Hvem var de jordløse?

Den jordløse del af landbobefolkningen var en broget flok, og den er nemmest at definere ved udelukkelsesmetoden: Den bestod af de landboer, som ikke ejede eller fæstede en gård eller andre vigtige lokale ressourcer (møllen, kroen m.m.), og som ikke tilhørte landbosamfundets overklasse, fx godsejere, sognepræster og degne.

De jordløse var folk, der ernærede sig som eksempelvis husmænd, daglejere, landhåndværkere, tyende, fiskere og fattiglemmer. Der kunne være stor forskel i velstand mellem de enkelte jordløse familier – en efterspurgt landhåndværker kunne sidde betydeligt bedre i det end en daglejer, og det kunne gøre en stor forskel for en husmandsfamilie, om de havde lidt jord at dyrke eller slet ingen. Samtidig sad ingen så ringe i det som fattighjælpsmodtageren. Det var altså ikke pr. definition alle jordløse, der levede på eller under sultegrænsen, men der er ingen tvivl om, at de jordløse overordnet set udgjorde den fattigste og mest udsatte del af landbobefolkningen.

Denne udsathed betød også, at de jordløse er svære at placere i simple, entydige erhvervskategorier – for de havde simpelt hen ikke råd til at leve af én ting alene. Mangfoldigheden i næringsveje kan illustreres ved et par konkrete eksempler fra Junget sogn på halvøen Salling i den vestlige del af Limfjorden. Husmanden Anders Skade (1753-1803) arbejdede som daglejer hos den lokale godsejer, og hans kone Maren Laursdatter (f. 1741-død ukendt) tjente penge ved at spinde og strikke. Smeden Jens Larsen (1797-1886) levede også af fiskeri og dyrkede et lille jordstykke sammen med sin kone Else Pedersdatter (1794-1881). Og husmandsenken Inger Gjøl (1774-1828) levede af fattighjælp og tjente ved siden af lidt på at gå en gårdmandskone til hånde i køkkenet.

Håndværk kunne altså suppleres med fiskeri, et lille jordstykke kunne suppleres med dagleje og håndarbejde, og fattighjælp med alskens forefaldende småjobs. Alle kombinationer var mulige og blev udnyttet. Når midlerne var små, måtte alle midler bruges.

De jordløse i landboreformerne

Den jordløse befolkningsgruppe blev ikke opfundet med landboreformerne – de var der i forvejen. Præcis hvor stor en del af landbobefolkningen de jordløse udgjorde i anden halvdel af 1700-tallet, står ikke helt klart, men på landsbasis regner man med, at cirka halvdelen af familierne omkring 1770 var jordløse – flest på Sjælland og færrest i Jylland. De udgjorde altså en substantiel del af landbobefolkningen, men alligevel var de fleste – og væsentligste – af landboreformerne primært rettet mod den del af befolkningen, som enten fæstede eller ejede gårde. De jordløses vilkår var oppe at vende i løbet af lovgivningsprocessen i forbindelse med flere af reformerne, men de endte ofte med at blive nedprioriteret eller ligefrem ignoreret.

Et håndgribeligt eksempel på dette er lovgivningen vedrørende godsejerens ret til at revse – dvs. fysisk afstraffe – sine fæstebønder. Godsejeren havde traditionelt haft ret til at afstraffe sine bønder fysisk, i det mindste når de var på hoveriarbejde på godsets marker – og den ret bundede i, at godsejeren blev opfattet som husfader på godset og hans bønder som hans ’tjenere’. Det var i samtiden en selvfølge, at husfaderen måtte slå sine tjenestefolk, hvis de efter hans mening havde forset sig i tjenesten, og den ret havde godsejeren også i forhold til sine undergivne.

Ved en forordning i 1791 blev det forbudt godsejeren at slå gårdmænd og deres koner. Forbuddet blev begrundet med, at revselsen ville stride imod ’den agtelse’, der skulle vises over for gårdmænd og gårdkoner, fordi de selv var husfædre og husmødre i deres egen husstand. Revselsen risikerede altså at kompromittere den respekt, som gårdmændene og gårdkonerne havde krav på fra deres undergivne. Men forbuddet gjaldt ikke i forhold til husmænd og deres koner, som godsejeren stadig havde ret til at revse. Jordløse kunne med andre ord ikke gøre krav på, at nogen respekterede dem tilstrækkeligt til, at de ikke burde afstraffes fysisk af deres arbejdsgiver. Først i 1848, over et halvt århundrede senere og kun et år før Danmarks første grundlov, blev det forbudt at revse husmænd og deres koner.

Træhesten blev anvendt som strafferedskabet i købstæderne ved mindre forbrydelser samt på herregården over for fæstebønder, der fx forsømte hovarbejdet eller på anden måde var ’genstridige’. Ved straffen blev den skyldige placeret over skræv på en tynd planke med benene bundet sammen og vægte under fødderne. At sidde på træhest var en ydmygende og smertefuld straf, som nærmest er blevet symbol på godsejernes undertrykkelse af bondestanden. I realiteten ved vi ikke, hvor meget straffen blev anvendt. Denne gengivelse fra 1925 afspejler formentlig en senere tids forestilling om brugen af dette revselsesmiddel. Billede: Rasmus Christiansen

Udskiftningen af gårdenes jordstykker

Et andet eksempel på, hvordan de jordløse blev ladt i stikken af lovgivningen, ses af den vigtige udskiftningsforordning fra 1781. Udskiftningen var en af de væsentligste processer i landboreformkomplekset. Den handlede om at få opmålt og nyfordelt al jord i hver enkelt landsby og hvert enkelt sogn, og der var derfor tale om en meget gennemgribende og omkostningstung forandring.

Nyfordelingen var nødvendig, fordi jorden fra gammel tid havde været inddelt på en ineffektiv måde, hvor hver bonde i en landsby havde – ofte op mod 100 – små striber af jord på mange forskellige steder i bymarken. Det gav en masse transport rundt til de forskellige små jordstykker, ligesom det krævede et omfattende koordinationsarbejde i landsbyen, så man ikke kom til at trampe hen over hinandens nytilsåede marker. Samtidig blev de uopdyrkede dele af landsbyens jorder – overdrevet – typisk anvendt i fællesskab til for eksempel græsning af husdyrene uden nogen nærmere fysisk inddeling. Dette system ændrede udskiftningen på: Efter opmåling og vurdering af jorden blev den nyinddelt sådan, at hver familie fik et eller få sammenhængende stykker opdyrket og uopdyrket jord, som svarede til den andel af byens jord, som de tidligere havde haft. Dermed opstod mange af de sammenhængende matrikler, som landet endnu i dag er inddelt i.

Udskiftningens konsekvenser for husmændene

Udskiftningen var altså en vigtig effektivisering af landbruget, men den kom ikke til at gavne alle i landbobefolkningen. For i forbindelse med nyfordelingen af jorden risikerede de jordløse husmænd at miste den andel af fællesområderne, som de hidtil havde haft hævd på, og som kunne give dem livsvigtig græsning til en ko og nogle får. For når al jorden blev fordelt, var der ikke længere nogen fællesområder, som de kunne få andel i. Op til den store udskiftningsforordning blev dette problem diskuteret, og der var forslag fremme om at gennemtvinge, at husmænd skulle have både agerjord og græsning tildelt i forbindelse med udskiftningen – men i den endelige forordning blev det droppet og udlagt til de lokale jordejeres afgørelse, om de ville give lidt græsning til erstatning for det tabte. Det endte blandt andet sådan, fordi lovgiverne frygtede, at det ville bremse udskiftningen, hvis det kom til uendelige diskussioner mellem jordejerne om, hvem der skulle afgive jord til husmændene.

Der kunne fremdrages flere eksempler på, hvordan lovgivningen i reformperioden satte et skel ned mellem gårdmænd og jordløse i landbosamfundet, men der blev dog også udstedt lovgivning, som ikke satte dette skel. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 med virkning fra 1800 gjaldt for eksempel alle mænd i landbobefolkningen, uanset om de kom fra gårde eller huse.

Skabelsen af en underklasse

Før landboreformerne var der mere udveksling mellem gårdmandsgruppen og de jordløse, end der var efter reformperioden. For eksempel kunne en dygtig husmand eller husmandssøn i ’det gamle landbosamfund’ sagtens blive udpeget til at fæste en gård af en godsejer, som så et potentiale i ham. Men med den udvikling, der skete i løbet af landboreformperioden, udviklede det jordløse segment i landbobefolkningen sig til at være en egentlig underklasse, der blev fastholdt i jordløsheden generation efter generation.

Årsagerne til, at de jordløse blev fastlåst i deres situation, er flere. En af årsagerne er, som vist ovenfor, at en række af landboreformerne enten undlod at forholde sig til de jordløses problemer eller aktivt gjorde forskel på gårdmænd og jordløse.

En anden årsag er, at den overgang til selveje, som var en af landboreformperiodens væsentligste udviklinger, i sig selv gjorde det vanskeligere for de jordløse at komme til jord. Det var simpelt hen mere kapitalkrævende at købe en gård end at fæste den af en godsejer: Husmandssønnen fik, uanset hvor dygtig han var, sværere ved at købe en gård, end han tidligere havde haft ved at få lov at fæste den. Dermed blev den enkeltes familiebaggrund mere og mere afgørende for, på hvilken side af skellet mellem gårdfolk og jordløse man endte.

Denne udvikling blev yderligere forstærket af den voldsomme befolkningstilvækst, som fandt sted op gennem 1800-tallet. Ved folketællingen i 1801 var der 0,9 mio. indbyggere i Danmark, i 1850 var der 1,4 mio., og i 1880 var der 2,0 mio. Langt de fleste af disse indbyggere boede gennem hele perioden på landet (1801: 79 %, 1880: 72 %), så befolkningstilvæksten måtte også brødfødes i landbosamfundet. En voksende befolkning til en nogenlunde konstant mængde jord betød, at efterspørgslen efter jord steg – så det gjorde jordpriserne også. Derfor blev afstanden mellem folk med jord og folk uden jord også større og større op gennem 1800-tallet. Det afspejler sig også i udviklingen i forholdet mellem huse og gårde i landdistrikterne: I 1834 var der 90.000 huse med og uden jord og godt 66.000 gårde, mens de tilsvarende tal i 1895 var 192.000 og 72.000. Som følge af gårdopdelinger var der altså blevet lidt flere gårde, men befolkningstilvæksten på landet endte som en del af det jordløse befolkningssegment.

Den skarpe konkurrence om jorden betød, at selv mange gårdmandsbørn endte i underklassen – og så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor svært det var for børnene fra de ressourcesvage familier at skaffe sig jord.

På den fynske maler H.A. Brendekildes (1857-1942) socialrealistiske billede ’Udslidt’ fra 1889 ses en ældre husmand, der er styrtet omkuld af udmattelse på marken. Ved han side sidder en fortvivlet kvinde i slidt tøj og råber på hjælp. Maleriet var en skarp politisk kommentar til, hvordan livet for den jordløse underklasse op gennem 1800-tallet blev præget af hårdt slid og magtesløshed. Brendekilde var husmandssøn, og han kendte de jordløses levevilkår. Fra: Kunstmuseum Brandts, Europeana

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.