Danske Lov er betegnelsen for den samlede lovbog fra 1683, der skabte retsenhed i Danmark. Det vil sige, at lovkomplekset ikke alene samlede gældende ret et sted, det samlede også riget i en retsenhed. Før 1683 var inddelingen fra middelalderen gældende, hvor hvert landsting udgjorde centrum i hver sin retskreds. Dette er også forklaringen på, at vi indtil Danske Lov formelt set havde Sjællandske Lov, Jyske Lov og Skånske Lov fra første halvdel af 1200-tallet (indtil Skåne, Halland og Blekinge overgik til svensk styre i 1658).

Forarbejdet til Danske Lov, 1661-1683

Lovbogen blev til efter mere end 20 års arbejde med at indsamle, harmonisere og bearbejde den gældende danske lovgivning. Det første skridt mod en reform af lovgivningen blev taget i 1661. Her blev en kommission nedsat med det formål at udarbejde en tidssvarende procesordning (altså bestemmelser for rettergang) og fjerne den del af ældre lovgivning, der ikke harmonerede med indførelsen af enevælden året før.

Dette blev den første i en række af kommissioner, og undervejs i processen gik man fra blot at redigere i eksisterende lov og modernisere procesordninger til at skabe et nyt, samlet lovkompleks, der skulle rumme gældende dansk ret. Kongen bifaldt dette, og i 1669 fik professor ved Københavns Universitet og assessor ved Højesteret Rasmus Vinding (1615-1684) ordre til at skabe et grundlag for en sådan lovsamling. Arbejde blev afsluttet i 1681, og i 1683 var Danske Lov trykt og klar til at træde i kraft på kongens fødselsdag den 15. april.

Loven blev ikke gyldig i sin helhed i hertugdømmet Slesvig, og slet ikke i Holsten. For Norges vedkommende udstedte Christian 5. i 1687 Norske Lov, der i høj grad byggede på bestemmelserne fra Danske Lov.

Original udgave af Danske Lov med lovgiveren Christian 5.s monogram præget på forsiden. Loven udkom efterfølgende i forskellige trykte versioner. Foto: Rigsarkivet, Tom Jersø (CC BY-SA)

Indflydelse fra tidligere lovgivning

Danske Lov var på mange måder et opgør med og et forsøg på at revidere den ældre danske lovgivningstradition i det danske rige. Alligevel spillede den ældre lovgivning en stor rolle, da Danske Lov blev udformet. Den mest indlysende er enevældens forfatningslov, Kongeloven fra 1665, idet arbejdet med at samle rigets retsgrundlag i en samlet lovbog blev påbegyndt her for at fjerne ældre lovgivning, der kolliderede med enevælden.

Landskabslovene fra begyndelsen af 1200-tallet havde skabt fundamentet for den juridiske udvikling i det danske rige, og derfor spores deres indflydelse også i Danske Lov. Særligt Jyske Lov fra 1241, der havde fungeret som referenceværk for Kongens Retterting (datidens Højesteret), og store dele af Jyske Lov er at genfinde i Danske Lov. Den største inspiration til Danske Lov kom dog fra to af renæssancens mest ivrige lovgivere, Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) og Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648), der som de første for alvor fik udarbejdet recesser og andre korte lovtekster, der gjaldt for hele riget. Særligt Søretten (1561) og Ægteskabsordinansen (1582) blev inkorporeret i Danske Lov.

Danske Lovs opbygning og indhold

Danske Lov er inddelt i seks bøger, muligvis inspireret af Jyske Lov, der havde tre.

Første bog, 'Om Retten og Rettens Personer', indledes med en gengivelse af Kongeloven (1665), som bruges til at understrege, at undersåtterne var forpligtet til at være lydige over for loven og lovgiveren (kongen). Derudover indeholder den en fornyelse af procesretten, hvilket var et af de oprindelige formål med det lovgivningsarbejde, der endte med Danske Lov.

Anden bog, 'Om Religionen og Geistligheden', regulerer kirken og kirkens folk.

Tredje bog, 'Om Verdslig- og Huus-Stand', omhandler de forskellige stænders (samfundsgruppers) rettigheder, herunder ægteskab og myndighed.

Fjerde bog indeholdt søretten, der tidligere havde udgjort en selvstændig kategori.

Femte bog, 'Om Adkomst, Gods og Gield', indeholder bestemmelser for arv, kontrakter og ejendomsforhold.

Sjette bog, 'Om Misgierninger', var straffeloven, der var struktureret efter De Ti Bud.

Lovgivning, som blev udeladt

Med Danske Lov ønskede styret ikke blot at skabe en moderniseret, samlet udgave af dansk lov, men også at skabe et værk, der kunne udgøre det retslige fundament for det danske samfund i mange år fremover. Sidstnævnte betød, at flere 'kategorier' af lovgivning blev udeladt, idet de blev betragtet som for omskiftelige til at kunne indgå i lovbogen. De tre væsentligste eksempler på dette er:

• Militærlovgivning, der typisk ændrede sig i takt med den udenrigspolitiske situation.
• Forvaltningsret, der behandlede skatter, told og møntvæsen. Disse forhold ville ligeledes ændre sig i takt med udviklinger i samfundet.
• Politilovgivning, der handlede om at regulere uønsket adfærd i samfundet, hvorfor lovgivningen nødvendigvis måtte være i konstant bevægelse for at følge med ændringerne i undersåtternes adfærd.

Danske Lov efter 1683

Idealet for Danske Lov var at lave en lovsamling, som samlede gældende ret et sted, og som kunne stå uændret fremover. Dette lykkedes ikke, og 1700-tallet blev præget af en del ny lovgivning, som supplerede Danske Lov, men som ikke blev indarbejdet i den. Flere gange i løbet af 1700-tallet blev der iværksat forsøg på at lave en samlet revision af lovgivningen, men uden succes, og en afløser til Danske Lov blev derfor aldrig aktuelt.

I begyndelsen af 1900-tallet blev Danske Lov stadig anset som fundamentet for dansk ret, selvom flere af dens bestemmelser var blevet annulleret af ny lovgivning i sidste halvdel af 1800-tallet. Eksempler på dette er Straffeloven af 1866 (som igen blev afløst af en ny i 1930) og Søloven af 1892, som afløste Danske Lovs bog om søret. Derudover fik retsplejereformen af 1919 også stor indflydelse på dansk procesret og domstolenes brug, hvilket igen ændrede på bestemmelser fra Danske Lov.

Der er dog også bestemmelser fra Danske Lov, som stadig har indflydelse på vores samfund i dag. Et godt eksempel herpå er det såkaldte 'husbondansvar', som dengang gjorde husbonden ansvarlig for hele sin husstand (altså også ansatte). Dette betyder nu, at en arbejdsgiver er ansvarlig for sine ansattes adfærd i forbindelse med arbejdet.