Den Herrnhutiske Brødremenighed

Brødremenigheden opstod som en udløber af en før-reformatorisk kristen bevægelse i begyndelsen af 1400-tallet i Centraleuropa. Den blev senere en del af den kristne pietistiske tradition. Pietismen voksede frem i Europa omkring år 1700 og fokuserede på fromhed og mindre på de kirkelige regler og institutioner. Brødremenigheden kaldes også ’den glade pietisme’, da den var fortaler for, at man skulle flytte fokusset fra den rette lære og den enkeltes anger og kamp for bod til et tæt følelsesmæssigt og personligt forhold til Jesus. Brødremenigheden var i direkte opposition til katolicismen, og dette førte til, at menigheden mange steder i Europa blev forfulgt og fordrevet. Selvom Danmark var blevet protestantisk efter reformationen, var Brødremenigheden også her underlagt strenge forordninger før grundlæggelsen af menighedsbyen Christiansfeld.

En af menighedens grundtanker var – og er – et omfattende missionsarbejde med at sprede det kristne budskab i andre dele af verden. Dette kan stadig ses i menighedsbyerne rundt om i verden. Christiansfeld er den eneste Brødremenighedsby i Danmark og er i dag en evangelisk-luthersk frimenighed.

Byens grundlæggelse i 1771

Christian 7. var i 1768-69 sammen med sin livlæge J.F. Struensee (1737-1772) på en længere udenlandsrejse i Europa, hvor de blev inspireret af de driftige herrnhutiske byer i Tyskland og Nederlandene. Det førte til, at kongen, via rådførelse med J.F. Struensee, i 1771 gennem en kongelig bevilling gav brødrene mulighed for at grundlægge en Brødremenighedsby i hertugdømmet Slesvig.

Den Herrnhutiske Brødremenighed fik dermed retten til at etablere en brødrekoloni i Danmark og byens første indbyggere bestod i høj grad af dygtige håndværkere fra tyske menighedsbyer. Fra det enevældige styres side betragtede man etableringen af en menighedsby i Danmark som et egnsudviklingsprojekt, der skulle fremme handel og håndværk i hertugdømmerne efter forbillede fra de andre herrnhutiske byer i Europa, som Christian 7. og Struensee havde set på udlandsrejsen. Kongen sørgede for, at Brødremenigheden kunne fungere som en frimenighed i Danmark, og samtidig ophævede han tidligere tiders forbud mod dem. De herrnhutiske indbyggere fik også en række særlige kongelige privilegier, som skulle sikre byen en god start. Det drejede sig bl.a. om kirkefrihed, tilskud til opførelse af nye bygninger, frihed fra militær tjeneste, delvis skattefrihed og fuld toldfrihed de første 10 år. Af taknemmelighed opkaldte man byen efter kongen: Christiansfeld betyder ”Christians mark”.

Forsiden af en samtidig kopi af koncessionen fra 1771. Den indledes med en række overordnede bemærkninger efterfulgt af 18 punkter, der alle giver en række privilegier og rettigheder til brødremenigheden i Christiansfeld. De første ni punkter omhandler de principielle forhold i forbindelse med oprettelsen af byen, mens de efterfølgende ni punkter vægter de praktiske forhold. Foto: Brødremenighedens Arkiv

Livet i Brødremenigheden

Brødremenigheden ønskede at skabe et organiseret idealsamfund med frihed og lighed. Christiansfeld var organiseret med lige, systematiske gader og forskellige sociale opdelinger i ’kor’. Korene var sociale grupperinger, som alle medlemmer af menigheden var en del af, alt afhængig af deres køn, alder og ægteskabelig status. Der var et kor for de ugifte søstre, et tilsvarende til de ugifte brødre, et kor for de små piger og et drengekor, et enkekor og et kor for ægtefolkene. Børn blev optaget i Søstrekoret eller Brødrekoret når de var blevet konfirmeret. Man havde i korhusene sin daglige gang, hvor man spiste, bad, sov og arbejdede sammen. Korhusene fungerede som økonomiske og sociale enheder i samfundet og ophørte i slutningen af 1800-tallet. Menigheden blev og bliver stadig ledet af Ældsterådet, som havde indflydelse på det enkelte medlems sociale liv, uddannelse og arbejde.

  
Byplaner over Christiansfeld fra hhv. 1781 og 1922. Byen blev opført i overensstemmelse med andre brødremenighedsbyer i Europa. Kobberstikket og byplanen viser byens systematisering og symmetri med de lange lige gader, kirkepladsen i midten, byens ældste hus øst for kirkepladsen, de forskellige korbygninger på hver side og landevejene ud af byen. Mange af husene blev opført i gule teglsten og røde tegltage for at skabe symmetri og ensartethed. Foto: Kolding Stadsarkiv og Ditte S. Nissen, Brødremenighedens Arkiv

I menigheden hjalp man de svageste. Menigheden var underlagt den tyske moderby Herrnhuts retningslinjer for fattigforsorgen, som bl.a. i 1848 lød på, at menigheden forpligtede sig til at oprette en række fattigkasser. Disse kasser, opdelt i korkasser og en kommunal kasse, skulle understøtte byens indbyggere. Korkasserne var inddelt efter de forskellige korsystemer og skulle hjælpe de tilhørende medlemmer inden for hvert kor, mens den kommunale kasse skulle hjælpe trængende fra byen og oplandet, der ikke tilhørte menigheden og på den måde stod uden for korene.

Brødremenigheden anså læring og opdragelse som vigtig, og menighedens pædagogik gik bl.a. ud på, at børn var på lige fod med de voksne, med egen fornuft og erfaring. Der blev i 1770’erne åbnet drenge- og pigekostskoler, der mod betaling modtog børn fra både byen og oplandet. Christiansfeld fik i 1800-tallet ry for at have gode skoler, hvortil der kom børn fra hele Skandinavien og hertugdømmerne.

I menigheden blev medlemmerne uddannet i de forskellige håndværk, som byen producerede og solgte af. Pigerne lærte at sy, strikke og lave tekstilarbejde, som de solgte fra en lille butik i Søstrehuset. I Brødrehuset var der værksteder og småindustrier, hvor de ugifte brødre fik mulighed for at starte egen virksomhed inden for menighedens rammer.

Postkort af søstre i Søstrehusets have, cirka 1914. Traditionen med lysthuse stammer fra Herrnhut og fandtes i mange af byens haver, hvor huset ofte blev placeret i midten af en korsformet have. Haverne blev brugt som både prydhaver, frugthaver og nyttehaver. Foto: Forlaget M. Lorenzen, Christiansfeld, Kolding Stadsarkiv

Gudsageren og Salen – i livet og i døden er vi alle lige

Brødremenighedens kirkegård, Gudsageren, blev indviet i 1774 og husede menighedens søstre til højre og brødre til venstre. Kirkegården blev placeret et stykke uden for byen og står som et symbol på Brødremenighedens lighedstanker. Ingen grav skilte sig ud eller blev slettet, og der stod ingen profession eller rang på gravstenene. Menigheden mente, at både i livet og i døden var man lige.

Byens kirke, også kaldet Salshuset eller Salen, er Danmarks største kirkerum uden bærende søjler og blev placeret i midten af byen som centrum for menigheden. Salen blev indrettet spartansk, hvid og enkel, med strøet sand på gulvene for at holde det rent. Der var ingen forhøjet prædikestol, men i stedet blev der opsat et simpelt bord, hvor prædikenen kunne holdes fra, og som stadig bruges i dag. Salen og Gudsageren symboliserer Brødremenighedens tanker om fællesskab, renhed, enkelhed og lighed.

Brødremenighedens kirkegård fra 1773, Gudsageren, hvor menighedens brødre begraves mod vest og søstre mod øst. Alle gravstene er ens og symboliserer Brødremenighedens tanker om lighed i livet og i døden. Alle gravstenene er nummereret efter første begravelse i september 1773 og frem til i dag. Foto: Christiansfeld Arkiv

Dygtige håndværkere og berømte honningkager

Den kongelige bevilling, Koncessionen af 1771, tillod alle former for håndværk og handel inden for byen, hvilket sammen med skattefriheden satte gang i Christiansfelds håndværk og fabriksvirksomheder. Menigheden bestræbte sig fra byens start på at få et driftigt næringsliv, som kunne skabe et økonomisk grundlag for menighedens daglige virke i både kirken og i samfundet, som var tæt forbundne.

Honningkagerne er i dag et af Christiansfelds mest anerkendte håndværk. Byens tradition for honningkager går tilbage til 1783, hvor sukkerbager Christian E. Rasch (1737-1799) åbnede det første Pfefferküchlerei efter tysk inspiration. Bageriet opnåede ingen stor succes og måtte lukke med Raschs død. Kort efter overtog parykmager Immanuel Martin Achtnich (1745-1820) bageriet, der fra 1799 producerede honningkager, der efter opskrift fra Achtnichs kone Anke (1764-1818) blev en succes. Achtnich begyndte at sælge de populære honningkager på omkringliggende markeder og gjorde både honningkagen og byen landskendt.

De øvrige håndværks- og fabriksvirksomheder i byen inkluderede i årene omkring 1770’erne bl.a. lysestøberi, sæbesyderi, garveri, skomager, skrædder, maler, ølbrygger, guldsmed, pottemager, snedker, urmager, tobaksfabrik, slagter, kakkelovnsfabrik, klejnsmed og knappe- og handskemager.

Bager Martin Juhler og bagersvend ved den store bageovn i 1940. Juhlers Bageri var en af oplandets mange bagere, og lå i det sydlige Tyrstrup. Bageriet gik i arv fra bager Martin Juhler og videre til sønnen Christian, indtil han solgte bageriet i 1955. Bageriet lå i nabobyen Tyrstrup, syd for Christiansfeld. De to nabobyer smeltede senere sammen. I dag er bageriet et af byens honningkageproducenter. Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv

Byens industrialisering og udvikling i 1800-tallet

Det gode håndværk og den florissante handel voksede i takt med indbyggertallene. I 1806 var der 756 indbyggere i Christiansfeld, men indbyggertallet stagnerede herefter i takt med Brødremenighedens generelle nedgang i midten af 1800-tallet, der opstod i kølvandet på den økonomiske afmatning fra kriseårene omkring 1814. Det fik byens menighedstal til at dale samtidig med, at byens drenge- og pigekostskoler oplevede økonomisk stagnation fra 1820’erne.

Fra 1850’erne gik Christiansfeld en opgangstid i møde, ved at erhvervslivet og skolerne fik en større systematisering. I takt med den nye fremgang voksede byens økonomi og menighedstal. Efter krigen i 1864 mistede Christiansfeld, som nu kom til at ligge syd for den dansk-tyske grænse, sit nordlige opland. Den blev nu underlagt Preussen og måtte konkurrere med den store tyske industri. Dette førte til en stor økonomisk tilbagegang for byen. Kostskolerne modtog ikke børn fra Skandinavien mere, og byen blev efterfølgende betragtet som en preussisk ’flække’ og endte under den preussiske kommunalordning, som betød, at byen nu måtte konkurrere med det store tyske marked. I tiden efter 1864 blev flere og flere i byen dansksindede til trods for, at byen havde både tyske og danske indbyggere og traditioner. Ved afstemningen før Genforeningen i 1920 stemte 67 % af indbyggerne sig dansk.

Genforeningen, de nye parcelhuse og UNESCO-by

For Christiansfeld førte Genforeningen ikke umiddelbart nogen vækst med sig. Tværtimod stod hele Sønderjylland over for store økonomiske problemer. Christiansfeld havde svært ved at finde fodfæste efter mange år under tysk styre og følgerne af 1. verdenskrig. Byen modtog hjælp fra store fonde, som opbyggede og restaurerede byen. Efter 1930’erne oplevede byen en stigende tilflytning og en moderat udvikling. Christiansfelds parcelhuskvarterer voksede frem i 1960’erne, og en intensiveret bebyggelse i nabolandsbyen Tyrstrup fik de to byer til at smelte sammen. Efterhånden kom der nye fabriksvirksomheder til, og befolkningstallet, der i midten af 1950’erne lå på cirka 1.000, begyndte de næste to årtier at stige i den moderne parcelhusby.

Christiansfeld fik efterhånden etableret et erhvervskvarter, som i dag huser byens suverænt største virksomhed, Arla Foods, det tidligere Tyrstrup Mejeri. Den forhenværende Christiansfeld Kommune indgik fra 2007 i Kolding Kommune. I 2015 blev byen optaget på UNESCO’s verdensarvsliste efter en gennemgribende restaurering. I 2020 havde byen 3.016 indbyggere, og den er i dag en populær turistattraktion. I byen er der fortsat butikker og erhverv, nogle med forbindelse til Brødremenigheden som bl.a. de anerkendte honningkager og de herrnhutiske Christiansfelder-kakkelovne.

Medarbejdere ved Christiansfeld Kommune graver det gamle kommuneskilt op, inden byen indlemmes i Kolding Kommune som en del af sammenlægningerne af de danske kommuner i januar 2007. Foto: Kolding Stadsarkiv