Her ses første del af dommen i politiprotokollen 1833-1836, Rougsø-Sønderhald-Øster Lisbjerg Herredsfoged. Foto: Dorte Kook Lyngholm.

Den 19e August 1833

Dom!

Under nærværende Sag klager Tjenestekarl Thomas Pedersen over at hans Husbond Overkrigskommissær Secher paa Julianeholm havde tildelt ham 2 Slag med en Hasselstok og dennes Søn Georg et Slag med en Pilestok, hvilket passerede den 31te Juli sidst og har paastaaet dem herfor anseet efter Anordningerne.

Indklagede har vedgaaet at de har givet ham den paaklagede Revselse i hvilken Anledning Husbonden har bemærket at Klageren havde ved sit Forhold forset sig og at han saaledes havde fortjent den Revselse han fik, hvorhos han har udtaget Contraklage for at faa Hovedklageren yderligere straffet for hans Forhold i hans Tjeneste og har paastaaet at saavel han som hans Søn frifindes for Hovedklagerens Tiltale og at Hovedklageren tilpligtes at erlægge en Mulkt[1] af 10 Rbd.[2] Sølv til Sognets Fattige samt at erstatte Sagens Omkostninger.

Ved de under Sagen afhørte Vidner er det oplyst at Hovedklageren den Dag da det paaklagede passerede havde forladt Hest og Vogn og havde lagt sig til Hvile i Marken paa en Tid da ingen af de andre Folk i Marken hvilte, og at han, da Avlskarlen havde befalet ham at gaa til sit Arbejde, havde udskældt denne for en Kieltring[3], samt at han, da Husbonden, efter at Avlskarlen havde meldt det passerede, kom til og havde frataget ham en Høfork, som han stod med, var løbet fra Husbonden og uagtet Husbonden flere Gange havde befalet ham at blive staaende, havde han dog ikke efterkommet denne Ordre, saa at Husbonden maatte sætte sig til Hest, for at indhente ham.

Hovedklageren har undskyldt sig med at han frygtede for, at Husbonden skulle bruge Høforken imod ham og at det var Grunden til at han ikke ville blive staaende, men denne Undskyldning kan ikke antages som grundet, da ingen af de Afhørte har set at Husbonden gjorde Mine til at ville bruge Forken imod ham.

Ligeledes er det oplyst dels ved Vidner og dels ved egen Tilstaaelse, at Hovedklageren har taget af de Heste som er paa Græs ved Gaarden og er redet bort uden Husbondens Tilladelse og at han med
en Jernkile har sløvet Avlskarlens Høle[4].

Da det af Hovedklageren udviste Forhold imod Husbonden ved den paaklagede Lejlighed ikke kan [forenes] med den Hørighed og Lydighed, hvilken han som Tyende ifølge Forord. 25. Marts 1791 § 14 er pligtig at vise imod hans Husbond og dennes Bud og da Husbonden ved de 3 Slag som han og hans Søn har tildelt Hovedklageren hverken i Henseende til Redskabet eller i Henseende til Revselsens Størrelse kan antages at have overskredet Grænserne for den Revselsesret som ovennævnte Forordning og Lovens 6-5-5[5] hjemles en Husbond, saa skønnes ej rettere end at Hovedklageren maa anses ubeføjet til den indgivne Klage og da Klagerens øvrige oplyste Forhold ogsaa maa antages at have været saaledes at en Husbond med Føje maa kunne anse dette for utilbørligt og at det Tyende som udviser et saadant Forhold bør anses med Straf for samme, saa vil Hovedklageren for sit udviste Forhold blive at anse med en Mulkt som bestemmes til 2 Rbd. Sølv der tilfalder Amtets Fattigkasse, hvorhos han ogsaa vil blive pligtig at betale Sagens Omkostninger der bestemmes til 2 Rbd. Sølv.

Thi kjendes for Ret:

Contraklageren Hr. Overkrigskommissær Secher til Julianeholm og hans søn Georg Secher bør for Hovedklagerens Tiltale i denne Sag frie at være, derimod bør Hovedklageren, Tjenestekarl Thomas Pedersen af Julianeholm at betale en Mulkt af to Rigsbankdaler Sølv til Amtets Fattigkasse, samt at erstatte Kontraklageren Sagens Omkostninger med to Rigsbankdaler Sølv. Det Idømte at udredes inden 3 Solemærker[6] efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven[7].

A.L. Reiersen.

Irettelagt[8]den 19e August 1833.