Huusfliden, som vi have omtalt findes paa Sletten, staaer i nær Forening med den, der trives i selve Odense, hvor ogsaa en stor Deel Hørlærreder og Dreiler tilvirkes deels i de private Huse, deels i Fattiganstalterne.

I Fattiggaarden kjøbte jeg saaledes et Stykke temmeligen fiint Hørlærred; Lærrederne søges i den Grad, at kun dette ene Stykke var tilbage; ei heller havdes den Gang Forraad af Dreiler, som ligeledes finde god Afsætning, især Haandklæde-Dreiler.

En anden Industri, som ogsaa øves i Fattiggaarden, men for privat Regning, er Tilvirkningen af Kniplinger; Odense Fattigvæsens virksomme Bestyrer, Hr. Kammerherre Jens v. Benson, lader næmlig for egen Regning en Deel unge Piger oplære i Knipling. En egentlig vidtdreven Beskjæftigelse med Tilvirkning af denne Luxusvare er dog ikke derved foranlediget, og saaledes kjender man ei heller i Odense den skadelige Indflydelse, som Kniplingsfabricationen i Tøndern og dens Omegn har havt paa de unge Pigers Kaar.

I Forhold til Byens Størrelse har Odense mange offentlige Stiftelser til Kommunens Tarv; disse staae i nærmere eller fjernere Berørelse med Industrien; blandt samme kan jeg først nævne Odense-Tugthuus og den dermed forbundne Tvangsarbeids-Anstalt. Som sædvanligt, drives her grovere Uldmanifacturer; men Arbeidernes Antal, især i Tugthuset, er for lidet, til at en egentlig Fabrication kan siges der at finde Sted.

Hvad der er behageligt at see er Fangernes gode Udseende, som vidner om den gode Behandling, de nyde; men sørgeligt er det, at saadanne kraftige, dygtige, unge Mennesker, og dette vare de fleste, ved Forbrydelser, maaskee et Foster af Dovenskab, ere berøvede det frie Brug af Kræfter, der bedre kundne anvendes end ved det ringe Arbeide, hvormed de kunne sysselsættes i et Tugthuus. Den flygtige Sammenligning, jeg kunde anstille mellem Tugthuusfangernes, Tvangsarbeidernes og de Fattiges Forsørgelse, syntes at vise, at den staaer i omvendt Forhold til hvad Kaar, de ved deres forudgangne Levnet maatte vente at berede sig.

Hermed være ikke sagt, at Forsørgelsen af de Fattige i Odense i nogen Henseende staaer tilbage for hvad den burde være; tværtimod er den af Fattigvæsenet ydede Forsørgelse der, som paa de fleste Steder, ulige bedre, end den, som den Fattige forskaffer sig selv i sin ringe Vraa; men, medens Menneskeligheds-Følelsen tilfredsstilles herved, opstaaer saare let den mere practiske Betragtning, at den gode Forsørgelse fremkalder Fattiglemmer; at Fattiglemmet just ikke føler sig saameget ulykkelig ved at være Tvangsarbeider, da han saaledes er vis paa ubekymret at nyde en fuldstændig Forsørgelse, medens han, som fri, muligen kun ved overordentlig Anstrengelse og selv da usikkert erhvervede Underhold for sig og sin Familie; at Forbrydelse ikke i høi Grad forværrer hans Stilling.

Det er saaledes kun det Skammelige i at søge hos sine Medborgere Understøttelse, uden virkeligen at være trængende, der skulde tilbageholde den, der er i ringe Kaar, fra at søge Fattigvæsenet, en Følelse, der er sløvet, da den Fattige ret vel veed, at han kan beskatte sine Medborgere, og altsaa Stodderen har lige Ret med Kongen. Det er kun tabet af Frihed, der gjør Tvangsarbeidshuset og Tugthuset afskrækkende, naar Æresfølelsen først er tabt, og dette Tab føles af Mangen mere, fordi han ikke nu kan gjøre uværdigt Brug af sin Frihed, f. Ex. forskaffe sig alle Slags raae Nydelser, end fordi han har bevaret Følelse om Frihedens sande Værd.

Disse Betragtninger er der vist stor Anledning til ofte at anstille; de vise, hvor vanskelig den hele offentlige Forsørgelse baade af den Fattige og Forbryderen er, hvor store Besværligheder der opstaae ved, at det Offentlige, hvad iøvrigt ingenlunde er raadeligt, maa optræde som Fabriksherre, for at sysselsætte de det saaledes undergivne Personer, hvor indskrænket og lidet lønnende den her mulige Arbeidsfrembringelse er.