Artikler
Stavnsbåndet var indført i 1733 og blev ophævet i etaper fra 1788 til 1800. Stavnsbåndet indebar, at bønderkarlene var bundet til deres stavn, dvs. det gods hvor de var født. Deres bevægelsesfrihed var således indskrænket; hvor meget var afhængig af godsets størrelse. Oprindeligt var den enkelte karl bundet, fra han var 14 år, til han blev 36, men perioden blev efterhånden udvidet, så han til sidst var bundet fra det 4. til det 40. år. Den enkelte karl kunne lovformeligt få sit eget stavnsbånd ophævet ved at købe fripas hos sin godsejer, hvis godsejeren ønskede det, og de kunne enes om prisen. Eller karlen kunne stikke af og derved illegalt unddrage sig stavnsbåndet med fare for senere at blive fanget og sendt tilbage.
Hvorfor blev stavnsbåndet ophævet?
Ud over stavnsbåndets praktiske betydning for den enkelte karls udfoldelsesmuligheder var det samtidig det ydre tegn på bondestandens mangel på frihed og lavere placering i forhold til alle andre befolkningsgrupper i landet, som ikke var underkastet noget tilsvarende. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer i Europa, der med oprindelse i naturretten krævede frihed og lighed for alle. Stavnsbåndet blev en skamplet på Danmark, som progressive reformtilhængere måtte opponere imod. For mange konservative godsejere var ophævelsen af stavnsbåndet den ultimative reform, der gjorde alle andre tiltag overflødige. For når en karl frit kunne rejse et andet sted hen og tage tjeneste eller fæste gård, hvor han ville, så fulgte heraf, at ingen godsejer eller bonde kunne opretholde dårlige betingelser for karlene. Disse kunne i så fald blot nægte at tage tjeneste eller overtage en gård på de tilbudte betingelser. Således lød argumentation fra nogle af de konservative godsejere. Men som strømmen af reformlove viser, kom de konservative godsejere ikke igennem med deres synspunkter.
Hvad kom i stedet?
Den store landbokommission med deltagelse af embedsmænd, godsejere og en enkelt officer blev nedsat i 1786, efter at kronprins Frederik (senere Frederik 6.) formelt havde tiltaget sig den enevældige magt. I kommissoriet for den store landbokommission var stavnsbåndets ophævelse en given ting, hvor der blot skulle findes en fremgangsmåde, der tilgodeså alle parter. Derfor skete ophævelsen successivt mellem 1788 og 1800, således at alle bønderkarle under 14 år og over 36 år straks blev frigivet, en årgang hvert af de følgende år, for endelig alle øvrige i år 1800. Til gengæld blev godsejerne fritaget for ansvaret for at stille soldater til den udskrevne hær. På lokalt plan blev administrationen af udskrivningsvæsenet i stedet overdraget til amtmand og session. Det var dog stadig indtil 1849 bondestandens unge mænd, der var ene om at gøre militærtjeneste. Dyrkningen af jorden gav dem en styrke, som andre befolkningsgrene ikke kunne hamle op med, lød argumentationen. Udskrivningen skulle for fremtiden ske på grundlag af de nye folketællinger og ikke som tidligere på grundlag af jordvurderinger. Et tegn på forfinelse af tidens administrative hjælpemidler.
Et symbol
Lige siden 1788 er loven om stavnsbåndets ophævelse af 20. juni 1788 blevet fejret som symbol på de store landboreformer, der hævede bondestanden op – eller næsten op – på niveau med alle andre stænder. Ja, i mange sammenhænge er stavnsbåndets ophævelse blevet synonym med landboreformerne i sidste tredjedel af det 18. århundrede. Det er således blevet datoen for alle jubilæer for landboreformerne – 20. juni 1838, 20. juni 1888, 20. juni 1938 og endelig 20. juni 1988. Derfor er der ved hvert jubilæum blevet lagt vægt på forskellige reformlove fra sidste halvdel af det 18. århundrede.
Frihedsstøtten blev rejst i 1792 for at markere stavnsbåndets ophævelse i 1788, her fotograferet i 1897. Foto: Peter Elfelt, Nationalmuseet