Omkring Socialreformen

SOCIALREFORMEN er færdig fra Folketinget, og nævneværdigt Besvær vil den ikke faa ved at naa Vejs Ende, blive Lov og Administration. Firmaet Steincke & Krag staar inde for, at Reformen vil blive det danske samfund til Gavn og Held og lad os saa haabe det bedste!

Vi har aldrig ladet det mangle paa Respekt for den Indsigt, de Hensigter og den Arbejdsudfoldelse, Socialminister Steincke har nedlagt i dette store Lovværk. Vil og tør man – og det har Venstre altså, om ikke villet, saa dog turdet – binde Fremtiden til en Ordning, der vel i mangt og meget reformerer, men netop gør det for at fastlægge og sikre Udviklingsresultaterne fra en meget langvarig, meget aktiv, meget optimistisk, og indtil for ikke ret længe siden ogsaa økonomisk ret Bæredygtig Periode – vil og tør man dette, saa er det ganske i orden, at det bliver gjort ved en Lex Steincke. Og saa er Dr. Krag ogsaa nærmest til at kontrasignere.

Men betragter man det Omslag i Vilkaar, vort Samfund har oplevet, siden Hr. Steincke Udarbejdede sin Reform, og betænker man navnlig, hvilket Sammenbrud der er sket i de Forudsætninger fremefter, paa hvilke man forlod sig ved tilblivelsen og Modtagelsen af Forslaget, og som man i det længste søgte at hævde i Haabet, saa stiller det sig yderst tvivlsomt for En, om Hr. Steinckes Fortjenester af selve Reformen ikke vil ende med at paaføre netop ham et sandt Misdæder-Ansvar. Thi uden Hr. Steincke ingen Socialreform i disse Krisestunder! Sjældent har en Mand kæmpet ihærdigere, utrætteligere, stædigere, bøjeligere, sagtmodigere, fyrigere, elskeligere, arrigere for sin Sag en Hr. Steincke. Det er et helt Eventyr. Man fristes til at sige, at Socialreformen til sidst red Partierne og Rigsdagen som en Mare. Den maatte vedtages, der var ingen anden Redning; Hr. Steincke omstraaledes til sidst af en sand Utaalelighedens Uimodstaalighed. Og saa lykkedes da for ham det Mesterstykke at faa Socialreformen placeret inden for det politiske Storforlig, hvor den i og for sig havde lige saa lidt at gøre som Færøerne i en Lov om Tørlægning af Smaalandshavet.

Under den afsluttende Folketingsdebat om Socialreformen vilde saa vel Hr. Steincke som Venstres Ordfører Hr. S. P. Larsen i Virkeligheden frakende de Konservative politisk og moralsk Ret til at gøre Reformen til Genstand for skarp Opposition, og der veksledes meget bitre Bemærkninger mellem Dr. Krag og Hr. Christmas Møller om Storforligets Forhistorie.

Forholdet er utvivlsomt det, at Socialreformens Indlemmelse i Forliget kom de konservative fuldstændig overraskende, men at det sandsynligvis ogsaa kun var Forliget, som det kom og som det blev, der holdt dem selv uden for Reformen. De var efter Sagens Natur principielt afskaaret fra at medvirke til en varigt bindende Lovgivning af Socialreformens Rækkevidde, naar denne Lovgivning knyttedes til en valutamæssig og økonomisk Politik som Storforligets.

Som i det hele taget saadeles ogsaa over for Socialreformen, ja endogsaa over for Hr. Steincke betød Forliget for de Konservative den Frigørelse, som ellers næppe var blevet den beskaaren, og som Forligets Parter af gode Grunde ikke under dem. Men baade Hr. Steincke og Venstres Talere glemmer stadig, at hvad Forliget indbragte de Konservative, dét kunde det aldrig have indbragt dem, dersom de ikke selv havde tilvejebragt den afgørende Forudsætning – den, at de holdt deres Krone-Ord og stod fast paa, at Kronepolitik og Lønregulering var to Sider at samme Sag.

Venstre valgte at skyde Kronenedskæringens svigefulde Genvej til Landbrugshjælp – og fjernede sig ad den Vej uigenkaldeligt fra det eneste mulige Grundlag for en samlet oppositionel Opmarche. De Konservative maa marchere alene – Venstre er kommet i stort og fint Selskab, nu ogsaa med Socialreformen.

Til Gengæld har de konservative Banen fri.