Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstykkes Slaap-Rok for Stolen; han vaagner og gnikker sine Øyne, seer sig om og blir forskrækket, gnikker sine Øyne igien, tar paa sit Hoved og faaer en Guldbroderet Nat-Hue i Haanden; han smør Spøt paa sine Øyne, og gnikker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin fiine Skiorte, paa Slaap-Rokken, paa alting, har underlige Grimacer. Imidlertid spilles en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder; naar Musiqven har ende, begynder han at tale:

Ej! hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Ney, jeg er gandske vaagen. Hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit Huus, og hvor er Jeppe? Alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette?

Raaber sagte og frygtsom.

Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig, Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? Mig synes ja, mig synes ogsaa ney. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faaet, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig, det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa all den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drollen splide mig ad om jeg kand faae i mit Hoved, at det er jeg. Ney det er ikke jeg; jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon jeg ikke drømmer? Mig synes dog ney. Jeg vil forsøge at knibe mig i Armen; giør det da ikke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg ikke. Jo jeg følede det, jeg er vaagen; vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig, thi var jeg ikke vaagen, saa kunde jeg jo ikke - - - Men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betænker alting? Det kand jo ikke slaae feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget; jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie; hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slot? Ney det er dog ikkun en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op.

Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien.

Ach! kand man dog høre saadant i Søvne? det er jo ikke mueligt. Men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg vilde stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der vækkede mig. Men jeg hverken drømmer eller er gall, thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret; jeg erindrer jo, at min Salig Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er: det er det andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig; jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog ikke være saa haard at gaae paa, som man bilder sig ind; thi jeg følede intet der til. Nu staaer maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: Saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget; han levede som en Soldat og døde som en Soldat. Man kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaae fire Miil til Byen for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straae, at faae Hug af din Hustrue, og faae Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er ikke din Møye og dine sure Dage forvandlet. Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertænker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men een Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen; skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faae et Kruus Øll at ledske mig paa, thi hvad nytter mig all den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst? Jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at man hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at man der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst, jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menneske; jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skikkelig Mand, der ikke efterlod sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skikkelig som jeg, hvorfor skulde jeg alleene komme i Himmerig? Det kand derfore ikke være Himmerig. Men hvad kand det da være? Jeg sover ikke, jeg vaager ikke, jeg er ikke død, jeg lever ikke, jeg er ikke gall, jeg er ikke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er ikke Jeppe paa Bierget, jeg er fattig, jeg er riig, jeg er en stakkels Bonde, jeg er Keyser. A----A---- A - - - - hielp hielp hielp!

Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har staaet paa Luur for at see hvorledes han stillede sig an.