Artikler
Lovgivning om et egentligt offentligt fattigvæsen blev for den sønderjyske landsdel indført i 1700-tallet, hvor fokus var på værdigt trængende. I 1800-tallets første årtier steg behovet for hjælp, og holdningen til fattigordninger ændredes. Fra 1840’erne oprettedes såkaldte fattiggårde, som først blev afskaffet med socialreformen i 1933.
1700-tallets fattigvæsen
Et offentligt fattigvæsen blev først indført i Slesvig af Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746). Loven, udstedt 1736, påbød indførelsen af offentlig fattigforsørgelse i Slesvig og den kongelige del af Holsten. Det var en rammelov, der kom til at gælde frem til 1841/42. Der blev givet de sande, almisseværdige fattige ret til understøttelse, og der blev givet mulighed for at inddrive fattigskat, hvis der ikke kom frivillige bidrag nok. Allerede eksisterende lokale fattigordninger i flere større byer blev dog stadfæstet. I de kongerigske enklaver gjaldt eksempelvis en tilsvarende lov fra 1708 om tiggere og fattige.
Værdige fattige var gamle, syge, invalider, de der var belastet af mange børn, og de der tjente så lidt, at de ikke kunne ernære sig selv. De skulle underholdes på det sted, hvor de hørte hjemme eller havde hjemstedsret, dvs. hvor de var født, opdraget eller havde opholdt sig det meste af deres liv. Der skulle oprettes en fattigkasse, og en fattigbestyrelse skulle en bestemt dag i hver uge uddele understøttelsen i form af naturalier og penge. Men en række år med kvægsygdomme, misvækst og deraf følgende dyrtid betød, at indsamlingerne gik i stå, så hensigten med loven blev ikke opfyldt. På landet blev fattige ofte henvist til ’fattighuset’ eller sendt på omgangsforsørgelse.
I 1790’erne var nøden så stor, at der fandt optøjer sted rundt omkring i hertugdømmerne. Med oplysningstidens større sociale forståelse blev der sat skub i tanker om reformer, især fra privat side. Der blev oprettet spinde- og strikkeskoler i de lidt større byer, alle med en kort levetid. Ofte udleverede man råvarer til de fattige til forarbejdning i hjemmet, og enkelte steder oprettedes arbejdshuse, fx i Tønder 1822.
Oprettelsen af fattiggårde
I takt med at behovet for hjælp øgedes i de første årtier af 1800-tallet ændredes holdningen til de fattige drastisk. I 1836 vedtog Stænderforsamlingen et forslag om en ændring af de hidtil gældende fattigordninger. Man ønskede at begrænse den sociale forsorg, idet man ville skræmme folk fra at søge hjælp ved at gøre hjælpen ydmygende og umyndiggørende.
Den 20. december 1841 blev Fattigvæsensanordning for hertugdømmerne Slesvig og Holsten udstedt, en lov som bl.a. anbefalede oprettelsen af fattig- og arbejdshuse, de såkaldte fattiggårde. Understøttelse kunne herefter kun undtagelsesvis ydes uden for fattiggårdene. I det nordlige Slesvig blev den første fattiggård bygget i 1815 i Burkal Sogn, i 1841 fandtes der 13 fattiggårde og i 1894 i alt 63. I hele Slesvig blev der oprettet omkring 150 fattiggårde. Idéen med at bygge fattiggårde bredte sig herfra til Kongeriget, hvor der fra 1860 og frem til århundredets slutning blev bygget ca. 375 fattiggårde. I løbet af 1880’erne gennemførte Preussen en række sociale love baseret på forsikringsprincippet, og det førte til en forbedring af forholdene. Først med K.K. Steinckes socialreform af 1933 blev fattiggårdene afskaffet, idet almisseprincippet blev erstattet af retsprincippet.
Sideløbende med fattiggårdene havde næsten alle sogne et fattighus, ofte i en meget dårlig stand. At bo i fattighuset betød ikke noget indgreb i ens personlige frihed, mens beboerne på fattiggårdene mistede deres personlige frihed og måtte leve under velordnede forhold, men under et strengt reglement, som lagde deres liv i helt faste rammer.
Artiklen er oprindeligt trykt i ”Sønderjylland A-Å”, Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.), Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Publiceringen på danmarkshistorien.dk finder sted i samarbejde med Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland.
