Landarbejderbarn og tjenestepige

Marie Christensen (1871-1945) blev født i Kregme ved Frederiksværk som datter af landarbejdere. Hun blev som 15-årig sendt ud for at arbejde som tjenestepige, hvor hun havde adskillige dårlige oplevelser. Hun sov i en kasse som seng i et lille loftskammer uden kakkelovn, var plaget af frost i fingrene, og arbejdsdagen var fra 6 morgen til 22 aften. Oftest gik hun sulten i seng, og aldrig var der tid til at hvile ud. Sådan var hverdagen ofte for 1800-tallets tjenestepige.  

Som 23-årig begyndte Marie Christensen at sætte ord på sine tanker og skrev i 1894: ”Gid jeg en Dag kunde løsne Danmarks Slavinders Lænker.” Hun ophørte i 1895 med sit arbejde som tjenestepige og ernærede sig i nogle år ved at undervise. Hun fulgte samtidig selv kurser på handelsskole og højskole. I 1899 blev hun på ny ansat som tjenestepige i København. Hendes indignation over arbejdsforholdene voksede og motiverede hende til i 1899 at stifte et fagforbund for tjenestepigerne, Københavns Tjenestepigeforening.

Københavns Tjenestepigeforening, 1899

Københavns Tjenestepigeforening, som Marie Christensen stiftede den 15. november 1899, havde som sit formål, at tjenestepigerne skulle opnå ”mere Oplysning og Dygtighed og derved tiltvinge sig Respekt og Hensyn.” De skulle have en uddannelse i deres fag og ordnede arbejdsforhold med regler for arbejdstid, fritid og boligforhold. Desuden skulle Tyendeloven fra 1854 afskaffes, og tyende have demokratiske rettigheder i form af valgret.

Med Københavns Tjenestepigeforening fik tjenestepigerne nu en forening, der kunne tale deres sag, selvom de lange arbejdsdage og spredte arbejdspladser gjorde det vanskeligt for dem at samles. Foreningen mødte i begyndelsen skepsis både fra husmødre og tjenestepigerne selv. Magtfordelingen mellem arbejdsgiver og ansat havde været sådan i adskillige år, og at ændre på det syntes for mange både overflødigt og umuligt. Marie Christensen måtte ofte opsøge hver enkelt tjenestepige efter arbejde og forsøge at overbevise skeptikerne mundtligt eller skriftligt med foreningens fagblad, Tjenestepigernes Blad.

Tjenestepigernes modvillighed blev udfordret af Marie Christensen og den voksende forening, som arrangerede sociale arrangementer, hvor tjenestepigerne mødtes og udvekslede erfaringer, hvilket var med til at skabe sammenhold. Foreningens medlemstal steg, og i 1904 lancerede Marie Christensen De Samvirkende Tjenestepigeforeninger, ligesom Københavns Tjenestepigeforenings Fagskole stod færdig i 1906. Marie Christensen fungerede som skoleleder frem til 1938, og tusindvis af kvinder tog her deres uddannelse.

Portrætfoto af Marie Christensen. Foto: Industrimuseet Frederiks Værk, Arkivet

Kampen for valgret til tyende

I 1901 trådte Marie Christensen ind på den politiske scene, da der for Rigsdagen var fremlagt forslag om en udvidelse af valgretten til menighedsrådene. I forslaget var det anbefalet, at alle, også kvinder, skulle have denne valgret – dog undtaget tyende og ”berygtede Personer”. Tjenestepigeforeningen protesterede, og ved protestmøder kritiserede Marie Christensen fra talerstolen, at tyendet konsekvent blev holdt uden for valgretten. Argumentet fik opbakning af flere folketingsmedlemmer, og tyendet fik i 1903 valgret til menighedsrådene på lige fod med samfundets øvrige mænd og kvinder over 25.

Foreningen gentog protesterne i 1903-04, da et tilsvarende lovforslag ville undlade tyendet i en udvidelse af den kommunale valgret. Resultatet blev igen, at paragraffen blev fjernet, og at tyende sammen med kvinder fik kommunal valgret i 1908.

Både kvindesagsorganisationer, tyende- og arbejderforeninger fortsatte arbejdet for at opnå valgret til Rigsdagen. Det lykkedes den 5. juni 1915, hvor en ny grundlov blev vedtaget med det resultat, at kvinder og tyende nu fik fuld politisk valgret.

Politiske hverv

Marie Christensen blev udpeget til at være medlem af Tyendelovskommissionen 1905-1910 og var dermed den første arbejderkvinde i Danmark med sæde i en regeringskommission. Kommissionen opnåede dog intet resultat, og først i 1921 blev Tyendeloven afløst af Medhjælperloven, som kun delvist gjorde op med tyendets dårlige arbejdsforhold.

Udover at varetage tyendets interesser i forbindelse med udvidelsen af valgretten var Marie Christensen også i 1904 medstifter af Politisk Kvindeforening, der havde til formål at indføre fuld kvindelig valgret. Som medlem af Socialdemokratiet fik hun direkte politisk indflydelse, da hun i 1917-21 sad i Københavns Borgerrepræsentation.

Faglige hverv

De Samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark ændrede navn til Husassistenternes Fagforbund i 1915, som i 1947 blev til Husligt Arbejder Forbund. Marie Christensen var formand for Københavns Tjenestepigeforening indtil 1914 og for det landsdækkende fagforbund indtil 1927. Hun var fra 1906 til 1938 skoleleder på Husassistenternes Fagskole. Med sin fagskole medvirkede Marie Christensen til at professionalisere faget og etablere en faglig stolthed og identitet. Fagforbundet blev et forbillede for de svenske og norske tjenestepigebevægelser, og skolen forblev en anerkendt uddannelsesinstitution indtil 1972, hvor den blev nedlagt. 

Alderdom og eftermæle

Et af fagforbundets langsigtede mål var oprettelsen af et alderdomshjem for tjenestepiger. Det stod færdigt i 1935, hvor Marie Christensen selv flyttede ind. Hendes sidste år bar præg af nedslidning, men Marie Christensen ses i dag som en af de mest markante fagforeningskvinder i sin tid. Folketingspolitikerne tog hendes protester og indsats til efterretning, og hun viste med sin deltagelse i Tyendekommissionen og sin plads i Københavns Borgerrepræsentation 1917-1921, at hun besad både politisk mod og handlekraft.