To hovedhistorier om forliget

Der eksisterer to hovedfortællinger om Kanslergadeforliget. Den ene handler om det samarbejdende folkestyre. Ifølge dette fortællespor viste forliget, at det parlamentariske demokrati var velfungerende, og at netop dét reddede landet i en tid med økonomisk krise og fremvækst af antidemokratiske kræfter. Opfattelsen er blevet sat i perspektiv af forholdene i Tyskland, hvor Weimarrepublikken blev erstattet af et nationalsocialistisk regime. Modstillingen er her anskueliggjort med et tilfældigt sammenfald af datoer, idet Kanslergadeforliget kom i stand samme dag, som Adolf Hitler (1889-1945) blev udnævnt til rigskansler i Tyskland, den 30. januar 1933.

Den anden fortælling handler om, at Kanslergadeforliget lagde fundamentet til velfærdsstaten. Denne myte har rod i den store socialreform fra foråret 1933, der kom til at indgå i forligsaftalen. Socialreformen bestod bl.a. i en administrativ forenkling samt ensretning af principperne for tildeling af offentlige ydelser fra de forskellige sociale tilskudsordninger. Desuden blev der introduceret et rettighedsprincip, der styrkede de arbejdsløses sociale og demokratiske rettigheder.

Parallelt med hovedmyterne eksisterer der flere mindre fortællinger. Bl.a. trækker én af dem på en forestilling om et særligt dansk gemyt. Denne forståelse stammer fra anekdoter om, hvordan politikerne ud på morgenstunden den 30. januar blev enige om en aftale over et glas whisky. Fortællingen om den forsonende dram er blevet et fast indslag i historiebøgerne, som hermed indskriver forligsnatten i en national fortælling om et gemytlig folkefærd og dansk hyggekultur.

Staunings 60-års fødselsdag i oktober 1933 blev fejret med hyldestdigte, fest, fakkeltog og en strøm af gratulanter – heriblandt regeringens ministre, som på fotoet er samlet om Staunings forhandlingsbord med den legendariske karaffel fra Kanslergadeforliget i midten. Ifølge en beretning fra Staunings samlever Augusta Erichsen (1898-1971), som var tilstede i lejligheden på Kanslergade 10 om natten, da forliget blev indgået, kom den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch (1893-1950) på besøg dagen efter forliget og spurgte, om han måtte få karaflen. Han har siden beskrevet den som "et klenodie i Danmarks politiske krønike". Karaflen befinder sig i dag på Arbejdermuseet i København. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Mytedannelsen siden 1930’erne

Kimene til de mytologiske fortællinger om forliget blev lagt allerede i 1930’erne. Således udråbte den socialdemokratiske presse forliget til en historisk bedrift, straks det blev indgået. Efterfølgende blev der suppleret med historier om en ansvarlig regeringsførelse og krisepolitikkens positive effekt. Desuden vurderede statsminister Thorvald Stauning (1873-1942), at især den store socialreform også på længere sigt ville få betydning. Endelig blev selve det parlamentariske samarbejde rost, men også nedtonet igen, da regeringen ikke etablerede et varigt samarbejde med Venstre.

Generelt var der tale om en socialdemokratisk fortælling om Kanslergadeforliget og dets virkning. Venstre, derimod, fremhævede primært de økonomiske tiltag til gavn for bønderne, men udnyttede ellers ikke forliget til at promovere sig politisk. Tværtimod havde partiet travlt med at tilbagevise kritikken fra den systemkritiske bondebevægelse Landbrugernes Sammenslutning, som krævede mere vidtgående økonomiske indgreb. Hvad angår Det Konservative Folkeparti, der ikke havde medvirket til forliget, kritiserede partiet både kriseforligets indhold og den parlamentariske proces, eftersom de afgørende forhandlinger var foregået uden for Rigsdagen.

Historieskrivningen

Historieskrivningen har i høj grad medvirket til at skabe myterne om Kanslergadeforliget. De historiske fremstillinger aftegner ganske vist ikke et klart mønster, men spænder fra ekstremt positive til særdeles kritiske vurderinger. Den positive version blev dog umiddelbart videreformidlet med Schultz Danmarkshistorie fra 1941, der fremmalede en forestilling om et velforankret parlamentarisk demokrati, der på fredelig vis håndterede krisen. Selvom tonen blev mere afdæmpet i efterkrigstiden, blev forliget fortsat omtalt som det vigtigste forlig i nyere tid. I løbet af 1950’erne-1960’erne blev fortællingen desuden tilført et velfærdsaspekt. Navnlig fremførte historikeren Erik Rasmussen (1917-1995) den opfattelse, at velfærdsstaten begyndte at tage form med socialreformen – dette fremgår bl.a. af hans bidrag til Politikens Danmarkshistorie fra 1965, der bærer titlen Velfærdsstaten på vej 1913-1939.

Parallelt med myten om velfærdsstatens fødsel blev fortællingen om et særligt robust demokrati videreført. Det var dog først i slutningen af 1970’erne, at det for alvor blev trukket frem igen, da Tage Kaarsted (1928-1994) i tredje bind af De Danske Ministerier fra 1977 pointerede, at Kanslergadeforliget beviste, at det parlamentariske demokrati fungerede selv i en krisetid. Kaarsted mente desuden, at forliget styrkede både Staunings position og det parlamentariske demokrati modsat forholdene i Tyskland, hvor Hitler blev rigskansler. Udlægningen er siden blevet skildret i flere variationer. Bo Lidegaard (f. 1958) er fx også af den opfattelse, at Kanslergadeforliget demonstrerede, at folkestyret virkede, hvilket fremgår af bogen Kampen om Danmark 1933-1945 (2005). I øvrigt ræsonnerer Lidegaard, at 1930’ernes kriseforlig viste en vilje til sammenhold på trods af uenighed, som var afgørende for, at landet kom sikkert igennem krisen.

Fortællingen om det parlamentariske samarbejde har senest fået tilført en ny vinkel med udgivelsen En danmarkshistorie: Fra middelalder til nutid (2021), hvori det forlyder, at Kanslergadeforliget bl.a. indvarslede ”både besættelsestidens samarbejdsregeringer og et bredere ideal om konsensuspolitik”. Med andre ord er der tale om en decideret konsensusmyte. Det skal her understreges, at fortællingerne om konsensus og bredt parlamentarisk samarbejde løbende er blevet modsagt af historikere, der i stedet har opfattet forliget som giv-og-tag-politik og en studehandel. På trods af de skeptiske røster har myterne om et samarbejdende folkestyre domineret historieskrivningen.

Den kollektive erindring

Kanslergadeforligets mytologiske status beror også på den almene folkeoplysning, hvor leksikonopslag, foredrag og undervisningsmateriale har medvirket til at skabe en fælles bevidsthed om forliget. I øvrigt er Kanslergadeforliget en fast bestanddel i skoleelevernes historiepensum, idet forliget kom på folkeskolens ellers omdiskuterede kanonliste i 2000’erne. Forestillinger om forliget er også blevet overleveret via beretninger om forligsnatten. Bl.a. omtalte den daværende radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard (1887-1972) i sine erindringer det lille glas til afsked, hvormed forliget kom i hus. Anekdoten har dog især fået kulør med Staunings samleverske Augusta Erichsens beretning om, hvorledes hun snarrådigt hentede den berømte flaske whisky i kælderen, som politikerne fik serveret.

Derudover er forestillinger om forliget blevet videreført af kulturarven, heriblandt to ikoniske satiretegninger fra Svikmøllen og Blæksprutten. Det er bemærkelsesværdigt, at begge tegninger skildrer forhandlingerne i Kanslergade som en politisk studehandel og dermed lægger vægt på den negative side af historien om kriseforhandlingerne. På trods af denne forståelse er det forestillingen om et bredt parlamentarisk samarbejde, som er fremherskende i den kollektive erindring.

Forestillingen om et samarbejdende folkestyre er tilsyneladende så etableret, at den bliver brugt som reference for at sætte nutidens politiske beslutninger i perspektiv. Fx sammenlignede den politiske redaktør fra Politiken forsvarsforliget fra marts 2022 med Kanslergadeforliget for at understrege den brede politiske opbakning til forsvarsaftalen. Og da statsministeren Mette Frederiksen (1977-) holdt sin tale ved Folketingets åbning i oktober 2022, henviste hun til Kanslergadeforliget for at motivere et samarbejde hen over den politiske midte. Eksemplerne viser, hvorledes aktører selv 90 år efter bruger en historisk begivenhed til at fremme egne budskaber og politiske agendaer.

Satiretegningen fra Svikmøllen 1933 viser Stauning, den radikale justitsminister Carl Th. Zahle (1866-1946) og Krag, der svejser et forlig sammen, mens en fornærmet Christmas Møller ikke må kigge med. Kanslergadeforliget fortolkes her som en studehandel, hvor de konservative blev holdt udenfor. Tegning af Chr. Hoff (1884-1964), Svikmøllen 

Vurdering af myterne

Myterne om Kanslergadeforliget og dets virkning kan diskuteres. Helt grundlæggende er der uenighed om, hvorvidt krisepolitikken var en succes. Det skyldes, at det er vanskeligt at vurdere forligets økonomiske og sociale effekt, da der var tale om en omfattende lovpakke, der bestod af både nye lovindgreb og en forlængelse af midlertidige hjælpeordninger. Desuden var landets åbne økonomi påvirket af situationen i udlandet. Endelig blev der indgået en vigtig handelsaftale med Storbritannien i april 1933, hvilket bidrog til at skabe mere gunstige forhold for eksporten af danske landbrugsprodukter. Imidlertid kan det konstateres, at arbejdsløsheden faldt inden for få måneder, og at bøndernes økonomi rettede sig til det bedre i løbet af 1933-1934.

Hvad angår myten om velfærdsstatens fødsel, er den blevet tilbagevist af velfærdsforskningen. Det bliver ganske vist anerkendt, at socialreformens administrative tiltag blev videreført i efterkrigstiden, og at reformen introducerede et rettighedsprincip, og i den forstand udgjorde forliget et væsentligt skridt på vejen mod et velfærdssamfund. Imidlertid skal starten på de sociale reformtanker findes langt tidligere i historien, mens velfærdsstaten omvendt først blev udbygget i løbet af 1950’erne og 1960’erne.

Forestillingen om et unikt parlamentarisk samarbejde bør ligeledes nuanceres. For det første etablerede regeringen ikke et fast samarbejde med Venstre. For det andet var de konservative ikke med i forliget. Sammenlignet med adskillige andre lande må det dog medgives, at det danske demokrati fungerede. Det er dog ikke ensbetydende med, at der var bred opbakning til Kanslergadeforliget, eller at det var et udtryk for konsensus. Forliget bestod i et kompromis mellem politiske modstandere, der hver især fik deres hovedkrav opfyldt mod at give modparten indrømmelser. I øvrigt var de politiske uenigheder stadig udtalte efter forliget.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.