Artikler
En fæster var en gårdmand eller husmand, der havde indgået en kontrakt med en godsejer om at måtte få brugsretten over en gård eller et hus mod at svare afgifter i form af naturalier, arbejdskraft og/eller penge. Det hed ”at fæste en gård”. Fæstevæsenet fandtes fra midten af 1200-tallet frem til 1919, hvor det blev afskaffet ved lov.
Fæsterens forpligtelser
Kontrakten mellem godsejer og fæster fandtes siden sidst i 1500- tallet på skrift og kaldtes for fæstebrevet. Her blev det bestemt, hvad fæsteren skulle yde for den ”nydelse”, at han fik gården eller huset overdraget. Han skulle yde tre ting: indfæstning, landgilde og hoveri. Indfæstning – i ældre tid også kaldet stedsmål – skulle erlægges ved overtagelsen af fæstet. Det var en slags udbetaling. Landgilde var en årlig naturalieafgift, der eventuelt også kunne erlægges i penge. Af bevarede fæstebreve fremgår det, at afgifterne blev meget nøje opgjort i antal æg, fjærkræ, grøntsager og meget mere.
Hoveri blev til gengæld ikke nærmere specificeret. Det blev kun angivet, at det skulle ydes ”som sædvanligt”. Det betød, at fæsteren skulle yde så meget hoveri som godsets andre fæstere. For fæstere, der boede for langt væk til dagligt at møde op til hoveriydelsen, blev det aftalt, at de enten kun kom i højsæsonen eller slet ikke. Til gengæld skulle fæsteren så betale en pengeafgift. Ud over disse afgifter var fæsteren også forpligtet at holde gården og inventaret ved lige.