Grundlovsændringens indhold

Grundlovsændringen, der blev indført den 5. juni 1915, gav valgret til mænd og kvinder over 25 år med fast bopæl i landet (§ 30). Ud over at kvinder nu fik politisk valgret, betød ændringen også en nedsættelse af valgretsalderen fra 30 til 25 år. Herudover bortfaldt kravet om, at folk i privat tjeneste, dvs. tyende, skulle have egen bopæl for at opnå valgret. Til gengæld skulle den valgberettigede stadig være uberygtet, ikke modtage fattighjælp, have betalt modtaget fattighjælp tilbage og endelig have fuld rådighed over sit bo (§ 30). Nok så epokegørende var det imidlertid, at den privilegerede valgret til Landstinget, som var indført med grundlovsændringen i 1866 (§ 34), bortfaldt, samt at valgene i enkeltmandskredse tilnærmede sig forholdstalsvalg via en supplering med tillægsmandater (§ 32). 

Udgangspunktet for grundlovsændringen: valgkredsene

Det krævede mange og lange diskussioner i både Landstinget og Folketinget at nå til enighed om den lige og almindelige valgret. Udgangspunktet for diskussionerne var valgkredssystemet. I Grundlovens § 32 var det var angivet, hvor mange vælgere, der skulle være i en valgkreds:

”Antallet af Folkethingets Medlemmer skal omtrent være efter Forholdet af et Medlem til 16,000 Indvaanere […] Enhver Valgkreds vælger Een blandt dem, der har stillet sig til Valg.”

Problemet var, at den store befolkningstilvækst i løbet af 1800-tallet betød, at indbyggertallet i mange valgkredse kom til at overstige denne anbefaling. Det var derfor meget forskelligt, hvor mange vælgere, der var i en valgkreds. Da hver valgkreds valgte ét folketingsmedlem, betød det, at de enkelte stemmer talte meget forskelligt. Men en justering af valgkredsene, så Grundlovens bestemmelser om valgkredsens størrelse blev overholdt, ville forøge antallet af folketingsmedlemmer betragteligt. Derfor ønskede man ved en grundlovsændring at fastsætte antallet af valgkredse samtidig med en omlægning.

Spørgsmålet om omlægning af valgkredsene var også blevet diskuteret under Forfatningsstriden (ca. 1870-1901). Det blev i 1905 taget op igen af Socialdemokratiet, der foreslog en justering af valgkredsenes grænser, så indbyggertallet blev mere jævnt fordelt mellem dem.

Efter flere diskussioner af en midlertidig omlægning af valgkredsene fremsatte den radikale indenrigsminister P. Munch i 1909 på regeringens vegne et forslag, der både indeholdt en omlægning af valgkredsene og en begrænsning af deres antal. Det sidste krævede en ændring af grundlovens § 32, og da spørgsmålet om en grundlovsændring først var bragt op, udvidede diskussionerne sig hurtigt.

Ønsket om en omlægning af valgkredsene var båret af en ambition om at skabe en mere retfærdig repræsentation. Den enkelte stemme skulle have lige indflydelse på, hvem der blev valgt ind i Folketinget. Det synspunkt berørte en række andre temaer i tidens diskussioner af demokratiets indretning, og derfor blev grundlovsændringen mere omfattende, end den i udgangspunktet var tænkt. 

Kvinders og tyendes valgret

Først og fremmest blev spørgsmålet om kvindelig valgret og valgbarhed til Rigsdagen rejst i samme øjeblik, forslaget om omlægning af valgkredse i 1909 åbnede for en grundlovsændring. Kvinder og tyende havde fået kommunal valgret og valgbarhed i 1908. Der var udbredt enighed i Folketinget om, at hvis man begyndte på besværet med en grundlovsændring, så kunne den ikke finde sted, uden at man benyttede lejligheden til at give kvinder valgret og valgbarhed. Det var altså ikke ønsket om at give kvinder valgret og valgbarhed, der startede diskussionerne af grundlovsændringerne, men at kvinder havde fået kommunal valgret og valgbarhed i 1908 gjorde det politisk uomgængeligt, at spørgsmålet om deres politiske valgret og valgbarhed blev bragt frem i forbindelse med grundlovsændringen. Man mente, at de havde forvaltet den kommunale valgret godt, og derfor var det kun retfærdigt også at give dem politisk valgret. Men det var ikke kun et spørgsmål om at behandle kvinderne retfærdigt. Det var i mindst lige så høj grad et spørgsmål om, at kvinderne besad kompetencer, som man mente, at samfundet havde brug for. Derfor ville det være en fordel for samfundets udvikling af få dem med i det politiske arbejde, også på landsplan.     

I Rigsdagen var der flertal for tildeling af valgret og valgbarhed til kvinder fra forslaget blev bragt frem i 1909 til den endelige grundlovsændring i 1915. Faktisk var der tilslutning fra alle Rigsdagens partier. Når det alligevel tog så lang tid, hang det sammen med de andre forslag, der blev diskuteret samtidig, især forholdstalsvalg, privilegeret valgret og valgretsalder. Dansk Kvindesamfund opfordrede i flere omgange politikerne til at indføre kvindelig valgret for sig selv, så den ikke blev forhindret af de dele af lovforslaget, man ikke kunne blive enig om, men deres forslag blev ikke imødekommet. Tværtimod: valgret og valgbarhed til kvinder var i højere grad det, som alle var enige om, og denne enighed skulle skabe det politiske pres, der fik de andre ændringer trukket med.

Tyende havde i 1908 fået valgret sammen med kvinder til de kommunale råd. I første omgang var det den kvindelige valgret, der blev nævnt i forbindelse med en mulig grundlovsændring, men valgret til tyende dukkede hurtigt op i diskussionen. Den mødte som forslaget om kvindelig valgret ikke nogen nævneværdig modstand. Som tilfældet havde været med den kvindelige valgret, så var de afgørende diskussioner omkring tyende og politisk deltagelse tilsyneladende også taget i forbindelse med den kommunale valgret.

Der var et udbredt ønske om, at den kommunale valgret og valgretten til Rigsdagen skulle være baseret på de samme kriterier, og derfor var diskussionerne af hvilke grupper, der skulle tildeles valgret, ikke dominerende i forhold til grundlovsændringen. Det var mere et spørgsmål om hvordan stemmerne skulle tælle.

Den privilegerede valgret

Et andet spørgsmål, der blev centralt i diskussionerne af en retfærdig udøvelse af valgretten, var spørgsmålet om privilegeret valgret. Grundlovsændringen i 1866 havde indført privilegeret valgret til Landstinget ved at dele vælgerkorpset i to grupper – en hvor alle, der havde valgret til Folketinget, kunne stemme, og en hvor kun de højst beskattede kunne stemme. Det betød i praksis, at de rigeste indbyggere havde to stemmer til landstingsvalgene, hvilket stemte meget dårligt overens med ambitionen om, at hver stemme skulle tælle lige. Derfor blev afskaffelsen af den privilegerede valgret central i diskussionerne af grundlovsændringerne, og det blev også en af hovedårsagerne til, at ændringerne kom til at trække så meget i langdrag.

Den privilegerede valgret havde også været med til at skabe en forskel på Folketingets og Landstingets sammensætning. Denne forskel var ønsket i et to-kammersystem, og for at opretholde den ved afskaffelsen af den privilegerede valgret indførte man i den endelige grundlov i 1915 en højere aldersgrænse på 35 år (§ 34 og 35) for valgret og valgbarhed til Landstinget end til Folketinget.

Enkeltmandskredse eller forholdstalsvalg?

Til spørgsmålet om den privilegerede valgret koblede spørgsmålet om valg i enkeltmandskredse eller forholdstalsvalg sig. Højre, der især nød godt af den privilegerede valgret til Landstinget, krævede forholdstalsvalg frem for valg i de hidtidige enkeltmandskredse til Folketinget, hvis partiet skulle opgive den privilegerede valgret. Argumentet var, at der gik for mange stemmer til spilde ved enkeltmandsvalg, og at mindretallene (til hvem Højre regnede sig) ville få en bedre repræsentation ved forholdstalsvalg.

Venstre, der havde fordel af valg i enkeltmandskredse, var på den anden side ikke meget for at opgive princippet. Partiet argumenterede for den tættere kobling mellem folketingsmedlem og kreds, der var til stede ved valg i enkeltmandskredse.

Ved grundlovsændringen i 1915 blev resultatet, at man valgte at supplere kredsmandater med tillægsmandater, der kunne opveje og udligne befolkningstalsmæssige skævheder i valgsystemet. Resultatet blev derfor et kompromis mellem flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg.  

Folketingets vedtagelse af grundlovsændringen den 5. juni 1915. Foto: Det Kgl. Bibliotek  

Den politiske løsning

I sidste ende var det udbruddet på 1. verdenskrig i august 1914, der skabte vilje til enighed og ro til de nødvendige politiske forhandlinger i udvalg. Det resulterede i, at de nødvendige kompromiser blev indgået, og grundlovsændringen blev gennemført den 5. juni 1915. Forbeholdet var, at der først skulle afholdes rigsdagsvalg efter de nye bestemmelser, når krigen tillod det, og at valgretsalderen til Folketinget skulle sænkes gradvist fra de tidligere 30 år til de 25.

Grundlovsændringen i 1915 var den foreløbige kulmination på en politisk proces, der var indledt med Junigrundloven i 1849 og indførelsen af folkestyret. Den førte folkestyret i Danmark fra indflydelsesmuligheder for - med politikeren Orla Lehmanns (1810-70) ord - ”de begavede, de dannede og de formuende” til et demokrati i mere moderne forstand, hvor alle myndige personer havde lige ret til politisk indflydelse og repræsentation, uanset køn, civilstand og klasse.

Fotografi fra Statsrådet i 1915, hvor Christian 10. underskrev grundloven. Foto: Nationalmuseet