Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde i Odense den 3., 4. og 5. Juni 1908

Mødet aabnedes den 3. Juni, Kl. 9 Form[iddag], i Fyns Forsamlingshus. Formanden, Fru Jutta Bojsen Møller, bød Velkommen. Til Ord­styrere valgtes: Frk. cand jur. H. Petersen, Kbh., Fru Riising Rasmussen, Odense, Frk. Kommunelærerinde Eline Hansen, Kbh. Til Protokolfører: Frk. Kommunelærerinde Anna Olsen.

(…)

Punkt V. Aflæggelse af Beretninger.

a. Formanden, Fru Jutta Bojsen Møl­ler[1]: Naar jeg nu skal til at fortælle, hvad vi har udrettet i dette Aar, siden vort sidste store Møde i Svendborg - hvor jeg desværre for første Gang ikke var med - saa maa jeg begynde med 1) det sidste, den store Sejr, vi har vundet, at vi nu har faaet fuld kommunal Valgret og Valgbarhed, gan­ske i Lighed med Mændene. Vi, der har kæm­pet i snart 40 Aar for lige Ret for Mand og Kvinde, og »holdtes kun ved Haab i Live«, vi kan ikke forstaa den Misfornøjelse, der er kommet til Orde, - nej, vi maa juble og takke Vorherre for Sejren - men ogsaa takke alle dem, der har hjulpet os dertil. Derfor var vi ogsaa til Audiens baade hos Indenrigsministe­ren og Konseilpræsidenten, og til den sidste sagde vi: »Her kommer nogle glade Kvinder, der paa »Dansk Kvindesamfund«s og »Valg­retsforbundet« s Vegne vil takke Dem for, hvad vi nu har faaet; men naturligvis ønsker vi mere; vi vil ogsaa have den politiske Valgret og Valgbarhed.« Ministeren svarede, at det fik vi ogsaa nok, men det gælder nu først, hvordan Kvinderne benytter den Ret, de nu har faaet.

(…)

Punkt VII. Forhandling i Anledning af, at Kvinder har faaet kommunal Valgret.

Fru Esther Carstensen[2] (Kbh.). Efter at have omtalt den vundne Sejr - den kommu­nale Valgret - og den Indvending, der oftest nu fremføres mod Kvindens Valgret, at Kvinderne selv er ligegyldige for dette Spørgsmaal samt det beretttigede i denne Indvending, ud­talte Fru Carstensen: Jeg tror, det vil være bedst for os Kvinder, om vi ikke allerede nu anvender for stærke og begejstrede Ord, om hvad vi skal tilføre Samfundet, men mest for vort Vedkommende tænker paa alt det uende­lig meget, som vi har at lære. Et Haab maa jeg blot have Lov til at udtale, nemlig, at det maatte lykkes Kvinden at faa lagt mere Vægt paa Kærlighed til selve Sagen, end paa Kam­pen med de modsatte Partier. Naar vi nu imidlertid skal betragte Spørgsmaalet om, hvorledes »Dansk Kvindesamfund« bør for­holde sig ved de kommende kommunale Valg, saa maa det straks blive os klart, at Opgaven falder i to Dele. - For det første gælder det om at faa Kvinderne til at interessere sig for Valgene og at vise denne Interesse ved at stemme. Da Konseilpræsidenten og Indenrigs­ministeren fornylig modtog den Deputation fra Valgretsforbundet og D. K. S. [Dansk Kvindesamfund], som kom for at takke Ministrene for deres Medvirken til Opnaaelse af Kvindernes Stemmeret, var det første, de begge sagde omtrent dette: »Naar de nu bare vil benytte den,« det er jo ogsaa den bedste Maade at vise vor Glæde paa; og her bør D. K. S. i det kommende Aar kon­centrere sine Kræfter. Her maa naturligvis anvendes - i saa rigt Maal som muligt - de sædvanlige Agitationsmidler, som Afhol­delse af Møder og stadige Artikler i Bladene. Hvis det var muligt at organisere et Arbejde med Undersøgelse af, hvorvidt alle kvindelige Vælgere i Kommunen er opførte paa Valglisterne, vilde dette sikkert ogsaa være meget gavnligt. Der maa dog være Steder, hvor det var overkommeligt. Et Middel, som jeg tror vilde være virksomt til at vække Interessen for de kommunale Valg, vilde det være, om Kredsene paatog sig at lade afholde en Ræk­ke oplysende Foredrag om de Institutioner, der kommer ind under Kommunens Omraade. Der er jo alle Steder Folk, som beskæftiger sig med disse Sager, og det kan vist saaledes ikke være vanskeligt at finde Foredragshol­dere. Jeg mener saaledes, at der burde holdes Foredrag om Skolevæsen, Fattigvæsen, Hospi­taler, Vejvæsen osv., alle disse forskellige »Væsner«, som spiller saa gennemgribende en Rolle i vort daglige Liv, og som vi nu skal til at have Indflydelse paa. Jeg beder Kredsene indstændig om at tage under Overvejelse, om de ikke kunde foranstalte saadanne Foredrag afholdte. Dette var nu altsaa den ene Del af Opgaven. Den anden bliver den, at sørge for, at der vælges Kvinder, og dygtige Kvinder, ind i de kommunale Raad; og det er hverken den mindst vigtige eller den mindst vanske­lige Del af Opgaven. Her bør Kredsstyrelserne ligesom i Agitationen for at faa Kvinderne til at stemme, bestandig huske, at D. K. S. er og bør være upolitisk, idet det blandt sine Med­lemmer tæller Tilhængere af alle Partier. Kredsstyrelserne bør derfor søge Samarbejde med alle de forskellige lokale politiske For­eninger, der opstiller Kandidatliste til Valgene for at sikre sig, ikke alene at der findes Kvinder paa alle Lister, men ogsaa at disse kvin­delige Kandidater kommer højt nok op paa Listen. Det rimeligste vil naturligvis være, om hveranden Kandidat er en Mand og hveranden en Kvinde, saa at hvis ikke Nr. 1 er en Kvinde, maa Nr. 2 være det. Dersom de po­litiske Partiledelser ikke selv har Kvinder at opstille, bør Kredsstyrelserne, som jo har Forbindelser blandt de for Sagen interesserede Kvinder, være beredte paa selv at kunne foreslaa saadanne. Altsaa opfordrer Fællesstyrelsen Kredsstyrelserne til i Tide at opsøge dyg­tige og hæderlige Kvinder af alle Partier, som man paa Grund af deres Samfundsinteresse eller Indsigt kunde ønske valgt ind i de kom­munale Raad og forhøre sig om, hvorvidt de kunde ønske at bringes i Forslag af D. K. S. Dernæst opfordres Kredsstyrelserne til, naar Valgene nærmer sig, at henvende sig til alle de forskellige Vælgerforeninger med Opfor­dring til disse om at opstille Kvinder som om­talt paa de eventuelle Lister og med Til­bud om Samarbejde i dette Øjemed. Kun i det Tilfælde, at Vælgerforeningerne afslaar Op­fordringen og ikke ønsker Samarbejde, saale­des at der opstilles Lister uden Kvinder eller med Kvinder saa langt nede i Rækken, at de kun har ringe Udsigt til at blive valgt, kan Fællesstyrelsen tilraade Kredsene at opstille en selvstændig og upolitisk Kvindeliste. D. K. S. har bestandig hævdet, og vil vedblive der­med, at Kvinderne søger ikke at opnaa nye Rettigheder for at bekæmpe eller fortrænge Manden, men for at samarbejde med ham i Samfundets Tjeneste, saa at dette kan faa sit Præg af dem begge. Altsaa bør Samarbejde søges saavidt muligt, men netop derfor maa Kvinderne ogsaa ind i de kommunale Raad. - Der er blot en Ting endnu, som jeg kunde ønske at tilføje for min egen Regning. Skulde det i et eller andet Sogn være vanskeligt at finde Kvinder eller - i alle Tilfælde tilstræk­kelig mange Kvinder, som egner sig til at op­stilles som Kandidater til Valgene - vi er jo endnu kun Begyndere og har saa meget at lære, og der kan jo være saa mange Forhold, der kan gøre det vanskeligt eller uoverkom­meligt for Kvinder at paatage sig et saadant Arbejde - lad saa Hensynet til Samfundet, her Byen eller Sognet, alligevel gaa forud for Hensynet til Kvindesagen og Lysten til at kunne opvise saa og saa mange kvindelige Byraads- eller Sogneraadsmedlemmer. Kvin­desagen vinder nok frem alligevel, og den staar sig maaske tilsidst bedst ved, at det kun bliver dertil særlig egnede Kvinder, der vælges. Hvis Kredsstyrelserne, naar Tiden nærmer sig, skul­de ønske at vide Fællesstyrelsens Opfattelse af deres specielle Forhold, og hvorledes den finder, at Kredsen bedst bør forholde sig, vil Fællesstyrelsen være glad over at optage en skriftlig Forhandling om Sagen.

Overretssagfører A. Munch-Petersen[3] kunde i et og alt slutte sig til Fru Carstensens Ud­talelser. Naar den kommunale Valglov har gi­vet Kvinder Valgret og Valgbarhed, er D. K. S.s Opgave først og fremmest den at faa Kvinderne til at benytte denne deres Ret. Kredsene skulde have deres Opmærksomhed hen­vendt paa, at saa mange Kvinder som muligt opfylder Lovens Betingelser for Valgret, sær­lig den, at de betaler den for Valgretten nød­vendige Skat, at de kvindelige Vælgere virke­lig findes paa Valglisterne, samt at de før Valget ved Møder, gennem Pressen eller maaske skriftligt til hver enkelt kvindelig Vælger, giver Kvinderne Anvisning paa, hvorledes de skal stemme (ikke hvem de skal stemme paa), og at de bør afgive deres Stemme. Hoved­punktet var imidlertid dette: Hvorledes bør D. K. S. stille sig overfor de bestaaende Par­tier? Og her burde Fællesmødet slaa fast, at det, Kredsene skal arbejde for, er at faa Kvin­derne til hver efter sin Overbevisning at gaa ind i de forskellige Partier. D. K. S. er som saadan en ren upolitisk Forening, men den bør bestaa af politisk interesserede Medlem­mer. Disse burde frem for alt ikke forsøge at danne et Kvindeparti eller forsøge paa at rejse en Bevægelse for at danne et upolitisk Parti. Det var kun gennem Brydninger af modsatte Meninger, at det virkelig retfærdige og sande kunde komme frem.

I Norge havde, da de norske Kvinder havde faaet kommunal Valgret [1901, red.], den Bevægelse gjort sig gældende, at Kvinderne ikke skulde lade sig binde og blande sig i den politiske Strid. Dette Standpunkt blev forfægtet af Kvindestemmeretsforeningen. Imidlertid blev Resul­tatet i Kristiania heraf kun, at denne fik gen­nemført 2 Repræsentanter. Ved det næste Valg kun én - og oven i Købet en Mand. Endelig ved det 3die og sidste Valg blev denne Be­vægelse opgivet. Hvis den samme Bevægelse gør sig gældende her i Landet, er det min Overbevisning, at det vil gaa akkurat paa samme Maade som i Norge. En af de ivrigste Kvindesagsforkæmpere i Norge, og som var aktiv Deltager i denne Bevægelse, havde paa en Henvendelse om Forholdene i Norge svaret: »Jeg har selv været en af de »upolitiske« og angrer ikke paa det, fordi de ideelle Krav i mig er blevet tilfredsstillet, men hele vor Stil­ling har dog været saavidt frugtesløs, at jeg aldrig vilde raade noget Land til at følge vort Eksempel.« Man bør virkelig lære af den Er­faring, et andet Land har høstet. Ved Valg­loven er der gennemført Forholdstalsvalgmaaden, og ved denne er Partisammenslutninger en nødvendig Betingelse. Kvinderne skal ikke gaa til Valg som Kvinder, men som Vælgere sammen med Mændene og ikke i Kamp mod Mændene. Lad Kvinderne komme ind i de politiske Partier og her gøre et Arbejde og muligvis bringe en stærkere Følelse for Sandhed og Retfærdighed og en stærkere Sigten og Kritik af de Personer, der deltager i den ak­tive Politik. Her kan Kvinderne udrette noget, men deres Plads er indenfor de politiske Par­tiers Rækker.

Efter de indledende Foredrag udspandt der sig en lang og meget interessant Diskussion.

Frk. Anne Bruun[4] (Kbh.), som var rejst til Odense blot for at deltage i denne Forhand­ling, udtalte, at hun vel vidste, at hun stod her i Dag som en ringe Minoritet, men hen­des Samvittighed bød hende at tale. Hvis hun for en Menneskealder siden havde kunnet for­udse, hvad Politik nu er blevet her i Landet, og at Kvinderne kun skulde danne Partiernes Hale, saa havde hun nedlagt Vaabnene. Med Sorg havde hun hørt, at vi skulde melde os ind i de politiske Partier, hvor man stemmer med sit Parti og efter sit Partis Presse, mere end efter Overbevisning. Med Hensyn til Norge véd vi, hvorledes det Parti, der har hævdet Kvindernes Valgret, ved sidste Valg strøg hvert eneste Kvindenavn af sin Liste. Saa længe der er Tale om den kommunale Valgret, bør Kvinder vælges alene som Kvinder.

Under den følgende Diskussion, hvor ogsaa den nuværende Valgmaade blev drøftet og kritiseret, gik Udtalelserne bestandig stærkere og saa godt som enstemmigt imod Dannelsen af et Kvindeparti.

Frk. Anne Bruun hævdede, at det aldrig havde været hendes Mening, at der skulde dan­nes et Kvindeparti, eller laves Kvindelister; hun vilde blot, at Kvinderne ikke skulde lade sig sluge af de politiske Partier, men at de skulde stemme upolitisk og derved bringe no­get nyt ind i det offentlige Liv.

Paa Fællesstyrelsens Vegne stillede Over­retssagfører Munch-Petersen følgende Resolu­tion til Afstemning:

Fællesmødet udtaler, at »Dansk Kvindesamfund« er en upolitisk Forening, at de enkelte Kredse kun bør opfordre deres en­kelte Medlemmer til at gaa ind i de forskel­lige politiske Partier, som de føler sig i Over­ensstemmelse med, og derigennem gøre deres Indflydelse gældende, og at Kredsene ikke bør opstille særlige Lister.

Rigsdagsbibliotekar Elberling[5] foreslog føl­gende Tilføjelse:

undtagen i Nødsfald.

Efter en kort Forhandling herom, ved­toges den stillede Resolution med Vedføjelsen.

(…)

Ordforklaringer m.m.

Denne kilde er en del af projektet ”Digitalisering af kvindehistoriske kilder”.