Censurens ophævelse

I 1770 kom J.F. Struensee (1737-1772) til magten, da den daværende konge Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808) var psykisk syg. Struensee ophævede censuren, blandt andet for at søge at opnå støtte i befolkningen. Det viste sig dog hurtigt, at den totale trykkefrihed ikke kunne opretholdes, fordi kritikken af regeringen, Struensee og systemet fulgte med den nyindførte trykkefrihed. Egentlig censur blev ikke genindført, men der kom regler for, hvad der måtte skrives, og hvad der ikke måtte skrives. Det vil sige, at skrifter ikke skulle godkendes før de blev trykt, men at man efterfølgende kunne straffes for, hvad man havde skrevet. I 1772 kollapsede Struensees styre, og han blev afsat og henrettet.

Trykkefrihedens indskrænkning efter Struensee

Efter Struensees fald blev Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) udnævnt til stats- og gehejmekabinetssekretær, og han blev i de følgende år den mest magtfulde mand i Danmark. Han sørgede for, at Danmark endnu en gang fik en meget indskrænket trykkefrihedspolitik, og hans regering overvejede endda at genindføre censuren. Det skete dog ikke, men der opstod en streng censurlignende kontrol med alt, hvad der blev skrevet.

Kontrollen fungerede stort set, ligesom censuren før havde gjort. Ikke alt fik lov til at blive udgivet, og såkaldte 'censorer' havde ret til både at rette og slette i tekster. Disse rettelser var formelt kun rettesnore for forfatterne, men hvis en forfatter ikke accepterede rettelserne, kunne han anklages og dømmes for overtrædelse af loven. Teksten ville naturligvis heller ikke blive udgivet, hvis ikke rettelserne blev foretaget.

Kobberstik af Ove Høegh-Guldberg fra 1782. Høegh-Guldberg var en af de centrale figurer bag indskrænkningen af trykkefriheden efter Struensees død. Fra: Statens Museum for Kunst   

Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799

I april 1784 blev Ove Høegh-Guldberg afsat, da kronprins Frederik (den senere Frederik 6., født 1768, regent 1808-1839) overtog statsmagten ved et kup. Høegh-Guldbergs efterfølgere løsnede grebet om trykkefriheden en smule, og perioden var kendetegnet ved den såkaldte opinionsstyrede enevælde. Dette betød, at de oplyste borgere til en vis grad blev hørt af det enevældige styre. Under Den Franske Revolution i 1789 tog den offentlige debat til i styrke, men dele af den viste sig også mere og mere kritisk over for enevælden. Under indtryk af kritikken og revolutionen i Frankrig ønskede regeringen at få mere kontrol med den offentlige debat. Det skete med Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799. Med denne lovgivning blev trykkefriheden igen indskrænket, og lovgivningen gjorde det atter vanskeligt at få udgivet noget – dog stadig uden at censuren formelt var genindført ved lov.

Trykkefrihedsforordningen fra 1799 lagde i sin indledning vægt på, at censuren ikke var genindført. Men lovgivningen betød, at der kom særlige regler for journaler, blade, aviser og tidsskrifter, og nogle af de begrænsninger, der var blevet ophævet tidligere, blev genindført. Kontrollen af alt skrevet blev delt op, så der gjaldt forskellige regler, alt afhængigt af hvor lang en tekst var. Tekster under 24 ark skulle kontrolleres for lovstridigheder af politimesteren inden publicering, mens skrifter over 24 ark også skulle kontrolleres, men ikke nødvendigvis før publicering. Fandtes der imidlertid noget lovstridigt, blev publikationen standset, og forfatteren sattes under tiltale. Blev en forfatter dømt for overtrædelse af trykkelovgivningen, blev alle skrifter, han herefter skrev, underlagt censur, lige meget om de var over eller under 24 ark.

Trykkefrihedsdebatten 1834-1835

I tiden 1799-1834 blev der gennemført en række tilføjelser til Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799, som gjorde det stadig sværere for forfattere at få udgivet det, de havde skrevet. Det førte i begyndelsen af 1830’erne til en debat blandt tidens forfattere, og diskussionen gik ikke kun ud på, hvad der måtte skrives eller ej, men også om der i realiteten herskede censur i Danmark, selvom lovgivningen benægtede det. Rettelser og sletninger i forfatteres tekster var stadig en helt almindelig del af hverdagen under denne debat.

Efter trykkefrihedsdebatten 1834-1835

Fra afslutningen på trykkefrihedsdebatten i 1835 og frem til Junigrundlovens vedtagelse i 1849 fortsatte 'kampen'. Allerede i slutningen af debatten i 1834 blev redaktør på Fædrelandet og professor ved Københavns Universitet C.N. David (1793-1874) anklaget for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Retssagen varede omkring et år, men til sidst blev han frikendt. Han mistede dog sin professorstilling ved universitetet. Stor betydning for den videre debat fik også Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, der blev stiftet i 1835. I 1841 blev jurist og politiker Balthazar Christensen (1802-1882) sat under censur på sin post som Fædrelandets nye redaktør. Samtidig blev udarbejdelsen af Danmarks første grundlov påbegyndt.

Formel censur blev ikke genindført ved lov efter ophævelsen i 1770, men strenge regler for tidens forfattere gjorde det til tider meget besværligt at få udgivet sine tekster og mindede i perioder meget om egentlig censur. Utilfredsheden med de såkaldte censorers ret til at rette og slette i forfatteres tekster voksede efter Trykkefrihedsforordningens udstedelse i 1799. Debatten i 1834-35 var udtryk for, at den liberale opposition ikke ville finde sig i forholdene, men de kom alligevel til at vente helt til 1849, før de fik en fri trykkefrihedslovgivning med Junigrundloven, der i § 91 gav enhver lov til at offentliggøre sine tanker ved trykken, under ansvar over for domstolene.