Film
Fremtiden bragede ind over Danmark. I 1888 kunne besøgende på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling opleve det bedste og nyeste, det unge industrisamfund kunne præstere. Utrættelige dampmaskiner, dynamoer og gasmotorer fik hjulene til at snurre, og cykler, koldt smør og konservesdåser imponerede. De fleste var begejstrede, mens andre så det nye som vejen til moralsk forfald. For hvad skulle unge mænd bruge de lange vinteraftener på, når de kunne købe en stol i stedet for selv at lave den? Ny teknologi deler vandene og forandrer samfundet. I dag gennemsyrer industrisamfundet dagligdagen på en måde, som udstillingsgæsterne i 1888 ikke kunne forestille sig. I filmen fortæller historiker Louise Karlskov Skyggebjerg fra Teknologihistorie DTU om udstillingen i 1888, og hvad den kan fortælle om det industrielle Danmark i slutningen af 1800-tallet.
Filmen er lavet af Emil Engelbrektsen fra Teknologihistorie DTU i forbindelse med Louise Karlskov Skyggebjergs bog 'Industri på udstilling - 1888'. Bogen er en del af Aarhus Universitetsforlags udgivelse af 100 danmarkshistorier, der er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.