Opvækst og uddannelse

Niels Lauritz Høyen blev født i København i 1798, hvor han voksede op i et almindeligt borgerligt hjem. Han blev student i 1816 og ville gerne fortsætte sine studier. Kunsthistorie eksisterede endnu ikke som fag på universitetet, så hans æstetiske uddannelse blev sammenstykket af fag på Kunstakademiet og af studierejser til udlandet. Han interesserede sig især for kunst fra antikken og renæssancen, som han forelæste om, da han igen vendte hjem til København i 1825. I 1829 blev han udnævnt til professor i kunsthistorie og mytologi ved Kunstakademiet i København og fik dermed indflydelse på den akademiske udvikling af faget såvel som den konkrete uddannelse af de danske kunstnere.

Magtfulde poster på den danske kunstscene

N.L. Høyen var med til at stifte Kunstforeningen i København i 1825. Foreningen havde til formål at købe kunstværker og dele dem ud til medlemmerne. Alle kunne blive medlem af foreningen ved at betale et årligt kontingent, og de kunne så være heldige at vinde et dyrt kunstværk ved den årlige udlodning. Høyen var dog ikke så vild med, at kunstværkerne blev fordelt i stedet for at blive samlet i en kunstsamling, så han trak sig fra foreningen allerede i 1830. Kort forinden var han blevet udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København, og i 1839 blev han museumsinspektør (og senere direktør) ved Det Kongelige Billedgalleri, som i dag er SMK – Statens Museum for Kunst. Her fik han mulighed for at skabe en offentlig samling af billedkunst, som alle kunne komme ind og se.

Høyen brød sig ikke om kopier, og han erstattede derfor mange af samlingens kopi-malerier med nye kunstværker, der faldt i hans egen smag. Det var især kunstværker, der fremhævede den danske natur, det danske folk og den nordiske mytologi. Ligesom en række andre fremtrædende borgere og politikere på dette tidspunkt var Høyen nemlig interesseret i skandinavismen, der fremhævede de skandinaviske folks fællesskab og kulturelle samhørighed, og derfor stiftede han i 1847 Selskabet for Nordisk Kunst. Her kunne han for medlemmernes kontingenter købe nordiske kunstværker og på den måde opbygge en samling med et særligt skandinavisk fokus. Efter Høyen døde i 1870, blev samlingen fordelt mellem det nuværende ARoS i Aarhus og SMK i København.

I 1856 blev Høyen udnævnt til docent og underviste i kunsthistorie på Københavns Universitet, og han holdt også mere eksklusive foredrag hos velstående borgere i hovedstaden. Høyen skrev også anmeldelser af de årlige kunstudstillinger i de københavnske aviser, og han inviterede udvalgte kunstnere, borgere og politikere hjem til sig til sine private fredagsaftener, hvor der blev diskuteret kunst, politik og samfundsudvikling.

Wilhelm Marstrand (1810-1873): "Kunsthistorikeren, professor N.L. Høyen", 1868, olie på lærred, 129 x 98 cm. Portrættet blev foræret til Høyen på hans 70 års fødselsdag. Det blev givet af "Venner og Tilhørere", som der står på den sirligt udskårne ramme. I portrættet er der fokus på Høyens ekspertise inden for renæssancekunsten, mens hans forbindelser til den nationale kunst i stedet kommer til udtryk i rammen. Foto: Statens Museum for Kunst

Wilhelm Marstrand: ”Fire udkast til portrættet af N.L. Høyen”, blyant på papir, 20 x 30 cm. Marstrand havde forskellige idéer til, hvordan portrættet af Høyen skulle se ud. Han har dog givet ham samme tøj og kalot på i alle fire skitser, men positurerne er forskellige. Kalotten og den høje krave går også igen på andre kunstneres portrætter af N.L. Høyen. Foto: Statens Museum for Kunst

Ambitionen om en særlig national kunst

I marts 1844 holdt N.L. Høyen et foredrag i det nystiftede Skandinavisk Selskab med titlen ”Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling”. Her præsenterede han sine idéer om, at de danske kunstnere skulle rejse rundt i Danmark og i Skandinavien for at lade sig inspirere i stedet for at rejse sydpå til Tyskland og Italien, som mange gjorde. Høyen mente, at der var masser af gode motiver at hente i den danske natur og i de danske landsbysamfund og fiskerlejer. Han forestillede sig nemlig, at kunstværkerne ville blive meget bedre, hvis kunstnerne malede deres egen historie og deres eget fædreland i stedet for at hente motiver og inspiration i udlandet og i den europæiske historie.

I den danske kunsthistorie er Høyens foredrag fra 1844 blevet betragtet som et vigtigt udgangspunkt for den nationale guldalderkunst, som perioden siden er blevet meget berømt for. Høyens foredrag kan også betragtes som et udtryk for en stigende politisering af den offentlige debat i Danmark i 1840’erne. Frem mod indførelsen af Grundloven i 1849 blev de forskellige politiske positioner mere fremtrædende i debatten, heriblandt den nationalliberale position, som Høyen tilhørte. Den konstitutionelle forfatning, hvor en lidt bredere del af befolkning fik andel i magten over landet, var et vigtigt fokus for de nationalliberale. Derfor var de også interesserede i, at en større del af befolkningen skulle være dannede og kende til landets historie og til, hvordan samfundet fungerede. Den dannelse kunne kunsten være med til at styrke. Høyen var dog ikke den eneste, der var optaget af fortiden og af det nationale på dette tidspunkt; denne interesse prægede også de politiske debatter, litteraturen og andre kunstformer både i Danmark og i resten af Europa. Høyen var på den måde en del af en langt større tendens, men det gør ikke hans indflydelse på de danske kunstnere mindre væsentlig.

Modstandere og tilhængere

Kunst i forskellige former, herunder også billedkunst, betød meget for politikerne og andre fra den københavnske elite på dette tidspunkt, og derfor gjorde Høyens mange indflydelsesrige positioner ham også upopulær i nogles øjne. Denne utilfredshed kom særligt til udtryk i den konservativt orienterede avis Flyveposten, hvor Høyen løbende blev kritiseret for at holde en bestemt gruppe kunstnere udenfor til fordel for andre og for at bruge sin position til at skabe gode vilkår for lige netop den kunst, han selv foretrak. Den nationalliberale avis Fædrelandet forsvarede derimod både hans holdning og de kunstnere, der skabte kunst ud fra de nationale/skandinavistiske idéer, som Høyen havde fremlagt ved foredraget i 1844. Den nationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-1870) var en god ven og samarbejdspartner for Høyen, og de to sørgede for, at der blev organiseret mange private og offentlige bestillinger og kunstindkøb hos de kunstnere, der skabte kunst med danske og skandinaviske motiver. Lehmann købte og bestilte også selv en del kunstværker til sin egen private samling.

Langvarig indflydelse

I midten af 1800-tallet var det, vi i dag betragter som guldalderkunst, jo samtidskunst, og Høyen havde stor indflydelse på denne kunst. Hans indflydelse i sin egen tid betød, at mange af kunstnerne af hensyn til deres anerkendelse, økonomi og kunstneriske frihed var bekymrede for, hvad professor Høyen mon ville synes om deres billeder. I deres breve kan man indimellem læse, at de tænker meget over, hvad han mon vil mene om deres billeder. Derfor har nogle af kunstnerne måske også tilpasset deres malerier til hans smag.

Fordi Høyen både stod for at indsamle til Det Kongelige Billedgalleri og for at købe ind til Selskabet for Nordisk Kunsts samling, der siden blev fordelt mellem ARoS og SMK, har han også haft stor indflydelse på de kunstudstillinger, vi kan se i dag. Mange af de i dag bedst kendte guldalderkunstnere var nogle af de kunstnere, som Høyen blev beskyldt for at favorisere. Høyen blev blandt andet meget begejstret for kunstneren Johan Thomas Lundbye (1818-1848), så i 1843 købte han derfor straks Lundbyes store maleri af ”En Dansk Kyst”, der har hængt fremme på SMK næsten lige siden. 

Johan Thomas Lundbye (1818-1848): ”En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord”, 1843, olie på lærred, 188 x 255 cm. N.L. Høyen var meget begejstret for kunstneren Johan Thomas Lundbye, der malede danske landskabsmalerier, tog del i den nationale debat og som blev dræbt som dansk soldat i 1848 under 1. Slesvigske Krig. Maleriet her imødekommer Høyens idéer om at skildre den storslåede danske natur – og historien og folkelivet er også kommet med i form af et par bønder og en middelalderkirke et sted i baggrunden. Foto: Statens Museum for Kunst