til kvindehistorie i de dansk-norske kolonier. Som noget helt særligt åbner brevet nogle sprækker, der gør det muligt at se en dansk-norsk kvinde som aktiv aktør i 1700-tallets Grønland og høre om begivenhederne med hendes egne ord. I brevet fortæller Johanne Glomstad bl.a. om sin mands død, sin udnævnelse til købmand, handelen ved kolonien og auktionen over dødsboet efter manden. Opbygningen gør, at brevet ligger et sted mellem et embedsbrev og et privatbrev. Når brevet alligevel kan betragtes som et embedsbrev, skyldes det nogle helt karakteristiske kendetegn ved den slags breve som f.eks. oplysninger om handelsåret, afsenderens omtale af sin udnævnelse til købmand samt modtagerne i form af KGH-direktionen.

I brevet fremstiller Johanne Glomstad sig selv som en dygtig kvinde, der varetager kompagniets og egne interesser med proaktiv handling, beslutsomhed og viden. Hendes udlægning understøttes i andre breve fra bl.a. inspektør Jens Wille (1750-1820) og provst Jørgen Sverdrup (1732-1810). Det var magtfulde mænd, der støttede hende. I brevet fornemmes, at Johanne Glomstad havde to mål med sin udnævnelse. På den ene side ønskede hun at gøre sin pligt i sin afdøde mands sted. Og på den anden side havde hun et skarpt blik for, at hun havde personlige interesser at varetage efter sin mands død. Hun prøvede f.eks. at øge sin enkepension ved at fremhæve sit arbejde. Alle danskgifte kvinder i 1780’ernes Grønland havde nemlig krav på en enkepension, men pensionen kunne stige under særlige omstændigheder. Det var tilfældet for Johanne Glomstad, der øgede sin pension fra 60 rigsdaler til 90 rigsdaler årligt takket være sin arbejdsindsats og status som dansk-norsk kvinde. Det er netop den bonus, hun hentyder til og gerne vil sikre sig, når hun omtaler KGH-direktionens ”gunstige Bevaagenhed” til sidst i brevet. Til sammenligning tjente hendes afdøde mand 100 rigsdaler årligt som købmand. Samlet set viser brevet, at dansk-norske kvinder under særlige omstændigheder havde muligheder for at være aktive aktører, få magt og sikre personlige interesser i Grønland i sidste del af 1700-tallet.