Husmænd i enevældens tid, 1660-1848

Allerede i enevældens første tid var husmændene et talstærkt element i landbefolkningen. Man regner med, at forholdet mellem husmænd og gårdejere i årene efter 1660 var ca. 2: 3. I de danske landsdele har husmændene været forholdsvis talstærkest på Øerne, især Sjælland; i mindre grad i Jylland, hvor gårdmandsbruget dominerede. Husmændene var ofte håndværkere samtidig, og som regel altid daglejere og arbejdskraftreserve. De kunne også være aftægtsfolk.

I enevældens tid var der, især igen på Sjælland, tale om en kraftig vækst i antallet af husmænd. Det skyldtes primært det stigende folketal, der ikke kunne optages på anden måde end i husmands­gruppen. I tidsrummet 1660-1805 tredobledes tallet på Sjæl­land, medens der i den øvrige del af landet var tale om en fordobling. Den kraftige vækst i antallet i tilknytning til landborefor­merne skyldtes regeringens, godsejernes og gårdmændenes ønske om at sikre landbruget arbejds­kraft i takt med, at tjenestekarlene slap for stavnsbåndet. Foreha­ven­det lyk­ke­des. Omkring 1800 var der flere husmænd end gårdmænd i Danmark.

Tidligere havde der været en nogenlunde ligelig fordeling mellem husmænd med jord og uden jord. Begge grupper havde græsningsrettigheder på overdrevet (landsbyens fælles græsningsareal), langs vejene og på markerne efter høsten. Disse rettigheder forsvandt med landboreformerne i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de fælles arealer blev inddraget. Til gengæld kunne husmændene få arbejde på godserne. Selv om husmændene i mindre grad end gårdmænd og daglejere/tjenestekarle var omfattet af bondebeskyttelse, blev resultatet af land­brugs­omlægningen efter 1800 en vækst i husmænd med jord i form af små jordlodder; så store at de kunne overleve, men også så små at man for at klare sig måtte tage arbejde som daglejere på de større bondebrug og på godserne. Det var derfor vanskeligt for husmændene at tage del i den nye markedsorientering, der kendetegnede landbruget efter reformerne.

Adskillige af disse nye husmænd var tidligere gårdejere, der ikke kunne stå distancen i kampen om jorden. Mange af dem blev fæstere, idet godsejerne havde interesse i en gårdfæsterre­serve, der havde brugs- men ikke ejendomsret til jorden. Resultatet blev en talstærk klasse af relativt selvstændige fæstehusmænd på øerne, som imidlertid ofte led under usikre og korte fæsteforhold, og til­sva­rende husmænd med både brugs- og ejendomsret til jorden i Jylland.

Medvirkende til svækkelsen af fæstehusmændenes stilling var, at de ikke var omfattet af loven af 1799 om afskaffelse af hoveriet. For både fæstehusmænd og husmænd gjaldt i øvrigt, at den landbrugskrise, som satte ind fra 1820’erne, medførte et øget pres på husmænd­ene. Husmandsklas­sen var landboreformernes stedbørn og led under et social­poli­tisk efterslæb i forhold til gårdmæn­dene.

Husmænd efter enevælden, 1848 og frem

Bondebevægelsen i 1840’erne, der medvirkede til at fjerne den krakelerende enevælde, omfattede også husmændene. Ikke mindst fæstehusmændene på Sjælland tog del heri. Den voksende skare af husmænd og landarbejdere havde ikke fået del i opsvinget i dette tiår, og deres vilkår på de store godser var desuden præget af vilkårlighed. Det var derfor naturligt for bondebevægelsen at bruge husmandssagen som ammunition i den politiske kamp.

Denne kom dog især gårdmændene til gode, og vi skal frem til andelsbevægelsen i 1880’er­ne, før der så småt skete forbedringer af husmændenes kår. Andelsbevægelsens demokra­tiske princip om at stemme efter hoveder og ikke efter høveder (kvæg) var en gevinst og sikrede husmændene en vis jævnbyrdighed med gårdmændene.

Husmandssted i Karup i Midtjylland mellem Herning og Viborg, 1895. Ejendommen var opført omkring 1884 med stuehus og stald bygget sammen. På billedet ses ejeren Mads Chr. Nielsen med hest og kreaturer, til venstre for ham hans hustru Ane og deres tre døtre og en svigersøn. Mads supplerede de sparsomme indtægter ved at være landpost til fods mellem Viborg og Karup. Det lyngklædte udhus til højre blev brugt til får og høns og som lade. Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Karup

Med de to store lovkomplekser i henholdsvis 1899 og 1919 om oprettelse af statshus­mands­­­brug, hovedsageligt baseret på billige statslån, skete der yderligere en styrkelse og en forøgelse. Loven i 1899 drejede sig om det samme som hundrede år tidligere: at skaffe arbejdskraft til de store landbrug. Samtidig skulle den medvirke til at danne bolværk mod socialismen ved at give nogle af samfundets nederste bedre vilkår. Loven i 1919, der indebar udstykning af lensgodser og præstegårdsjorder, medførte oprettelse af 5.000-6.000 nye husmands­brug.

Husmands­brugene havde deres storhedstid frem til midten af 1960’erne, hvorefter de blev opkøbt af de store gårde. Husmændene gik enten på pen­sion eller fik arbejde i industrien og bygge­riet, samtidig med at de, indtil de gav endeligt op, dyrkede jorden i deres fritid efter fyraften. De blev kaldt ”måneskinshusmænd”. I virkeligheden gjorde de det, som husmænd altid har gjort, nemlig at supplere indtægten med aktiviteter uden for hjemmet.

Husmandsbevægelser

Medvirkende til styrkelse af husmændenes status og samfundsmæssige position i løbet af det 20. århundrede var den organisatoriske sammenslutning i form af husmandsforeninger på lokalt plan og derefter på landsplan. Perioden 1900-1914 markerer gennembruddet, og med sjællænderen Niels Frederiksen fik man en husmandsfører, der havde gode kontakter til såvel Socialdemokratiet som Venstre og de store landboorganisationer.

Politisk set stemte husmændene som oftest på Radikale Venstre, der så dagens lys i 1905. Dette partis samarbejde med Socialdemokratiet gennem det meste af det 20. århundrede inde­bar, at husmæn­dene fik en central politisk position som forfægtere af socialliberale princip­per i Folketinget. Hus­mæn­dene fik via deres økonomiske og politiske organi­sering en central placering ved Kanslergadeforliget i 1933. De kom i det hele taget til at repræ­sentere midten af dansk politik og var stærkt medvirkende til at fastholde Radikale Venstre som et folkeligt parti.

Husmandsbrugets styrker og svagheder

Forfatterne Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær har begge lovprist husmændene som seje slidere, men har også påpeget, at mange af dem sled sig ihjel. Husmandsbruget var langt mere arbejdsintensivt end gårdmandsbruget. Den intensive driftsform sikrede et forholdsvis større udbytte pr. arealenhed end ved de andre landbrug, men var også afhængig af, at hele familien arbejdede med i bedriften.

Husmandsbruget var højproduktivt. Til gengæld var det også konjunkturfølsomt. De gode driftsresultater var tæt sammenknyt­tet med forholdsvis større investeringer pr. arealenhed end ved de andre landbrug, og med den store afhængighed af markedspriserne for især kvæghusdyr – kød og mælk – samt svin kunne internationale prisfald som fx i 1930’erne true husmandsbruget. Både statshusmænd og ”almindelige” husmænd måtte da også i perioder tage daglejerarbejde på gårdene, lige­som andelsbevægelsen stod og faldt med de husmænd, der supplerede indtægterne fra land­bru­get ved at tjene penge som mælkekuske.