Forsiden af Andreas Bruuns illustrerede vejledning over koloniudstillingen 1905. Foto: Det Kongelige Biblioteks Digitale Samlinger

[Indledning (s. 2)]

Interessen for vore Kolonier i Vestindien og for vore nordlige Bilande: Grønland, Island og Færøerne har ikke længe været saa levende som nu i de sidste Aar, hvor den har givet sig Udslag gennem offentlige Diskussioner – paa Rigsdag, i Bøger og Blade. For alle fire Gruppers Vedkommende kan den føres tilbage til bestemte Begivenheder.

Det var Spørgsmaalet om de vestindiske Øers Salg,[1] der bragte hele Befolkningen til at vende Opmærksomheden mod de fjærne Øer, hvor vort Flag nu har vajet i et Par Hundrede Aar, og da Spørgsmaalet sluttelig fandt sin Afgørelse, viste det sig, at Kampen havde affødt en ny Interesse for, vi tør næsten sige Kærlighed til vore gamle Besiddelser.

Det er den Reformæra, som den foregaaende Regering indledede, og som den nuværende fører ud i Livet for den grønlandske Befolkning, der jævnsides med den Opmærksomhed, som samlede sig om Mylius Erichsens Expedition,[2] der har skabt det grønlandske Spørgsmaal – det, der nu staar på Dagsordenen i Regeringen, i Rigsdagen, i Pressen.

Det var den nye islandske Forfatning,[3] der med ét ligesom rykkede os nærmere til den gamle Sagaø og det stolte islandske Folk. Der skabtes et stærkt Bindeled mellem Danmark og Island den Dag, da daværende Minister for Island Alberti[4] med Kongens Sanktion gav Islænderne frit Valg mellem to Forfatningsudkast, der begge imødekom det islandske Folks Ønsker om en friere og selvstændigere Stilling i Forholdet til Danmark.

Det er endelige Færøernes nuværende Repræsentant i Folketinget, Kongsbonden Patursson[5], som har Æren for ved sin Rigsdagsvirksomhed og ved sin sympatiske Personlighed at have vakt en Sympathi og Interesse for Færøerne, som disse kun alt for længe har maattet savne.

Saaledes kommer Dansk Koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien) samt Udstilling fra Island og Færøerne i en lykkelig Stund. Der er paa Forhaand skabt en frugtbar Jordbund for enhver Bestræbelse, der har til Formaal at knytte Baandet bestandig fastere mellem Danmark og dets Kolonier og nordlige Bilande.

[Om Øst- og Vestgrønland (s. 10-14)]

Side 10 i Andreas Bruuns ilustrerede vejledning over dansk koloniudstilling. Foto: Det Kongelige Biblioteks Digitale Samlinger

Den grønlandske Udstilling er ikke alene som Helhed særdeles interessant og lærerig, men den er endog for flere Afdelingers Vedkommende ganske enestaaende. Dette gælder i udpræget Grad den østgrønlandske,[6] til hvilken der ikke andetsteds findes noget Sidestykke. Det er saaledes i allerhøjeste Grad interessant at se, til hvor højt et Kulturtrin de hedenske Eskimoer var naaet, før de opnaaede Forbindelse med den civiliserede Verden, hvorledes de med de yderst primitive Midler, der stod til deres Raadighed, forstod at forarbejde Klædnings- og Brugsgenstande, og hvor mærkeligt et kunstnerisk Instinkt, de har lagt for Dagen.

Udstillingen bærer talrige og klare Beviser for, at egentlig kun de grønlandske Frembringelser, der er af ægte eskimoisk Oprindelse, kan henføres under Begrebet Kunsthaandværk. Sansen for det dekorative, det kunstneriske, gør sig f. Ex. saa ypperlig gældende i de smaa Poser af Fiskeblærer, der er smykkede med Sildehoveder eller Fugleklør, i de mange morsomme Udskæringer af Ben og Træ – man bør saaledes lægge Mærke til, hvor fortrinlig Isbjørnens Hoved og hele Stilling er gengivet – samt ikke at forglemme i de ofte fine farvesammenstemte og med beundringsværdig Omhu sammensyede Skindmosaiker.

Sammenligner man f. Ex. disse Genstande med de forskellige i Fedtsten eller Vægsten udførte Smaating, der viser den europæiske Paavirkning, bliver Forskellen særlig iøjnefaldende.

Midt i Afdelingen troner en stor udstoppet Isbjørn og omkring denne er grupperet en af de berømte Konebaade til en Snes Mennesker, Kajaker med Fangeblærer, Harpun og andre Redskaber, samt en Hundeslæde, forspændt fem udstoppede Hunde.

(…)

I den vestgrønlandske Udstilling bør man endelig opmærksom studere nogle mærkelige Blade, paa hvis Hoved der staar Atuagagdliutit. Navnet betyder saadan noget som «Avislæsning» og Bladet er Grønlands eneste Avis, der begyndte at udkomme efter at Rink[7] i 1862 havde grundlagt det Bogtrykkeri i Godthaab, som den Dag i Dag ledes af den bekendte Grønlænder Lars Møller[8]. Tidsskriftet udgaar med talrige Illustrationer, der navnlig fra den første Tid, da Grønlænderen Aron[9] selv skar Træsnittene og trykte dem med Farve, er interessante at studere, idet de viser Eskimoens ejendommelige Opfattelsesevne og kuriøse Maade at gengive det sete. Nu benyttes nyere Fremstillingsmetoder og Lars Møllers Søn John driver således «Godthaabs fotografiske Atelier».

Den østgrønlandske Afdeling er, som fornævnt, dog den interssanteste. Vi ser saaledes en yderst primitiv Sav, hvis Blade dannes af en Hajkæbes Tænder, en Synaal, der er udfilet af et Søm, som med Drivtømmer har forvildet sig ind til Angmasalik[10], Snebriller udskaarne af Træ, Knive af Ben, Øjenskærme af Træ, besat med udskaarne Benfigurer, Masker af Træ og Trommer, som Troldmanden «Angakok»en[11] benyttede under sine Besværgelser, Kort udskaarne i Træ, samt de fornævnte smukke Haandarbejder og nogle højst ejendommelige Hovedbeklædninger, Udslag af Eskimoernes Efterabelseslyst umiddelbart efter, at de havde gjort det første Bekendtskab med de Danske.