(.........)

S. 76

TYENDEÅR

På vej til at blive voksen

Jeg blev bæls[1]. Arbejdsdreng på gården, hvor jeg i de sidste to somre havde passet køer. Lønnen steg til 35 kr. for et helt år.

- Om vinteren kan vi jo godt undvære sådan en, hævdede Niels Dammen, da mor stedede mig påny. - Men det er jo nødvendigt at give ham opholdet også om vinteren for at sikre os hjælp om sommeren, føjede han til.

Mor havde overvejet det med lønnens størrelse. Der kunne højst blive til noget gammelt tøj, som hun så kunne lave i stand til mig. Men jeg havde det jo godt der i Dammen. Og hun gik ind på betingelserne.

Jeg var nu godt 14 år, på vej ind i min første ungdom. Overgangen føltes behagelig. Lidt efter lidt voksede jeg op over kornhøjden, syntes jeg. Horisonten rykkede længere ud.

Meget af det, jeg hidtil havde set, fik nyt indhold. Og egnen blev mere storslået.

Midt-Vendsyssel

Skovfattigdom, hård vestenvind, havets nærhed, flade landstrækninger, nord­lys, bosteder, der endnu stod med velbevarede minder fra en fjern fortid, og mange andre særegne former prægede denne landsdel.

Al træbevoksning - små haver ved husene, lidt større, hvor der lå en gård, enlige, stærkt forkrøblede træer og et par små plantager - stod med bøjet ryg mod vest, mod vinden, og nikkede venligt mod øst. Ingen var her i tvivl om, i hvilken retning verdenshjørnerne lå.

Når en storm var i vente, kunne vi ofte høre Vesterhavet brøle. I sommer­dage, hvor alt var knasende tørt, kunne der komme en havgus ind over landet, milelang og med front som en stejl mur - en kold, tæt tåge, der gjorde det umuligt at se mere end nogle få favne fra det sted, hvor vi stod, og så mættet med små vandpartikler, at luften var lige til at vaske sig i.

Aldrig har jeg set et smukkere syn end en frostnat i Midt-Vendsyssel, når månen fik alle de små snekrystaller, der dækkede jorden, denne vidtstrakte flade, til at glimte i een uendelighed, eller de nætter, nordlys, sit­rende som mægtige ildtunger, slikkede højt op ad himmelbuen,

Gamle bosteder var ikke ændret meget. De mange herregårde lå der endnu som spredte oaser, omgivet af egnens bedste jord. Herremændene havde altid, som det hed sig, taget først. Og udstykning var endnu ikke begyndt.

Bondebyerne, grupper af tidligere fæstegårde, kendte endnu ikke noget til gårdslagternes virksomhed. De bestod som regel af ca. en halv snes to­firelængede gårde med jordlodder 5 a 6 steder i forskellig afstand og af forskellig bonitet. Alle havde fået lidt af hvert.

Enkelte udflyttergårde, spredte huse og hedebyerne var ligesom drysset ned over de flade marker.

Klostrene havde deres egen særlige karakter. De var dog nu almindelige herregårde, men med kirke og skillig anden mindelse fra den katolske tid.

Der blev ofte hævdet, at der mellem de to klostre, Vrejlev nonnekloster og Børglum munkekloster, fandtes en underjordisk gang, der havde været anvendt ved indbyrdes behagelige småbesøg. Tanken blev dog næsten altid bestridt. Der blev hævdet, at de kun havde været nødudgange til brug under belejring, når de befæstede herregårde lå i krig med hinanden, og kloster­gårdene heller ikke fik lov til at leve i fred.

Derimod var der almindeligvis enighed om, at klostrenes betydning havde været ringe. Kun i egnen omkring Børglum kloster var befolkningen efter sigende præget af munketiden, men mere i det ydre end i det menings­mæssige.

Der herskede dog stadig en egen stemning over disse levn fra fortiden.

I nutiden var Vinnebjerg kirke et mere kendt billede i landskabet. Den kunne ses milevidt. Den lå som et vartegn på et højdedrag i vest og vidnede om, at her hørte Midt-Vendsyssel op i den retning. På den anden side af højdedraget lå klitterne. Beboerne herude levede af havet, indtil havet slugte dem.

Længst mod øst, nede i Tårs, var både mennesker og huse begravet i bakker.

Damgårdene, hvorfra jeg så denne del af Vendsyssel, var lidt af en und­tagelse på egnen. De havde tidligere været en art randbebyggelse ind mod Hæstrup mølledam og var vokset sig store, da en vindmølle erstattede vandmøllen, og dammen blev udtørret. Nu var disse gårde blandt de største af bøndergårdene. Deres velstand var grundfæstet.

Men dermed var også - hvad der var almindeligt, hvor der var velstand ­ejerens interesse i at ændre noget ved gamle driftsformer borte. Stilstand rugede overalt. Intet rokkede ved det bestående.

Tyendekår

Det gamle ord tyende havde her endnu sin fulde berettigelse, selvom det efterhånden var erstattet med ordene tjenestekarl og tjenestepige. De fleste børn fra husmandsbrug og landarbejderhjem havde kun gårdejerne at ty til for at kunne eksistere om vinteren. Ja, enkelte kunne være så heldige at få et lille job andet sted, men der var ingen sikkerhed for at bevare et så­dant tilfældigt arbejde. Det patriarkalske forhold på bøndergårdene var ­trods den ringe fortjeneste langt at foretrække for det uvisse.

At de kunne undværes om vinteren, var kun en påstand, der benyttedes, når lønnen skulle fastsættes. Maskinerne havde endnu kun i meget ringe grad erstattet hænderne.

Arbejdstiden var ganske vist forholdsvis kort om vinteren. For karle og drenge kun godt 8 timer på hverdage og 2-3 timer på helligdage. Men i den tid var der nok at tage fat på. Dyrene skulle passes, kornet tærskes, med plejl, og viderebehandles, sneen holdes i ave, når den spærrede vejene eller hindrede færdsel på det hjemlige område, især brugen af hestegangene til hakkelsesmaskinen og kærnen. Alene tærskning af kornet krævede 2-3 mand i 3-4 måneder.

Pigernes arbejdsdag om vinteren var betydelig længere. De måtte også be­nytte aftenerne, når lyset blev tændt i opholdsstuen, til at karte, spinde, sy og meget andet. De havde ikke engang et øjeblik, hvor de kunne sætte sig og kigge i gårdens avis.

Om sommeren var arbejdstiden for alle ca. 14 timer daglig. Da var det væsentlig markarbejdet, der lagde beslag på tiden. Kun een ny maskine, hesteriven, havde, hvor jeg begyndte min tyendetilværelse, vundet indpas.

Et absolut gode var det, at de hjemmeværende børn fuldt ud påtog sig deres del af arbejdet.

Til deres personlige brug manglede de dog næppe noget. For mig og for alle på de mindste lønninger var der derimod ingen mulighed for at opnå ekstra goder af nogen art. Lommepenge var der ikke noget, der hed. Det følte jeg til tider som noget ubehageligt. Og havde andre unge, der tjente på landet i den tid, ikke delt levevilkår med mig, ville jeg sikkert have følt tilværelsen meget ubehagelig. Men en sådan betegnelse ville være urigtig. Jeg følte mig almindeligvis tryg. Jeg vænnede mig til at give afkald på alt øn­skeligt. Foreløbig. For tilværelsen her ”var jo kun midlertidig”, selvom jeg endnu ikke så nogen mulighed for at opnå en anden og bedre.

En stilling som husmand var ingenlunde eftertragtet. Ved at se, hvorledes han måtte klare sig med i ny og næ at få nogle dages fortjeneste, i travle høstdage til 1 krone pr. dag og i den øvrige tid af året 66 øre daglig og kun i få dage, var det klart, at jeg havde det langt bedre som tyende og enlig. Landarbejderens kår var endnu betydeligt ringere end husmandens.

Jeg måtte erkende, at der var en vis tryghed for tjenestefolkene under den gamle patriarkalske samfundsform, hvor al magt lå i een mands hånd. Mad og husly var sikret. Men der skulle ikke meget til, for at skønnet kunne æn­dres. Følte jeg, at denne magt blev misbrugt på urimelig måde, kunne sindet komme til at koge af harme.

(…)

S. 83

Et kig ind hos naboer

De eneste, jeg kom sammen med uden for det lille samfund, jeg daglig færdedes i, var tjenestefolkene i øster Dammen. Begge mine brødre havde tjent der, og jeg fortsatte bekendtskabet, efter at de havde skiftet plads. På andre nærliggende gårde var der kun hjemmeværende børn.

Denne gård og folkene her var helt anderledes end den verden, jeg var dumpet ned i, og som var den almindeligste på egnen.

Karlene havde ofte besøg af karle fra herregårdene Rønnowsholm og Fugl­sig, hvad der ikke var almindeligt. Som regel var der en mur mellem tyende på bøndergårde og dem, der hørte til på herregårdene.

Øster Dammen hørte ikke til de velholdte, pænt pudsede bøndergårde. Ejerne, manden såvel som konen og børnene, var alle særdeles flinke menne­sker, men de så stort på gårdens ”ansigt” udadtil, bortset fra stor beplant­ning uden om det hele. Møddingen, der lå midt i gården, var uden afgræns­ning ud til siderne. Svinene havde fri adgang til at gå og rode i den. Døren til laden kunne, så længe jeg husker, ikke lukkes. Også der var der fri ad­gang.

- Tag døren af og sæt den tværs for, så kan grisene da ikke gå derind, havde en besøgende engang sagt.

Det morede man sig bare over.

I de travle høstdage spildte man ikke tiden med at muge i staldene. Der blev bare strøet halm over den værste søle.

Der blev taget praktisk og ubundet på tingene. Og helt galt var det vel ikke. Både manden og en af sønnerne endte som ejere af en herregård.

Samtaler i karlekammeret bød ofte på noget, der vakte til eftertanke. En karl fra Rønnowsholm viste os engang en halv hestesko med mange skarpe splinter i den spidse ende, som den ser ud, når en tyndslidt hestesko vrides over. Den havde han pyntet en pralhals med, sagde han.

Politiet var indblandet i sagen, og han havde været til afhøring tre gange, uden at nogen kunne bevise, det var ham, der havde forårsaget flængerne i hovedet på den skaderamte. Men det havde ikke gået så godt, hvis de havde beholdt ham, for han havde glemt, han gik med hesteskoen i lommen.

- Med et sådant lille nemt våben kan vi klare os selv i de værste buler, og det er ikke blide børster, der dukker op hos os. Vi skal faen edeme være vågne, slog han fast.

Det var livet på herregårdene, han sigtede til.

Han skulle dog ikke have noget af at tjene på en bondegård. På herre­gårdene havde de det efter hans formening meget mere frit. Der var de ikke under opsyn, når arbejdsdagen var forbi. Og der var der altid piger, de frit og uden risiko kunne være sammen med. På bøndergårdene kunne en karl ikke komme i nærheden af en pige, uden at de straks skulle have et barn og giftes. Eller hvad der var værre. De fleste bønderkarle turde derfor ingenting. Jo, han kendte det. Han havde selv tidligere tjent på en bonde­gård.

- Får jeres piger da ingen børn? var der en, der spurgte.

- Jo, de unge, hvis de da ikke får det standset, svarede han.

- Standset? Hvorledes?

- Det sker på den måde ... og så kom han ind på en lang udredning, som jeg kun husker lidt af.

De fleste af pigerne, hævdede han, får et begyndende svangerskab stand­set. Der er altid hos os en af de ældre piger, der ved, hvorledes det skal gøres. Og når det er sket, kan de som regel være sammen med alle de karle, de vil, uden at der sker dem noget.

Bønder forstår ingenting af det der. En bonde, han kendte, havde været så tosset, at han troede, piger ingen børn fik, blot de kom sammen med mange mænd.

Det eneste, bønder forstod, var efter hans mening at give så få penge ud som muligt. Og det hjalp vi dem med, vi, der tjente der. Mange gik for næsten ingen løn. Især hvor der var voksne børn, de forelskede sig i.

Han havde en søster, der tjente på en gård. Hun var lidt tilbage, men kunne arbejde for to. Hun kunne tjene det dobbelte andre steder, men blev, hvor hun var, for hun var forelsket i en af sønnerne, som hun selvfølgelig aldrig fik. Han havde let ved at finde sig en, der var bedre. Og bønder ­de er rene labaner. De benytter sig af sådanne halvtosser. Og så får de ar­bejdet gjort næsten gratis.

Noget sådant sker ikke på herregårdene. Der er der et så stort svælg mel­lem tjenestefolkene og herskabet, at det er utænkeligt.

Ingen gjorde forsøg på at imødegå hans syn på forholdene.

Selvom jeg absolut ikke syntes om hans bedrifter i retning af slagsmål og heller ikke kunne lide den måde, han omtalte forholdet mellem karle og piger på - han forstod åbenbart ikke, hvad det vil sige at være forelsket ­så måtte jeg over for mig selv indrømme, at han var langt mere kvik end nogen af dem, jeg kendte, og jeg identificerede ham med herregårdskarlene, dog kun de unge, som modsætning til karlene på bøndergårdene, hvor alle var præget af gammel synsmåde og levevis.

På enkelte gårde, især hvor der ingen ungdom fandtes, kunne man dog støde på leveregler, der mindede om tankesæt i en endnu fjernere fortid. Ved et tilfældigt besøg på en nabogård, hvor tre ældre søskende, uden samkvem med omboende, var alene om at klare bedriften, så jeg et kammer, hvor de opbevarede deres ligkister med liglinned. Synet var meget ubehageligt

(…)

s. 87

I ny plads

1. november skiftede jeg plads. De næste to år tjente jeg i Kvælhals, senere kaldet Damgård, lidt øst for Hjørring. Det var unge, driftige folk, der drev gården. Jeg kendte dem, før jeg kom der, og kunne godt lide dem.

Manden, Jørgen Jørgensen, var gift med Niels Dammens ældste datter, Marie. De havde kun været gift i nogle få år, men de havde allerede fået ”skik på tingene” i den tidligere meget forsømte gård. Der var bygget ny kostald med brandsikre stenhvælvinger som loft, noget enestående den­gang på den egn. Svinene havde fået deres eget hus med større plads og med bedre forplejning, efter at det meste af gårdens mælk nu blev ombyttet med en langt større portion af centrifugemælk og valle i det nyopførte Iilbro mejeri.

Det var i de år, flæskepriserne svingede fra den ene yderlighed til den modsatte som følge af ”de frie kræfters spil”, hvad denne produktionsform senere blev navngivet. Her kunne produktionen, mente man, hurtigt lægges om - og det blev den. Steg priserne, øgedes svinebestanden kraftigt. Det gav overproduktion af flæsk. Priserne faldt katastrofalt. Svinehold blev opgivet. Priserne steg. Og så begyndte den skæbnesvangre, vilde spekulation igen ­o.s.v., o.s.v.

I en af perioderne, da priserne gik ned, havde de i Kvælhals haft fire grisesøer, der snart skulle fare. Afsætning af smågrise var umulig på det tidspunkt. Det var endog så galt, at en gårdmand, der havde været i Ålborg med månedsgrise og måtte køre hjem med dem igen, ikke så anden udvej til at skille sig af med dem end at smide dem i fjorden, da han kørte over broen til Nørre Sundby. Desværre forregnede han sig. Grisene druknede ikke, men svømmede rundt i fjorden eller drev med strømmen, indtil de fleste af dem nåede i land, og han blev tiltalt for dyrplageri. I Kvælhals havde grisene af de fire søer, da de var færdige til slagtning, og priserne påny var høje, alene indbragt mere, end det havde kostet at opføre den ny kostald.

Jeg var på forhånd advaret mod at tage plads i Kvælhals. Jørgen var en streng mand, der krævede meget arbejde, blev der sagt. Desuagtet tog jeg pladsen og blev ikke skuffet. Der var her et passende tempo over alt arbej­det. Og en ting syntes jeg især godt om. Der blev lagt mærke til, hvor meget vi lavede, og hvorledes arbejdet blev udført. Der var flere maskiner, bl.a. tærske- og rensemaskine. Kun den rug, hvor strået skulle anvendes til tæk­ning, blev plejltærsket. Det gjorde arbejdet lettere overkommeligt. Men alt skulle udføres med omtanke.

Det skete, jeg ikke klarede mig tilfredsstillende, men vi var ikke længere borte fra hinanden, end at vi kunne snakke om det og blive enige.

En dag, jeg var ude med hesteriven, blev jeg siddende på maskinen, skønt det ene hjul måtte ned i grøften ved siden af overkørslen for at komme over. Grøften var hverken dyb eller bred, og jeg kørte meget forsigtigt, så det gik let og godt.

Da jeg kom hjem, spurgte Jørgen mig ud om, hvorledes jeg havde klaret det med at komme over broen. Tonen var lidt hård, men jeg var mig ikke nogen brøde bevidst, og jeg forklarede roligt, hvorledes det var gået til.

Om jeg ikke syntes, det havde været mere rigtigt, om jeg var stået af og løftet hjulet over, blev det næste spørgsmål.

- Måske nok, svarede jeg, men det tænkte jeg slet ikke på.

Så ændredes tonen, og han forklarede, at han, uden at jeg kunne se det, havde holdt øje med, hvorledes det var gået til, og selvom jeg ikke havde været så forsigtig, som jeg burde, var han glad for, jeg havde sagt sand­heden. Året forud havde en karl urigtigt hævdet, at han var stået af.

Sådanne småting var for ham store ting og heller ikke uden betydning for os.

Når han tog ud, til Hjørring eller andet sted hen, fik vi altid tildelt mere arbejde, end vi kunne overkomme. Vi (der var foruden mig to karle og tre piger) blev klar over, han havde den mærkelige ide, at vi så ikke glædede os over, han var borte. Det morede ham kosteligt, da vi sagde det til ham.

Trods tyende- eller tjenesteforholdet var følelsen og væremåden over for ham som over for en god - om end noget robust - kammerat. Det patriar­kalske havde ikke rigtig fået indpas her. Mere det jævne menneskelige.

Marie, hans kone, var endog mere tiltalende. Venlig, kultiveret, stille, tænksom, men dog stærkt følelsesbetonet. Sin mors datter.

Maden var uændret fra det, jeg var vant til. Vanerne fra hendes hjem var fulgt med på det område. I nogen tid var vi dog ude for en tilbered­ningsmåde, vi måtte bede om at blive fri for, og blev det.

En kendt bondepolitiker (Ole Hansen) havde rådet sine standsfæller til at spare på flæsket. Det svandt alt for meget ind, når det stegtes på den almindelige måde. Flæskeskiverne skulle først koges i vand på panden, der­efter dyppes i mel eller rasp og brunes. Vandet, de blev kogt i, kunne bruges til meldyppelse.

Det var ingen forbedring for den, der skulle spise det. Kun den brune skorpe var velsmagende. Det øvrige, den største part, halvkogt flæsk, nip­pede vi kun yderst sparsomt til, og vi gik også gerne uden om det, når vi dagen efter fik det serveret i biksemad. Heller ikke der måtte det blive gennemstegt.

Det gjorde det ikke bedre, at middagsmaden almindeligvis mindst fem dage ugentlig her som andre steder bestod af stegt flæsk, kartofler og byg­vandgrød, og at Jørgen og Marie var på skånekost i den tid og sad ved samme bord. Havde blot en af dem spist sammen med os, havde vi sikkert kun fået det en gang. Vi var dog heller ikke her længere borte fra hinanden, end at vi snakkede os til rette om det og blev enige.

(…)

s. 92

Bag facaden – på det seksuelle område

Jeg lærte efterhånden, at der under den overflade af kyskhed, der på bøndergårdene vistes udadtil, også fandt en ikke ringe seksuel tilfreds­stillelse sted mellem kønnene, bare ikke åbenlys som på herregårdene.

En 18-årig pige fortalte mig, at hun i sin tidligere plads ofte, når ingen så det, havde været sammen med manden på gården. Han gav hende lidt for det. Hun skulle så sørge for også at være sammen med karlen på går­den en gang imellem, for - hvis det gik galt - at hun så kunne sige, det var karlen, der var far. Hun hævdede tillige, at noget sådant var almindeligt. Man behøvede da ikke at være forelsket i hinanden for at være sammen på den måde.

- Hvorfor gør du det ikke? spurgte hun direkte. Men hun fik intet svar.

Hun vidste godt, at svaret måtte blive: - Tør ikke.

Jeg var på det tidspunkt stærkt optaget af at undersøge mine bevæg­grunde til, at jeg - og de fleste andre - var tilbageholdende over for pigerne. Der var mange grunde. Og jeg kunne i det enkelte tilfælde vanskeligt afgøre, hvad der var den egentlige grund.

Det syntes ubestrideligt, at en af grundene til at være ”dydig” havde noget med økonomisk velstand at gøre. Gårdmandsbørnene var ikke nær så til­bageholdende som husmandsbørnene.

I de første unge år strandede min handlefrihed på et stærkt indpræget syndsbegreb. Noget sådant måtte man ikke. (Denne hindring forsvandt først sammen med syndsbegrebet.) Lidt ændring skete der dog, da en stærk for­elskelse - der varede 3-4 år - bevirkede, at alle andre piger end denne ene var mig ligegyldige.

Samtidig dermed virkede det stedlige moralbud stærkt. Det hamredes ind i de unges bevidsthed, når der var tale om ”mesalliance” eller - sagt med andre ord - forbindelse med en pige, der standsmæssigt og økonomisk stod på et højere stade. Det bud lød således:

- Det er en skidt karl, der ikke kan vinde en pige uden at gøre hende tyk. Ordet ”vinde” blev kun brugt, hvor der var tale om pengemæssig vin­ding. Ikke hvor parterne var ligestillet. Så ”fik” eller ”tog” han hende.

De stærke forelskelser af den art endte da også som regel med, at den attråede giftede sig med en anden, der ikke var så tilbageholdende. Der var få undtagelser. Et sådant slag var for den hæmmede hårdt. Skabte dyb fortvivlelse. Men lidt efter lidt svandt fortryllelsen bort, og det endte med, at den forsmåede kunne se, at der også var andre søde piger til. For de fleste dog først i ny omgangskreds.

Denne giften sig standsmæssigt faldt nøje sammen med et andet stedligt fastslået dogme, der på mig virkede brutalt. - Kærlighed fødes under dynen, blev der sagt.

Det var dog kun ældre og pengestærke mænd, der benyttede det, men det brugtes hyppigt.

De økonomisk velstillede mænd, der var uheldige og ikke fik forpligtel­sen over for børn, født uden for ægteskab, skubbet over på andre, ordnede sig privat, almindeligt med et engangs-beløb, der efter sigende aldrig var større end alimentationsbidraget, 40 kr. om året i indtil 18 år.

For de ubemidlede mænd med ansvarsfølelse var frygten for at besvangre den, de elskede, og hvad dermed fulgte - at barnet næppe ville undgå at blive anbragt på fattiggården - så stor, at de almindeligvis ikke turde leve et naturligt kønsliv.

De ubemidlede unge piger måtte vente, indtil deres elskede slap ud af tyendeforholdet og under andre forhold opnåede mulighed for, at de kunne gifte sig.

_ _ _

Seksualundervisning for os unge på landet var væsentlig iagttagelse af, hvordan befrugtning m.v. foregik i dyreriget. Især så vi på, hvordan be­frugtning skete hos husdyrene. Hastigt hos kattene, langvarigt hos svinene, ynkeligt hos hundene, voldsomt hos hingste og hopper, tyre og køer. Natur­ligt og ligetil. Der var ikke noget lummert eller genert over handlingen. Hos hønsene var der dog lidt koketteri eller måske rettere skabagtighed med i spillet. De løb langsomt, så hanen måtte løbe dem op, men så snart den fik fat i nakkefjerene på dem, var der fuldtud enighed. Hønen drejede enden til og spredte dækfjerene ud til siderne. Voldtægt ville her være umuligt.

Kun når der var tale om noget, der sjældent skete, var der spænding om spørgsmålet, f.eks. når en tyr skulle gildes, snøres, som vi kaldte det. I 14 års alderen overværede jeg en sådan scene. Tyren blev ekstra stærkt bun­det. Pludselig fik jeg medynk med den. At den var bundet, blev eet med mit åg, at jeg følte mig bundet.

Blev eet med det, der især bandt mig og bevirkede tilbageholdenhed i mit forhold til kvinder. Et chok i 4 års alderen.

Jeg forstod ikke den gang, hvad det var. Først mange år senere. Men jeg følte det, endog hårdt.

(...)

s. 94

Blandt nye mennesker

Hvor er dog al vor tilværelse præget af tilfældighed, der ofte ændrer hele vor fremtidige livsbane, og hvor er dog dagliglivet fyldt med tilsyneladende ligegyldige små begivenheder, men for den, der ser og lytter og lader tan­kerne beskæftige sig med de små ting, hvad intet tænkende menneske kan lade være med, når ikke andet lægger beslag på opmærksomheden, bliver disse intetsigende ting sigende og får for den tænkende samme betydning, som små realiteter har for videnskabsmanden. Alt granskes og vurderes, ikke mindst de mennesker, vi færdes imellem eller tilfældigt møder.

Hæstrup kvægavlsforening, noget helt nyt, var lige startet, og den havde købt en ung tyr, der var opdrættet i Kvælhals og havde taget en pæn præmie i Hjørring. Da handelen kom i stand, blev der ærligt sagt, at tyren var lidt vanskelig at omgås for fremmede.

Det var formanden, Peder Jørgensen, hvor den skulle opstaldes, ikke glad for.

Resultatet blev, at jeg, der kendte den, skulle følge med. Det havde jeg ikke noget imod. Intet bandt mig mere til Kvælhals. Og her, midt i bonde­byen Hæstrup, dumpede jeg så den 1. november 1896 tilfældigt ned mellem nye mennesker og under delvis ændrede leveforhold.

Det blev min sidste plads som tyende - og en god plads.

Der var fire hjemmeværende børn, en søn, der var en del ældre end jeg, en et par år yngre, en datter i samme alder som jeg, og en nogle år ældre. Alle var rare at omgås. Deres mor var mild og venlig, og hun prægede stemningen i hjemmet.

Min nye husbond var en stille slider, der påtog sig mere end sin part af arbejdet. Vi andre blev ikke overbebyrdet.

Han var den første om morgenen, men også den første, der gik i seng om aftenen, og det skete, så snart dagens gerning var endt og natteri spist. Så havde vi andre resten af aftenen for os selv, og det var vi ikke kede af.

Fra barndoms årene var han kendt med landbrug nø'er hæen (nord henne) i en barsk egn, blandt fiskere, og han bragte såvel leve- og tale­måden som arbejdsmåden med sig hjemmefra. Der skulle jævnlig være fisk på middagsbordet, hvad der ellers ikke var skik og brug på egnen her, og nye metoder, som at sende mælken til mejeriet, kunne han ikke tænke sig. Det var derfor naturligt og berettiget, at gården havde ry for at være et godt madsted.

Som ung havde han været gårdskarl hos en købmand i Hjørring med det resultat, at han blev gift med en datter af en af de gårdmænd, der staldede ind der, og nu sad han her som en god, gammeldags bonde på en velplejet gård.

Når han en gang imellem gav udtryk for sin mening, skete det med vægt, ofte med klang af kendskab til søens folk.

- Haj sku fa'en lysseme tjølhåweles (kølhales), hed det om en, han ikke kunne lide.

Han blev som følge af ordet lysseme ofte kaldt for Lyssi-Pier, men absolut uden at der deri lå noget nedsættende. Det var kun den udensognske sprog­brug, der lød morsomt i de stedlige øren. Her lidt syd for Hjørring var der den ejendommelighed i sprogbrugen, at man i daglig tale sagde lyssen og ikke lyn, men bandede man, sagde man lyneme. Almindeligvis hed han dog Pje Jørnsen eller kun Pier.

Intet uden arbejdet var højtideligt for ham. En søndag havde der været en hund inde i kirken. Den havde hylet, da præsten begyndte at messe.

- A tentj (tænkte), hva satan i helvede æ de hær, sluttede han beretnin­gen om det passerede.

I mine øren lød det mærkeligt.

Større trofasthed i brugen af en lang pibe end den, han udviste, har jeg ikke set. Ja, den ældste søn var ganske vist godt på vej til at udvise noget lignende.

En dag stod sønnen på et hølæs og stangede hø ind gennem en luge over kostalden, og dampede godt på piben samtidig. En forsigtig nabo, der kom forbi, standsede og udbrød:

- Nu har jeg set det med. Kan man også ryge ved et sådant arbejde. Pier, der tog fra inde på høstænget, hørte nogen tale. Han dannede så en lille åbning i høet og stak hovedet, også med en lang pibe i munden, ud gennem åbningen for at se, hvem det var, der talte.

Naboen korsede sig.

For mig, der allerede var stivnet som hjemmefødning, skulle der ikke mere nyt til, før det brændte sig fast i min bevidsthed.

Det ret følelige klasseskel, der almindeligvis fandtes mellem tyendet og gårdmandsbørnene, udviskedes for mit vedkommende kendeligt under op­holdet her. Der var absolut ingen overlegenhedsfølelse at spore hos ”bør­nene af gården”. Men spørgsmålet optog mig alligevel meget.

Jeg spekulerede særlig over, hvad der var årsag til, at jeg under et tilfæl­digt besøg på en nabogård syntes, at datteren var kønnere end tjenestepigen, skønt jeg ved at iagttage dem nærmere godt kunne se, at tjenestepigens ansigt og hele skikkelse absolut var kønnere formet. Var det standen, der prægede personen. Ville en udligning af deres økonomiske stilling ændre forholdet. Eller var det bare den mere sikre stilling og den dermed friere optræden, der pyntede ”gårdens datter”. En forklaring, jeg ubetinget kunne godkende, nåede jeg ikke frem til.

I viden stod vi lige. Vi færdedes sammen på lige fod. Tog ligelig del i alle de muligheder, der tilbød sig. Vi - dog kun vi unge - blev alle med­lemmer af den stedlige afholdsforening. Interesserede os for de foredrag, for­eningen lod afholde. Vi deltog i nabosognets skytteforening, uden at nogen af os forbandt skyderiet med militarisme. Vi ville bare lære at skyde. Vi gik sammen til undervisning i sløjd en aften ugentlig det meste af vinteren.

Vi var også fælles om at aflægge besøg i kostaldene om aftenen, når pi­gerne malkede, og under samtalerne her var der mange forskellige menin­ger, og ingen holdt sig tilbage, det gjaldt om at stå sig i debatten.

Helt at frigøre sig for klassefølelsen var der dog næppe nogen, der kunne.

En gang om året - under juleballerne - fik den næring nok til fortsat at trives.

Ja, det er måske forkert at sige juleballerne, for de begyndte først, når julen var forbi.

Det var en lang række sammenkomster, efter indbydelse, skiftevis i de forskellige gårde, hvor der var hjemmeværende ungdom. De begyndte med spisning, så var der spil, forfriskninger og dans, der først endte langt ud på natten, til tider med behagelig ”følgen hjem”.

Her var vi, den tjenende ungdom, naturligvis ikke med blandt de ind­budte. Vi var fremmede. Vi holdt vor egen komsammen i form af et ”par­bal”. Ikke ”parrings-bal”.

Vi, der tjente, hvor festen blev afholdt, var dog med til spisningen og vistnok også opfordret til at være med i den øvrige del af festen, men jeg tror, de fleste gjorde noget lignende som jeg. Når spisningen var forbi, listede jeg ud og gemte mig resten af aftenen i et høstænge.

Klassefølelse kunne jeg i hvert fald ikke ryste af mig. Men det skyldtes absolut ikke de mennesker, jeg daglig færdedes iblandt.

(…)

s. 97

I karlekammeret

Vore kamre, såvel karle- som pigekammeret, var det centrale punkt i vor tilværelse som tyende, vort opholdssted, når vi havde en ledig stund, vort samlingslokale, når vi ønskede os lidt selskabelighed. De var indrettet næ­sten ens overalt, så primitivt som muligt, men beliggenheden var noget for­skellig.

Hos Pje Jørnsen lå både ko- og hestestald i samme længe, og karlekam­meret havde indgang fra hestestalden, men to vægge vendte ind mod ko­stalden, og det bevirkede, at kammeret var lunt om vinteren. Andre steder, hvor det kun havde varme fra hestestalden, var det halvkoldt, og der, hvor der var lavet kammer i en ende af vognporten, var det koldt og klamt og ikke rart at opholde sig i om vinteren - ud over den tid, man tilbragte under den tykke dyne. Det samme gjaldt mange pigeværelser, med indgang fra bryggerset og uden kakkelovn.

Komsammen fandt derfor oftest sted, hvor der var lunest, og jeg var glad for mit kammer i Hæstrup, selvom det kun var forsynet med det alminde­lige staldvindue, og luften gennem døren fra stalden var fyldt med ammo­niakdampe og absolut ikke behagelig. Det generede derimod hverken mig eller tidligere beboere, at musene lavede sig reder i bunden af sengen. Deres idelige gnaven i halmen vænnede man sig hurtigt til. Den virkede som en beroligende musik.

I den første tid delte jeg kammer og seng med den ældste af sønnerne. Lidt senere fik jeg det alene. Sikken herlighed. Sønnen var blevet forlovet, sådan i det stille, og foretrak derfor et kammer inde i stuehuset, selvom det var koldt.

Nu var der bedre plads til små sammenkomster og - hvad der var endnu bedre - mulighed for personlig syssel, drømmerier og skriverier.

Vore bedste aftener oplevede vi her, når vi havde oplæsning. En karl fra en nabogård, Peter Christensen (det samme som jeg på det tidspunkt mente at hedde og blev kaldt) kunne læse jysk og havde en bog til sådant brug. Det gav kolorit over samværet.

Vi spillede ikke kort ud over spil om pebernødder i juletiden, hvor nød­derne, forinden de blev spist, vandrede fra den ene snavsede lomme til den anden.

Der var meget sjældent noget med pigesjov. Det vil dog ikke sige, at vi ikke interesserede os for piger. En gang imellem drøftede vi problemet meget alvorligt. Det altovervejende spørgsmål for os. Men så var pigerne der ikke.

Vi så vore fremtidsmuligheder under de stedlige forhold som noget, der nøje var knyttet til, om vi bandt os eller ikke bandt os til en pige.

Det at ”være sammen” med en pige var jo - som tidligere nævnt - efter vor formening ensbetydende med, at hun skulle have et barn. Og at stifte familie betød for os besiddelsesløse på landet at blive landarbejder, almin­deligvis herregårdsarbejder, hvor der muligvis var arbejde hele året, eller blive husmand, men i så fald ved hjælp fra andre.

En sådan fremtid skræmmede. Ingen af vore ældre kolleger, der var vandret den vej, havde ønsket det. Alle var - når det ulykkelige var sket - ­tvunget ind under disse levevilkår, hvis de da ikke i desperation over en så håbløs fremtid svigtede deres forpligtelser over for den vordende moder og lod hende klare sig, som hun bedst kunne. Almindeligvis måtte hun tage hjem til sine forældre, hvis det var muligt, og her - ud over de økonomiske vanskeligheder - sammen med forældrene gennemleve den store skam, del på det tidspunkt var forbundet med at være ”syndig” eller ”lokket”. Kunne familien ikke hjælpe, var der til anbringelse af barnet som regel kun fattiggården tilbage.

Denne truende situation var så alvorlig for de unge piger, at mange al dem måtte se deres skønneste ungdomsdrømme briste, fordi kravet om afholdenhed hindrede dem i at give sig hen til den, de inderligt ønskede al leve livet sammen med.

Nogle af de unge mænd, der begyndte deres tilværelse som familieforsørgere ved et lille husmandsbrug, havde dog senere været så heldige at få arbejde på en cementfabrik i Alborg. Der tjente de den svimlende store løn 2 kr. pr. arbejdsdag. Det var noget helt andet end at være husmand. De afhændede så huset og drog ud, misundt af dem, der måtte blive, hvor de var, økonomisk stavnsbundne.

Vi var alle enige om, at der for os ikke fandtes anden vej til en menneskeværdig tilværelse end at søge ud, hvor levevilkårene var bedre. Landbruget var i det væsentlige baseret på den unge, ugifte arbejdskraft, unge mennesker fra de små landbrugshjem med meget sparsomme krav til livets goder

Vi forstod bøndernes krav om, at de nye statshusmandsbrug, der på de tidspunkt var i deres vorden og omtalt i bladene, ikke måtte være så store at en familie helt kunne leve af et sådant, for så havde bøndergårdene ingen mulighed for at skaffe sig ekstra hjælp til høstarbejdet og lignende. Men vi forstod i højere grad kravet om, at brugene måtte være så store, at de dannede levemulighed for husmandsfamilien.

Med langt færre ord end her fandt disse tanker forståeligt udtryk i vor drøftelse af problemet. Vi blev hurtigt enige.

En sådan fremtid? Nej. Nej. Nej.

(…)

At slippe ud, bort fra vor stillestående, håbløse tilværelse, ja, bare få lej­lighed til at se noget nyt, var for os tyende en fælles ønskedrøm.

Første gang, jeg så havet, var i august 1897. Der var 20 års fest i Løn­strup til minde om den dag, da en lille fredelig bæk, der løb gennem byen, efter en voldsom styrtregn blev forvandlet til en mægtig flod, der skyllede store dele af byen bort. Det havde været så slemt, hed det dengang, at fiskerne, der var på havet, mødte deres døre og vinduer på hjemvejen.

Køreturen til Lønstrup havde sit særpræg. Det var dejlig varmt, da vi tog hjemmefra, men efterhånden som vi nærmede os havet, blev det koldere og koldere.

En skræddersvend, der deltog i turen, havde overfrakke med. Der blev i begyndelsen smilet lidt. Senere på dagen var der ingen, der smilede af den grund.

En tur gennem Lønstrup ad stien langs bækken var ganske ejendomme­lig, ja uforglemmelig. Vi kunne gå ind under en tidligere brønd og se op gennem den øverste del af denne, hvor stenene endnu ikke var fjernet. Brønden havde ligget midt i en gård. Gårdspladsen med brøndåbningen og de tre længer af gården lå der endnu. Den fjerde længe, lidt af gårds­pladsen og den underste del af brønden havde floden hin dag taget med sig.

Der var lavvande, da vi kom til stranden. Vi kunne gå et langt stykke på den inderste revle. Om eftermiddagen steg vandet, så redningsbåden kunne gå ud helt inde fra land.

Der blev forevist, hvorledes man satte sig i forbindelse med et skib i havs­nød. En raket skød en line ud til skibet, og redningsstolen hentede en mand ind. Synet af den rebsøjle, der rejste sig, da raketten blev skudt af, var næsten det mest imponerende. Det var et nærbillede af den kraft, der førte linen ud til skibet.

Jeg undrede mig over, at havet ikke virkede som noget ukendt, men nærmere som noget, jeg ofte havde set. Billeder, blev jeg klar over, kunne i nogen grad erstatte synet af selve tingene.

_ _ _

Trangen til at kigge lidt uden for den daglige horisont blev ikke mindsket en sådan dag. Tværtimod. Den fik øget næring. Den var stadig den drivende kraft, når nogle af os, og nu hyppigere, en søndag eller en sommer­aften slentrede op til holdepladsen, hvor en del af togene standsede for at betjene nærtrafikken, medens andre, eksprestogene, bruste forbi, på vej mod det ukendte. Et sådant syn skabte en stemning så rig og gribende, at al tale gik i stå, og det styrkede ydermere vor beslutning om, at vi ikke ville binde os til stedet. Vi måtte og ville ud.

Hvornår og hvorledes det kunne ske, stod os derimod ikke klart.

2 kr. blev for mig skæbnebestemmende.

_ _ _

Der var i løbet af sommeren 1898 forhandlet en del om, at jeg skulle blive i Hæstrup på 3. år, men vi var ikke helt enige om lønnen. Jeg havde 185 kr. det andet år, jeg var der, og jeg forlangte 200 kr. for det næste. Men det ville Pje Jørnsen ikke gå med til. Så meget var der ingen, der gav en anden-karl. Han bød mig dog 195 kr. Ja, han gik endog op til, at han der­udover ville give 3 kr. i fæstepenge, men mere ville han absolut ikke give.

Her stod begge parter stædigt fast, men ikke uden en vis munterhed.

Imidlertid bragte blade meddelelse om, at elever kunne få halv friplads på Ask højskole. Det lokkede. Kunne jeg opnå halv friplads, kunne jeg muligt klare et vinterophold der.

Jeg var nede at tale med lærer Nielsen, Guldager skole, om det. Han rå­dede mig til at søge og anbefalede ansøgningen, der omgående - til oprigtig glæde for mig - blev bevilget.

- Det var da ikke sådan ment med de 2 kr., at det skulle strande på det, sagde Pje Jørnsen, da jeg meddelte ham, at jeg tog på højskole.

Jeg jublede indvendig. Tyendeårene var nu forbi.