Nyheds-Post

Kjøbenhavn d. 1ste Marts 1835. – Den i Gaars-Nr. af dette Blad ommeldte Ansøgning til H. M. Kongen fra et antal af Embedsmænd og Borgere heraf Staden, lyder som følger:

”Til Kongen!

Den Tillid, hvormed den Danske Borger er bleven vant til at vende sig til sin Konge i Anliggender, der angaae hans Vel og Vee, giver os den Fortrøstning, at Deres Majestæt allernaadigst vil værdige et Andragende Deres Opmærksomhed, som allerunderdanigst frembæres for Deres Majestæts Trone af Undersaatter, besjelede af det ærefrygtfuldeste og tillidsfuldeste Sindelag.

En allerunderdanigst Forbøn for den Frihed, som den nærværende Trykkelovgivning hjelmer i Danmark, er Gjenstanden for dette Andragende. Det frembæres af Mænd, som, i forskjellige Stillinger i Samfundet, Alle have stræbt, skjøndt paa forskjellig Maade, at nytte den ædle Frihed, hvoraf det danske Folk hidindtil har været i Besiddelse, til at meddele ordet til Medborgere og at modtage det af Medborger; af Mænd, som Alle ere gjennemtrængte af Overbeviisningen om det uskatteerlige Gode, Folket har havt i denne Frihed, - af den Overbeviisning, at de ikke bedre kunne lægge deres Erkjendtlighed for denne Frihed, deres Taknemmelighed mod dens Giver for Dagen, end ved at forene sig om at bringe den Bøn for deres Konges Øren: at han ikke vil berøve sit Folk, hvad han selv har givet det.

Det er halvhundrede Aar og derover, at Danmark er bleven styret af Deres Majestæt. Efterverden vil vidne, at intet andet Tidsrum i Danmarks Historie af lige Omfang, har saa store Fremskridt, saa glædelig en Udvikling at fremvise af Sprog og Litteratur, Videnskab og Kunst, Almennoplysning og aandelig Dannelse. Den vil ogsaa vidne, at iblandt alle de Foranstantninger, der begunstigede denne Udvikling, var ingen saa vigtig, saa velgjørende, som en Trykkefrihed, bygget paa den i vor Lovgivning opstillede Grundsætning: at Forfatterne kun ved Lovene ere indskrænkede i deres Virksomhed, og, ved Overtrædelse af disse, kun ere undergivne Domstolenes Kjendelse. Thi Sikkerhed under Lovene gav Sindsroe og Tilfredshed; Frihed under Lovene gav Frimodighed og Virkelyst; og en frodig Opblomstren af Litteraturen i de forskjellige Fag forskjønnede Livet, bragte almeennyttig Kundskab ind i alle Stænder af Samfundet, bragte Ære over det danske Navn, Velsignelse over Regjeringen, der fredede om den ædle Væxt.

Halvhundrede Aar og derover ere hengangne under denne faderlige Regjering – rige paa Omvæltninger fjern om nær, paa prøvende Tilskikkelser. Naar Folket i saadanne Tider lærte, hvad det havde i sin Konge, da var der ikke mindre Leilighed for Folket til at vise sin Konge, hvad han har i sit Folk. Imedens gjensidig Mistro lønligt undergravede Forholdene i andre Stater, bestod det danske Folks Hengivenhed og Troskab enhver Prøve. Thi dette Folk havde sin Regjerings Tillid; havde det stærkeste Beviis herpå i en Trykkefrihed, som i andre Stater indskrænkedes med altid større Ængstelighed; og, ligesom Folket lærte at agte og stakke Værdien af denne Trykkefrihed høiere og høiere – ved hvis hjælp Forbedringer bleve fremkaldte, Misbrug oplyste eller forhindrede –, saaledes lærte det ogsaa bedre at nyttte den frie Meddelelse af Tanker til Udvikling og Bestyrkelse af Borgersind og Borgerdyder: lærte at formidle de onde Dages Tryk ved Troskab og Taalmod og opoffrende Hjælpsomhed, at nytte de gode Dage ved kyndig og dristig, besindig og samdrægtig Virken.

Denne velsignelse, som er og bliver den bedste Lovtale over Deres Majestæts regjering, trives ikke i Lande, hvor Pressen er underkastet Censuren eller andre forebyggende Tvangsindretninger. Thi hvor Skribenten bevogtes med mistroisk Øie, og den uskyldige som den skyldige behandles som ildesindet eller aandelig umyndig, der er intet Hjem for Videnskab og videnskabelig Virken, allermindst for dens virksomme Indflydelse paa det borgerlige Liv og dets Idrætter; hvor frimodig indbyrdes Meddelelse af Landets Borgere om Landets Anliggender er bandlyst, fæster Mistro, Nag og Forbittrelse kun altfor let Rod i Sjelen og bliver Spiren til forbryderske Planer og Foretagender. For slige Onder har Gud og Kongen hidtil beskjermet vort Fædreland.

Naar derfor et Antal af trohengivne Undersaatter her nærmer sig til Deres  Majestæts Trone, da vove vi Intet ved at føre Ordet i vore Medborgeres Navn i stad og Land, naar vi bønfaldende fremføre det Ønske, der gjenlyder fra Alles Mund: at det danske Folk maa vedblive at skylde sin Konge den dyrebare Gave, det engang har modtaget af hans Haand – at Foranstaltninger, ved hilke Skribentens Virksomhed underkastes andet Baand end Lovens og Domstolenes, maae blive holdte udenfor Grændserne af et Land, hvor oprigtig Kjærlighed til Konge og Fædreland altid har havt dit Hjem.

I den Tid, hvori Deres Majestæt har ført Rigets Roer, var der ved Slutningen af forrige Aarhundrede en høist farlig Periode, fuld af revolutionair Gjæring. Der nogle Gange frembragte de forvovneste Misbrug af Pressen; alligevel vedblev Fædrelandet, uden skadelige Følger, at nyde Trykkefrihedens Velgjerninger. Vi bede Deres majestæt allernaadigst at overveie, om ikke de nuværende Forhold ere langt mindre betænkelige. Vi vore at troe, at de Følelser, som ville besjele alle Fædrelandets Sønner, naar de see, at Intet kan bevæge Deres Majestæt til at berøve dem den frie Tankeyttrings store Gode, vil fremkalde hos alle Bedre og Sindigere en almindelig Misbilligelse af ethvert Forsøg paa at gjøre en ulovlig og usømmelig Brug af Pressen, og forene alle gode Skribenter om at modvirke enhver Misbrug af denne Art; vi ere tillige overbeviste om, at en saadan Stemning og en saadan Iver altid maa blive det kraftigste Middel imod Indflydelsen af Kaadhed eller ond Villie.

Det er D. Maj.s Haand, som ikke alene har løst Bondens Stavnsbaand, men har igjennem alle følgende Tidsrum fredet om denne Velgjerning, og ved en Række af faderlige Foranstaltninger betrygget denne Frihed. Trykkefriheden i Danmark er ældre af aar end Bondens Frihed; den er hele Folkets Frihed; og skulde vi ikke kunne fortrøste os til, at Deres Majestæt vil med samme Viisdom og Fasthed holde Haanden over den Lov, som engang lyste Fred over den danse Presse, og siden den Tid har betrygget Folkets aandelige Liv, Tankernes frie Yttring i Danmark!

Kjøbenhavn d. 20de Februar 1835.”

Bønskriftet var underskrevet af:

______________________

Ved at samle Underskrifterne gik den Committee, som dertil havde dannet sig, og som bestod af Professor Clausen, Justitsraad og Høisterets-Advoct Høegh-Guldberg, Professor Høyen, Commandeurcaptain M. Lutken, Grosserer Meinert, Professor Schouw, Commandeurcapitain Brink Seidelin, Professor Sibbern og Agent Suhr – ud fra den Grundsætning, at det ikke kom an paa, og ikke engang var ønskeligt, at erholde et meget stort Antal af Navne, men saavidt mueligt, kun Navne af Mænd, der virkeligen følte Interesse for Sagen. Committeen indbød derfor kun dem, der enten efter deres Stilling maatte antages at være i dette Tilfælde, eller om hvem Committeens Medlemmer, paa Grund af personligt Bekjendskab, forudsatte dette, men medtog desuden deres Underskrifter, som yttrede Ønske om at tiltræde Bønskriftet. Underskrifterne samledes i 3 ½ Dag.