Artikler
Kirken var i middelalderen en del af øvrighedsmagten og havde sin egen jurisdiktion (domsmyndighed). Herunder faldt forbrydelser, som var omfattet af den katolske kirkeret (den kanoniske ret). For sådanne forbrydelser kunne kirken opkræve sagefald, dvs. bøder bestående af penge eller naturalier, ligesom de verdslige myndigheder kunne opkræve sagefald for forbrydelser, der faldt under verdslig ret. Blandt de sager, der faldt under den gejstlige/kirkelige jurisdiktion, var sager, hvor gejstlige var indblandede, ægteskabssager, sager om sex uden for ægteskabet og testamentesager.
Middelalderen
Den kirkelige jurisdiktion gik i middelalderen på tværs af herskabskategorier, hvilket indebar, at kirken opkrævede det gejstlige sagefald af såvel gejstligt som verdsligt gods, dvs. af både kirkens, kronens og adelens bønder. Endvidere opkrævede kirken de bøder, som købstædernes indbyggere blev idømt ved de kirkelige domstole.
De store kirkelige institutioner opkrævede både det verdslige og det gejstlige sagefald af deres undergivne fæstebønder, idet disse kirkelige institutioner normalt var privilegeret med det verdslige/kongelige sagefald.
Internt i gejstligheden havde man provsteretterne og landemoderne (stiftsmøder), som kunne idømme bøder og straffe. Disse institutioner overlevede reformationen og tager sig den dag i dag af interne kirkelige tvister.
Før reformationen har vi to bevarede gejstlige sagefaldsregistre (dvs. bødelister): Et fra Bornholm fra perioden 1525-40 og et fra ærkebispeofficialen i Lund fra 1519-22. Disse minder i høj grad om de bevarede kongelige lensregnskaber. Det fremgår af registrene fra Bornholm og Lund, at de gejstlige bøder oftest blev opkrævet for sædelighedsforbrydelser som hor (ægteskabsbrud), incest og lejermål (førægteskabeligt samleje). Inden for disse sagstyper varierede bødestørrelsen betydeligt. En mand fra Øster Larsker idømtes f.eks. en meget stor bøde på 140 mark for hor. Langt mildere så man på kategorien lejermål, hvor bødestørrelserne ikke kom over 15 mark. Bøderne var ofte kombinationer af pengebeløb og naturalier.
Reformationen
I løbet af senmiddelalderen ser vi eksempler på, at kongemagten har tiltaget sig retten til de gejstlige bøder (f.eks. Næsbyhoved lensregnskab 1502). Således kan det ikke afvises, at større godsejere i samme periode også har tiltaget sig en lignende ret. I årtierne lige før reformationen var der heftig kamp om de gejstlige retsbøder mellem adelen og gejstligheden, og allerede i 1527 måtte gejstligheden overlade den samlede adel retten til det gejstlige sagefald. Således havde gejstligheden i realiteten kun ret til de bøder, som idømtes bønder, som boede på kirkegodset.
Med reformationen 1536 ophørte den kanoniske rets virkning i Danmark, og dermed mistede den danske gejstlighed som altovervejende hovedregel sin jurisdiktion og retlige myndighed. Mange af de sagsområder, som havde været underlagt den kirkelige strafferet, blev optaget i den nye og på mange måder strengere verdslige strafferet, som reformationen bragte med sig.
Der var dog enkelte undtagelser fra denne hovedregel, idet ægteskabssager (hor, lejermål, incest, etc.) forblev under kirkelig jurisdiktion. Til at varetage denne opgave oprettede man med Ribeartiklerne fra 1542 en regulær ægteskabsdomstol, Tamperretterne (opkaldt efter de fire årlige fastedage quattuor tempora, hvor retterne oprindeligt blev afholdt). Dommerkollegierne kom bl.a. til at bestå af domkapitlerne, som havde overlevet reformationen, samt stiftslensmanden. Forskellen fra før reformationen var, at det nu var de dømtes herskab eller stiftslensmanden, som på kongens vegne opkrævede sagefaldet. I ekstraordinære tilfælde kunne tamperretterne dog idømme bøder, som skulle tilgodese en kirkelig institution, f.eks. hospitaler. Her skal nævnes nogle eksempler: I 1701 blev prokurator (forsvarer) Hans Lauritzen dømt til at betale 10 rigsdaler til Sankt Hans kirke i Odense for uværdig optræden i en faderskabssag. En særlig sagstype var, når mødre dømtes for at have ligget deres spædbørn ihjel. I Kirkeordinansen af 1539 blev der åbnet op for, at gejstligheden ud over det offentlige skrifte i kirken kunne opkræve en mindre bøde til sognets fattigkasse. I løbet af 16-1700-tallet udviklede der sig en praksis for at søge om dispensation (kongebreve) ved tamperretterne til at indgå ægteskab i "beslægtede led", dvs. nærmere end fjerde led, dvs. ægteskab mellem fætter og kusine. Indtægten fra disse dispensationer gik til diverse gejstlige institutioner f.eks. hospitaler. Der kendes også eksempler på andre moralske forseelser, som krævede offentligt skrifte, hvor der blev dispenseret med en symbolsk bøde eller et beløb til egnens hospital.
Udviklingen efter reformationen viser således, at der på visse områder stadig var brug for kirkens ekspertise i visse sagstyper.