Aftenbladet nr. 19 fra januar 1843. Klik på billedet for at læse den originale kilde i stor størrelse. Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling

Aftenbladet, Nr. 19, 28. Januar 1843

[Uddrag af en feuilleton[1] om censur, behandlet principielt, og hvor der argumenteres for det.]

p. 145: ”…Ligesom Statens Formaal, og altsaa det fælles Foreningspunkt, hvortil alle dens Foranstaltninger bør stræbe at virke hen, ikke er af noget snævert Indhold, end Folkets eget Tilværelsesformaal, sas at det just er den velroganiserede og velbestyrede Stats Øiemed at befordre og betrygge Opnaaelsen af ethvert aandeligt og materielt Gode, som i Samfundet kan fremmes og opnaaes ved udvortes Foranstaltningers Hjelp, saaledes er det ogsaa isærdeleshed det sande og ægte Formaal for Pressens Brug at udbrede Sandhed og Oplysning, at understøtte Moralitet og Cultur, og at værne om disse ethvert Folks saavelsom det enkelte Menneskes dyrebareste Helligdomme. Til denne rette Brug af Pressen bør Adgangen i Staten være uhindret; men det er heller ikke den, som besværes, enten

[p.146:] ved en foreløbig Bedømmelse af Pressens Productioner, eller ved det naturlige Ansvar, der ligesaavel paahviler en Forfatter som det, han gjennem Pressen har talt til Publicum, som for hans andre Foretagender, der kunne have indvirket paa Næstens Vee og Vel, hans Forstands eller hans Følelsers Klarhed og Reenhed. Det er kun imod Misbrug af Pressen, Misbrug af dette kostelige Middel til Moralitetens Befæstelse, Vildfarelsens Adspredelse, og Udbredelse af borgerlig Orden og Tilfredshed – at de præventive Foranstaltninger ere rettede. Skal det virkeligt afværges, Alt det Onde, som Uforstand og slet Villie formaaer at udstrøe i Folket ved Pressen, saa udkræves Organisationen af en Foranstaltning til at forebygge Publicationen af det trykte Værk, hvori det indeholdes; thi naar denne ere foregaaet, staaer det hverken i de velsindede Borgeres eller i nogen Regjerings Magt at ophæve Følgerne. Den Skade, som et slet Skrift gjør, er af aandelig Natur, og kan derfor aldrig udjevnes med materielt Vederlag, hvilket er det eneste, som nogen som helst Domstol kan aftvinge den Skyldige. Lad ogsaa Bestræbelserne for at sammensamle og tilintetgjøre de udspredte Exemplarer af et Skrift, der ved Domstolene er kjendt at indeholde Forseelse eller Forbrydelse imod Religion og Moralitet, imod Borgersamfundets Fred eller imod Næstens gode Navn og Rygte, være nok saa heldige; - lad den Straf, der rammer den Skyldige ved Dommen, være saa vel valgt og saa alvorlig, at den enkelte Forbryder staaer tilstrækkelige Motiver til aldrig at gjentage sin Brøde og nogle Andre afholdes fra at efterligne den, - ja lad endog alle de velsindede Borgere være indsigtsfulde nok til at fordømme ham og hans Skrift: Alt dette er dog utilstrækkeligt; thi dette Skrift har allerede, imedens det var i Omløb, - og standse dette, førend Skriftet var domfældt, vilde jo ogsaa være en Art af den Prævention, som hine Forfattere ubetinget forkaste – ogsaa fundet sit Publicum, saasandt det ikke er enhver Læser, der har Forstand til at indsee enhver Vildfarelse, eller Kraft og Villie til at modstaae enhver Forlokkelse, som den misbrugte Presse udspreder, undertiden under den meest tækkelige og overtalende Form og Maske. … Just derfor er ogsaa hiint velansete Middel: ”Tryk mod Tryk”, heller ikke altid tilstrækkeligt, endskjønt ogsaa dette aldrig vil forsømmes uden Skade, og har vundet saamegen Popularitet ved at smigre Læseverdenen med den usande Forudsætning, at enhver velsindet Læser – og hvem vil ikke ansee sig selv for at høre til disses Tal?

[p.147:] – er i Besiddelse af den fornødne Aandsmodenhed og Fordomsfrihed til selv at udfinde det Rette, naar kun samtlige Beviisgrunde for og imod, frit og uhindret, kunne komme ham tilhænde. Det er desuden besynderligt, at man derved ofte overseer den aabenbare factiske Sandhed, at det meget ofte – man kan maaskee sige som oftest – afhænger af tilfældige Omstændigheder, om baade Giften og Modgiften naae hen til de samme Steder; thi, vi gjentage det, det er umuligt at beregne, hvilken Læsekreds der bliver et trykt Skrift til Deel, naar det offentligen er blevet falholdt og uhindret uddeelt iblandt Publicum. Heller ikke tager man ved dette Middels Anbefaling som Sandheds og Moralitets tilstrækkelige Palladium tilbørligt Hensyn til den Spilde af Tid og aandelige Kræfter, som det forudsætter. Det høieste Maal som ”Tryk mod Tryk” kan naae, er dog kun det, at ophæve de skadelige Virkninger paa Folkebevidstheden, som det utilbørlige Skrift allerede have udøvet. Men – naar er det dog blevet at ansee for et Gode, at bruge Medicin mod en Sygdom, fremfor at forebygge Smitten?

Desuden er det klart, at de gode Kræfter – naar vi endog forudsætter som givet, hvad der dog kun sieldent i Virkeligheden skeer – ganske formaae at adsprede Vildfarelsens eller Bagtalelsens, Hykleriets eller den falske Smigers onde Taager, dog langt anderledes vilde have kunnet arbeide med Frugt for Sandhedens mere udbredte Erkjendelse, naar de ikke havde haft Stemninger at bearbeide, som vare forud berørte, og maaskee allerede smittede af hine Onder. Og nu Læserne! Hvor meget bedre kunde Mængden af disse ikke have brugt deres Tid, end den nu hengik med at lytte til det Slette, og bagefter at overvinde det igien, altsaa netop at komme tilbage til samme aandelige og intellectuelle Standpunkt, hvorpaa Læseren stod, førend han af et slet Skrift blev bedaaret eller dog forstyrret i sin Aands Fred og Ligevægt! Endog dette kan, efter Erfaringens Vidnesbyrd, ikke paastaaes, at den overstaaede Forstandssygdom – thi dette vil være det mildeste Navn derfor – hærder Sindet eller forøger Styrken til at modstaae lignende Forlokkelse. Derimod vil Tvivlesygen og deslige Onder, stedse lettere indsnige sig, hvor de før have fundet Rum, end der, hvor Sandhedsfølelsen, Religiøsiteten, og enhver Takt for det Sømmelige, aldrig er bleven plettet…. Man er gaaet saa vidt at paastaae, at det er en ”Menneskeret” at lade trykke og udbrede, hvad man vil. Vi ville ikke tale om, hvormange Mennesker, der savne Evne og Villie til at gjøre Brug af slig Vilkaarlighed. Men selv om vi kun ville tænke paa dem, der besidde alle fornødne indvortes og udvortes Midler til at lade deres Røst høre gjennem Pressen – hvorledes skal da en slig Mangel paa Maal og Grændse for Pressens Benyttelse forliges med de høieste Love for vore Tanker og Handlinger? Hvorledes kan man have Ret til det, som skader Næsten eller Samfundet, til det, man ikke engang formaaer at udsone, fordi man ikke selv nogensinde fuldstændigt og med Vished kan vide, hvilke de ere, hvis Forstand er bleven hildet, hvis Følelser ere blevne saarede, hvis Phantasi er ledet paa Afveie, eller hvis Lidenskabelighed har

[p.148:] indsuget ny Smitte? Hovedsagen er og bliver den, at disse Virkninger, eller en og anden deraf, hos forskjellige Læsere endog kunne indtræde trods Forfatterens gode Villie; thi der haves ingen Garanti for, at hans Arbeide kun kommer dem for Øie, for hvis Fatteevne eller Stemning det af ham nærmest, og med Omhyggelighed, er beregnet.  Det er derfor aabenbart, at det kun er til at benytte Pressen i Overeensstemmelse med dens Formaal: at udbrede Sandhed og befæste Dyden, at man kan have Ret. Men skulde det ikke for Enhver, som ønsker at bruge den saaledes, snarere være en Trøst at vide om sit Skrift, at det af andre, hvis Pligt det er at forebygge Ulemper for Borgersamfundet endog af det uforsætlige Misbrug af Pressen, er fundet dadelfrit[2], end en Krænkelse at være underkastet den Garanti, som alene er i Stand til at fuldstændiggjøre Betingelserne for Pressens nyttige Brug. Hvad er det dog andet end den overdrevne Tillid til Rigtigheden af sine egne Anskuelser, den undskyldelige, men derfor ikke altid dadelfrie Kjerlighed til sit eget Aandsfoster, og i al Fald den utidige Frugt af Bevidstheden om sine egne Hensigters Reenhed, som bevirker, at man anseer anordnet Gjennemsyn af et trykt Arbeide, førend det kommer ud iblandt Publicum, med skjæve Øjne? – I sit Princip er denne Foranstaltning saaledes vistnok ingenlunde at forkaste som stridende imod Pressens Formaal eller Skribenternes naturlige Rettigheder.

Aftenbladet nr. 49 fra februar 1844. Klik på billedet for at læse den originale kilde i stor størrelse. Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling

Aftenbladet nr. 49, Tirsdagen den 27. Februar 1844

At skrive imod Regjeringen

At skrive mod Regjeringen kan i og for sig være meget tilladeligt, ja ofte endog meget gavnligt; men at modarbeide en lovlig Regjerings lovlige Hensigter og Bestræbelser er ikke blot utilladeligt, men endogsaa lige farligt for Statens og Folkets Vel…

En Modarbeiden mod Regjeringens Bestræbelser begynder dermed, at der danner sig en Opposition, der allerede fra først af har brudt Staven over det bestaaende Regjeringssystem, og nu, for at fremme Indførelsen af den Forfatning, den i sine egne Tanker anseer for den eneste rigtige, paa alle Maader søger at nedsætte Regjeringen i Folkets Øine. En saadan Nedsættelse skeer ikke blot ved aabenbare Fordreielser, chicaneuse[3] Fortolkninger og hadefulde Insinuationer, men ogsaa ved en Fortien og Forbigaaelse af de virkelig gode Foranstaltninger, Regjeringen træffer, og en idelig[4] Tilbagevenden til og Dvælen ved stedfindende Mangler uden at eftervise enten disses sande Aarsager eller de Midler, ved hvilke de kunne afhjælpes. Hvorvidt en human Regjering bør gaa i at tolerere slige[5] Intentioner, kan være et Spørgsmaal, men at den altid saavel for Folkets som for sin egen Skyld maa have et vaagent Øie med dem, er udenfor al Tvivl.