Jyske Lov var gældende fra midten af 1200-tallet og indtil 1683, hvor den blev afløst af Danske Lov. Ifølge lovens fortale blev den udstedt af Valdemar 2. Sejr (født 1170, regent 1202-1241) i Vordingborg i marts 1241, men den tidligste kendte udgave af manuskriptet stammer fra 1270'erne. Jyske Lov er derfor med stor sandsynlighed den sidste i den bølge af landskabslove, der udbredtes over det danske område i 1200-tallet, og som desuden omfattede Skånske Lov, formentlig nedskrevet i perioden 1202-1215, samt de to sjællandske love fra hhv.  1220'erne og 1240'erne.

Med landskabslovene havde hver af de tre landsdele, som det danske rige bestod af i middelalderen, nemlig Skåne, Sjælland og Jylland, fået egne lovbøger. Jyske Lov var gældende i hele Jylland inklusive Sønderjylland og på Fyn. I hver af landsdelene skulle dømmes efter landets lov, men gradvist begyndte Jyske Lovs bestemmelser at blive fortolket ind i de øvrige landskabslove. Især i 1600-tallet vandt Jyske Lov indpas ved Kongens Retterting, datidens højesteret, hvor den ved flere lejligheder ses omtalt som "Loven".

Mariager Rådhus fra 1822. Teksten er taget fra Jyske Lovs fortale, der forklarer, hvorfor man skal have en lov. På moderne dansk lyder hele teksten: "Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan frygte det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde." Foto: VisitMariagerfjord

Lovens opbygning og indhold

Jyske Lov består af en fortale samt tre bøger. Fortalen indledes med de berømte ord: "Med lov skal land bygges" og fortæller, hvorfor der i et samfund er brug for love og regler, og hvorfor disse skal være almengyldige. Lovbestemmelserne er inddelt i tre 'bøger', der omhandler hvert sit område af retten. Første bog handler om det, vi i dag ville kalde familie- og arveret, i anden bog behandles rettens proces og bevisførelse, og i tredje bog spørgsmål om militærtjeneste, straf, bøder samt regulering af landsbyens fællesskab.

Sammen med de øvrige landskabslove udgør Jyske Lov en unik kilde til det danske samfund i højmiddelalderen. Hvor Saxos danmarkshistorie handler om kongen og krigere, og de bevarede breve, skøder og traktater handler mest om gods og politik, så giver lovene os et indblik ind i almindelige menneskers liv. Ikke et kig ind i dagligdagen, som den blev oplevet af befolkningen, men som et idealiseret billede af et samfund, hvor folk fulgte lovenes påbud, og hvor man kunne få sin ret. I virkeligheden har billedet nok været meget mere mudret, og en stormand har helt sikkert haft nemmere ved at få sin vilje igennem end en fattig fæstebonde. Endnu i middelalderen fandtes slaver, der var andres ejendom, og selv frie kvinder var livet igennem underlagt værgemål fra fader, ægtemand eller en anden mandlig slægtning. Det fortsatte for ugifte kvinder frem til 1857 og for gifte frem til 1899.

Første bog: familie, arv og husstand

I et samfund, hvor jord var den vigtigste kilde til indtægt, var arv af meget stor betydning for børn og andre slægtninge. I lovene ses, hvordan man har forsøgt at finde en balance mellem den enkeltes ret til at disponere over sine besiddelser og beskyttelsen af familien. Der var derfor grænser for, hvor meget man kunne give til tredjepart, ligesom man, hvis man ønskede at sælge sin jord, først skulle tilbyde den til slægtninge til en fastsat pris.

Husstanden var omdrejningspunktet for langt de fleste personer. Husfaderen – bonden – var overhoved. Umyndige drenge, alle kvinder, tjenestefolk og slaver var underlagt hans formynderskab og vilje. Jyske Lov er nedskrevet på et tidspunkt, hvor samfundet var kristnet, og det var fuldt accepteret, at loven skulle være i overensstemmelse med de kristne normer, hvilket fx giver sig udslag i ægteskabsretten. Ifølge kirkeretten (kanonisk ret) var frivilligt samtykke mellem parterne det eneste, der skulle til for at indgå et gyldigt ægteskab.  Imidlertid var reglen en trussel mod forældrenes autoritet, hvorfor forældre havde ret til at straffe ulydige døtre økonomisk, og begge disse principper findes også i Jyske Lov. 

 
Samtidig med nedskrivningen af landskabslovene i 1200-tallet forsvandt den tidligere form for bevisførelse: jernbyrd. Jernbyrd foregik ved, at en præst påkaldte Gud, hvorefter den anklagedes hænder eller fødder blev udsat for gloende jern og afhængigt af om sårene blev betændte eller ej, holdt eller bristede beviset. I 1215 blev det forbudt for præster at deltage i processen, og uden præsternes medvirken kunne den guddommelige legitimitet ikke opretholdes. 'Velsignelse af det glødende jern' lyder teksten på denne illustration fra et manuskript i slutningen af 1100-tallet. Foto: Stiftsbibliothek Lambach/Art Collection/Alamy Stock Photo

Anden bog: håndtering af retssager

Lovens anden bog handler om proces, hvilket bevis der skulle stilles ved forskellige anklager om retsbrud og sanktionerne derfor. At sværge ed var det centrale omdrejningspunkt for procesretten. Den anklagede kunne i nogle sager sværge sig fri ved hjælp af mededsmænd, der ikke svor på skyldsspørgsmålet, men på anklagedes troværdighed. Afhængigt af forbrydelsens alvor kunne der være tale om 12, 24 eller 36 mænd, der skulle aflægge ed. Svor bare én imod skudsmålet, var beviset bristet.

Nævn var en anden måde at løse sager på. I Jyske Lov bestod nævnet af otte mænd, der blev udtaget til at undersøge en anklage, og de skulle sværge på, hvad de mente var mest sandt. Her var blot et simpelt flertal nødvendigt. Med indførelsen af nævn havde det stor betydning, at sandheden nu principielt blev målestok for retsafgørelsen i stedet for tidligere tiders fokus på at finde en mindelig løsning, som alle parter kunne leve med. 

En tingforsamling. I hele middelalderen mødtes ting under åben himmel. Tingmændene sidder på primitive bænke af træstokke og hører på de fremlagte sager. Billedet er fra værket Historien om folkene i Norden fra 1555, som den sidste svenske katolske ærkebiskop Olaus Magnus (1490-1557) skrev i sit eksil i Rom. Illustration: Olaus Magnus: Historien om folkene i Norden (1555)

Tredje bog: straf, bøder og landsbyfællesskabet

Straffesystemet i Jyske Lov bestod primært i bødebetaling til kongen og bodsbetaling til den forurettede. En undtagelse var dog tyveri, det blev straffet både med bod og legemsstraf. I Jyske Lov ser vi for første gang i dansk ret et forbud mod selvtægt ved tyveri. Den bestjålne måtte ikke selv hænge en tyv, han havde grebet på fersk gerning. Denne bestemmelse er interessant i to henseender. Først fordi den slår fast, at det er kongens lokale repræsentant, der skal hænge tyven, og ikke den bestjålne selv. Det betød ikke, at den anklagede havde krav på rettergang - at være grebet på fersk gerning var nok til at dømme i sig selv - men at det var kongens repræsentant, der skulle sørge for at udøve ret. Dernæst er det interessant, at bestemmelsen er begrundet i, at den bestjålne ikke måtte tage hævn. Hævnlyst er drevet af vrede. Da vrede var en stor synd, der i yderste fald kunne berøve den hævngerrige frelsen, ville kongen ved en tilladelse af selvtægt sanktionere en syndig handling. Det er et godt eksempel på, hvordan kristne normer influerede den verdslige ret.

Bestemmelser om regulering af landsbyens liv spiller også en stor rolle i tredje bog. Bønderne var afhængige af hinanden for at høste kornet, sikre marker mod indtrængende dyr ved at opsætte hegn, ordne veje, slå hø og meget andet. Landsbyen deltes om en hyrde, der tog sig af alle dyrene. Ødelæggelse af afgrøderne, fx ved at en flok heste kom ind på marken, var en alvorlig sag, der kunne betyde sult og fattigdom. Derfor var det vigtigt at vide, hvem der skulle gøres ansvarlig, hvis det skete.

Udsnit af fortalen til Jyske Lov fra Codex Holmiensis fra 1200-tallet, der regnes som det ældste manuskript af Jyske Lov. I 2011 blev Codex Holmiensis overleveret fra Kungliga Biblioteket i Stockholm til Det Kongelige Bibliotek under stor mediebevågenhed. Her udstillet på Danmarks Borgcenter i Vordingborg i 2014. Foto: Wikimedia Commons

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.