Barndom og ungdom

Nielsine Nielsen voksede op i Svendborg. Faren var skipper, og familien var relativt velstillet. Hun var utilfreds med pigers begrænsede skolegang og noterede i sin dagbog, at ”kundskab er magt”. Kundskaben søgte hun i København, hvor hun rejste til som 18-årig for at uddanne sig til lærerinde – en af de eneste uddannelsesmuligheder, som kvinder havde. Efter endt uddannelse underviste hun som privatlærerinde, først i Jylland, siden hjemme i Svendborg.

I 1873 så Nielsen i en avisnotits, at kvinder kunne blive læger i USA. Hun traf da sin beslutning om, at også hun ville være læge. Hun drog tilbage til København og fortsatte som lærerinde, imens hun – støttet af den fremtrædende politiker og læge C. E. Fenger (1814-1884) – forberedte en ansøgning om adgang til universitetet.

Kvinders adgang til universitetet

Kvinder havde allerede adgang til at studere ved universiteter (eller lignende institutioner) i USA, Schweiz, Rusland, Frankrig og Sverige, og det var derfor ventet, at spørgsmålet før eller siden ville blive taget op i Danmark. Nu blev det imidlertid Nielsens ansøgning, der gav anledning til, at spørgsmålet kom på dagsordenen hos myndighederne. Hun søgte i 1874 Kirke- og Undervisningsministeriet om dispensation til at tage eksamen artium (studentereksamen) med henblik på at studere lægevidenskab. Ansøgningen blev sendt til høring ved universitetet.

Universitetet endte med at anbefale kvinders adgang med stort flertal, men undervejs fremkom en række erklæringer, der viste stor spændvidde i holdningerne til sagen. De humanistiske og naturvidenskabelige fakulteter havde ingen principielle indvendinger. Det Lægevidenskabelige Fakultet mente, at kvinder var bedre egnede til sygepleje end lægevirksomhed, men anbefalede dog ansøgningen. I sin midte havde lægerne imidlertid en indædt modstander i professor Mathias Saxtorph (1822-1900): Han væmmedes over kvinder, der ville tilsidesætte deres blufærdighed og undersøge mandekroppen og dens sygdomme, herunder kønssygdomme, og han sammenlignede kvindelige studerende med prostituerede – de sidste var et nødvendigt onde, de første ”et aldeles unødvendigt onde”. Det Teologiske Fakultet fastslog, at kvindens livsopgave måtte ligge i familien som hustru og moder, men indså, at kvinder, der ikke kunne blive gift, måtte have andre muligheder, herunder universitetsuddannelse.

Den 25. juni 1875 udstedtes en kongelig anordning, der gav kvinder adgang til at studere ved universitetet (teologi undtaget), men ikke til dets stipendiemidler. De væsentligste begrænsninger var imidlertid, at kvinder fortsat før studierne var afskåret fra den lærde skole og efter fra statens embeder. Kvindelige læger måtte dog godt praktisere.

Nielsine Nielsen fotograferet til brug på visitkort. Portrættet er formentlig fra omkring 1885, hvor hun færdiguddannet som Danmarks første kvindelige læge. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Studie- og kandidatår

Nielsen begyndte i 1874 at læse privat til studentereksamen. Hun blev støttet af kvindesagsforkæmperen Marie Rovsing (1814-1888), der sikrede hende en økonomisk bistand, som tillod hende at koncentrere sig om studierne. I 1877 tog hun og Marie Gleerup (1850-1914) som de første kvinder i Danmark studentereksamen. De begyndte begge at studere lægevidenskab ved universitetet, og Nielsen, der som kvinde var afskåret fra universitetets legater, fik offentlig understøttelse. Hun følte sig godt behandlet af de fleste medstuderende og undervisere, men hun og Gleerup blev nægtet optagelse i Studenterforeningen, hvor kvinder ikke blev betragtet som rigtige studerende. I 1885 blev hun færdig med sine studier (et år før Gleerup) og var dermed Danmarks første kvindelige akademiker og læge.

Efter to år som turnuskandidat ved forskellige hospitaler ønskede Nielsen at specialisere sig i gynækologi og skrive en disputats. Hun blev imidlertid modarbejdet af Frantz Howitz (1828-1912), landets eneste gynækolog, der hånligt omtalte hende som frøken Halv-Doktor og forhindrede hendes fastansættelse ved Frederiksberg Hospital. Med offentlig støtte drog hun derfor på en halvandet år lang studierejse til Schweiz og England for at indsamle materiale til disputatsen, men rejsen fik ikke det ønskede udbytte.

Praktiserende læge og kvindesagsforkæmper

I København åbnede Nielsen en klinik som praktiserende læge i 1889. Ved siden af denne private praksis blev hun i 1906 udnævnt til kommunal specialist i kønssygdomme i henhold til den lov, der samme år havde afskaffet den reglementerede prostitution.

Ideologisk rev Nielsen sig fri af religiøse forestillinger, der havde præget hende i ungdommen, og blev tilhænger af kvindesagen, som hun i de tidlige studieår havde afvist (hun ville være læge, ikke repræsentere en sag). Hun sluttede i stedet op om det moderne gennembruds tanker: Kvindepolitisk lagde hun afstand til majoriteten i Dansk Kvindesamfund under Sædelighedsfejden i 1887. Nielsen argumenterede for, at politisk, social og økonomisk ligestilling var vigtigere end sædeligheden, der blev formuleret som et krav om seksuel ligestilling gennem mænds seksuelle afholdenhed før ægteskab. Hun indfandt sig på den venstrefløj af kvindebevægelsen, der kæmpede for kvinders valgret, bl.a. som formand for Kvindevalgretsforeningen i 1893-98. Partipolitisk tilhørte hun den radikale fløj i Venstre. I 1904 blev hun en af de første tre kvinder i Københavns Liberale Vælgerforenings hovedbestyrelse (fra 1908 Københavns Radikale Venstreforening).

Nielsen døde i 1916 af sukkersyge.