P. Munch som historiker

Efter at P. Munch i 1900 var blevet dr. phil. i historie på afhandlingen Købstadstyrelsen i Danmark fra Kristian IV's Tid til Enevældens Ophør, arbejdede han ikke med historisk forskning i traditionel forstand. Imidlertid var han gennem hele sit liv en meget produktiv forfatter af formidlende artikler og bøger om historie og samfundsforhold.

Munchs intellektuelle interesser var nært forbundet med hans politiske tænkning og virke. Han opfattede historien som en kamp mellem to politiske principper. Det ene var den hensynsløse selvhævdelse, både fra nationer og klasser, som byggede på militær magt og autoritet. Det andet – som han så sig selv som repræsentant for – var samfølelsen mellem mennesker, klasser såvel som nationer. Han så det som sin rolle som historiker at formidle denne lære til nytte for samtiden og fremtiden.

Munchs selvopfattelse som pædagog fulgte ham ind i hans politiske virke, hvor han oftest benyttede sig af en tålmodig, pædagogisk, til tider belærende stil, der ikke sjældent vakte irritation hos hans politiske modstandere.

P. Munchs nationale vision

P. Munchs vej ind i politik gik fra et højreorienteret, nationalliberalt udgangspunkt over Venstrereformpartiet til Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905. Hans oprindelige politiske standpunkt var især bestemt af nationale og forsvarspolitiske synspunkter. Han mente, at en stærk nationalfølelse, der også omfattede viljen til at forsvare Danmark militært, var en nødvendig forudsætning for, at det danske folk kunne overleve, og han interesserede sig levende for det sønderjyske spørgsmål.

Stor betydning for hans politiske tænkning fik imidlertid et studieophold i Frankrig fra 1900 til 1901, hvor han stiftede bekendtskab med den franske radikalisme. Her rodfæstede ideer om demokrati, fritænkning, social stabilitet og solidaritet som de ledende principper i ordningen af samfundet sig hos ham. Samtidig kom han under påvirkning af Viggo Hørup frem til det standpunkt, at Danmark hverken kunne eller skulle forsvare sig militært. I stedet burde Danmark erklære sig permanent neutralt, reducere sit forsvar til et absolut minimum og fokusere på at udbygge et socialt og kulturelt fællesskab i folket, der kunne sikre det danske folks overlevelse i tilfælde af en fjendtlig besættelse.

Historiker og politiker P. Munch. Fra: Det Kgl. Bibliotek

P. Munch og 1. verdenskrig

Efter at Munch havde været indenrigsminister i en kort periode fra 1909 til 1910, blev han i 1913 udnævnt til forsvarsminister i C. Th. Zahles anden radikale regering. Det gjorde ham til en helt central politisk skikkelse under Første Verdenskrig. Han spillede en vigtig rolle i forbindelse med den kritiske beslutning om at efterkomme det tyske ønske om minering af Storebælt i august 1914, og han var hovedarkitekten bag den politiske borgfred, der blev etableret i forsvarsspørgsmålet under krigen.

Munch indtog også en fremskudt placering i forbindelse med nyordningen af den europæiske politik efter krigen. Som leder af den danske delegation til fredskonferencen i Paris i februar 1919 stod han i spidsen for forhandlingerne med krigens sejrherrer om ordningen af det dansk-tyske grænsespørgsmål, som han mente måtte afgøres i overensstemmelse med den nationale selvbestemmelsesret. Han ledede også de danske forhandlinger med sejrherrerne om Folkeforbundspagtens udformning i Paris i marts 1919.

P. Munch og Folkeforbundet

I 1920’erne koncentrerede Munch sine udenrigspolitiske aktiviteter om Folkeforbundet. Munch anskuede på den ene side Folkeforbundet og dens kollektive sikkerhedsbestemmelser som en trussel mod Danmarks traditionelle neutrale stilling. Det var baggrunden for, at han fra 1919 til 1921 virkede aktivt – og succesfuldt – for at få opblødt medlemsstaternes forpligtelser til at deltage i militære og økonomiske sanktioner.

På den anden side betragtede han Folkeforbundet som et effektivt instrument til at udvikle en fredelig, retsbaseret verdensorden og var som dansk delegeret ved Folkeforbundet fra 1920 til 1938 stærkt engageret i forbundets aktiviteter. Selv da de fleste politikere i Danmark i slutningen af 1930’erne havde indset, at Folkeforbundet var ude af stand til at spille nogen rolle i den internationale politik fastholdt Munch sin støtte til organisationen.

Medlemmer af den danske folkeforbundsdelegation. På forreste række fra venstre ses Laust Moltesen (V) flankeret af diplomaten Herluf Zahle, P. Munch (R) og Henni Forchhammer, der deltog i delegationsarbejdet som repræsentant for Danske Kvinders Nationalraad. Foto: League og Nations Archives, Genéve.

P. Munchs udenrigspolitik i 1930’erne

Efter at Munch blev udenrigsminister i Staunings SR-regering i 1929, kom han næsten enerådigt til at fastlægge Danmarks udenrigspolitik. Igennem 1930’erne fastholdt han neutralitetsprincippet og forsvarsnihilismen som hovedhjørnestenene i udenrigspolitikken, samtidig med at han tilnærmede Danmark til det stadigt mere magtfulde Tyskland.

I Rigsdagen var der almindelig tilslutning til Munchs overordnede udenrigspolitiske kurs, men hans forsvarspolitiske opfattelse gjorde ham til en af 1930’ernes mest omstridte politiske figurer. I de sidste år inden 2. verdenskrig opstod der spændinger mellem regeringens to ledende figurer, da Stauning bevægede sig i en mere forsvarsvenlig retning og afsøgte Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder i syd og i vest. Også i opposition voksede frustrationerne over Munchs forsvarsstandpunkt.

Da tyske tropper angreb Danmark den 9. april 1940, gik Munch i overensstemmelse med sine udenrigspolitiske principper ikke ind for, at Danmark skulle yde militær modstand. I juli 1940 blev Munch erstattet af Erik Scavenius på udenrigsministerposten. Munch fortsatte som medlem af Folketinget under besættelsen, men kom ikke igen til at spille nogen central politisk rolle.