Artikler
Helt frem til begyndelsen af 1900-tallet blev tyendet opfattet som en del af arbejdsgiverens husstand. Hverken Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet eller Grundloven af 1849 ændrede grundlæggende på, at tyende i både politisk og juridisk henseende var underlagt deres husstandsoverhoved. Dette betød bl.a., at husbond havde tugtelsesret over sine folk og et lovfæstet krav på deres lydighed. Kort tid efter at tyendet havde opnået stemmeret med grundlovsændringen i 1915, blev de fleste rester af den gamle retsorden ophævet med Medhjælperloven af 1921.
Danske Lov 1683: Enevældens bønder, børn og tyende
Med enevældens store lovbog Danske Lov fra 1683 blev grundlaget for de følgende århundreders tyendelovgivning lagt. Udgangspunktet var, at det var ulovligt at være arbejdsløs. Dette indebar, at ugifte personer, der ikke var i fast tjeneste, blev defineret som løsgængere og kunne straffes. For landbefolkningen gjaldt det endvidere, at et lovligt tjenesteforhold skulle være af minimum et halvt eller helt års varighed, og der var to faste skiftedage årligt, nemlig 1. juni og 1. december. Lovlig opsigelse af tjenesten skulle foregå med otte ugers varsel før skiftedagene, hvorefter den lokale sognepræst skulle udstede et skudsmål på, at man var fri af tjenesten.
Forholdet mellem tjenestefolk/tyende og husbonder blev på centrale områder sidestillet med det mellem forældre og børn, og det blev fastslået, at ”Husbond maa refse [revse] sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond [stok], og ej med Vaaben”. Husstandsoverhovederne havde altså ret til at afstraffe både børn og tjenestefolk korporligt, dog med den tilføjelse, at husbond kunne sagsøges og dømmes for vold, hvis afstraffelsen gik over gevind. I landdistrikterne havde disse bestemmelser en enorm rækkevidde, da både fæstebønder og husmænd også blev opfattet som en del af godsejerens husstand. Godsejerne havde dermed ikke alene tugtelsesret over det tyende, der var kontraktansat i herregårdenes hovedbygninger eller avlsgårde, men også over resten af godsets befolkning.
Forordninger i 1791: Landboreformer uden tyende
Landboreformperioden i slutningen af 1700-tallet og den ofte omtalte bondefrigørelse omfattede ikke den store del af landbefolkningen, der indgik i et tjenesteforhold. Stavnsbåndets ophævelse blev gennemført i perioden 1788-1800, men de to forordninger af 25. marts 1791, der satte rammerne for tyendets vilkår i første halvdel af 1800-tallet, var præget af en stærk kontinuitet og indebar sågar en række stramninger af de ældre bestemmelser på området.
Tjenestetvangen, de faste skiftetider og straffene for løsgængeri blev fastholdt og suppleret med en lang række straffe for diverse kontraktbrud, såsom at udeblive fra tjenesten eller forlade pladsen i utide. Reglerne for skudsmål blev også skærpet, idet det nu blev tilladt husbond at indføre vidnesbyrd om den pågældende tjenestekarl eller -piges opførsel i tjenesten. Fæstebønders tjenestefolk blev underlagt en række lignende bestemmelser, når de udførte hoveri (pligtarbejde) for godsejerne. De kunne tilsiges med dags varsel, og det var strafbart at udeblive, komme for sent eller sløse med arbejdet.
Bestemmelserne fra Danske Lov omkring husstandsoverhovedernes revselsesret blev stadfæstet, og alle typer af tyende var fortsat underlagt tugtelsesretten. Godsejerne mistede retten til at revse fæstebønderne og deres koner, men de var fortsat bemyndiget til at afstraffe fæstebøndernes tyende under hoveriarbejdet. Med forordningerne fra 1791 blev det endvidere lovfæstet, at tyendet var forpligtet til at være lydige mod deres arbejdsgiver.
Tyendeloven 1854: Den lovfæstede ulighed
Købstadstyende var omfattet af Danske Lovs bestemmelser helt frem til Tyendeloven af 10. maj 1854, hvor tyende i landdistrikter og købstæder igen fik et fælles sæt retsregler. Her blev tjenestetvangen og de faste skiftetider ophævet, ligesom husbondernes tugtelsesret over kvinder over 16 og mænd over 18 blev afskaffet. Grundlæggende var der dog tale om en særlovgivning, der – kun fem år efter Junigrundloven – fastholdt tyendet i et underordningsforhold til deres husbond. Uligheden i lovgivningen kom bl.a. til udtryk ved, at tyende blev straffet hårdere for kontraktbrud end arbejdsgiverne. Husbonderne fik endvidere flere nye sanktionsmuligheder, herunder en lang række lovlige grunde til at fyre de ansatte med øjeblikkelig varsel.
I loven blev det præciseret, at arbejdsgiverne principielt havde ret til frit at disponere over tjenestefolkenes arbejdskraft. I lovens § 22 hed det, at selvom et tyende var ansat til en bestemt type opgave, var det forpligtet til ”at deltage i anden til dets Stilling og Evner passende Gerning, som Omstændighederne kunne fordre”. Hertil kom, at ulydighed fortsat var ulovligt, og det kunne medføre fyring eller bødestraf at nægte at udføre en arbejdsopgave, man var blevet pålagt.
Medhjælperloven 1921: Fra tyende til medhjælpere
Kort efter at tjenestefolkene med den nye grundlov i 1915 havde fået stemmeret, blev der med Medhjælperloven af 6. maj 1921 foretaget et markant brud med det traditionelle retsforhold mellem husbond og ansat. Den sidste rest af arbejdsgiverens ret til selv at afstraffe sine folk forsvandt, idet tugtelsesretten over de umyndige drenge og piger blev ophævet. Hertil kom, at straffene for tjenestefolkenes kontraktbrud blev ophævet og skudsmålsbøgerne afskaffet.
Flere af de grundlæggende principper fra de tidligere århundreders tjenestelovgivning var dog fortsat at finde i Medhjælperloven. De ansatte var stadig forpligtet til at udføre samtlige pålagte opgaver, med mindre de eksplicit var blevet fritaget for visse typer af arbejde, og der blev ikke lagt loft over arbejdstiden. Ulydighed var ikke længere strafbart, men var fortsat en så alvorlig forseelse, at den gav arbejdsgiverne ret til at fyre deres folk med øjeblikkelig virkning.
Første del af medhjælperloven af 6. maj 1921. Loven var med til at afskaffe de sidste rester af arbejdsgivernes ret til at afstraffe tyende. Fra: Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m. m. Afdeling A (1921), side 531.
Udviklingen 1683-1921: Fra husstandsmedlem til arbejdstager
Tyende blev traditionelt opfattet som medlem af en familie og stod i alle henseender i et underordningsforhold til sin husbond. Udadtil blev husstanden kollektivt repræsenteret af familiens overhoved, der til gengæld havde pligt til at beskytte og ret til at disciplinere medlemmerne internt.
I et samfund, hvor lighedsidealerne gradvist vandt frem, var den traditionelle opfattelse af tyende ekstremt sejlivet, og lovgivningens principper blev først ændret grundlæggende i begyndelsen af det 20. århundrede. Da tyendet fik valgret 1915 og dermed blev politisk ligestillet med resten af befolkningen, fremstod Tyendeloven fra 1854 som en anakronisme, og tjenestefolkenes faglige organisationer kæmpede for afskaffelsen af al særlovgivning på området.
Da Medhjælperloven i 1921 så dagens lys, pegede den imidlertid både tilbage mod det gamle og frem mod et mere moderne og individualistisk system. I udgangspunktet rettede den sig mod umyndige, men hovedparten af dens bestemmelser havde også gyldighed for voksne medhjælpere – med mindre der forelå en anden individuel aftale. De voksne medhjælpere havde dermed udviklet sig til moderne selvstændige arbejdstagere i den forstand, at de havde opnået retten til kontraktfrihed. De var i princippet rykket væk fra husbondens selvstændige retlige råderum, men havde ikke opnået lovgivningens beskyttelse til gengæld.