Kanonisk ret i det katolske Europa

Udgangspunktet for det gejstlige juridiske system var den katolske kirkes retssystem, kanonisk ret, der havde paven som den centrale figur og Bibelen som den autoritative tekst. I modsætning til den verdslige lovgivning, som var knyttet til det danske rige, var den kanoniske ret fælles for hele det katolske Europa.

Kanonisk ret blev til på baggrund af en række juridiske tekster med religiøst fundament. Disse ses helt tilbage i 300-tallet, men fra omkring 500-tallet begyndte de at blive mere omfattende, og forfatterne søgte at anvende dem til at skabe et samlet grundlag for kirkens virke. Omkring 1139 blev disse tekster samlet og søgt harmoniseret i Gratians Dekret, som blev hjørnestenen i middelalderens kanoniske ret. Dekretet var en samling af tekster fra kirkemøder, pavebreve, tekster fra den kristne kirkes grundlæggere og henvisninger til Bibelen.

Denne samling af tekster afspejler fint, hvordan den kanoniske ret udviklede sig i løbet af middelalderen. Lovteksterne blev suppleret med en stadig strøm af pavebreve, der tog højde for akutopståede problemer, som lovgivningen ikke tidligere havde taget højde for, og beslutninger fra de store Laterankonciler (kirkemøder), hvor kirkens rolle i samfundet blev diskuteret og justeret. Disse tekster betød, at den kanoniske ret var i konstant bevægelse og udvikling.

Middelalderens dobbelte jurisdiktion med verdslige og gejstlige domstole

Når kirken havde sin egen lovgivning var der også behov for en særskilt domstol. Det danske rige havde altså to typer af domstole, som fungerede parallelt, men med hver sin jurisdiktion (domsmyndighed). Derfor siger man, at der i det danske rige i middelalderen var en dobbelt jurisdiktion.

Kirken havde f.eks. ansvaret for sager om ægteskab, fordi ægteskabet blev betragtet som et helligt sakramente. Hvis en person var utro, blev vedkommende altså stillet for en kirkelig domstol, hvor dommen typisk ville være en bøde. Den værste straf, som kirken selv kunne anvende, var ekskommunikation, altså udelukkelse fra kirkesamfundet. Hvis man var ekskommunikeret i et år og én dag, kunne man i sidste ende blive idømt dødsstraf.

Denne dom kunne kirken ikke selv udføre, da det ville betyde et brud på et af De Ti Bud, derfor overgik sagen til den verdslige magt, som stod for henrettelserne i riget.

Overstående er et godt eksempel på det overlap mellem de to jurisdiktioner, der ellers i teorien burde fungere uafhængigt af hinanden. Mens sager om ægteskabsbrud og henrettelse som oftest ikke gav anledning til strid mellem domstolene, kunne sager, der lå i gråzonen mellem de to domstole, ofte udløse strid, fordi den institution, der dømte, også havde ret til indkomsten fra bøderne. Et eksempel på sådan en sag kunne være tyveri, som dels var et brud på et af De Ti Bud, men samtidig også en verdslig forbrydelse.

Middelalderen var præget af diskussioner om magtforholdet mellem den verdslige og den gejstlige magt. Kirken mente ofte, at den var kongen overlegen, fordi kirken havde magt som følge af Gud, mens kongen udelukkende havde magt i den fysiske verden. På den anden side blev der argumenteret for, at de to institutioner var ligestillede, hvilket bl.a. blev retfærdiggjort med Lukasevangeliet 20,25: "giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!".

Gratians Dekret er en samling af tekster, der skulle danne et juridisk fundament for den katolske kirke. Teksterne er i nogle tilfælde helt tilbage fra 300-tallet, men blev først endeligt indsamlet og søgt harmoniseret i Gratians Dekret omkring 1139. Fra: Cleveland Museum of Art, Wikimedia Commons

Kirkelige domstole i det danske rige før reformationen

De kirkelige domstole havde nævningeting og dommere, der alle havde relation til kirken, og ofte blev en sag afgjort ved vidnebeviser, hvor nævnet afgjorde den anklagedes troværdighed. I løbet af middelalderen fik de materielle beviser (det, vi i dag bare ville kalde beviser) en voksende betydning hos den kirkelige domstol, hvilket langsomt påvirkede det verdslige system. Kirkens domstole var i høj grad influeret af det europæiske, katolske kirkesamfund, og 'importerede' dermed de juridiske principper fra det øvrige Europa, som smittede af på det verdslige system i det danske rige.

Sagerne handlede ofte om testamenter og brud på ægteskaber, men kunne spænde bredt, da alle sager, som involverede kirkens folk – også når de havde begået en verdslig forbrydelse – blev behandlet ved den kirkelige domstol. Derudover nød flere af samfundets udsatte grupper kirkens beskyttelse, og derfor blev deres sager også ført ved kirkens domstole. Disse grupper blev samlet kaldt 'personae miserabiles' og kunne eksempelvis være forældreløse børn eller enker.

En sag endte som oftest med en eller anden form for bodshandling og en bøde (som oftest betalt direkte til kirken, da forbrydelsen, vedkommende havde begået, blev betragtet som en forbrydelse mod Gud mere end vedkommendes medmennesker). I særligt alvorlige tilfælde kunne kirken udelukke en skyldig fra kirkesamfundet (ekskommunikation), og ultimativt kunne den skyldige overlades til staten, der på kirkens vegne kunne anvende dødsstraf.

Efter reformationen: Kirken mister selvstændighed og jurisdiktion

Efter reformationen i 1536 blev kirkens selvstændighed kraftigt begrænset, og det juridiske område var ingen undtagelse. Den kanoniske ret blev af den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) betragtet som en manifestation af den katolske kirkes korrumperede tilstand, hvorfor han i december 1520 udførte symbolske afbrændinger af lovmaterialet.

I det danske rige var opgøret med kirken ikke så voldsomt som hos Luther, men de selvstændige kirkelige domstole kunne naturligvis ikke eksistere, efter at kirken var blevet underlagt kongen. Dette betød, at store dele af kirkens jurisdiktion overgik til de verdslige domstole. Der var dog typer af sager, som det verdslige juridiske system havde svært ved at rumme, hvorfor behovet for nye retslige organer opstod, som stadig var underlagt kongen, men som besad noget af den ekspertise, som var gået tabt, da de gejstlige domstole blev nedlagt.

Kirkeordinansen fra 1537 fastlagde rammerne for den nye lutherske kirke, men indeholdt tydeligt et ønske om at bibeholde dele af strukturerne fra systemet før reformationen. Et godt eksempel herpå er bestemmelser om, at sager vedrørende kirkens folk blev henlagt til enten herredsprovsten eller superintendenten (fra reformationen og indtil 1700-tallet blev dette begreb brugt om en kirkelig embedsmand, der besad en biskop-lignende position i samfundet), dog med det forbehold, at sagsbehandlingen var under opsyn af lensmanden. Kirkens centrale personer var således stadig indblandet i det juridiske arbejde, om end under opsyn af en verdslig embedsmand. Samme situation ses med Tamperretterne, som blev oprettet via Ribeartiklerne i 1542, hvor en hel domstol blev konstrueret til at afgøre ægteskabssager, og også her var både gejstlige og verdslige repræsenterede. 

Prospekt af Tamperretten i København. Tamperretterne blev oprettet efter reformationen for at overtage nogle af de sager, der traditionelt blev løst inden for det gejstlige juridiske system. Fra: Det Kongelige Bibliotek