(…)

Da de otte Dage var gaaet rejste jeg saa Hjem til Lykke[1] igjen. Imidler­tid var min Kjæreste flyttet i den Lejlighed, som jeg havde Lejet til os, hvor vi vilde bo naar vi havde havt Bryllup. Lejligheden var en gammel Stuehus i sønder Kirkegaard, en Gaard som tilhørte Kristian Kra­rup hvor min Kjæreste tjente da vi blev forlovede, men i Virkeligheden var hun i den Gaards Stuehus at passe et Par gamle Folk, men Manden døde mens hun var hos dem, og Konen som var meget gammel vel over de 90 flyttede saa til sin Datter. Saa det blev i det samme Hjem hvor vi var bleven forlovet, at der blev vort første Hjem, da vi flyttede sammen som Mand og Kone. - Gaarden var et Aneks Præstegaard hvor Præsten kjørte til hver Søndag, og hvor der var Staldplads til sine Heste, og en Stue hvor han selv kunde opholde sig og hvor der var en stor Bilæggerkakkelovn[2] som blev opvarmet hver Søndag om Vinteren, og Præstens Stue skulde vi holde ren.

Erik Lykke og Kone tilbød os at de vilde gjøre vort Bryllup naar vi vilde nøjes med en lille Bryllup, og derfor var vi jo noget taknemmelige, vi vilde jo gjerne havt nogle af vore Venner og Slægtninge med ved den for os store Højtidelighed, men det vilde de ikke gaa ind paa, det vi var mest bedrøvet over, var at min Kjærestes Moder, maatte heller ikke komme med, hun var jo fattig og for ringe til at de kunde bekvemme dem til at gjøre hende den Glæde. Og jeg antager heller ikke at de havde andet mod min Kjæreste end at hun var fattig. Men for os var det som en bitter Pille i glædens Bæger. Men jeg er vis paa at de forstod det ikke. Men vi tog jo imod det i deres øjne og efter deres Mening et godt Tilbud, men jeg skulde selv skaffe og betale Suppekjødet.  Ja ja der kunde jo ikke tænkes et Bryllup uden et Maaltid Suppe. Men den Gang var der ingen Landslagtere, og til saadan et Gilde var der jo ingen Mening i, at slagte enten en Lam eller Gris, Men jeg gik saa til Lemvig og kjøbte 8 Pund Oksekød.

Jeg havde jo mit Tilhold ved Lykke i den Tid da Tillysningen[3] stod paa inden Brylluppet, men i den Tid fik vi jo vort Bohave[4] flyttet ind i de tomme Stuer, vi syntes ikke selv at vi var saa fattige, jeg havde 1 Chatol og Stine havde en Klædeskab og en Komode, og en Stol, men vi behøvede heller ikke flere Stole for der var baade Bænk og Bord som var fulgt med Lejligheden og vi havde de nødvendige baade Gang og Sengeklæder, og desforuden havde Stine jo en Væv eller som den vel kalde Væven, eller som vi siger "Vøvvel" med Tilbehør, og saa havde vi hver et Faar, og der af blev der da Uld, og jeg troer ogsaa nok at vi havde en Lam eller to at slagte den første Aar, men der var jo flere Smaagjenstande som vi skulde have indkjøbt, omend vi kunde hjælpe os med lidt, saa skulde vi da have at bruge noget Køkkentøj Potter og Pander og Gryder, Spande og Kar, men det var jo noget vi fik efter­haanden som vi trængte til det.

Bryllupsdagen nærmede sig, og jeg syntes det var saa utilladelig fattig, at der ikke kom en Kvinde med min Brud i Kirken den Dag hun var ærbar og uberygtet, saa jeg syntes ikke godt at jeg kunde være det bekjendt. Jeg talte saa med Konen ved Lykke, om der ikke maatte komme enten en Kone eller Pige med i Kirken, for at ordne lidt ved hendes tarvelige Pynt. Men jeg fik det bidske Svar, "Hvad vil du have paa Hende" Vi var jo da fattige begge to, og vi vilde vel ikke be­gynde at gabe imod Ovnsmundingen.[5] Det vigtigste for os var jo, at vi kunde opnaa dette at blive ægteviede for Guds Alter, og erklærede for rette Ægtefæller at være. Og Dagen oprandt den 5te December 1877 og hele Brudefølget som vi kalder det, bestod af to Forlovere og jeg og min Brud, Præst og Degn. Men da Vielsen havde Ende kom to Gaardmænd og gik op og ofrede til Præst og Degn, det var vi glade ved, for det var da at vise os en Ære, og da jeg takkede dem sagde de at de syntes det saa saa fattig ud, min Bruds Moder og yngre Broder var kom­men i Kirke for at høre og overvære Vielsen min Brud var da hendes Datter. De mødte os da vi gik ud af Kirken for at ønske os Tillykke, men det kan jo ikke nægtes at det gjorde os ondt at vi maatte sige Farvel med det samme, der var ikke Plads i Bryllupshuset til disse to Fattige. Baade Præst og Degn med Fruer var jo indbudne til Middagsspise og nogle af Vennerne ved Lykke, men Stine og jeg havde naaet vore Ønskers Maal, og det var vi jo lykkelige ved, der er ikke meget at skrive om den lille Fest, den Gang var det ikke saa overflødig med Brude­gaver, som det er nu tildags, der var to smaa Piger ved Lykke, de gav os i Brudegave en lille Tallerken hver og en gammel Sypige gav os en Krone, det var jo alle tre Ting til Nytte. Men jeg kan huske at det var dejligt Vejer den Dag efter Aarstiden, Solen gik saa smuk ned, jeg stod og saa paa sin Nedgang og tænkte, maaske den varsler for os, om en lykkelig Fremtid, i vort ægteskabelige Liv. Det var jo en alvorlig Handling, vi havde været Gjenstand for, og som havde Betydning for os, alle vort Livs Dage. –

Altsaa den femte December 1877 flyttede vi saa til vort første Hjem, og det var et skjønt Sted vi kom til at bo, blandt vore mangeaarige Venner som vilde os ikke andet end godt. Nu over Halvtredsindstyve Aar da jeg tænker tilbage paa dem som da levede de er ikke mere kun en enkelt af dem der da var unge er levende endnu, de er jo ogsaa fulgtes med i Livets Skole og er bleven gamle. I den Gaard som var vort første Hjem, boer en af mine jævnaldrende min Ungdomsven K F Krarup, den gamle Gaard blev brudt ned og han har bygget en solid og pæn Gaard paa den Plads, og anlagt en smuk Have, som baade er til Nytte og Pryd.

Vi to nygifte indretted nu vort Hjem efter Evne og Lejlighed, vi kan vistnok med Sandhed sige at vi havde ikke noget af det som kan hen­regnes til Luksus, men vi savnede det heller ikke. Men vi skulde jo ogsaa tænke paa at tjene noget. Vi fik jo Væven sat op i vort Kam­mer, vi havde kun et som baade var Sovekammer Dagligstue og Vævestue. Sengestedet var en Alkoveseng ind under Taget med Panel foran, det var jo gammeldags, men naar de gamle Folk som havde boet der i mange Aar, kunde hjælpe sig med det saa kunde vi, som var unge og raske, ogsaa hjælpe os dermed. Komoden stod med Enden til Sengens Hovedgjærde og Skabet og Chatollet stod i Præstens Stue. Og saa havde vi Køkken med en aaben Skorsten, og der indtil var Præ­stens Staldrum og Rum til Tørv og Høns som vi ogsaa fik nogle af med Tiden. I Præstens Stue og i vort Kammer var Lergulv og i Køkken og Bryggers med Stald var Gulvet af Kampesten. Men Husene var jo gamle og kunde ikke godt holde Trækvinden ude. Men det var ingen Skaar i vor Glæde, vi bildte os ind at vi boede helt hyggelige naar Stine havde pudset den store Bilæggerkakkelovn der var i vort Kammer, og Lergulvet var fejet og bestrøet med hvid fugtig Sand. - Der var jo ingen af os der var forvænte, saa vore Krav var ikke store, men vi glædede os ved enhver Forbedring og enhver tiltrængt ny Erhvervelse.

Men som foran nævnt vi fik Væven sat op og Stine begyndte at væve for Fremmede, og jeg fik ogsaa Arbejde ved at tærske.[6] Vi vidste nok at vi kunde ikke leve af Kjærlighed og Kildevand, som der siges. Og P. Kristian Bæk lod mig faa nogle Ned[7] saa jeg kunde fiske til Husbehov. Men jeg var næsten bange for at være Hjemme de søgne Dage, for jeg havde jo hørt hvor der kunde skumles over naar en Husmand gik noget Hjemme, saa sagde Folk, havde jeg hørt at den eller den vilde helst gaa Hjemme at fiske lidt, og ellers ikke bestille noget Nu var jeg selv kommen ind i deres Rækker, og jeg vilde jo nødig skrives i Folkets sorte Bog. Men det blev jeg snart kureret for, og det kan jeg takke min unge og frimodige Kone for, hun syntes og sagde til mig at naar vi var gift og havde Lov til at bo sammen og vi skyldte ingen noget, og var ingen til Byrde saa kom det ingen ved hvordan vi ordnede vore For­hold, og hun havde glædet sig til at jeg var noget Hjemme hos hende. Nu vil jeg her nedskrive den lille Bemærkning om hende at hun var livsglad og lysseer, og et muntert Gemyt, har ikke set mørk paa Til­værelsen, og har beholdt sit gode Humør indtil denne Dag.

Næsten alle Smaakaarsfolk her i Nees lavede Hornskeer[8], og jeg havde ogsaa hjulpen ved det Hjemme hos min Faer, men det var mest før jeg var konfirmeret saa jeg havde ikke den nødvendige øvelse. Og Arbejdet uden for Hjemmet om Vinteren tiden, var jo nærmest Tær­skearbejde og Daglønnen var 33 Øre, og indtil højest 50 Øre og saa Kosten, men det var da bedre end at ligge paa den lade Side, men saa foreslog Stine at jeg skulde prøve at væve. Jeg var jo noget betænkelig og undselig[9] ved at give mig til at væve. Og jeg vovede da Forsøget men jeg vilde jo helst at der var ingen Uvedkommende saa at jeg væ­vede men da jeg fik nogen øvelse og kunde bruge baade Hænder og Fødder, og med Tiden kunde jeg ved nogle Slags Tøj tjene en Krone om Dagen, Stine skulde jo rede Vævene op for mig og føre Tilsyn med mig saa der ikke blev Fejel i Vævningen, Det der kneb mig mest var at knytte Knuderne paa de bristede Traade, men vi delte jo Arbejdet saadan at jeg spolede og naar jeg vævede kunde Stine jo enten spinde eller lave andet Haandgjerningsarbejde, for Stine havde baade Spinde­rok og Karter, og kunde ogsaa bruge dem. Vi undrer os nu over at disse Redskaber Væven Spolerokken Spinderokken Karter, og øvelse i at bruge disse Ting, og hvormed man kunde tjene til Livets Ophold, og var baade en nyttig nødvendig Erhverv, at vi skulde opleve at det var fuldstændig forældet, saa ingen ung Pige nu hverken kan eller vil enten væve spinde karte eller strikke en Strømpe. Vi ventede i flere Aar efter da Stine ikke kunde faa Tid til at væve, at der vilde komme en Libhaver[10] til Væven, men nu har vi hugget den i Pindebrænde. Men der er endnu en Kvinde her i Sognet som væver og har nok at bestille og det er den Kvinde eller Kone gamle Kristiane Odde. Nej i Nutidens fine med Luksus pyntede Stuer passer ikke til at faa en Vævel ind ind i, for den vil støve og Arbejdet med den er ikke stilfærdig - Nej derindi passer en Symaskine, mere passende for den pynter op i Stuen og naar den bruges virker det ikke saa forstyrrende som Vævens Bom, bom, bom,..

Men efter Vinter kommer Vaar, og da vilde vi ikke sidde Hjemme paa Stuen, ligesaa lidt Stine som jeg, datidens unge Kvinder var ikke opdraget til at sidde paa Stuen og lade sig forsørge af Manden, Nej vi fik Akordt paa at kaste kjøre ud rejse og røgle[11] 200 Læs Skudtørv til Ulv­sund Teglværk, og før vi begyndte med at kaste Tørv var vi i Mosen at flytte en Del gamle Tørv derfor, fik vi 10 Kr. For Tørvene skulde vi have 65 Øre pr Læs, og vi havde en Times Gang ud til Mosen, vi be­gyndte i første Halvdel af April og blev færdig omkring ved 20de Juni. Jeg kastede og Stine kjørte dem ud, og det var noget hun var vant til fra Barndom af, vi kunde i Reglen kaste og sætte ud, eller fra, som det kaldtes 8 Læs om Dagen 1 Læs beregnet til 30 Snese eller 600 Tørv altsaa 4800 Tørv. Da vi var færdig i Mosen, havde Stine faaet Plads paa Volder som Høstkone der havde hun jo tjent Sommeren forud som Sommerpige, men hun skulde i denne Sommer ikke være der længere end fra Skt Hansdag og til Mikkelsdag,[12] derfor skulde hun have i Løn 50 Kroner, for den Tid. Da jeg var færdig med det sids[te] Tørvearbejde kom jeg paa Arbejde i Høslætten og dernæst rejste jeg om og arbejdede ved Udtørringsarbejdet ved Nissum Fjord i den Del som kaldes Kogen. Vi fik jo en god Dagløn, men vi skulde jo selv være om baade Kost og Logis, Jeg tjente maaske godt nok ved Arbejdet, men det var ikke det Slags Arbejde der havde noget tiltrækkende for mig, og har heller aldrig siden været paa saadan en Arbejdsplads. Der arbejdes nok men ikke med den Lyst og Energi, som ved Landbrugsarbejdet. Det gjaldt om ikke at bestille for meget Arbejdet gik efter et vist Tempo, vi arbej­dede i Kolonner og i hver Kolonne eller Hold flere Mand med Trillebør.

Da Mikkelsdag, kom Stine Hjem fra Volder. Og kort efter be­gyndte vi at tage Kartofler op ovre ved Ulvsund hvor vi havde en Kar­toffelmark at tage op paa ottende Part det vil sige vi fik for vort Ar­bejde hver ottende Række, der var vi saa i 14 Dage, og da vi var færdig der rejste vi til Aabjerggaard i Møborg og ligeledes tog Kartofler op paa 8de Part, og der var vi ligeledes i 14 Dage, men i den Tid da var vi om Natten hos Stines Moder og hendes Mand, hun var bleven gift med sin anden Mand. Men da vi nu var færdig og fik vores Part af Kartofler bjerget Hjem var det jo November, mens Stine var paa Volder havde jeg faaet Tørvene Hjem, da var det mig, Aaret før var det Stine der havde sørget for det, hun var jo nærmere Hjemmet end jeg. - Men vi kunde glæde os ved at Sommeren havde været os god, med Hensyn til Fortjeneste saa vi kunde gaa Vinteren imøde med Tryghed, og vi havde jo ogsaa Faar at slagte, saa vi havde ogsaa Faar eller Lam at slagte, og ud paa Vinteren solgte vi af vor overflødige Foraad af Kar­tofler og fik 6 Kr for Tønden. Det var gode og lykkelige Tider for os, Tider som vi nu i vor Alderdom ser tilbage paa med Glæde rig paa kjære Minder.

Det var saa den anden Jul vi gik imøde. Den første Jul havde vi den Glæde at jeg havde en Broder som var i Drejerlære i Kjøbenhavn kom Hjem at besøge os, foruden andre gode Venner og Slægtninge. Og denne Jul havde jo ogsaa sine Juleglæder til os. - Den 16de Februar 1879 fødte Stine vor første Søn, det var vi jo glade ved og Stine var saa rask at jeg kunde være hendes Sygeplejer.

Denne Vinter knyttede jeg Ned til eget Brug, for vi kunde ikke tænke os ikke at vi selv kunde tage det nødvendige Fisk til Husholdningen. Da Foraaret kom fik jeg Arbejde ved øster Bæk for den halve Tid eller 3 Dage i hver Uge, men det ordnede vi saadan at en Mand som med sin Kone i samme Stuehus som vi, at vi arbejdede i en Mergelgrav[13] for Kri­stian Krarup, det var lige ved Hjemmet saa det var jo som om vi var Hjemme, for vi arbejdede paa egen Kost, men nu kunde Stine ikke komme med i Mosen hun maatte jo blive hjemme ved sin Væv og vor Dreng. Vi fik jo udført vort Mergelarbejde og jeg var saa det meste af Sommeren ved Østerbæk det var den tredie Gang jeg tjente der, men denne Foraar kom jeg ikke til Havet. Stine var ked af at jeg vilde bruge Havfiskeriet og har heller ikke brugt det siden den Foraar, før jeg blev forlovet.

Men denne Sommer som jeg tjente øster Bæk var der et gammelt Hus med lidt Ejendom til saa de som boede der i min Barndom altid havde en Ko. De Gamle var død og yngre Folk havde saa faaet det og faaet gjort Kreditforeningslaan paa det, men var spillet Konkurs og Kreditforeningen maatte overtage Ejendommen, som ufyldestgjort Panthaver, den Besætning der mulig var, var solgt og Huset blottet for alt Indventajer der var den Sommer Aktion paa den Ejendom flere Gange, men stadigvæk var det Folk som det blev tilslaaet ved Hammerslaget, at naar det kom til Stykket ikke kunde og maaske heller ikke vilde betale de resterende Renter og Aktionsomkostninger. Handelen gik altid tilbage igjen og saa en ny Aktion og Huset stod Mennesketom og led Overlast af Vejfarende. Nu Huset med den ene Ko sad mig stadig i Hovedet fra min Aftenskole tid. Saa siger jeg til P Kristian Bæk en Dag at jeg syntes ikke at der kunde være saa meget at resikere ved at kjøbe dette Hus, naar man kunde faa det for Kreditforeningslaanet. Nej det syntes han heller ikke, jeg bad ham ikke om noget. Men han var mig en god Mand, og forstod nok mine Tanker med den Ytring jeg fremkom med, vi talte saa ikke mere om den Sag.

(…)

Men kort Tid efter kom baade Schmidth til Ulvsund og Pedersen Vester Ryssensten og P. Kristian Bæk kjørende og opfordrede mig til at komme over til Ulvsund og prøve paa at kjøbe Huset. Jeg gik saa der­over. Jeg havde jo undersøgt Huset og set at det var meget ramponeret og forfalden. Meningen var jo at jeg kunde faa den for de 1000 Kroner som var Gjældens Størrelse. Saa faldt der et lille Ordskifte Sted, idet Schmidth siger til mig »kjøb du Huset ellers kjøber jeg den« saa siger Pedersen hvad vil du have Huset til, Jo siger Schmidth jeg vil raade for hvem der kommer til at bo i Huset. Den Bemærkning tog jeg som en Hentydning til, at jeg hørte til Sognet men han vilde jo saa modvirke at der kom nogen til at boe der som ikke hørte Kommunen til, eller var Forsørgelsesberettiget her, for det var jo en given Sag at der var ikke andre der ville bo der end de som var fattige. Saa skjød jeg Hjertet op i Livet og tænke ved mig selv, naar Gud vilde give Stine og mig Helbred og Lykke i Fremtiden vilde vi kæmpe hvad vi kunde for ikke at komme til at falde Sognet til Byrde, ogsaa om vi var fattige. Og saa slog jeg til og kjøbte Huset paa de stillede Betingelser at jeg skulde overtage Gjælden 1000 Kr, og sætte Huset i beboelig Stand, og sætte Marken i or­dentlig Drift og anskaffe en Ko og 2 Faar Og den 6te Marts 1880 var jeg saa i Lemvig og fik oprettet Kjøbekontrakt. Det saae jo nu ud til at jeg kunde naa mine Ønskers Maal at faa et Hus til en Ko. Der var jo ingen direkte Udbetaling forbunden ved Handelen, saa der kan jo siges at vi kunde kjøbe Huset uden Penge. Men der vilde Penge til for at faa den gjort i beboelig Stand og indsat en Ko.

Stine var ikke rigtig glad ved denne Hushandel, for hun syntes Huset den saa saa rædsom ud, og hun syntes vi havde det saa godt hvor vi var, og det havde vi ogsaa, vi manglede intet hverken til Føden eller Klæder og var blandt gode Venner som vi trygt kunde gaa til og glæde os sammen med. Det var ikke kuns et Kvarters Gang derfra som vi boede hvor Huset laa jeg havde kjøbt, men det saa ikke tiltalende ud, vi kom til at boe mellem andre Smaahuse, vore Naboer var før Gaard­mænd, nu blev det udelukkende Husmænd. Og den Gang var Drikke­skikken almindelig, mere end det blev siden, maaske hun har i sit stille Sind ængstes for, at jeg skulde blive draget med, men jeg ved det ikke, men Jorden var daarlig og Husene smaa og lave, ikke et Busk eller Træ fandtes ikke ved de fleste Huse og da heller ikke ved dette Hus jeg havde kjøbt kun Hede og tarvelig Agre hvor den Græs der groede var kort, saa udenforstaaende sagde at Køerne skulde bruge Briller for at se Græsset. Den Del af Nees var jo mest udpræget Højmark med lette sandmuldede Jorder, som Stormen kunde træffe at faa Tag i saa det flyttede fra sin Ejermand og hen til en anden. Og den Del af Sognet kaldtes høje Nees og Husene Hedestederne, og populært kaldtet det ogsaa "Arabien" Og Beboerne "æ Neesbo Staakkeler" Dermed mentes jo Sognets fattigste. Men det afskrækkede ikke os, for vi var jo af samme Stand, vi vidste jo af hvad Stand vi var kommen, og den til­hørte vi, vi saa paa det at være fattig var ingen Skamplet.

Nu det kan nok være jeg tog fat henne ved det gamle Hus, med godt Mod, jeg glædede mig til at faa et Hjem som vi kunde kalde vort eget, at sidde i en Lejestue var som at staa stille, der var ikke nogen Jord at tumle med og inttet ud over Daglejermarsens ensformige Liv. Huset var forholdsmæssig meget lang og var opbygget i fire Hold, og den Mand som byggede det første var et Stykke gammelt Hus som laa paa en afsides Hjørne paa Marken. Tømmeret deri var nok gammelt men det var saa gjennemrøget af Tørverøg da der vist ikke havde været nogen Skorsten paa Huset kuns en Lyre[14] saa Tømmeret var ikke orm­ædt, men det var flyttet før jeg blev født altsaa Omkring ved 1850. ­Og det flyttede han saa her hen og samtidig kunde jeg se, at han havde forlænget det med en Tilbygning og saadan var det i min Barndom, saa havde han en Søn som længere hen i Tiden byggede 6 Alen til den Vestre Ende til Beboelseslejlighed til sig og sin Kone, saa solgte han det til en Broder som fik hele Huset og han byggede 4 Alen til den østre Ende som en udvidelse af Plad til Koen.

Huset var indrettet til Beboelse for to Famillier, saa det er forstaaelig at der ikke stilledes store Krav til Hyggiejne, Men Huset saa maadelig ud nogle Vægge var falden og Vinduerne var knust og Muren var stør­ste Delen Lervægge mellem Stolper og det hele hældte dels til den ene og dels til den anden Side, men jeg fik en gammel Tømrer til at hjælpe mig med at faa det stivet af og rettet og indlagt et Par nye Bjælker og noget nyt Loft, der var to Skorstene paa Huset men de maatte ned Begge to, og alle Skillerum, saa jeg maatte ogsaa have fat paa en Murer jeg syntes ikke at det var for meget at indrette det til en Lejlighed, min Fader var Murer og ham fik jeg til at mure for mig sammen med en anden Murer, saa vi fik Murene Reparerede og Fornyede baade udven­dig og indvendig, og der blev ogsaa muret en Bagerovn, da var det jo saadan at al vor Brød bagte vi selv, saa en Ovn var jo uundværlig i ethvert Hjem. Da al Murerarbejde var færdig blev Væggene pudset i Lermørtel, Kalk brugte vi ikke uden til at kalke med, og dernæst lagde jeg Gulvet af Ler, saa var Huset saadan at vi kunde flytte i den, Væg­gene kunde vi saa kalke naar de blev mere tørre, og vi længtes efter at flytte i Huset for vi skulde jo ogsaa til at have den smule Sæd lagt og lagt Kartofler.

Vi flyttede saa derhen den 23 April 1880, med det meste af vore Møbler og Seng og andet Indbo, vi var nok fattige men vi var ikke hvad der kaldes at være husarme saa vi havde hvad vi til daglig skulde bruge i Huset. Men vi mindes denne den 23 April saa tydelig da vi lagde os i vor Seng og saa os om, var alt graat i graat, baade Vægge Gulv og Loft, men det varede ikke længe før vi følte Hjemlivets Glæder, da vi fik vore Faar Hjem og vi fik kjøbt Ko, som gav Mælk og vi fik sat 9 Skp Kartof­ler, Kartoflerne var dyre dette Foraar jeg kjøbte 1/2 Tønde af en Mand dem gav jeg 5 Kroner for saa kjøbte jeg 1/2 Tønde af min Fader derfor gav jeg kuns 4 Kr og Erik Lykke gav mig 1 Skjp og efter disse 9 Skjepper avlede vi ca 18 Tønder, der var ingen Gjødning ved Huset kuns lidt Aske og Lerstensaffald fra Huset, men det var en frugtbar Sommer dette Aar, og vi fik bjerget noget Hø til det Korn vi avlede, saa vi kunde Vinterføde Koen, men Huset var saa ramponeret at der var ikke hverken Loft eller anden Træværk i det Rum hvor vi skulde have Ko og Faar paa det nær at der laa en Fjæl[15] over Bjælken hvorved hang en Dørkarm.

Men som nævnt var der heller ingen Have, og det var en stor Savn for os, for ved Lykke havde de en smuk Have med mange Frugttræer, men her var Jorden saa sandet og mager at jeg syntes at det var haabløst at begynde med noget der kunde ventes at kaldes Have, men Stine hun begyndte at grave i noget indtil Huset hvor der engang havde været en Kaalgaard, og der saaede hun saa Køkkenurter og plantede Løg, men det kneb jo med at faa Læ op for det, for Vestenvinden, men længere nede i Marken ved en Grøft hvori der altid var Vand, var der ikke saa daarlig en gammel Kaalgaard, men den havde ikke været dyrket i mange Aar, og var tilgroet med Græs, den kunde vi jo ikke faa noget ud af dette Aar.

Men vi var jo begyndere i at ordne vort lille Landbrug, men da Efteraaret kom og vi havde vor Avl bjærget godt i Hus saa havde jeg da den Glæde at Stine vilde nødig flytte tilbage til Lejestuen igjen, hun op­dagede at her i vort lille Hjem var der altid noget som hun kunde tage sig af, hun havde baade Ko og Faar og Høns, og det var jo altsammen henvist til hendes Pleje. - og Omsorg, og det var jo for hende en Glæde, for det er jo saadan at Husmandens Ko den ligesom hører til Famillien og bliver prellet for,[16] med hvad der kan være den til Gavn, er Vejret daarlig og den alligevel skal paa Græs for at faa noget i Skrotten saa har den betænksomme Huskone en Dækken at lægge paa den og er det Bissevejr saa luger hun iblandt Kartoflerne til den eller fra Grønkaal at blade af.

(…)

Den 23 December 1883 blev vor tredie Dreng født, det var jo en god Julegave han fik Navnet Alfred Elias. Det er ham, der nu efter os har overtaget Ejendommen og som vi boer hos og som yder os Aftægt[17]. Denne Jul har jeg altid mindet som den skjønneste og lykkeligste Jul vi har oplevet, Stine laa i Sengen ved vort dejlige Barn som vi begge var lykkelige og glade for, og hun havde det godt efter Fødselen, vi havde ingen til at varte os op, naar Stine skulde have sin Seng redt kunde jeg bære hende paa mine Arme fra denne Seng og til den anden, og de to smaa Drenge vi havde var den ældste var næsten 5 Aar og den anden 2 1/2 Aar og vi manglede intet, vi havde lige slagtet en Julegris til et Par 100 pd vi syntes ikke at vi var fattig, og det var vi heller ikke i Ordets dybeste Forstand, for vi ejede huslig Glæde og Tilfredshed, Og det var Jul og hellige Dage der kom Venner og besøgte os, og jeg kunde lave Maden baade til mig selv og Børnene og Stine med, hun kunde saa herlig ligge i Sengen og undervise mig i Madlavning, saa det var ingen Sag at overkomme det. Men saadan var Forholde mange Steder i de fattige Hjem, naar der kom en Lille enhver hjalp sig med en nødvendig Haandsrækning af en Vennehaand. Der er sket meget paa Hygiæjnens Omraader til det bedre siden den Tid.

Der gik nogle Aar med at jeg om Sommeren arbejdede ved Tegl. værker og om Vinteren gav jeg mig til at lave Hornskeer, og det blev jeg ved med i flere Vintre og Stine vævede og alt gik helt godt, men saa kom der Sygdom i vort Hjem og det varede ved i flere Aar. Da Alfred var 4 Aar fik han en daarlig Arm og det endte med at den blev indtil en vis Grad lam. Stine blev ogsaa syg og fik en daarlig Ben og kom paa Sygehuset og en Sommer laa jeg en Tid af Lungebetændelse og det var i den Tid jeg havde Arbejde ved Teglværket det satte jo For­tjenesten ned, og saa blev Karl syg og døde da han var en halv Snes Aar.[18] Det var en stor Sorg for os, han var en god og godt begavet Dreng, det er den største Sorg vi har havt, men vi har efter ham mange lyse Minder. Han døde af Hjernebetændelse en frygtelig Syg­dom, og Aaret efter mistede vi vor Ko, men det var ingen Sorg, det var ikke andet end en økonomisk Tab, da var vi prøvet i Livets Skole, saa vi havde lært at skjelne mellem Modgang og Sorg, det var om Foraaret at koen døde og det var ikke saa let at faa fat paa en Ko igjen.

Men jeg arbejdede i Tørveheden og tjente et Par Kroner hver Dag men Føden vilde jo ogsaa til, saa det kunde ikke lægges Tilside altsam­men til en ny Ko, hvad jeg tjente. Men saa siger min frimodige Kone en Dag, Jeg vil ud til Folk og bede dem om at give os lidt til Hjælp for at vi kan faa en Ko igjen, jeg er siger hun vis paa at Folk er ikke onde imod os. Jeg var ikke hel glad ved dette, at tænke min Kone skulde ud at tigge jeg syntes det var en Skam jeg kunde ikke. Men Nøden bryder alle Love siges der jo, og Stines Forehavende var jo ærlig. Men jeg blev jo ved at grave Tørv, som om jeg kunde grave den nye Ko op af Heden, saa en Aften jeg kommer Hjem saa siger Stine til mig rigtig oprømt[19], jeg husker det saa tydelig "Kom du ind til mig og faa noget at spise, jeg har idag været ude at samle Penge vi skal nok faa en Ko igjen, Folk har været saa gode ved mig jeg har saa mange Penge til det myldrer", og hun fortalte saa mig hvor hun havde været og Smeden havde givet hende 1 1/2 Krone og saa havde de fyldt hendes Mælkekande med godt Mælk hun havde noget over 6 Kroner, hun var glad ved Gaven, og det gav hende jo baade Mod og Haab. Jeg kunde jo ikke undgaa at beundre hendes Mod. Men hun lod det jo ikke være med den ene Dag hun maatte jo ud igjen vi kjendte jo alle og var ikke Fremmede i Sognet hun samlede noget over 30 Kroner sammen, og saa var der to Mænd som gik i Kaution for mig for et Laan paa 50 Kroner og saa fik vi en Ko igjen. Vi havde flere Uheld baad med Faar og andet som jeg ikke gider nedskrive for det var ligesom Lykken tilsmilte os da vi var gaaet igjennem denne Prøvelsernes Tid. Og vi kom til at se saadan paa det at disse Modgangsaar var mødt os for at modne os aandeligt i Livets baade Medgang og Modgang. Vi arbejdede saa videre paa at hygge og bygge vort Hjem, og vi foretog stadig nye Forbedringer.

(…)

Vi blev af Erik Lykkes Søster Johanne Marie, som var for mig som en Bedstemoder foræret 100 Kroner og en Aktiebrev lydende paa 200 Kroner, og derfor kjøbte jeg saa en Stykke Eng ovre ved Klitten og gav derfor 400 Kroner og nogle Aar efter kjøbte jeg den anden Stykke det var to fjerdeparter af en hel Engparsel saa havde jeg ikke nødig at kjøbe Hø, det var en god Ting at jeg kunde slaa min egen Eng. Sikken et Gode jeg syntes det var selvom det var den anden Side Fjorden.

Der var to Mænd som næsten skiftedes til at gjøre mit Pløje arbejde og harven og alt hvad dertil hører og det blev mange Penge de tjente ved mig saa siger den ene til mig, du skal selv til at være kjørende dette her kan ikke blive ved at gaa for dig, og du kan ikke faa Arbejdet gjort rettidig. Jeg vendte det døve Øre til i Begyndelsen, for jeg som be­gyndte her i dette usle Hjem, at jeg skulde blive kjørende med et Par Heste, det var for mig som et Æventyr, men han blev stadig ved at tale til mig om den Sag, saalænge at jeg var ved at tro paa dets Mulighed. Jeg havde en god Ven som hanlede noget med Heste han havde faaet fat i en rigtig kraftig Islænder, og den kjøbte jeg af ham og saa skulde han prøve at finde en Islænder til, men det var ikke mulig saa var der en Mand der havde en lille Russer og den vilde han sælge den kjøbte jeg saa og gav 200 Kroner for den, for Islænderen havde jeg givet 120 Kr.-

Da havde vi 3 Køer, jeg solgte saa en af dem, for Hestene skulde jo betales og jeg skulde ogsaa have baade Vogn plov og Harve og der skulde ogsaa bygges en Stald til Hestene, det ene gjorde Krav paa det andet. Men jeg var heldig med kjøbet af mine Heste, jeg var saa bange for at blive snydt for jeg havde jo aldrig gjort en Hestehandel, men jeg havde den før nævnte Ven som var kjendt med Hestehandel, Islænderen passede ikke rigtig sammen med Russeren, saa handlede jeg omkring og solgte Islænderen, og kjøbte en russisk Hoppe som pas­sede godt til den jeg havde, de var graa begge to og raske og dygtige i Brug et Par dejlige Heste som jeg var glad ved og havde dem i mange Aar. Nu var jeg altsaa bleven kjørende med et Par Heste. Det var for os en stor Begivenhed. Da vi flyttede til Huset laa den Mulighed og den Tanke saa fjern at vi aldrig havde tænkt eller anet at det vilde ske at vi vilde blive kjørende her i dette Hjem med egne Heste. Jeg husker saa tydelig den første Dag jeg kjørte ud i Marken og spændte mine egne Heste for Ploven og begge Dele var betalt det var virkelig mine egne baade Heste og Plov jeg følte Tømmen[20] og Ploven i min Haand, og der gik en underlig varmende Glæde igjennem mig saa jeg kunde ikke holde Glædestaarerne tilbage. Det var som der strømmede en Selv­stændighedsfølelse gjennem min Bevisthed, jeg syntes at nu var jeg den fri selvhjulpne Mand, havde Betingelser for at jeg kunde bruge min Tid og Kræfter i vor lille Bedrift, jeg husker at der en Dag mens jeg arbej­dede med mine Heste, kom en Mand til mig han var Gaardmand, og en klog og erfaren Mand han siger til mig ››Jeg vidste ikke andet end at du var et fornuftig Menneske, men troer du og at det er klogt at sælge en Ko og kjøbe et Par Heste«. Jeg foretrak at tie stille for jeg vidste at han stod langt over mig i Forstand paa hans vis men derfor var det jo ikke sikkert at jeg kunde sætte ham ind i min Tankegang, men Manden fik at se at den tredie Ko kom i Baasen igjen og at jeg havde alligevel Hestene.