Artikler
Kravet om trykkefrihed kom til at stå i centrum for den liberale opposition, da det politiske liv blomstrede op i 1830’ernes Danmark. Denne kamp var for de liberale tæt knyttet til det bredere slagord om ’offentlighed’. Dette offentlighedsbegreb var bekvemt, fordi det sammenfattede en række betydninger, som alle indgik i den liberale politik.
’Offentlighed’ betød oprindelig bare ’åbenhed’. Som politisk krav indebar det åbenhed i den statslige forvaltning, forhandlinger, fri diskussion osv. Men op gennem 1700-tallet havde en anden betydning af ordet ’offentlighed’ vundet frem: offentligheden som den ’offentlige mening’ eller ’opinionen’. Det var en sfære, hvor man i princippet på frie og lige vilkår skulle diskutere de fælles samfundsanliggender med henblik på hele samfundets vel – i modsætning til bare at pleje sine egne interesser som individ eller samfundsklasse. De to betydninger af ordet offentlighed hang tæt sammen: ’ åbenheden’ var en forudsætning for, at den ’offentlige mening’ kunne trives frit.
Udvikling mod en opinionsstyret enevælde
Ved at betone netop trykkefrihed og offentlighed kunne det liberale borgerskab i 1830’erne udnytte enevældens egen politiske retorik og vende denne retorik mod enevælden selv. Enevælden var nemlig allerede i midten af 1750’erne begyndt at åbne for at lade kongens styre påvirke uformelt af en offentlig mening, der fik lov at ytre sig gennem en begrænset trykkefrihed. Historikere har senere betegnet denne periode fra midten af 1700-tallet til enevældens fald i 1848 som den ’opinionsstyrede’ enevælde.
Strengt taget var der nu ikke tale om, at denne opinion – eller offentlighed – faktisk styrede enevælden. Den kunne ikke gå imod enevælden eller dens beslutninger, men kun rådgive uformelt og siden være med til at legitimere det, kongen besluttede. Det var bestemt heller ikke alle beskåret at tage del i denne offentlige debat. Kun en lille skare af borgere blev anset for berettigede. De besad et vist niveau af besiddelse og dannelse, og derfor – hed det sig – kunne de se ud over deres snævre individuelle eller standsbestemte interesser og tale på vegne af folket som helhed.
Til trods for disse begrænsninger var den opinionsstyrede enevælde et vigtigt skridt i retning af et mere folkeligt styre. Den betød en anerkendelse af, at repræsentanter for folket overhovedet skulle kunne have noget vigtigt at sige i politiske anliggender. Men den åbnede samtidig for en kamp om, hvor grænserne for offentlighed, herunder trykkefrihed, skulle gå. Mange af de politisk engagerede borgere, der i kraft af deres akademiske dannelse egentlig levede op til kriterierne for adgang til den offentlige debat, blev efterhånden ramt af indskrænkninger i trykkefriheden på grund af deres kritiske holdninger. De kunne påpege, at indskrænkningerne i trykkefriheden var uretfærdige, selv efter enevældens egen målestok: Når det enevældige styre selv hævdede at bygge på trykkefriheden som grundværdi, kom det i strid med sig selv, hvis det lagde bånd på den liberale opposition, hævdede de liberale.
Modsætningerne mellem den liberale opposition og enevældens begrænsede anerkendelse af offentligheden kom til udtryk i de løbende kampe om udvidelse og indskrænkelse af trykkefriheden i løbet af den danske enevældes sidste hundrede år. Trykkefrihedsdebatten i 1834 og sagen mod C.N. David i 1835 kan ses som en slags kulmination på disse kampe.