Som radikal – det ideologiske ståsted

Edvard Brandes var radikal og tilhørte som broderen Georg Brandes den kreds af københavnske intellektuelle, som regnes til det moderne gennembruds mænd. I politisk sammenhæng blev kredsen kaldt det litterære eller europæiske Venstre. Grundlæggende var en kritisk holdning til nationalliberalt tankegods.

De radikale betegnedes ofte i samtiden som fritænkere. Frihed og traditionskritik stod da også helt centralt, båret oppe af troen på den videnskabelige tilgangs overlegenhed i forhold til religion, overleverede fordomme og uprøvede konventioner. Af de konventioner, Brandes harcelerede over, indtog tidens opfattelser af kønsmoral og sædelighed en fremtrædende plads; bornertheden skulle erstattes med fri kærlighed som selvrealisering. Realisme og positivisme, dvs. troen på videnskabens objektivitet, var centrale kendetegn for radikalismens tilgang til verden, og de knyttedes an til ateisme som grundholdning.

Radikalismen var også præget af et europæisk perspektiv, der lagde vægt på Danmarks placering i en kontinental kontekst. Og man var kritisk over for det, man opfattede som overdreven national selvforherligelse. For Edvard Brandes sigtede denne kritik både på de nationalliberale – der hang fast i ”de romantiske Drømmes Trylletaage” - og grundtvigianerne. Nationalfølelse var først og sidst ønsket om at gavne den danske nation, ikke bundet til afstamning eller religion, og den antimilitarisme, som også Edvard Brandes stod for, stod ikke i modsætning til fædrelandskærlig patriotisme.

Forfatter og politiker Edvard Brandes fotograferet i 1884. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Som kulturperson

Som videnskabsmand var Edvard Brandes specialist i filologi. Efter han blev cand. mag. i 1872, publicerede han i årene derefter flere filologiske afhandlinger, og han blev dr. phil. i 1879 på en afhandling om begrebsdannelse i den oldindiske religiøse tekst, Rigveda. Samme år søgte han et professorat, som han ikke forventede at få - og heller ikke fik.

En livslang interesse for teater kom til udtryk ved hans virke dels som skribent af skuespillerportrætter og som teateranmelder fra begyndelsen af 1870’erne, dels som skuespilforfatter fra 1880’erne og frem. Brandes var fortaler for og skrev realistisk teater farvet af sin politiske indstilling, og han bedrev en ny form for kritisk teaterkritik, der ikke mindst rettede sig mod det traditionsbundne Kongelige Teater. Endvidere skrev han tre romaner af samme naturalistiske karakter som skuespillene.

Edvard Brandes var udgiver af tidsskriftet Det Nittende Aarhundrede (1874-1878) sammen med broderen Georg Brandes, og han stiftede sammen med Viggo Hørup og Herman Bing avisen Politiken i 1884. På Politiken var det Hørup, der tegnede avisens politiske linje indtil sin død i 1902, mens Brandes’ indsats lå på det litterære og kulturelle område som kulturredaktør, skribent og anmelder. Anmeldelserne var uden omsvøb, og en række kvindelige forfattere fik hårde ord med på vejen, men var der talent, et centralt begreb hos Brandes, blev det også påskønnet.

I løbet af de kommende årtier fik han en central funktion som dørvogter til den litterære verden, hvilket skaffede ham ikke så få fjender (og i 1900 en duel på pistoler) på halsen. Edvard Brandes var centralt placeret i det litterære miljø i København og havde mange forbindelser til kritiske intellektuelle også i Sverige og Norge. Efter 1905 blev det politiske arbejde dog helt dominerende, hvilket også ses af hans skribentvirksomhed i Politiken.

Edvard Brandes, ca. 1900. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Som politiker

Indtil midten af 1870’erne havde Edvard Brandes’ kritiske engagement alene udfoldet sig i litterære og journalistiske sammenhænge. Men både indtrykket af de begrænsede muligheder for at fremme oppositionen i en stadig mere tilspidset politisk situation i København og især hans oplevelser i Paris 1876 og den republikanske venstrefløjs fremskridt dér gav Brandes impulser til at gå ind i politik. Han udbyggede i de kommende år sit politiske netværk, som bl.a. kom til at omfatte Viggo Hørup og Christen Berg, hvilket udmøntede sig i, at de dels tilbød ham valgkredsen på Langeland i 1880, dels gjorde ham til medredaktør af Venstre-avisen Morgenbladet i 1881. Bergs ophævelse af samarbejdet om Morgenbladet i 1884 viste dog, at der var en kløft mellem den grundtvigianske og den europæiske del af Venstre, hvorover der ofte ikke kunne bygges bro.

Brandes lagde i 1880 op til en forhandlingslinje i sit politiske virke. ”Jeg modsætter mig den radikalisme, der fordrer alt eller intet”, som han skrev i Morgenbladet. I sine første år som folketingsmand tog han kun sjældent ordet, og når han gjorde, holdt han sig til sine kernekompetencer, videnskab og kunst. I begyndelsen af 1890’erne steg han i graderne og blev gruppeformand for De Radikale, men han havde næppe megen indflydelse på den politiske linje, som blev lagt af Hørup. Brandes var mere forhandlingsvillig end Hørup, som han dog af personlig veneration politisk stod last og brast med.  Begyndelsen af 1890’erne var den politiske desillusions tid for Brandes, der så majoriteten af Venstre og Højre som reelt enige om det meste og uenige med europæerne, som blev en fælles hovedfjende. Reaktionen var i fremmarch, ikke radikalismen. Fra 1894 til 1897 var han bosat i Kristiania i Norge og ude af politik, både som en konsekvens heraf og af ægteskabelige grunde.

Edvard Brandes havde været på tale som ministeremne i Deuntzers systemskifteregering i 1901, men det var først begivenhederne omkring dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905, hvor Brandes havde været rådgiver for den senere regeringsleder Zahle, der gav ham lyst til et politisk comeback. Edvard Brandes beundrede Zahles politiske lederevne og støttede ham politisk i modsætning til J. C. Christensen, der ifølge Brandes bragte Venstre stadig nærmere De Konservative. I anden del af Brandes’ politiske karriere kom han som finansminister til at spille en meget mere fremtrædende politisk rolle som ankermand i regeringerne Zahle og som forbindelsesled til De Frikonservatives leder Mogens Frijs og kongen, Christian 10. Brandes var på tale som statsminister i 1920, hvilket siger noget om den politiske status, han havde fået, mens forbindelsen til Frijs øjensynligt var af betydning i gennemførslen af en række reformer, der peger på Edvard Brandes’ centrale politiske placering.