Kilder
Kildeintroduktion:
Danmark var i 1933, som mange andre vestlige lande, blevet ramt af den verdensomspændende økonomiske krise. Krisen ramte især det danske landbrug og den danske eksport hårdt. Samtidig, og delvist som følge af den økonomiske krise, var Danmark ramt af en større arbejdsmarkedspolitisk krise, der truede landet med storkonflikt. Arbejdsgivere og arbejdstagere kunne ikke blive enige om nye overenskomster. Arbejdsgiverne ønskede at sænke lønnen med 20 procent og truede med lockout, hvis arbejdstagerne ikke accepterede lønnedgangen.
I et forsøg på at imødegå denne krise mødtes repræsentanter fra regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre med repræsentanter fra partiet Venstre den 29. januar 1933 i statsminister Thorvald Staunings (S) hjem i Kanslergade. Det Konservative Folkeparti var ikke inviteret og stod i et større politisk dilemma. Da de konservatives vælgere ville blive ramt både ved en devaluering af kronen og ved et regeringsindgreb mod lockouten, var de interesser, som de skulle varetage, modstridende, og det gjorde partiet til en vanskelig forhandlingspartner. De deltagende partier mødte op til forhandlingerne med hver deres ønsker og interesser at varetage. Efter lange forhandlinger, der nær var brudt sammen, lykkedes det ud på natten repræsentanterne fra de tre partier at nå til enighed om et forlig, der bl.a. indebar følgende:
- En devaluering af kronen, der skulle sætte gang i den danske eksport af især landbrugsvarer. Dette var Venstres primære krav til forhandlingerne, men man frygtede dog samtidig, at det ville føre til sanktioner fra Storbritannien, der var den største importør af danske landbrugsvarer.
- Et lovindgreb, der i forlængelse af Socialdemokratiets ønsker skulle forbyde lockout og strejker og forlænge overenskomsterne med 1 år.
- En vedtagelse af socialminister K. K. Steinckes (S) socialreformer, der bl.a. indebar lov om offentlig forsorg og lov om folkeforsikring. Venstre var principielt imod denne statsindgribende omfordelingspolitik, men gik med til ikke at stemme imod lovforslagene ved afstemningen om reformerne.
Det var således et større politisk spil, der skulle gå op, men situationens alvorlige karakter gjorde partierne mere samarbejdsvillige, end der før havde været tradition for. Kanslergadeforliget blev indgået samtidig med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og illustrerede demokratiets sejr i Danmark og samtidige nederlag i Tyskland. Dette er forsideartiklen fra den konservative avis Berlingske Tidende fra den 29. januar 1933, der bl.a. beskriver forlydenderne om forhandlinger mellem regeringspartierne og Venstre.
Berlingske politiske og Avertissements Tidende
Penge-Politiken er Nøglen til de politiske Forhandlinger.
Vigtige Forhandlinger trods Søndagen.
Det, som i Øjeblikket foregaar af Betydning i den politiske Situation, foregaar hemmeligt. Hele Opmærksomheden samler sig om Bestræbelserne for at tilvejebringe et omfattende Forlig, der skal indbefatte Loven om Lockoutens Afværgelse ved Forbud mod Strejker og Lockout’er i et Aar indtil 1. februar 1934, og desuden en Overenskomst om Foranstaltningerne mod Krisen. Det er en offentlig Hemmelighed på Rigsdagen, at kun saaledes kan et Resultat blive naaet, og at en Løsning af Spørgsmaalene hver for sig ikke er mulig. Arbejdskonflikten er blevet et politisk Spørgsmaal, enten løses alle Spørgsmaalene eller ingen af dem. Og det er en ligesaa almindelig Opfattelse, at den Forhandling der foregaar i det skjulte for Tiden foregaar mellem Venstre og Regeringen, og at Det konservative Folkeparti endnu ikke har faaet Opfordring til at deltage. Ganske vist fandt der i Gaar Formiddags et Møde sted i det saakaldte ”politiske Udvalg”, til hvilket Kriseforhandlingerne hidtil har været henlagt, men Forhandlingen var ganske formel og drejede sig kun om et Referat af, hvad der hidtil har været drøftet i de forskellige Specialudvalg. Disse fik Opfordring til at forsætte Arbejdet, men der er ikke indkaldt nyt Møde i noget af Udvalgene.
Venstre ”samtaler” med Regeringen.
En Udtalelse af Madsen-Mygdal.
Statsminister Stauning dementerede Fredag Morgen i ”Berlingske Tidende”, at Regeringen havde forhandlet med Venstre. Rygterne om de trekantede Forhandlinger holdt sig imidlertid stadig og vandt tiltro overalt i orienterede politiske Kredse. Da de var Brandpunktet for den politiske Interesse, henvendte vi os direkte til Venstres Leder, Hr. Madsen-Mygdal, og spurgte:
- Føres der forhandlinger mellem Regeringen og Venstre?
Hr. Madsen-Mygdal svarede:
- Det kan man ikke sige! Men det kan naturligvis ikke fragaas, at der har været ført orienterende Samtaler om Situationen.
- Er man naaet til Enighed?
- Nej, der er ikke sluttet nogen Art af Aftaler.
- - -
Hr. Madsen-Mygdals Udtalelser bekræfter, at Regeringen orienterer sig imod Venstre, og Venstre er gaaet ind i fortrolige Forhandlinger alene med Regeringen.
Efter hvad vi mener at vide, har fra Venstre Hr. Madsen-Mygdal og Dr. Krag, fra Regeringens side Statsminister Stauning, Folketingsmændene Fisker og Alsing-Andersen deltaget i disse Samtaler, som man trods Statsministerens Dementi til ”Berlingske Tidende” i Morges ogsaa tør vove at kalde Forhandlinger.
Penge-Politiken er Nøglen til Forhandlingerne.
Under Folketings-Debatten i Gaar om Arbejdskonflikt-Loven faldt der da ogsaa Udtalelser, der bekræftede, at Regeringen i Øjeblikket søger frem imod et Resultat ved direkte Forhandlinger med Venstre, og at disse Forhandlinger ogsaa forsattes i Aftes. Det vakte saaledes betydelig Opmærksomhed, at hverken Dr. Krag eller Folketingsmand Fisker – skønt Medlemmer – deltog i det Udvalgsmøde, som blev afholdt angaaende Konflikt-Loven. Skønt det næppe vil finde et direkte Udtryk, hvis Forliget opnaas, kan der næppe være Tvivl om, at det er den ”rationelle” Ændring i vor Pengepolitik, som Venstres Resolution i Gaar talte om – med andre Ord Spørgsmaalet om Valutaen – der er Nøglen til Forhandlingerne. Opnaar man en Forstaaelse om denne Pengepolitik – og hvad den betyder, sagde Venstres Resolution jo med tydelige Ord, som blev understreget af Dr. Krag i Gaar – mener vi, at de andre Spørgsmaal om Ejendomsskatter, Likviditetsfond, Vinterhjælp og Forbundet mod Arbejdskampe ikke vil komme til at volde de store Vanskeligheder.
Naar man til Enighed?
Men vil man naa til Enighed? Det er ikke en Hemmelighed paa Rigsdagen, at Meningerne inden for hver enkelt af de forhandlende Parter er meget delt. Venstres Resolution blev kun vedtaget med stort Besvær. De Radikale er ængstelige for Udviklingen, og selv inden for Regeringens snævre Kreds hersker der Usikkerhed. Det er vel heller ikke for meget sagt, at hvis de Planer, man i Øjeblikket beskæftiger sig med, blev til Virkelighed, vilde de to Ministre, Dr. Munch og Finansminister Bramsnæs have lidt et betydeligt Skaar i deres Autoritet:
Nogen Afgørelse foreligger endnu ikke. Forhandlingerne vil blive fortsat i Dag – formentlig vil man inden Aften have Klarhed over, om Forliget med Venstre – som i Gaar paa Rigsdagen blev nævnt som en Kendsgerning – ogsaa vil blive det – eller om man vil forsøge den Samling omkring Opgaverne, som der blev opfordret saa stærkt til under Debatten i Gaar.