Andragender om Forandringer i Tyendeloven

a. Andragende[1] fra Randers Amtshusholdningsselskab, ledsaget af et ”Forslag til Forandringer i Tyendeloven” samt af 33 Erklæringer fra forskjellige Landboforeninger (indbragt den 10de November af Folkethingsmanden for Randers Amt 2den Valgkreds, N. P. Jensen[2]). Det nævnte ”Forslag”, tilligemed Motiver, foreligger trykt.

(…)

Udvalgets flertal (Alberti[3], Berg[4], Boisen[5], Høgsbro[6], Tauber[7] og Zahle[8]) kan om denne Sag i det Hele henvise til den Udtalelse om et lignende Andragende, som fremfor fra det i forrige Samling nedsatte Udvalg for Andragender. Flertallet kan ikke tilraade den Del af Randers Amtshusholdningsselskabs Forslag, der, ved at tillade Husbonden selv at idømme Bøder for Brud pa Flid, Orden og Lydighed i Tjenesten og tilbageholde disse i Tyendets Løn, giver ham en Jurisdiktionsret, som kan føre til megen vilkaarlighed; man formener, at Tyendeloven indeholder fornødent Værn imod de omhandlede Forseelser fra Tyendets Side. Hvad angaar den første Del af Forslaget, der tilsigter at skærpe Forholdsreglerne mod Kontraktsbrud fra Tyendets Side, da formener[9] Flertallet, ligesom det ifjor nedsatte Udvalg, at der bør tages Hensyn til disse Bestemmelser, forsaavidt de kunne betragtes som Konsekventser af den Betragtning, der formentlig ligger til Grund for Tyendeloven: at Forholdet mellem Husbonde og Tyende maa opfattes sin et rent Kontraktsforhold. Men flertallet finder dog, lige over for de stærke Fordringer, som i ovenanførte Andragender og Erklæringer ere fremsatte om ensidige Forholdsregler mod Kontraktsbrud fra Tyendets Side, Anledningen til at tilføie, at der efter dets Formening ikke bør indføres nogen Bestemmelse, hvorved Tyendet eller andre Paagjældende stilles under andre Retsvilkaar, end der ellers sædvanlig gjælder i privatretlige Forhold, og at heller ikke Bøderne for Tyendeforholdets Misligholdelse fra Tyendets Side bør skærpes, idet det bør erindres at ihvorvel dels senere Lovbestemmelser, dels Arbeidslønnens Stigen kunne have gjort de i Tyendeloven fastsatte Bøder mindre strenge, end de vare i 1854, saa danne disse bøder dog i og for sig en Undtagelse fra, hvad der i Almindelighed er en Følge af Kontrakters Misligholdelse, og det turde i alt Fald være ubilligt[10] at skærpe dem, naar man ikke vil indføre en tilsvarende række Bøder for Forseelser og Misligholdelse fra Husbondens Side. Overhovedet finder Udvalget, at lige saa vel som Husbonden under de nuværende Forhold i flere Tilfælde kan være ilde stedt med Hensyn til at søge og erholde sin Ret lige over for det Tyende, som ulovlig forlader sin Tjeneste eller paa anden Maade misligholdelser sin Kontrakt, lige saa vel kan Tyendet trænge til virksommere Bestemmelser i Lovgivningen lige over for den Husbonde, der ikke opfylder sin lovbestemte eller kontraktmæssige Pligt mod Tyendet, idet det for Tyendet, der skal leve af sit Arbeide og vel som oftest savner Indsigt i de retslige Former, er baade tidsspildende og byrdefuldt at gjøre sin Ret gjældende mod Husbonden. Forsaavidt en Revision af Tyendeloven maatte anses fornøden, maa Flertallet derfor tilraade, at en saadan Revision foretages lige saa meget med Tyendets som med Husbondens berettigede Tarv[11] for Øje, og at den snarest og væsentligst maa gaa ud paa at tilbyde begge Parter det Offentliges Bistand til at komme til deres Ret. Enkelte af de Forholdsregler, som der i saa Henseende maatte blive Tale om, kunde der da mulig findes Anledning til at udvide til andre private Tjenesteforhold end det egentlige Tyendeforhold. Den Husbonde, som tager et bortrømt[12] Tyende i sin Tjeneste, bør der efter Flertallets Mening neppe paalægges anden Forpligtelse end at tilbageholde i Tyendets Løn de Bøder og den Erstatning, som Tyendet maatte ifalde. Med disse Antydninger skal Flertallet, uden forøvrigt at indlade sig paa Enkeltheder, opfordre Justitsministeren til at tage under Overveielse, hvorvidt Tyendeloven af 10de Mai 1854 og i det Hele Lovgivningen om privat Tjenesteforhold maatte trænge til en Revision, og i saa Fald at fremkomme med Forslag herom for Rigsdagen, og indstiller i Henhold dertil, at de nævnte Andragender og Erklæringer henvises til Justitsministeren, forsaavidt angaar den første Del af det fra Randers Amtshusholdningsselskab udgaaende Forslag.

Undertegnede Gad[13], Rimestad[14] og Steffensen[15] kunne tiltræde Meget af, hvad ovenfor er udtalt, og navnlig ere vi selvfølgelig enige i, at en eventuel Revision af Tyendeloven bør foretages lige saa meget med Tyendets som med Husbondens berettigede Tarv for Øie. Men vi maa dog herved fremhæve, at, medens der i den Tid, der er forløben efter Tyendelovens Fremkomst, ikke synes at være indtraadt Forhold, der have forringet Tyendets Stilling overfor Husbondens, kan det neppe negtes, at baade Forholdende og Lovgivningen have bidraget til at svække Husbondens Stilling overfor Tyendet og navnlig hans Midler til at værge sig mod egenmægtige Kontraktsbrud fra Tyendets Side. Samtidig med, at den stærke Efterspørgsel efter Arbeidskraft, som de senere Aars store Foretagender have fremkaldt, har gjort det lettere for Tyendets at finde Anvendelse for sine Kræfter, har den nyeste Lovgivning i flere Henseender berøvet Husbonden Midler til at haandhæve de indgaaede Kontrakter. Efter at Retten til at fordre Tyendet ved det Offentliges Hjælp bragt tilbage i Tjenesten er bortfalden ved Tyendeloven, – hvad jo vistnok maa billiges – har det alene været gjennem Erstatnings- og Straffeansvaret, at Tyendet Forpligtelse til at blive i Tjenesten har kunnet hævdes. Foruden at dette Ansvar imidlertid ofte bliver illusorisk[16] paa Grund af Vanskeligheden ved at finde Tyendets Opholdssted, bliver Erstatningskravet i Reglen uden Betydning paa Grund af Tyendets Uformuenhed, især efterat Konkursloven af 25de Marts 1872 dels har hjemlet enhver Skyldner Fritagelse for Exekution[17] ikke blot i nødvendige Gang- og Sengeklæder[18] m. v., men ogsaa i andre Nødvendighedsgjenstande til et vist Beløb, dels har udelukket Exekution i Krav paa Løn, der endnu ikke er fortjent (jfr. §§ 160 og 161). Straffeansvaret, hvori da den egentlige Garanti mod Kontraktsbrud maa søges, har derhos tabt en væsentlig Del af sin tidligere Betydning i denne Retning, derved at Bøder ifølge Lov af 16de Februar 1866 ikke længere afsones med Vand og Brød, men med simpelt Fængsel. I denne Omstændighed turde der vel ligge en Grund til at gaa ind paa den foreslaaede Forhøielse af Bøderne, saafremt den kunde antages at føre til Maalet; og, forsaavidt det ovenfor er indvendt, at Husbonden ikke straffes for ulovlig Ophævelse af Kontrakten, da kunde der ikke principielt indvendes Noget imod, Saadant fremtidig blev fastsat. Men det er vistnok ikke lidet tvivlsomt, om en forhøielse af Bøderne vilde være af større Betydning, saaledes som afsoningsreglerne nu ere, og om at træffe en Forandring i saa Henseende kan der jo ikke være Tale. Nogen Betydning vilde det jo vel ogsaa have, om Husbonden kunde fordre Hjælp af det Offentlige til at udfinde det ulovlig bortgaaende Tyendes Opholdssted, og mod at give ham saadan Ret vilde der neppe kunne gjøres begrundede Indvendinger; men i øvrigt ønske vi ikke allerede nu at udtale nogen bestemt Formening om, hvorvidt der, saaledes som af Flertallet antydet, kan være Trang til yderligere, end det nu finder Sted, at tilbyde begge Parter det Offentliges Hjælp til at komme til deres Ret, da der allerede nu er foreskrevet Politiretsbehandling i disse Sager, saa at Dommeren er pligtig at yde begge Parter Veiledning, og det vilde være stemmende med de almindelige Tyendesagers Væsen at gjøre dem til offentlige Politisager. Midlerne til af Lovgivningsveien at hjælpe paa den mislige Stilling, hvori navnlig Husbonder paa Landet ere Komme, turde derfor efter vor Mening væsentlig være at søge i det i Andragenderne forslaaede Erstatningsansvar for Husbonder, der tage Tyende i Tjeneste uden at forvisse sig om, at det er løst fra sin tidligere. Ligesom vi fremdeles med Flertallet ere enige i, at den foreslaaede Ret for Husbonden til at diktere Tyendet Bøder vilde være meget mislig, saaledes slutte vi os ogsaa til Indstillingen om, at disse Andragender henvises til Ministeriet, som da i Forbindelse med den herved fremkaldte Undersøgelse formentlig vil tage under Overveielse, om ikke ogsaa andre Punkter i Tyendeloven trænge til en Revision.

I Henhold til foranstaaende gjør Udvalget følgende Indstillinger til Thinget[19]:

(…)

(Bet. Nr. 6.) De fra forskjellige Landboforeninger indkomne Andragender og Erklæringer, betræffende i Tyendeloven, henvises, forsaavidt angaar den første Del af det fra Randers Amtshusholdningsselskab udgaaende Forslag, til Justitsministeren, med Opfordring til at tage under Overveielse, hvorvidt Tyendeloven af 10de Mai 1854 og i det Hele Lovgivningen om privat Tjenesteforhold maatte trænge til en Revision, og i saa Fald at forelægge Rigsdagen dertil sigtende Lovforslag.

Alberti.

Berg.

Bojsen.

Gad.

Høgsbro.

Rimestad.

Steffensen.

Tauber,
Formand og Ordfører.            

Zahle,
Sekretær.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.