Om Betingelserne for en Skandinavisk Nationalkonst’s Udvikling

Et Foredrag, holdt d. 23de Marts 1844 i det Skandinaviske Selskab af R. Høyen, professor

Forfatteren har indskrænket sig til at omtale vore egne Forhold, som dem han kiender bedst. Konsten har imidlertid, saavel i Norge (førend Kalmarunionen[1]) som I Sverrig, havt en lignende Skiæbne som hos os, og Betingelserne for dens Fremtids Udvikling have ogsaa, navnlig i Sverrig, megen Lighed med dem, der her anføres for Danmark. Den Forskiellighed i Udførelsen, som viser sig hos de forskiellige Mestere i samme By, vil naturligviis endnu mere giøre sig gieldende hos Konstnere i forskellige Lande; men hvor der er et saa gammelt, saa nøie Slægtskab som mellem Skandinaviens Folk, der vil det faae en overordentlig Indflydelse, naar Konstneren betragter hele Norden som sit Fødeland, hele Nordens Historie, som sit eget Folks Historie, og dertil sigter Forfatteren ved Udtrykket: Skandinavisk Konst.

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Af vore hedenske Forfædre modtoge vi ingen Konst.

Fremmede bragte os Kristendommen. Kirker bleve opførte og udsmykkede. Vi modtoge Indtrykket af normannisk tydsk, nederlandsk konst, men et Tidsrum af meer end femhundrede Aar var ei istand til at give det Fremmede en eiendommelig Udvikling her i Landet.

Reformationen kom. Geistligheden blev fattig og beskeden, Adelsvælden steeg. Herregaarde og Slotte bleve prægtigere, men Konsten vandt endnu ingen Indfødsret. Vi fik vore Bygmestre fra Tydskland og Holland, og derfra hentede vi ogsaa vore Billedhuggere og Malere. De skiønneste Minder fra denne Tid skylde vi Frederik den anden[2] og Christian den fierde[3]. Deres Borge staae endnu som Danmarks herligste Prydelser. Ville vi udenfor dem have Vidnesbyrd om Konsten dengang, da maae vi som oftest søge dem i Gravkapeller og Portraitsamlinger.

Under Christian den femte[4] og Frederik den fierde[5] optraadte indfødte Konstnere ved Siden af middelmaadige franske; thi fransk Indflydelse afløste den nederlandske. Men de giengave kun en svag Afglands af fremmed Herlighed. Da et kongeligt Konstakademie stiftedes i Aaret 1754[6], altsaa næsten hundrede Aar efter Souverainitetens Indførelse[7], var der endnu saa trang Tid paa danske Konstnere, at man maatte indkalde Udlændinge til at besætte de vigtigste Læreposter.

Konsten fik derved det, som den paa den Tid trængte til: et Støttepunkt for den ydre Anseelse, en mere banet og tryg Vei for Begynderen; og det viste sig snart, at det her hverken fattedes paa naturlige Anlæg eller paa Lyst. Abildgaard[8], Poulsen[9], Juel[10], Wiedewelt[11] og Harsdorff[12] indtoge en hæderlig Plads i deres forskellige Fag, Clemens[13] erhvervede sig endog en velfortient europæisk Berømmelse.

Naar det Forældede, det Uhensigtsmæssige i Konst-Akademiernes Indretning nu kan antages som almindelig erkiendt, og naar man maa bifalde den træffende Yttring af en aandfuld Forfatter, at de kun ere Drivhuse, som den første kraftige Vaarsol vil giøre overflødige, saa tør vi imidlertid ikke forglemme, at vi, uden Frederik den femtes Stiftelse, neppe havde havt Thorvaldsen[14]. Det var Akademiet, som gav denne sieldne Genius, hvis ungdommelige Frygtsomhed hartad[15] var stærkere end hans Talent, Mod til at vove de første Forsøg. Det var Akademiet, som sendte ham til Rom, hvor han fandt redebonne[16] og formaaende Beskyttere, hvor Kræfter, der ellers stode i den uforsonligste Kamp, fredelig enedes om at give ham den meest forønskede[17] Leilighed til at smykke sin Tinding med en Krands af Verdens Navnkundighed[18]. Havde vort Konst-Akademie ingen anden Fortieneste end denne, saa havde det ene herved vundet den gyldigste Adkomst[19] til Kiærligen at mindes.

Men for os er det vigtigt ikke at glemme, at Thorvaldsen tilhører Europa, og navnligen Italien, idetmindste ligesaameget som os. Det var engelske, italiænske, tydske, russiske Rigmænd, det var fremmede Fyrster, som satte ham i Virksomhed i henved en halv Menneskealder, medens han for os kun udførte de fire runde, halvophøiede Arbeider, som nu paa deres høie Stade over Slotsporten ere unddragne Nydelsen, og en Døbefont til en fyensk Landsbykirke.

Da han første Gang (1819) igien saae sit Fødeland, da var han omgivet af den Glorie, som et stort Navn giver. Hans Værker kiendte vi for Størstedelen kun af Rygtet; det var hans Berømmelse vi jublede imøde, førend vi endnu ret kiendte hans Bedrifter. Det var den store Landsmand, baaret af europæisk Navnkundighed, der herhjemme modtog Bestillinger af et mere udstrakt Omfang end han nogensinde før havde faaet dem – men i Gibs og brændt Leer, istedet for at han var vant til at lade sine Billedstøtter fremstaae i det skinnende Marmor.

Han gik igien tilbage til Italien. Hans Ry udbredte sig bestandig videre. Polen. Tydskland, Engelland, Italien lode ham forevige Fredens og Krigens Helte, verdslige og kirkelige Fyrster; vi havde ikke een af vore berømte eller fortiente Mænd saa kiær, at den største europæiske Konstner, vor egen Landsmand, kom til at sætte ham et Minde. Det var ikke nye Bestillinger, som atter kaldte ham tilbage til Fødelandet, det var hans eget fædrelandske Sind, det var Kiærlighed til vor fælleds Moder, som drog ham tilbage i vor Midte, for at berige og smykke sin Fødeby med alle sine Skatte.

Det er vigtigt, at vi kalde os dette i Minde, selv idet vi med Fasthed hævde den Ret, vi have til at kalde Thorvaldsen vor, og det saameget mere, som han aldrig selv har fornægtet det, hverken i sin Tale eller i sine Værker. Den ædle Ligefremhed, den Ærlighed, den Uskyldighed, som høre til deres skiønneste Præg, har sin Rod dybt i Norden. Mangt et Ungdomsarbeide af nordiske Konstnere bære Tegnet paa det samme Slægtskab; det glimter frem midt imellem alle vor Konstskoles Svagheder, men det viser sig i hele sin Forherligelse i vor store Mesters Værker.

Hvilken Triumf for os, dersom vi havde havt en endnu større Andeel i denne Konstners Udvikling! Hvilken alvorlig Lære for os, at vi først af Udlandet maatte erfare, hvilken Stolthed vi havde i ham! Hvilket Savn, at nordiske Erindringer, nordisk Historie kun indtager en saa lille Plads i den lange Række af hans Mesterværker! Hvilken Daarlighed her at ville indbilde sig, eller trøste sig med, at det var en ædelmodig Opoffrelse af vor egen Hæder til Fordeel for hele Europa.

Vi havde modtaget en rig Gave af vor store Mester, lader os vel betænke, at vi tillige havde modtaget en stor, en alvorlig Forpligtelse. Hvergang vort Blik fæster sig paa Thorvaldsens Museum[20], bør det levende minde os om, at det staaer som en Opfordring til ved Kiendsgierninger at godtgiøre, at vi have fortient det. Lader os ret skiønne paa det heldige Varsel, at den ædle Giver fandt en Bygmester, som tilgavns forstod at udtale, hvad Hensigten var med hans Gave.

See vi hen til vore Konstneres Virksomhed herhiemme i dette Aarhundrede, da opfylder den neppe de Forventninger, som bleve vakte i det forrige, og det er langtfra, at den svarer til den Forestilling, som Udlændingen maa danne sig efter i Rom at have seet Thorvaldsens Arbeider. Vi kunne nævne ikke faa, tildeels betydelige Talenter, men hvor ofte staae de ikke som Planter, der favne den rette Jordbund, trykkes af den barske Luft. Vi see frodige Spirer, men de hensygne, og Blomsten udfolder sig ikke med den Friskhed og Duft, som Knuppen bebudede. Vi spore Anlæg og Lyst til at udpræge et nordisk Sind i Steen og Farve; men det er som om Modet eller Kraften manglede til at lade Villien gaae over i fuldmodnet Daab. Og har dette Sind, denne Stræben ogsaa fundet en Gienklang som den fortiente? Er vore Konstneres Mod blevet oplivet, deres Kræfter understøttede ved en kyndig Styrelse, en virksom Opfordring til værdige Idrætter[21]? – Er der for Alvor en Overbeviisning om den store Betydning folkelig Konst kan have, og hvisker der ingen Tvivl: at Kunsten dog i Grunden kun er en Overdaadigheds-Vare, som vi maaskee nemmere og med mindre Bekostning kunde hente fra Udlandet? – Jeg vil gierne troe at der i denne Forsamling ikke findes nogen, som nægter, at det er Konsten, som lader et besiælende Liv strømme ind i Haandværket, at det er giennem det aandigt udviklede Øie, at Tanken beriges med opklarende, nye Forestillinger, at det er den levende giensidige Paavirkning af Konstneren og den Lærde og Haandværksmanden, der først fuldstændig begrunder en folkelig Dannelse. Men tør jeg med samme Sikkerhed stole paa, at den Magt, der burde ligge i en saadan Erkiendelse, ikke svækkes ved Hensyn til de mere tarvelige Kaar i Danmark, ja i hele Norden, naar der sammenlignes med rigere Lande; eller ved den Mistillid, som kan opstaae, naar vi bedømme vore Naturforhold og vor Levemaade efter det Liv, den Natur, som vi finde under et mildere Himmelstrøg? –

Alt for let og alt for ofte oversees det, at en ærlig Lyst, en ægte Sands ogsaa yttrer sig deri, at man forstaaer at sætte de rette Grændser for sin Attraa[22]. Men heel forskiellig vil denne være, hvor Rigmændene kappes indbyrdes og med Regieringen i at samle ældre og nye Konstværker, i at danne elegante og rigt udstyrede Kabinetter og Gallerier, og der, hvor Sandsen, saafremt den skal vinde Betydning, maa antage en reen demokratisk Retning. Det er ikke en Sammendyngen af al Verdens Konstskatte, som man her tilsigter; men det er en Trang efter at see det fremstillet, som især lever og bevæger sig i Folkets Indre, der skal tilfredsstilles. Det er en Længsel efter den velgiørende Følelse, at de offentlige Omgivelser harmonisk lade en almindelig, dybtfølt Stemning gienklinge. Man vil kun det, som fører til dette Maal, men man vil det med Begeistring, med Kraft, med utrættelig Vedholdenhed.

Talen er altsaa ikke om Enkeltmands Forkiærlighed og Tilbøielighed, men om den Lyst, hvori vi alle mødes, i hvis Tilfredsstillelse vi alle ville finde en fælles Glæde. Kun naar Konsten fremtræder saaledes, vil Danmark, vil Norden ei være for Fattig til at lade den udskyde i frodig Vært. For den vil Almuesmanden have sin Skiærv[23] tilovers, den Rige maa søge en Luksus i at bidrage til den; og Regieringen bør sætte sin Stolthed, sin Hæder i de folkelige Monumenters Skiønhed og Betydning.

Dog, det er saare langt fra, at denne Bestræbelse er rigtig kommen til Bevidsthed i vort Fødeland. Seer hen paa vore Torve, vore offentlige Bygninger, vore Spadseregange, vore Kirkegaarde, og hvortidt mødes ikke Øiet af Fattigdom eller Tomhed! – Betragter vore Konstudstillinger: næsten Alt gaaer der ud paa at stille Hiemlivet øverst, at trække sig sammen i sin Skal, i stedet for at aabne Hiertet for en stor, begeistrende, almeen Nydelse. Det er Middelmaadigheden, som staaer sig godt herved; med den bæres der over, den pleies, medens det Bedre ofte behandles med Strænghed, eller misforstaaes, eller reent tilsidesættes. Men dette Forbund mellem Selviskhed og Smaalighed og Middelmaadighed koster ikke saa lidet, og de Summer, som Aar for Aar saaledes henødsles, vilde, rigtigt anvendte, tiene til at aabne Øiet, vække Sindet og give Mod til større Opoffrelser. Ak, naar vi blot ret kunde faae Øinene op, ret blive os bevidste, hvilket Øde her hersker trods alle vore Konstanstalter! Naar vi blot ret kunde føle, hvilken Sløvhed vi have vandret i, og hvor brovtende det lader, naar vi giøre os til af vort Landsmandskab med en stor Mand, dersom vi ei ville efterfølge det Eksempel han har opstillet! – Det er ikke Sands eller Følelse, som det skorter paa hos det danske Folk; jeg er overbeviist om, at Hiertet her slaaer ligesaa varmt, Øiet seer ligesaa sundt, som hos vore sydlige og vestlige Naboer, - naar vi blot ret kunde blive vaagne! Kunde Folket vækkes for Alvor, saa matte Regieringen komme det imøde; har den giort Misgreb, saa maae vi tillige vel erindre os, at den hidtil saa godt som ene har været Konstens Talsmand iblandt os.

Altsaa, ville vi have en folkelig Konst, maae vi opgive al smaalig privat Interesse. Vi maae samle vore Kræfter, vi maae klart og skarpt stille os vort Maal for Øie. Al Adsplitten er her fordærvelig. Jeg erkiender fuldkommen hele den Betydning, hele den Virkning, der kan ligge i og udgaae fra et enkelt Konstværk; men enhver Bestræbelse, der gaaer ud paa ved en spredt Virksomhed samtidig at ville saa at sige sørge for hele Landet, kommer ikke til at bære Frugter. Ligesom alle private Hensyn, saaledes maae ogsaa alle provindsielle Hensyn forsvinde. At et dygtigt Konstnerliv yttrer sig i Hovedstaden, at offentlige Haller, Torve, Spadseregange her faae et talende Udseende, at Sind og Tanke her bliver oplivet ved Synet af ædle Konstværker, det bør være en Glæde, en Stolthed for hele Landet. Lykkes det først, da vil Konsten nok vide at finde Vei selv til de fierneste Provindsstæder.

En saadan alvorlig Villie, der gjør sig gieldende i Handling, vil ogsaa blive den kraftigste Hielp for vore Konstnere til at overbevise enhver Tvivler om, at Solen ingenlunde er for mat, Landet ingenlunde for goldt, til at skiænke deres Værker Varme og Duft. Konstneren vil da komme til at føle sig hiemme og de halvsygelige Længsler ville forlade ham. Han ville komme til Erkiendelse af at der paaligger ham et Kald, som bør være ham dyrebart. Der aabner sig en større, en mere betydningsfuld Kampplads for ham, hvor det ikke allene kommer an paa at udvikle Talentet og faae det paaskiønnet, men hvor han tillige kæmper for sit Fødeland, for hele den nordiske Natur, for Folkelivet og alle Fortidens store Erindringer. Det er en Kamp, som skal føre Beviset for, at Konsten, ligesaa lidt som Historien og Poesien, savner en Eiendommelig Tunge i Norden.

Men skal da en saadan folkelig Konst indskrænke sig indenfor Fødelandets Grændser, eller indenfor Skandinavien og dens Historie? Skulle vi bortvise os fra det rige Stof, som græsk og christelig Oldtid have overleveret os? Jeg i det ringeste kunde aldrig ønske, at Konstnerfriheden paa den Maade blev bundet. I Bibelen og Homer[24] sprudler der et frisk, uudtømmeligt Væld, et Væld, som bestandigt bliver mere tilgængeligt, altid vil være lædskende og vederqvægende[25] for Alle. Nye Veie aabne sig for Behandlingen heraf, og vi skulde smaaligen afflukke os, frygtsomme overskiære et Slægtskabs-Baand, der saa inderlig knytter os til det store europæiske Samliv? – Det var da det værste Tegn paa, at den Begeistring vi nærede for Konsten var syg i sin Rod og vilde hendøe, inden den endnu ret havde ladet sine første Skud skyde iveiret! – Men ligesaalidet tør vi opgive vort egentlige folkelige Liv, og skal Konsten komme til Kræfter iblandt os, ikke blot faae Skinnet[26] deraf, da maa den slaae sine Rødder dybt i dets Tilværelse. Nordens Historie, støttet paa Landets og Folkets Grundtræk, det er det Stof, hvoraf den Konst, som vi have modtaget fuldvoxen udenfra, maa gienfødes iblandt os, dersom den ei skal staae som et forstenet Aftryk. Først da kan Folket i den gienkiende Been af sine Been, og Kiød af sit Kiød, og den vil blive det kiær som Barnet for Moderen, naar dets Træk vækker hellige, dybtindprægede Minder.

Dog en saadan Konst fremmanes ei ved et Trylleslag, den udvikler sig kun som Frugten af en dyb Begeistring, af en inderlig Overeensstemmelse mellem Konstneren og hans Publikum. Det er ikke Talentet, som her ene giør Udslaget, men tillige det ægte folkelige Sind. Det er ikke for en ørkesløs gabende Hob at Konstværket skal fremstilles, men for Landsmænd, som vente at see en livfuld Opfatning af hvad der lever i deres Hierter. Det er ikke en tom Nysgierrighed, som jager efter et nyt Stof, men det er en hellig Følelse for Fødeland og Forfædre. Ubanet og møisommelig er den Vei vi opfordre vore Konstnere til at betræde. Rundt omkring paa Danmarks Øer og Sletter, mellem Norges og Sverrigs Fielde er det, at de skulle forberede sig, og giøre sig fortrolige med Folkelivet i dets Sysler og Adfærd. Og vi udsende dem ikke for siden efter at see os omgivne af speiltroe[27] Prospekter[28] og Costumebilleder[29], men fordi vi haabe, at deres Sind og Øine skulle oplades for det betydningsfulde Naturliv selv der, hvor det aabenbarer sig saa alvorligt, ja barskt, som paa den aabne Hede eller imellem nøgne Klipper; vi haabe, at de skulle være mægtige til ud af Folkelivet at gribe de oprindelige Stammetræk, saa at disse klart træde os imøde. Nordboen maa først opfattes i hele sin Eiendommelighed, Sandsen maa først skærpes for det Store og Hiemlige i den os omgivne Natur, for at vi kunne haabe at faae en folkelig, historisk Konst. Indtil det er skeet, maae Skandinaviens Oldsagn og Bedrifter forgieves vente paa at aabenbare sig i Form og Farve. Vi høre Stamfædrenes dybe, klangfulde Stemmer tone til os giennem Seklers[30] Afstand, Braget af deres Vaaben gienlyder endnu, men naar vort Øie søger de Træk, som tykkes[31] os saa fortrolige, saa velbekiendte, da stirre vi, som Vandreren paa en taaget Dag, forgiæves rundt omkring, kun det tætte graa Skyvæv møder Øiet, hvorhen det vender sig.

Vel sandt, den seirende Christendom tilintetgiorde mange af vor Oldtids største og vigtigste Minder. Vore Guder blegnede for Kirkens stærkere Lys. Men vort Tab dele vi med de øvrige germaniske Stammer, uden at disse have havt vort Held, at bevare de gamle Stammesagn i deres oprindelige Tunge og Form. Heller ikke omdannede den nye Lære brat de gamle Sæder[32], Nordboen holdt trofast paa dem, og endnu længer varede deres Minde. Værker som Heimskringla[33], Fortællingerne om Nial og Eigil[34], og saamange andre Sagaer, give os endnu et omstændeligt og levende Billed af hine Tider og deres kraftige, frie Folkeliv. Selv giennem Saxos latinske Krønike[35] lyder den gamle danske Heltesang. Heller ikke er endnu, efter Aarhundreders Forløb, ethvert Spor af Oldtiden udslettet. Den taler endnu til os giennem Smykker, Vaaben og Bohave, den staaer for os i Norges Trækirker, i Bielkehusene der og i Sverrig. Og hvad der er det vigtigste, det er det samme Folk, som lever i disse Egne, de gamle Guders og Heltes Træk ere nedarvede paa Nutidens Sønner. Den Simpelhed og Diærvhed[36], det patriarchalske Liv, som vi endnu træffe i Fiskerleierne og i Bønderbyerne omkring i Danmark, og endmere betegnende i Søsterrigernes afsidesliggende Dale, dybtindskiærende Fiorde, der hvor det afsondrede Liv, selv i Klædedragten, har bevaret mere af det oprindelige Præg, kaster endnu bestandig et oplysende Skiær over hine Dage. – Dog, disse Gestalter[37] ere plumpe[38], deres Lystighed er drøi, deres Sorg uden Værdighed og Anstand. Ja, Kulturen har rigtignok endnu ikke afslebet enhver Kant; Opdragelsen har endnu ikke der lagt Baand paa mangen Yttring, som vi andre hellere dølge[39] i Hiertets Folder; deres Bevægelser, deres Klædning røber et nøisomt, haardført Liv. Men for den, der seer nøiere til, hvis Deeltagelse ikke bliver svævende paa Overfladen, for den rette Konstner er her en rig Grube med ædelt, gediegent Metal. Hæv blot denne Skat, og den vil glimre i Alles Øine. Hvorofte har ikke Hiertets Følelse udbredt den meest jomfruelige Ynde over Bondepigens Aasyn, og adlet hendes kraftige Bygning! Med hvilken Ro kan ikke et ærligt, et høimodigt Sind male sig i Bondens Ansigt, og med en Oprindelighed, en Bestemthed, et ægte folkeligt Stempel, der saa let forviskes og bortglattes ved Dannelsen. Eller skulde maaskee vore Konstnere være blinde for den Inderlighed, den Dybde i Følelsen, hvis straalende Glimt ikke engang Vanvidet kan udslukke?*) Eller for den ærlige, diærve Munterhed, der vederqvæger som det kraftigt skummende Bæger? Eller skulde det maaskee blot være vore Digtere forundt at øse af dette frisksprudlende Væld? –

Og nu vor Oldtids Historie! Behøver jeg at gienkalde i mine Tilhøreres Erindring alle de Navne, der fra vor Barndom have klinget i vore Øren som Eksempler paa Blufærdighed, paa Heltemod og Troskab, paa den reneste trofasteste Kiærlighed? Behøver jeg at nævne Sigrid og Ottar, Biarke og Viggo, Hagbarth og Signe, Hialmar og Ingeborg, Baldur og Nanna?[40]

De sidste Navne ere alt inden for Gudesagnenes Kreds, og hvorledes vilde det ogsaa være muligt at udelukke denne fra Konstens Bestræbelser, saa store end de Vanskeligheder torde være, som her træde i Veien. Den Glorie af Tapperhed og Krigerdaad, som omgiver Nordboen, udstraaler fra Valhal; derfra sender Kiærlighed og Skialdskab ham deres formildende Aande; der engang at samles med Guder og Helte, det er hele hans Higen. Livet i Valhalla er det samme Liv, som der skildres os i Høvdingens Hal, men hævet over de jordiske Vilkaar, og i Kongen, i Helten, i den fribaarne ædle Qvinde afpræger sig igien en eller anden Side af Gudelivet. Stod derfor det gamle Helteliv først klart for os, da vilde Overgangen til Fremstillingen af de meest fremtrædende Gudegestalter alt have tabt endeel af sin Vanskelighed.

Dette har imidlertid ikke været Tilfældet. Tilskyndede ved Opgaver, lokkede ved de kiække Træk, de store Former, hvorunder de fornemste Guder optræde, og ved den nye, vanskelige, men ingenlunde betydningsløse Symbolik, have, saavel her som i Sverrig, Konstnerne fortrinsviis prøvet deres Kræfter paa at fremstille Aserne[41]. Betragte vi deres Arbeider, da kunne vi ikke dølge for os selv, at de mangle Eenhed i Støbningen, at man let opdager fremmede Bestanddele, som blot ere tilsatte, ikke sammensmeltede. Men kunne vi, trods disse Mangler, miskiende, f. Ex. hos Freund[42], en rig Phantasi, et dybt Gemyt og Sands for det Mægtige i Nordens Myther? Har han og andre talentfulde Konstnere feilet, da er det deri, at de vilde skabe en Gudeverden, førend de tilfulde tiendte det historiske og folkelige Liv, som modtog sit Lys fra den, men ogsaa lod det straale tilbage paa den. De vare ved Konstværkerne blevne fortrolige med de græske Guder, og de vare opdragne til at betragte og efterligne antike Billedstøtter; det maatte derfor, ved Fremstillingen af nordiske Guddomme, forekomme dem som det første og vigtigste at bringe Harmoni tilveie mellem Figurerne og hele disses symbolske Udsmykning, og i deres Bestræbelser for at blive tydelige fik den sidste umærkeligt en alt for stor Vægt hos dem. Det stod endnu ikke klart for Konstneren, og vel heller ikke for dem, som stillede Opgaverne, at disse ikke skulde løses ad den symbolske, men ad den historiske Vei; at vi ikke vilde have Tempelstatuer, men Fremstillinger af det Liv, der i flere af vore Myther rører sig med eiendommelig Styrke, Vemod, Overgivenhed, og fremtræder med Træk, som vi hverken møde i græsk eller christelig Konst.

I en Tid som vor, da de historiske Undersøgelser ved Konstens Bistand udbrede et skarpere, renere Lys over Fortidens Physiognomie[43], som man tidligere knap anede giennem de vilkaarligt fordreiede Lineamenter[44]; da Interessen for den oldnordiske Litteratur bestandig er i Tiltagen, og Kiendskabet til vore Forfædre bliver meer og meer tilgængeligt og kiært for menig Mand; da der selv fra Konstens reen naturalistiske Retning, som vi ville ønske en sund og frodig Udvikling, kan vindes mangt et klarere Blik over nordiske Natur- og Livsforhold; vil ogsaa, ligesom vor Lyst stiger til at dvæle ved Begivenheder og Charakterer fra hine fierne Tider, selve Konstneren samle flere Kræfter til at overvinde de Vanskeligheder, der endnu taarne sig for ham. Han har ingen oprindelige Mønstre, det er sandt, og jeg tvivler meget paa, at han vilde være synderlig mere hiulpen ved at besidde slige rigt udpyntede Træbilleder, som dem vi finde omtalte hos Snorro[45], end Phidias[46] vilde have været det, ved at see hen paa de oldgræske Tempeldukker, eller end Raphael[47] vilde have følt sig hiulpen ved at studere forrøgede Mariebilleder med Sølvkrone og Guldglorie. Det er sandt, at ingen Konst kom til at udvikle sig i de nordiske Guders og Heltes Tieneste, men det saa skiønt og reent Menneskelige, der kommer tilsyne i Sagnene om dem, indeholder en sund Spire til Konst, og ofte er det, som om en plastisk Aand bebudede sig i dem, og blot ventede paa at udfries. Heller ikke er det uden Exempel, at en Kreds af religiøse og historiske Sagn kan behandles og udvikles af Konsten, selv om denne ikke er samtidig. Jøderne afskyede Billeder, og dog blev det gamle Testamente, dette herlige Stof for Maleren og Billedhuggeren, giennem Christendommen optaget og benyttet af andre Stammer og i fremmede Lande. Hvad Kirken der formaaede at giøre, det ville vi her haabe af Nationalitet og Historie. Slægtskabet mellem os og vore hedenske Forfædre er ikke uddøet, om end Følelsen for det i lang Tid var indslumret; kun langsomt begyndte den at vaagne, men den er stedse voxet i Kraft. Det er sandt, at med Templerne faldt Troen paa de gamle Guder, men vore Konstnere skulle jo heller ikke arbeide for Præsterne, deres Værker skulle jo ikke opstilles til Tilbedelse. Idet de maae opgive de Fordele, som det kirkelige Liv lader Konsten komme tilgode, maae de tillige søge deres Erstatning derfor i den større Frihed, hvormed de kunne vælge og behandle deres Gienstand. Det kan ikke undgaae deres Opmærksomhed, at Symbolet, hvor det ikke aldeles gaaer op i Guddommens Personlighed, underordnes til et simpelt Ornament, saasnart Konsten kommer til Giennembrud. Den maatte desuden, saavel i den hedenske, som i den christelige Tid, meer end det synes ved første Øiekast, frigiøre sig fra Kirken, førend den var istand til at udfolde sig i hele sin Pragt, og lade det reent Menneskelige, det eiendommeligt Folkelige fremtræde i en forklaret Skikkelse.

Og skulde nu, da Alt ruster sig hos os for at hævde og værne om vor Nationalitet, Konsten ene blive tilbage, og de kraftige Midler, der staae til den Tieneste, henligge ubrugte? Skulde den Iver, hvormed man i Udlandet søger at oplive ethvert folkeligt Minde da blive uden al Betydning for os? Og have da Konstnerne der ingen Vanskeligheder at kæmpe med, eller ere disse, F. Ex. hos Tydskerne, saa meget mindre end dem vi skulle overvinde? De have ingen Guder at fremstille, thi Sagnene om dem ere fast sporløst forsvundne; med mindre de, hvad der allerede nu ikke er uden Eksempel og for Fremtiden oftere tør blive Tilfældet, ville iklæde de skandinaviske Guddomme et tydsk Klædebon[48]. Men deres Helte i Kampen mod Romerne, deres Fyrster, som førte dem mod Ungarerne, deres gamle Sange om Niebelungerne[49], blive Forestillingerne herom maaskee understøttede af samtidige Konstværker**), eller har maaskee Naturen og Folkelivet der bevaret sig mere uforvanskede end i Norden? Imidlertid har netop Begeistring for disse folkelige Minder bidraget væsentlig til at give den tydske Konst sit Opsving. Flere af deres meest udmærkede Konstnere have prøvet Kræfterne paa at fremstille dem, og de ere blevne lønnede med et stort, almindeligt Bifald, uden at de derfor ere frie for lignende Mangler, som dem vi have bemærket ved vore fortrinligste oldnordiske Fremstillinger. Men slige Misgreb, der ikke udspringe af Mangel paa Følelse eller paa et dybere Blik, men vel af en vis Ubehændighed i at behandle et uvant Stof, eller i at benytte de tilstedeværende Hielpemidler, maae ikke skrives ene paa Konstnernes Regning, de tilhøre for en stor Deel Samtidens historiske Anskuelser. De ere heller ikke nær saa farlige som den Kulde og Ængstelighed, der bestandig peger hen paa dem, og derved ikke alene faaer dem til at falde i Øine, men ogsaa Fortrin af ulige større Betydning til at træde i Skyggen. Det er ikke ad en saadan Vei, at vi kunne vente, at give vore Konstnere Mod, eller selv at blive begeistrede for en sand folkelig Konst.

*) Saaledes som f. Ex. i Blichers Hosekræmmer, eller i Kruses Smiths Behandliger af det møenske Sagn om den hvide Pige.

**)Reent kirkelige Monumenter kunne her ikke have mere Betydning for dem, end de vllle have for os.