Artikler
Et fæstebrev var den skriftlige kontrakt mellem godsejeren og fæstebonden. Heri overdrog godsejeren brugsretten af en gård eller af et hus til en fæster, mod at denne svarede afgifter i form af landgilde, hoveri og eventuelt andet. Fæstebreve blev sandsynligvis introduceret i 1500-tallet. De ældst bevarede er fra 1600-tallet, mens enkelte fra krongodset er ældre.
Fæstebrevets bestemmelser
Fæstebrevet opførte fæsterens forpligtelser. Mod at ”nyde” gården skulle han ”yde” landgilde og hoveri og/eller en anden afgift. Landgilde var en årlig afgift, som skulle erlægges dels i naturalier og dels i penge. Hoveri var en arbejdsydelse. Fæstebrevet gav aldrig en præcis bestemmelse for hoveriets omfang, men angav, at hoveri skulle ydes, som det var sædvane på godset. Hvis fæstegården lå ubekvemt langt væk fra godset, kunne fæsteren eventuelt nøjes med lidt eller slet intet hoveri og i stedet betale sig fra det med penge eller naturalier.
Med forordningen af 1719 blev det bestemt, at fæstebrevet skulle udarbejdes i to eksemplarer på stemplet papir, det ene som fæsterens eksemplar, det andet som kopi til godsejeren. Samtidig skulle det skrives ind i en protokol. Et typisk fæstebrev indeholdt normalt følgende oplysninger:
- fæsterens og godsejerens navn
- beliggenhed
- jordtilliggende, som oftest præcist angivet i hartkorn
- forgængerens navn
- eventuelle efterladte, der skulle forsørges
- angivelse af landgilde og hoveri
- eventuelle andre forpligtelser.