Den økonomiske krise

Baggrunden for Kanslergadeforliget var den dybe økonomiske krise og dens sociale følgevirkninger. Krisen var udløst af børskrakket på Wall Street i oktober 1929, hvor kollapset i den amerikanske økonomi bredte sig til resten af verden og fik alvorlige konsekvenser for bl.a. Danmark. Godt nok var landets økonomi i bedring efter kriseårene i 1920’erne, men dansk økonomi var ekstremt åben med stor samhandel med omverdenen, hvorfor landet var mere sårbart end lande med et større hjemmemarked.

Da Danmarks største handelspartnere, Storbritannien og Tyskland, blev ramt af krisen, påvirkede det derfor også dansk økonomi betragteligt. I første omgang viste krisen sig i landbruget, hvor svigtende afsætning og faldende priser på landbrugsvarer pressede bøndernes økonomi med det resultat, at et stigende antal gårde blev sat på tvangsauktion. I løbet af 1931-32 slog krisen også igennem i industrien og byerhvervene, hvorved arbejdsløsheden steg markant. I gennemsnit lå den for årene 1932 og 1933 på henholdsvis 32 % og 29 % for de organiserede arbejdere, og i nogle måneder endnu højere – som fx i januar 1933, hvor arbejdsløsheden kulminerede med 43,5 %.

Krisen blev yderligere forstærket af, at Storbritannien devaluerede sin møntfod i september 1931. Det skete, idet Storbritannien forlod guldstandarden, hvor et pund sterling ellers var bundet til værdien af guld. Det betød konkret for de danske bønder, at de fik færre penge for de landbrugsprodukter, som de eksporterede til England. Derfor begyndte bønderne at fremsætte krav om, at værdien af den danske krone også skulle sænkes, så det blev lettere at afsætte bl.a. svinekød til det britiske marked. Et sådant indgreb risikerede imidlertid at påvirke dansk import negativt. Desuden kunne det betyde en nedgang i arbejdernes realløn, da importerede varer fra udlandet blev dyrere. Den økonomiske krisesituation blev yderligere kompliceret af, at Danmark i begyndelsen af året 1933 stod over for at skulle forhandle en handelsaftale på plads med Storbritannien. Her frygtede man, at forhandlingerne ville bryde sammen, hvis Danmark nedskrev sin krone.

Den parlamentariske situation

Forud for Kanslergadeforliget var der blevet indgået flere mindre kriseforlig. Fx indgik regeringen et forlig med Det Konservative Folkeparti i 1931, og i juni 1932 vedtog regeringen, Venstre og de konservative et bredt forlig om hjælp til bønder, fiskere og arbejdsløse. Desuden var parterne i januar 1932 blevet enige om at oprette Valutacentralen, som var tænkt som en midlertidig ordning, der skulle regulere valutareserverne og balancen mellem eksport-import-forholdet. Denne ordning var en reaktion på Tysklands fordobling af tolden, som ville gå hårdt ud over dansk eksport af smør til det tyske marked.

Valutacentralen blev oprettet ved Lov om Foranstaltninger til Værn for den danske Valuta den 30. januar 1932. Nationalbanken stod for administrationen i Valutacentralen, der håndterede rationeringen af fremmed valuta. Klik på billedet eller her for at se hele lovteksten som pdf. Fra: Lovtidende 30. januar 1932 

Løsninger på krisen blev imidlertid vanskeliggjort af magtfordelingen i Rigsdagen, hvor den socialdemokratisk-radikale regering havde flertal i Folketinget, mens den borgerlige opposition var i overvægt i Landstinget. Det betød i praksis, at de borgerlige kunne nedstemme regeringens lovforslag, selvom de var blevet vedtaget i Folketinget. Da situationen forblev uændret efter landstingsvalget i september 1932, udskrev statsministeren Thorvald Stauning (1873-1942) valg til Folketinget for at få afklaret vælgernes opbakning til landets ledelse. Valget, som blev afholdt i november samme år, gav en overbevisende sejr til Socialdemokratiet, som igen kunne danne regering med Det Radikale Venstre. Hermed var Staunings magtposition cementeret, hvilket skabte et bedre grundlag for kriseforhandlingerne, der førte til Kanslergadeforliget.

En af Socialdemokratiets plakater fra valgkampen i 1932. Fra: Arbejdermuseets Bibliotek og Arkiv

Forudsætninger for forliget

Aftalen i Kanslergade kom dog først og fremmest i stand, fordi forligets parter så en interesse i at give modparten indrømmelser mod at få egne krav igennem Rigsdagen. Venstre havde indset, at økonomisk regulering til gavn for bønderne var nødvendigt, selvom partiet i sit grundsyn var liberalt. Desuden var Venstre presset af den systemkritiske bondebevægelse Landbrugernes Sammenslutning (LS), der med sine 60.000-100.000 medlemmer krævede drastiske kriseindgreb. LS fik dog ikke nogen direkte indflydelse på forligets udformning. Derimod blev lederne af landboforeningerne og husmandsforeningerne enige om en skrivelse med en række ønsker, der blev forelagt Stauning den 11. januar 1933. Regeringen kunne acceptere hovedtrækkene i forslaget, og i øvrigt var man villig til at gå langt for at mildne situationen for de cirka 200.000 arbejdsløse.

Arbejdsløshedssituationen så i øvrigt ud til at blive yderligere forværret på grund af en konflikt på arbejdsmarkedet om en ny overenskomst. Dansk Arbejdsgiverforening krævede, at arbejderne skulle gå 20 % ned i løn, hvilket De Samvirkende Fagforbund imidlertid afviste. Derfor truede Dansk Arbejdergiverforening med lockout fra 1. februar for at tvinge lønreduktionen igennem.

Hvis lockouten blev en realitet, ville yderligere 100.000 arbejdere stå uden job. Det var denne tilspidsede situation, som gav anledning til, at politikerne mødtes i Kanslergade for at aftale gennemgribende løsninger til at modvirke den økonomiske krise og dens sociale konsekvenser.

Det Konservative Folkeparti deltog ikke i de afgørende forhandlinger i Kanslergade. Dette skyldtes, at partiet var imod både devaluering af den danske krone og forbud mod lockout, som var nogle af de forslag, som var på forhandlingsbordet, og som blev vedtaget med Kanslergadeforliget.

Kanslergadeforligets virkning

Der hersker delte meninger om kriseforligets effekt. For det første er det svært at vurdere den økonomiske og sociale gevinst, da der var tale om en omfattende krisepakke, hvor flere dele bestod af en fortsættelse af midlertidige love, som var vedtaget i årene forinden. Desuden blev landets økonomi positivt påvirket af, at handelsaftalen med Storbritannien faldt på plads i foråret 1933. Derfor er det svært at udpege, i hvilken udstrækning forliget gjorde en forskel. Imidlertid kan det konstateres, at bøndernes økonomi rettede sig til det bedre, og at arbejdsløsheden faldt i løbet af 1933, skønt den forblev relativt høj 1930’erne igennem.

Hvad angik partiernes egen vurdering, udnævnte den socialdemokratiske presse straks kriseforliget til en historisk politisk bedrift. Omvendt kaldte den konservative presse aftalen for en studehandel, mens Venstres presse primært betonede de konkrete love til gavn for bønderne. Det bremsede dog ikke kritikken fra baglandet og LS. Derfor valgte Venstres formand, Thomas Madsen-Mygdal (1876-1943), at forlade sin post som leder af partiets rigsdagsgruppe i august 1933. Historikere fremhæver ofte, at Madsen-Mygdals exit fra aktiv politik skete som følge af Kanslergadeforliget, hvis regulerende indgreb lå langt fra en liberal politik. Det er dog kun den halve sandhed. Madsen-Mygdal gik især af, fordi han blev underkendt af sit eget bagland.

Forsiden af Aarhus Stiftstidende den 31. januar 1933 med nyhederne om både Kanslergadeforliget samt Hitlers udnævnelse til rigskansler i Tyskland. Klik på billedet eller her for at se et uddrag af avisen som pdf. Fra: Mediestream, gengivet med tilladelse fra Aarhus Stiftstidende

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.