Lensvæsen og adelsgods

Centralt i kongemagtens lokaladministration før 1660 stod lensvæsnet. Traditionelt bestod lensvæsnet af to typer len, de såkaldte hovedlen (eller slotslen) og smålenene. Hovedlenene var store og omfattede flere herreder og havde oftest et kongeligt slot som centrum. Smålen var mindre og kan i størrelse sidestilles med private godser. Lensmændene, som alle, med enkelte undtagelser, blev valgt blandt adelen, kunne besidde lenet på forskellige vilkår. Der fandtes en række forskellige ”kontraktformer”, som i princippet kunne gælde både for hovedlen og smålen:

• Pantelen: kongen gav lenet i pant mod kredit eller et lån han modtog fra den kommende lensmand. Lensmanden, der fik lenet, beholdt alle indtægter i panteperioden indtil kongen indfriede lånet og dermed fik lenet tilbage.  Pantelen fandtes især i 1200-1400-tallet, men blev herefter sjældnere.
• Tjenestelen: len givet som belønning for f.eks. landsdommerembede. Lensmanden beholdt her alle indtægter. Der findes eksempler på tjenestelen igennem hele perioden.
• Afgiftslen: kongen skulle have en fast afgift og lensmanden beholdt resten af overskuddet. Denne type forlening blev ikke almindelig før 1400-1500-tallet.
• Regnskabslen (fadeburslen): Alle indtægter tilfaldt kronen, som aflønnede lensmanden med en fast løn, samt en procentdel af de uvisse indtægter, bl.a. sagefald. Denne forleningsform indtog en domminerende position igennem hele tidsperioden, men blev altdominerende i 1600-tallet.
• Fyrstelen: Len givet til medlemmer af kongefamilien, med selvstændig råderet over dette. (I Danmark kendes seks sådanne len, men kun hertugdømmet Slesvig, havde en længere historie).

Uanset forleningsform udøvede lensmanden den kongelige (offentlige) myndighed over lenets område, herunder bl.a. håndhævelse af lov og ret, udnævnelse af lokale embedsmænd (f.eks. herredsfogeder), øverste militære ledelse, samt skatteopkrævning. Herudover skulle lensmanden forvalte den almindelige godsdrift på kronens jord i lenet. Lensmanden var således personlig ansvarlig for lenets forvaltning overfor kongen. Han ansatte og aflønnede derfor selv det personale, han havde behov for.

Blandt lensmandens mest centrale medarbejdere var ridefogeden, som varetog forholdet til bønderne angående retspleje, skatteindkrævning og fæsteforhold. Under sig havde ridefogeden i hovedlenene i de jyske og fynske områder delefogeder, som repræsenterede lensmanden på de enkelte herredsting, når ridefogeden ikke selv kunne være til stede. Til at varetage godsdriften i lenet var der ansat en ladefoged, der tog sig af bygninger og landbrug. Herunder var der en række underfogeder med mere specifikke ansvarsområder, så som skov- og strandfogeder. Aflønningen af fogederne varierede efter ansvarsområder. En ridefoged fik ofte en fast løn af lensmanden og besad sin gård afgiftsfrit, dvs. uden at betale landgilde (leje), herudover havde han også ret til fogedpenge, som var 10 % af lenet eller godsets bødeindtægter. Heroverfor var lønnen for en strand- eller skovfoged måske kun en mindre landgildenedsættelse.   

Hvor lensmændene udfyldte rollen som lokaladministratorer på det kongelige gods, fungerede de adelige godsejere på samme måde på deres egne godser. Adelen have i løbet af middelalderen opnået flere og flere kongelige privilegier, og denne udvikling kulminerede i 1536 med hals- og håndsrettens overdragelse af al kongelig ret. Heri lå, at adelen blev givet næsten samme autoritet på deres gods, som kongen havde på krongodset, og varetog derfor i princippet næsten de samme øvrighedsopgaver som lensmændene.

Lovgivningen fra især 15-1600-tallet bevidner denne udvikling ved at udstikke retningslinier og krav til herremændenes forvaltning af den offentlige myndighed. Herremændene benyttede sig også af fogeder i administrationen af deres gods.

Kortet viser hovedlen under de fem højadelige familier Rosenkrantz, Gyldenstjerne, Frille, Rønnow og Thott omkring 1465. 

Købstæderne

De fleste købstæder i Danmark opstod i 11-1200-tallet og var fra begyndelsen tæt knyttet til kongemagten, der beskyttede handlen, der var byernes eksistensgrundlag, og som de hurtigt vandt monopol på. Nogle byer havde dog et gejstligt overhoved, f.eks. København. Købstæderne udsondredes i retslig henseende hurtigt fra landdistrikterne og kom til at udgøre sin egen retskreds med egen lovgivning og eget ting, bytinget. Kongens repræsentant, byfogeden, udøvede den kongelige myndighed i byerne, indkrævede byskatten og sad som dommer ved bytinget. I løbet af 1200-tallet udvikledes en egentlig og mere selvstændig købstadsforvaltning, byråd, bestående af byernes førende borgere, dvs. primært de rigeste købmænd. Byrådet bestod af en eller flere borgmestre og et antal rådmænd, der varetog bl.a. bevillingen af borgerskab, skatteopkrævning og visse former for retssager, som blev afgjort ved den såkaldte rådstueret. Denne udvikling hang i høj grad sammen med kongemagtens interesse i beskatning af den handel, som købstæderne havde monopol på. Øget selvstyre til byerne var således en investering i forøget handel og dermed øgede indtægter til kongen, som drog fordel af byudviklingen. Bystyret varetoges således i et samarbejde mellem borgmestre og råd, rekrutteret blandt byens øverste sociale lag, og den kongeligt udnævnte byfoged. Denne fordeling var i vidt omfang nået ved 1400-tallets midte og holdt mere eller mindre frem til enevældens indførsel i 1660.

Kirken og gejstligheden  

På grund af sit enorme jordegods var kirken indtil reformationen i 1536 en uafhængig magtfaktor, som til tider konkurrerede direkte med kongen om øvrighedsmagten i Danmark. Kirken havde sit eget retssystem med egen lovgivning, som virkede uafhængigt af det verdslige retssystem. Det betød at kirken opkrævede gejstligt sagefald (retsbøder idømt af den kirkelige jurisdiktion) af såvel deres egne som kongens og herremændenes bønder. Gejstligheden nød selv immunitet overfor den verdslige jurisdiktion og kunne kun retsforfølges ved særlige gejstlige domstole. På kirkens egne landområder blev også den verdslige øvrighed administreret af bisper og klostre, men kirkens bønder var i verdslige sager henvist til de almindelige domstole.

Den kirkelige organisation var hierarkisk opdelt med bisperne som toppen af kransekagen. Til at hjælpe sig med at administrere det enorme jordegods havde bisperne et antal kannikker knyttet til domkirken, samt et antal officialer (embedsmænd med forskellige opgaver). Den mindste administrative enhed var sognet, hvor sognepræsten var den lokale embedsmand. Mellem sognepræst og bisper stod herredsprovsterne, som skulle føre tilsyn med sognepræsterne i herredet.

Efter reformationen 1536 mistede kirken størstedelen af sine landområder og blev en statskirke med kongen som religiøst overhoved. Det betød, at kirke og stat nu blev knyttet tæt sammen – også i lokaladministrationen. Sognepræsten blev i stigende grad statens lokale embedsmand i sognene, og en række administrative opgaver blev pålagt sognepræsten. F.eks. skulle sognepræsten fra 1645 føre kirkebøger over fødsler, begravelser og vielser i sognet. På den måde udnyttede statsmagten kirkens mere finmaskede administrative system til at registrere og overvåge befolkningen. Lønnen for en almindelig sognepræst udgjordes hovedsageligt af afkastet fra præstegården og præstens 1/3 af tiendeafgiften, som hele befolkningen blev afkrævet.

Kirke og kongemagt efter reformationen

Reformationens sammenlægning af stat og kirke fik meget stor betydning for Lokaladministrationens udvikling frem mod enevældens indførelse i 1660, idet kongemagten kunne udnytte det finmaskede kirkelige administrationsnet til egen fordel. I statsmagtens hænder blev kirken også på anden vis et redskab til disciplinering og kontrol af befolkningen, bl.a. gennem en fornyet syndsbevidsthed, hvor syndere kunne udelukkes fra det kristne fællesskab, som dannede rammen om lokalsamfundet og det sociale fællesskab. Styrkelse af kongemagten ses ligeledes afspejlet i lensvæsnet, hvor hidtidige ret frie forleningsformer måtte vige for mere kontrollerbare regnskabslen. Samtid blev adelen givet flere øvrighedsbeføjelser over deres bønder, men beføjelserne var i stigende grad specificerede og belagt med pligter. Fundamentet til mange af enevældens lokaladministrative strukturer blev således lagt i forbindelse med de omstruktureringer, der fulgte i kølvandet på reformationen.