Valgret i andre lande 

En vigtig inspiration i den danske kamp for kvinders valgret var de lande, som allerede havde vedtaget love om en udvidelse af valgretten. Kendetegnende for mange lande var, at valgretten gradvist blev udvidet, både i forhold til valgenes art (regionale eller nationale) og i forhold til bestemte grupper af kvinder (fx til enker, ejendomsbesiddere eller skatteydere). Det gjaldt fx Island, der på det tidspunkt stadigvæk hørte under det danske rige. Her fik bondeenker og ugifte husbestyrerinder kommunal valgret i 1882. I New Zealand fik kvinder valgret til kommunale og regionale valg i 1893.

En vigtig inspirationskilde i den danske proces var især de nordiske lande, som indførte valgret til visse grupper af kvinder. Det gjaldt Finland, Island, Norge og Sverige, hvor ugifte og økonomisk aktive kvinder fik stemmeret til kommunalvalg før andre grupper.  Finland indførte også i 1906 som det første land lige og almindelig valgret til kvinder og mænd, uafhængigt af indkomst og social klasse. Disse lande blev i Danmark trukket frem som gode eksempler på, at kvinders deltagelse i politik var gavnligt og retfærdig. En af den danske valgretskamps skarpeste penne, Elna Munch (1871-1945), skrev i 1906 og i 1908 detaljeret om de internationale erfaringer.

Elna Munch var politiker og kvindesagsforkæmper. Hun var en af drivkræfterne i kampen for kvindernes stemmeret og blandt de første fire kvinder, der blev valgt ind i Folketinget i 1918. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Internationale sociale bevægelser og organisationer

En anden type af international inspiration kom fra de internationale sociale bevægelser og organisationer, som arbejdede for kvinders valgret. Nogle af disse bevægelser blev grundlagt allerede midt i det 19. århundrede, f.eks. den amerikanske kvindebevægelse, der fra sin begyndelse i 1848 havde kravet om valgret med.

International Woman Suffrage Alliance

Omkring år 1900 dukkede en lang række valgretsbevægelser op. Et fællestræk var deres kontakt til andre landes organisationer. Kvinders valgret blev det første eksempel på international mobilisering i kampen for kvinders rettigheder. Forbindelsen mellem den danske og den internationale kvinderetsbevægelse var ikke nødvendigvis så tydelig for den danske offentlighed i samtiden, men fremstår klart i et historisk perspektiv. I 1902 oprettedes paraplyorganisationen International Woman Suffrage Alliance(IWSA), som samlede de nationale valgretsorganisationer og også spillede en vigtig rolle i de danske valgretsorganisationers arbejde. IWSA fungerede som et forum for udveksling af idéer og for moralsk og praktisk støtte til kampen for national valgret.  

Dette gjaldt særligt for det danske Landsforbundet for Kvinders Valgret, der virkede fra 1907 til 1915, samt for Dansk Kvindesamfund. Forbindelsen til IWSA afspejlede sig for eksempel i Landsforbundets overordnede strategi, der sigtede på mobilisering og etablering af en bevægelse med sympatisører over hele landet. Inspirationen viste sig også i den særlige form for agitation, som man praktiserede. Landsforbundet agiterede på moderne vis gennem tidens massemedier med artikler i dagspressen og formåede efter udenlandsk mønster at lave en veltilrettelagt, massiv og landsdækkende pressekampagne. Desuden blev der afholdt foredrag over hele landet og interne kurser i argumentation og retorik. Et tilbagevendende tema i medlemsbladet Kvindevalgret handlede om de danske kvinders tilbageholdenhed i politiske debatter og andre offentlige forsamlinger og om en opfordring til at gribe ordet i den politiske offentlighed.

Landsforbundets grundlægger cand.mag. Elna Munch spillede en særlig rolle for det internationale arbejde, både gennem sin deltagelse i IWSA’s kongresser og gennem sin journalistiske virksomhed. Hun var en skarp analytiker, en spids pen og en ildsjæl. Landsforbundets medlemsblad Kvindevalgret afspejlede samhørigheden med den internationale kvindevalgretsbevægelse. Bladet indeholdt ganske få artikler om samtidens øvrige danske valgretsorganisationer, men til gengæld hyppige indslag om arbejdet for valgret globalt.

De britiske og irske suffragetter

De britiske og irske suffragetter påkaldte sig særlig opmærksomhed med deres radikale metoder, der bl.a. omfattede smadrede ruder, ødelæggelse af kommunikationsmidler som postkasser og telefonledninger, ødelæggelse af kulturgenstande og angreb på teatre, politikerhjem og sportsfaciliteter – altså en form for politisk ekstremisme. At dømme efter de mange omtaler i Landsforbundets medlemsblad var dets medlemmer fascinerede af suffragetterne og deres anvendelse af ”militant teknik”. Disse metoder var selvsagt meget anderledes end de reformvenlige og mere diskrete danske valgretskvinders argumenter og handlinger. De britiske og irske suffragetter var desuden meget mediebevidste og udnyttede den skrevne presses og pressefotografiets muligheder. De danske valgretskvinder lærte herigennem at sætte deres pressekontakt i system, bl.a. med oprettelse af et pressebureau, der producerede tekster til den trykte presse. 

I Kvindevalgret præsenterede Elna Munch tidligt markante udenlandske suffragetter, der var karakteriseret af ”en stor naturlig Veltalenhed” og optrådte ”med stor Overlegenhed og Selvsikkerhed”. Disse personlige beskrivelser tjente som rollemodeller.

Lederen af Women's Sufragette movement Emmeline Pankhurst blev arresteret foran Buckingham Palace i London i maj 1914. De britiske og irske kvindevalgretsforkæmpere brugte metoder, som var meget anderledes end de mere diskrete danske valgretskvinders. Foto: Wikimedia Commons

Idéhistorisk inspiration

Modsatrettede ideologiske strømninger karakteriserede omkring år 1900 det danske politiske landskab. På den ene side var der den politiske liberalisme, født af den franske 1789-revolution og af den britiske filosof og politiker John Stuart Mills (1806-73) skrifter, som dannede et radikalt baggrundstæppe for ideer om politisk deltagelse for både kvinder og mænd. På den anden side fandtes stærke konservative kræfter, som forholdt sig afventende til valgretsspørgsmålet også i denne sidste fase af valgretskampen. Et særligt komplekst forhold var der mellem feminisme og socialisme. I begyndelsen af det 20. århundrede udvikledes en stærk feministisk bevægelse inden for international socialisme.  De største socialistiske kvindebevægelser fandtes i Tyskland, USA og Østrig, og tyske Clara Zetkin (1857-1933) blev den internationale socialismes mest kendte lederskikkelse.

Britiske John Stuart Mills (og hans partner Harriet Taylor Mills) tænkning - og særligt afhandlingen The Subjection of Women (1869) (på dansk Kvindernes Underkuelse, 1869) - formede et opsigtsvækkende afsæt for diskussionen af kvinders frigørelse og politiske rettigheder i Europa. Mill betragtede kvindekampen som en vigtig del af moderniseringen af vestlige samfund, og hans argument havde sin oprindelse i to begreber:

• liberalisme, dvs. at alle voksne kvinder og mænd i princippet er lige i politisk og retslig forstand, og at ulighed mellem kønnene udgør en hindring for udvikling af menneskeheden.
• lighed, dvs. et opgør med tankegangen om, at kvinder er naturligt underlegne, mindre fornuftige og mere følelsesbetonede end mænd.

John Stuart Mills idéer fik et vist gennemslag i Danmark gennem Georg Brandes’ oversættelse af Kvindernes Underkuelse (1869).  Mills argumenter indgik ligeledes i rigsdagsdebatterne om kvindelig valgret til kommunale valg i 1880’erne. Valgretskvindernes stærke fokus på kvinders argumentation, kommunikative evner og deltagelse i politik og den politiske offentlighed hentede givetvis inspiration i Mills tankegang om politisk ligestilling og om kvinders modenhed som politiske medborgere i det spirende demokrati.

Eksemplets magt

Internationale begivenheder og erfaringer kom til at påvirke den danske debat om kvinders valgret. Gennemførelse af valgretten i andre lande fungerede som ’eksemplets magt’ og banede vej for, at man kunne forstille sig, at både kvinder og mænd deltog i politik. Desuden kom der fra den internationale bevægelse stærk inspiration til valgretsbevægelsens argumentation, retorik, pressestrategi og mobilisering. Den danske vej mod kvindelig valgret, der blev gennemført på kommunalt plan i 1908 og til Rigsdagen med grundlovsændringen i 1915, er derfor også et led i en samtidig international udvikling og gensidig påvirkning.