Ved Festen på Bøgebjerg for Stavnsbaandets Løsning, 19. Juni 1888

[…] Det bliver her for vidtløftig at gaa ind paa alle de enkelte Sager, som vi kan tage fat paa, jeg vil derfor indskrenke mig til een, navnlig Husmandssagen. Her boer omtrent 500 Husmænd paa Samsø, som om faa Aar ville kunde bringe doppelt saa meget ud af deres Jord, naar de eiede denne, end som Leiere.

Hvad var rimeligere, end at man tog fat på denne Sag, som her er af en saa overordentlig Betydning og Vigtighed for Staten i Almindelighed og Husmanden i Særdeleshed. Jeg siger med Villie for Statens i Almindelighed, thi jo større Evne Statsborgeren har, desto mere kan han følgelig yde til Statens Husholdning, og at en Overgang fra Leier til Eier af Jorden vilde blive en Løftestang, hvorved Husmanden vilde blive løftet saavel i materiel som aandelig Henseende maa dog betragtes som givet.

Og siger man: hvad skulde vi gjøre for at fremme denne Sag?  Saa svarer jeg: Vi Husmænd skulde med al Ærbødighed men og med tillidsfuld Frimodighed henvende os til Lehnsbesidderen[1] og andrage, om han ikke godhedsfuldt vilde overlade os vore Fæstelodder mod en Kjøbesum, der svarede til den aarlige Leie, han nu haver af Huslodderne, og i saa Fald selv foretage de fornødne Skridt hos Regjeringen til at dette kunde ske. Ligesom jeg mener, at vort Andragende burde opfattes med al Hensynsfuldhed og Ærbødighed, saaledes mener jeg og, at man burde vælge Mænd til Overbringere af samme, som man turde antage Exellencen saa til med milde Øine. Hvis Lehnsbesidderen saa gik ind paa at udøve den Velgjerning, saa skulde vi til Tak herfor reise ham et Minde paa lignende Maade, som Bønder og Husmænd her og der har reist Mindestødter som taknemmelig Anerkjendelse mod deres Velgjørere.

Og gik saa Sagen ikke paa denne Maade, saa skulde man forsøge at fremme den ad Lovgivningens Vei, og ved Gjennem dygtige Penne at faa Sagen belyst for Offentligheden. Her er ikke Tid til at omtale alle de Skyggesider, som knytter sig til Leieforholdet, men at disse i stort Maal er tilstede, derom bærer dog Vidne, at Orla Lehman[2], som senere blev indenrigsminister[,] ved Festen paa Bellevue i Anledning af, at det var 50 Aar siden, at Stavnsbaandet blev hævet udtalede omtrent følgende: Den Dag som Stavnsbaandet blev løst, faldt den første Lænke af den danske Bondes Ryg, men før hver dansk Bonde og Husmand er Eier af den Jord han dyrker, før brister først den sidste Lænke, og for omtrent 3 Aar siden udtalte Englands Handelsminister sig i parlamentet for Ønskeligheden af, at enhver Plet Jord i England, Skotland og Irland maatte snart komme til at eies af den som brugte Jorden, da dette var det eneste naturlige Forhold.

Nu veed jeg vel, at denne Sag møder Modstand fra forskellig Side, Godseierne vil selvfølgelig nødig give slip paa at kunde øve det Valgtryk paa deres Leiehusmænd, som hidtil har været Tilfældet, og paastaae at det vil blive til Fordærvelse for Husmanden selv om det gamle gode Forhold ophæves, og Lægerne, i hvert Fald flere af dem, er Modstandere af dette Forholds Forandring af andre Hensyn. Man siger nemlig: gaar Jorden over fra Leie til Eie, saa bliver Huslodderne sammenlagt, og vi faar da kuns jordløse Huse, i hvilke Husmanden uden Ko vil savne det vigtigste Næringsmiddel, det faar hans smaa kun i god Mælk.

Dog ser jeg hermed ingen Fare, thi ligesom Statsmagten nu har sat en fornuftig Grændse for Udstykning og Sammenlægning af Jord, saaledes vilde den selvfølgelig ogsaa gjøre for at forhindre, at Sammenlægning af Huslodder ikke maatte finde sted, og Udstykningen aldrig gaa videre, end at der blev tilstrækkelig Jord tilbage, saa vedkommende kunde holde en Ko.

Jeg har fremdraget denne Sag til Overveielse og anbefaler Gaardmændene paa det beste og stærkeste at støtte den, ikke alene fordi Gaardmænd – eller som det nu lidt kjønnere hedder – Gaardeierne – og Husmændene udgjør een Stand, men tillige af politiske Hensyn; thi faar Godseierne Husmændene paa deres Side, hvad der nu snart i en Menneskealder er arbeidet for, saa kan Gaardmændene da godt skaane dem for Ulejligheden med at gaa til Valg, og saa kan vi sige Farvel til Friheden.

Jeg maa nu tilbage til Spørgsmaalet, jeg har stillet, om hvorledes vi snarest skal komme ud af det Uføre, hvori vi nu sidder. Da den Vei vi kom ind paa 1872, da Venstre blev Flertal[3], har vist sig at være uheldig, da vi paa denne har mødt et Bolværk, vi hverken har kunnet nedbryde eller overstige, har Erfaringerne godtgjort, at vi maa ind paa Forhandlingens Vei, og foreløbig ad denne søge de Reformer fremmede, som kan være til Gavn for vort Folk. Lad os under Kampen for bevarelsen af vor Frihed i Taalmodighed, lad os forsmaa Benyttelsen af alle uædle Vaaben, hvortil jeg henregner Forsøg paa at gjøre vor politiske Modstandere mistænkelige og latterlige og lad os for alt blive i Sandhed og som det sømmer sig for danske Mænd: altid kjempe med aabent Vizier, lad os være milde og forsonlige overfor vore Modstandere men i Kampen aldrig opgive en Tomme af det, vi anser for Sandhed og Ret, og endelig lad hver god dansk Mand og Kvinde bidrage sit til, at den Splidagtighedens Aand, som er kommen ind i vort Folk og sneget sig ind i Demokratiets Rækker, at den maa blive bandlyst, saa vi i Enighed, som giver Styrke, maa kjempe for, at den Grundlov vi har maa bære os fremad til vi eller vore Børn kan komme tilbage til den bedste Grundlov, som nogensinde er givet et Folk, den vi fik 5. Juni 1849[4].

[…]

Jeg slutter derfor med det Ønske, som kræver et dansk 9 gange Hurra af Kvinder som Mænd: Gud bevare Danmark! Ja Gud bevare Danmark: Hurra!