Opvækst og uddannelse

Jens Christian Christensen blev født i 1856 på en gård i Påbøl i Vestjylland. Da egnens lærer vendte tilbage fra et højskoleophold, medbragte han læsestof og petroleumslamper og begyndte at holde aftenskole og bibliotek. J.C. Christensen blev en flittig låner af bøgerne og stærkt optaget af at tilegne sig ny viden. Til sidst blev han ansat som hjælpelærer.

Han fortsatte på Grundtvigs Højskole og på lærerseminariet i Gedved, og fik derpå et skolelærerembede på Horsensegnen. Den danske regeringsleder J.B.S. Estrup (1825-1913) og partiet Højres forsøg på at holde på magten udenom flertallet i Folketinget i 1877 vakte en indignation og politisk interesse hos J.C. Christensen, og han udgav samme år en række politiske digte i Horsens Folkeblad. Han sluttede sig fra begyndelsen til den del af Venstrebevægelsen, der støttede op om politikeren Christen Berg (1829-1891).

I 1886 vendte J.C. Christensen tilbage til hjemegnen som skolelærer i Stadil, hvor han hurtigt blev sognets naturlige midtpunkt. Da han allerede året efter blev indvalgt i sognerådet, blev han straks udnævnt til rådets formand.

J.C. Christensen. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Folketingspolitiker

I januar 1890 stillede han op for Venstre i Ringkøbingkredsen og blev valgt ind i Folketinget. Med stor grundighed satte han sig ind i det politiske arbejde, så da Berg døde året efter uden at efterlade sig en oplagt kronprins, blev J.C. Christensen leder af den bergianske fraktion. Han blev betragtet som en overgangsfigur, men i mangel på alternativer vandt han i stedet tilslutning i alle de fraktioner af Venstre, der nægtede at indgå forlig med Estrup.

Opbakningen sikrede ham en plads i finansudvalget, og da forligsmodstanderne ved valget i 1895 fik flertal i Folketinget, blev han udvalgets formand og i realiteten rigets mest magtfulde mand. Fra sin post førte han gennem de følgende år en vedholdende opslidningspolitik, der skulle tvinge Estrup fra magten.

Kultusminister 1901-05

Resultatet var et systemskifte i 1901, hvor Højre mistede regeringsmagten til Venstre. Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) var dog ikke meget for at udnævne en skolelærer til regeringsleder, så i første omgang blev posten overdraget til professor J.H. Deuntzer (1845-1918), mens J.C. Christensen blev kultusminister, altså kirke- og undervisningsminister, hvorfra han trak i trådene og reelt bestemte regeringens politik.

Skoleloven af 1903 blev J.C. Christensens første store, betydningsfulde reform, og forsøget på at skabe et uddannelsessystem som gav lige muligheder for alle samfundsgrupper, og indførelsen af kvindelig valgret i forbindelse med menighedsrådsvalget samme år, var begge skridt mod det samme endemål, nemlig at opfylde folkelige krav om ret til medbestemmelse.

Konseilspræsident 1905-08

I 1905 var Christian 9. afklaret med at udnævne J.C. Christensen til regeringsleder – eller konseilspræsident, som det dengang hed. Han var den første regeringsleder, der nåede sin position i kraft af, at han havde et flertal i Folketinget bag sig, og det var nu en lærer med et helt almindeligt efternavn, der skulle stå i spidsen for landet.

Ud over stillingen som regeringsleder overtog J.C. Christensen Krigsministeriet og Marineministeriet. Det var nemlig en mærkesag for partiet, at der kom en civilist i spidsen for forsvaret, og han gik i gang med at gennemføre en gennemgribende forsvarsreform. Regeringens vigtigste opgave blev at give Folketingets flertal et positivt syn på forsvaret og indrette det, så det kunne sikre landets neutralitet og overlevelse, hvilket førte til en kalkuleret splittelse af Venstrebevægelsen og stiftelsen af Det Radikale Venstre i 1905. Samtidig gennemførte han en række hemmelige forhandlinger med Tyskland, som skulle stabilisere forholdet med den store nabo mod syd, ved at sikre at Danmark ikke længere blev anset for en trussel.

I samme periode deltog han aktiv i forhandlingerne omkring den danske prins Carls (1872-1957) indsættelse som Norges konge under navnet Haakon 7. i 1905. Han engagerede sig også i spørgsmål omkring islandsk og grønlandsk selvstændighed og gik med tanker om at afhænde De Vestindiske Øer til Tyskland – alt sammen bestræbelser der gik i retning af at forene Danmark med de tabte sønderjyske områder med fredelige midler.

Derudover var J.C. Christensen – hvad der er mindre kendt – den første regeringsleder, som var mediebevidst. Den måde, som politikerne og medierne siden har anvendt hinanden på, var han i høj grad med til at afstikke.

Mange af sine reformer kunne J.C. Christensen i denne periode gennemføre stort set uden forhindringer, og han kunne formentlig have siddet med regeringsmagten i de følgende mange år på grund af Venstres store vælgermæssige opbakning, hvis ikke hans justitsminister P.A. Alberti (1851-1932) i 1908 pludselig meldte sig selv til politiet for bedrageri og falskneri og trak ham med sig i faldet.

I 1908 foretog Frederik 8. en længere rejse gennem Jylland, der kulminerede med et besøg i J.C. Christensens hjem i Hee. Besøget symboliserede til dels kongemagtens og bondebevægelsens forbrødring efter provisorietiden og var samtidig nyskabende i forholdet mellem folk og konge. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut

Ministerposter 1908-22

På grund af Alberti-affæren måtte J.C. Christensen gå af. I stedet blev partifællerne Niels Neergaard (1854-1936), L. Holstein-Ledreborg (1839-1912) og Klaus Berntsen (1844-1927) på skift regeringsledere, mens han selv holdt sig i kulissen – en overgang som Danmarks første forsvarsminister – og derfra bestemte de store linjer i regeringens politik. Ministerposten gav ham lejlighed til at fuldføre sine planer for forsvaret gennem en række omfattende forsvarslove. Det gav ham i samtiden et image som en rævesnu politiker.

I 1910 blev J.C. Christensen efter en rigsretssag frifundet for medvirken til Albertis bedragerier, og han fortsatte i de følgende år sin karriere som Venstres stærke mand og fra 1912 tillige som Folketingets formand.

J.C. Christensen var aktiv i udarbejdelsen af den grundlov, der gav kvinder og tjenestefolk – over halvdelen af den voksne befolkning – stemmeret til Folketinget i 1915. Salget af De Vestindiske Øer til USA (1917), loven der gjorde Island til en selvstændig stat (1918) og Genforeningen med Sønderjylland (1920) er andre vigtige historiske begivenheder, som J.C. Christensen satte sit markante fingeraftryk på. Venstre var i denne periode i opposition, idet J.C. Christensen under 1. verdenskrig dog indtrådte som minister uden portefølje i C. Th. Zahles radikale regering i perioden 1916-18 sammen med bl.a. Thorvald Stauning.

I 1920 kunne J.C. Christensen være blevet regeringsleder igen, men han overlod posten som statsminister til Niels Neergaard, mens han selv blev kirkeminister. Ingen var dog i tvivl om, at han havde kontrol med regeringens politik og at intet væsentligt kunne besluttes uden om ham. Da han to år senere havde fået gennemført de reformer, han ønskede, trådte J.C. Christensen tilbage som minister og annoncerede, at han gik ud af politik ved førstkommende valg.

Som den eneste minister undlod J.C. Christensen at tage til Sønderjylland ved Genforeningen i 1920. Han ville ikke skygge for eller stå i skyggen af statsminister Niels Neergaard. Til gengæld var han – som regeringens stærke mand og egentlige leder – den første til at tage imod Christian 10. på Toldboden ved hjemkomsten til København. Fra: Polfoto.

J.C. Christensens politiske arv

Parlamentarismen, altså ideen om at regeringsmagten må bygge på størst mulig folkelig opbakning, har lige siden J.C. Christensens tid udgjort fundamentet for Danmarks styreform. I begyndelsen blev den defineret i princippet om, at en regering skulle have et flertal bag sig i Folketinget, og i dag – hvor landet oftest ledes af mindretalsregeringer – er det ændret til princippet om, at regeringen ikke må have et flertal imod sig.

Parlamentarismen blev til i kølvandet på den lange og opslidende forfatningskamp, hvor J.C. Christensen stod tilbage som sejrherre ved systemskiftet i 1901. Magtskiftet ændrede spillereglerne for det politiske liv, men det betød ikke, at kampen om styreformen var forbi. Det blev snarere indledningen til en lang række tiltag for at befæste den og demokratisere styreformen yderligere i form af kvindelig stemmeret, indførelsen af forholdstalsvalg og nedlæggelsen af Landstinget. Det parlamentariske princip, som slog igennem for lidt over 100 år siden, har med andre ord vist sig at være temmelig slidstærkt, og dets betydning og grundlovsfæstede status gør det oplagt at betragte princippets indførelse som den betydeligste arv, J.C. Christensen har efterladt sig.

Da han samtidig kom til magten i en periode, hvor demokratiet stod på spil, og da han reelt blev den første folkevalgte regeringsleder i Danmark, har han trukket så lange spor efter sig. Ganske vist led hans politiske karriere stor skade på grund af Alberti-affæren, ligesom han for sine hemmelige forhandlinger med Tyskland af historikere er blevet bedømt som alt fra antidemokrat til statsmand. Ikke desto mindre er det et faktum, at der alene i det første årti efter systemskiftet i 1901 på J.C. Christensens initiativ eller med hans støtte blev gennemført flere reformer end i den foregående menneskealder. Og selvom han kun var regeringsleder i tre år, så var det sådan i næsten hele hans karriere, at stort set intet kunne ske i politik uden om ham. Man kan derfor kun vanskeligt komme uden om at karakterisere ham som en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde politikere.

”Jeg bruger kakkelovnen som arkiv”, erklærede J.C. Christensen på sine ældre dage. Folk vidste, at han skrev dagbøger, og denne tegning viser ham i fuld gang med at skrive i dem. Længe troede historikere, at de var gået op i røg, men for nylig dukkede enkelte af dem op, efter at de i mange år havde været i familiens besiddelse. Fra: The Graphic 17.2.1906.