Definition

Husbondretten var en særlig retsorden, som virkede ved siden af den statslige retsorden. Den regulerede forholdet mellem medlemmerne af en husstand. Husbondretten var anerkendt i den statslige retsorden. Dens retskilder, dvs. det grundlag, den byggede på, var fortrinsvis uskreven sædvane, som var kendt og kunne påberåbes af alle i et lokalområde. Sædvanebaseret ret finder vi stadig mange steder i verden ved siden af en statslig ret.

Husbondretten var – som al anden ret – foranderlig. Dens virkefelt, husstanden, blev i Danmark i 1600- og 1700-tallet opfattet meget bredt. Et gods blev således set som en stor husstand med mange mindre husstande, fæstegårde, under sig. De store landboreformer omkring år 1800 ændrede denne opfattelse, så begrebet om en husstand fortrinsvis kom til at omfatte de mennesker, der boede og arbejdede dagligt sammen under et tag.

Husbondretten var bygget på andre principper end den statslige ret. Den gav forskellige rettigheder og pligter alt efter medlemmernes placering i husstanden. Husbond og madmoder var således ledere af husstanden, de kunne kræve fuldstændig lydighed af alle under sig, til gengæld havde de pligt til at sørge for deres undergivne, børn, tjenestefolk. For godsejeres vedkommende betød husbondforpligtelsen, at de måtte hjælpe deres bønder og husmænd, hvis de var kommet i særlig nød. Godsejere havde desuden pligt til at sikre orden og ret på deres godser.

Strafferet i husstanden

Konfliktløsning i husbondretten var uformel. Den foregik sjældent ved de officielle domstole, men i reglen i en slags forhandling mellem parterne. Udgangspunktet var dog, at husbond og madmoder havde personlig ret til at straffe de undergivne. Det kunne ske korporligt, med fysisk straf. En godsejer kunne også sætte sine ulydige folk i ’hundehullet’, et fængselsrum på herregården, eller til at ride på træhesten. Men langt det mest almindelige var at tage bøder.

Godsejeren havde også pligt til at sikre retsforfølgelse af forbrydelser begået på sit gods. En del af denne kunne foregå uformelt inden for husbondretten. Men de mest alvorlige forbrydelser skulle godsejeren sørge for blev prøvet ved domstolene.

Med landboreformerne blev det forbudt for godsejeren at straffe sine fæstebønder og deres hustruer korporligt. Husmænd, landarbejdere, karle, piger og børn kunne dog stadig prygles, hvis de ikke artede sig, som deres husbond ville have det. Med landboreformerne oprettedes desudes lokale politiretter. Hermed ønskede reformfolkene at fremme den statslige retsorden, så konflikter i højere grad blev løst uden for husstanden. Lovgivningen var dog fortsat indrettet med henblik på at støtte husbond og madmor i deres myndighed.

Husbonds og madmors ret til at straffe deres ansatte fysisk blev gradvist indskrænket i løbet af 1800-tallet. Revselsesretten over husmænd blev frataget godsejerne i 1848, og med tyendeloven i 1854 blev det forbudt at slå voksne tjenestefolk. For unge ansatte, drenge under 18 og piger under 16 år, fortsatte husbonds og madmors strafferet frem til medhjælperloven af 1921. Børn kunne dog stadig revses i skolen frem til 1967 og af deres forældre indtil 1997.

Husbondrettens betydning for valgretten i Danmark

Husbondretten afspejlede en organisering, hvor husstanden var samfundets grundlæggende enhed; det var ikke som i dag det enkelte individ. Enhver skulle indgå i en husstand, man kunne ikke klare sig alene. Alle medlemmer af husstanden deltog i et arbejdsfællesskab, hvor man skaffede til livets opretholdelse, mad, tøj og bolig. Der var en hierarkisk rollefordeling mellem husstandens medlemmer. Husbond var det mandlige overhoved, og det var også hans opgave at varetage husstandens interesser udadtil. Han deltog fx. i møder i landsbyen og indgik aftaler med godsejeren.

Da Danmark fik sin første grundlov i 1849, var det derfor helt selvfølgeligt, at valgrettigheder skulle tildeles husbonder. De repræsenterede så medlemmerne i deres husstande. Derfor var det også et krav i valgbestemmelserne, at en mand skulle ”have egen husstand” og ikke måtte stå i ”privat tjenesteforhold”. I datidens tankegang ville husmænd dermed ikke få valgrettigheder, fordi man mente, at de indgik i en godsejers husstand og her stod i privat tjenesteforhold.

Husmænd fik dog alligevel valgrettigheder. Det skyldtes, at Danmark var i krig med Slesvig-Holsten. Det var helt afgørende, at staten havde opbakning til krigen fra netop husmændene, fordi det i høj grad var deres sønner, der var soldater. Derfor mente regeringen, at den var nødt til at foreslå valgrettigheder, der også omfattede husmænd, i den nye grundlov. Det var meget kontroversielt. Men sådan blev det.

Det betød samtidig, at husmændene måtte have ændret deres status som arbejdende beboere på godserne.  I tidens tænkning kunne de ikke være en del af godsejerens husstand og underlagt hans husbondret, når de skulle have politiske rettigheder i den nye grundlov. Revselsesretten over husmænd blev derfor fjernet, og de skulle fremover yde fastlagt lønarbejde på herregården fremfor det tidligere ubestemte pligtarbejde. Det skete alt sammen i huj og hast i 1848, hvor grundlovsforhandlingerne gik i gang.

Husbondretten og kvinders borgerlige og politiske rettigheder

Med Grundloven af 1849 indførtes ikke bare valgrettigheder, men også andre politiske rettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Der er ikke forsket i, om kvinder kunne gøre brug af disse rettigheder. I husbondrettens logik var de formentlig kun tiltænkt mænd, mere præcist husbonder. Kvinder begyndte dog – ganske langsomt - at tage del i den offentlige debat. Men der er også eksempler på, at familien kunne forhindre det. Det skete for forfatterinden Mathilde Fibiger (1830-1872), uanset hun selv havde sagt ja til at være taler ved et offentlig møde i 1852.

Ifølge husbondretten havde en kvinde ikke myndighed uden for husstanden. Madmoder bestemte over gårdens og husets hjemmeproduktion, mens husbond tog sig af de ydre forhold, som nævnt. En kvinde kunne ikke underskrive en kontrakt.

Kvinders stilling ændrede sig i forhold til husbondretten i anden halvdel af 1800-tallet, hvor begrebet ikke længere stod så stærkt som før. En stor reform i 1857 gav ugifte kvinder over 25 år retlig myndighed. De kunne herefter stifte egen virksomhed, forpligte sig udadtil, fx ved at åbne en butik eller leje en lejlighed. Gifte kvinder var fortsat underlagt husbondret, dvs. de var umyndige. Gifte kvinder fik først retlig myndighed på lige fod med ugifte i 1899. Når det kom til valgrettigheder, var de stadig forbeholdt husbond som repræsentant for sin husstand helt frem til grundlovsreformen i 1915.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.